Antec High Current PRO 1000W Platinum

For ikke så længe siden præsenterede Tweak.dk jer for Antecs mega flagskib i deres 80+ Platinum serie med en effekt på hele 1300 W, der lyder navnet HCP-1300 Platinum. I dag er det så mig en stor ære at fremvise lillebroderen til selv samme PSU, nemlig HCP-1000 Premium. HCP-1000 Premium leverer 1000 W maksimal effekt med hele fire 12 V rails på hver 40 A. Jeg er ekstremt spændt på at skulle præsentere jer for denne monster PSU, så lad os endelig komme i gang.

Antec er en absolut storspiller på det verdensomspændende IT marked, og da især når vi snakker om netop strømforsyninger. Antec leverer PSU\'er i alle størrelser og prisklasser, og der er derfor noget for enhver smag. Men i dag skal vi altså have kigget på en af de helt store kraftkarle, nemlig HCP-1000 Platinum.

 

 

Find dagsaktuelle priser på hardware hos:

 

 

Tweak.dk giver jer overblikket:

  • Fedt design
  • Kvalitet med kvalitet på!
  • 1000 W med 80+ Platinum certificering
  • 100% modulært interface
  • OC Link
  • Fire 12 V rails på hver 40 A
  • Meget lydsvag
  • Ekstrem stabil ydeevne
  • Koster i omegnen af 1.900,00 kroner

 

 

Kassen, som HCP-1000 Platinum kommer i, emmer langt væk af kvalitet med sin lækre sorte baggrund med et stort og skinnende område, hvor vi blandt andet finder produktnavnet samt information omkring 80+ certificeringen. Nederst på kassen finder vi specifikationer omkring det modulære interface samt energiudnyttelse og maksimalt watt output.

 

Vi undskylder for kassens fremtoning, men netop HCP-1000 Platinum kom uden plastikbeskyttelse omkring, så den har altså fået nogle knubs under transporten.

 

 

Bagsiden præsenterer informationer omkring strømforsyningen på forskellige sprog, mens siderne forklarer om de forskellige rails.

 

 

Hvad finder vi så i kassen?

  • Antec HCP-1000 Platinum i stofpose
  • Samtlige modulære kabler i stofpose
  • Manual og quickstart guide
  • To velcrobånd
  • Fire skruer

 

Ude af posen ser Antec HCP-1000 Platinum således ud, og som man kan se, så er det en gigantisk en af slagsen. Ud over at den generelt er meget stor, så vejer den rigtig godt til, og man er absolut ikke i tvivl om, at der er tale om kvalitet med kvalitet på.

 

 

Det 100% modulære interface ser således ud, og vi har altså rigeligt med muligheder. Det er sjældent, at man ser strømforsyninger, hvor selv ATX stikket er modulært, da mange producenter vælger at lade dette være ikke-modulært, eftersom vi alle skal bruge det alligevel.

 

 

Yderst til venstre i midten finder vi dette lille stik, der lyder navnet "OC Link". OC Link lader to HCP strømforsyninger arbejde sammen om at brødføde helt store monstersystemer. Det lader altså HCP-1000 arbejde sammen med op til en HCP-1300, hvilket vil give et samlet output på intet mindre end 2300 W. Det er vildt.

 

 

Tilbage har vi kun at se på toppen, når vi snakker om det ydre. Her finder vi et gitter, der dækker over den store fan, som er installeret til at køle det hele godt og grundigt ned.

 

På næste side kaster vi blikket på indholdet i posen med kabler, inden vi hopper videre til at tage et kig under låget.

Vores partnere