Corsair SF750 80 Plus Platinum SFX

750 watt kapacitet, tjek... 80 Plus Platinum effektivitet, tjek... 100% modulært kabelinterface med individuelt sleevede kabler, tjek... Dette er normalt kun ting vi ser ved high end ATX strømforsyninger. Men hvad hvis man smed alt dette og mere til ned i SFX formatet? Netop dette har Corsair gjort, og vi er klar med vores test af deres nye SF750 strømforsyning som er perfekt til kompakte systemer!

Det er stadig in at bygge små kraftfulde systemer, i hvert fald hvis man spørger Corsair som er klar med et sandt kraftværk i minimal indpakning – hils på SF750 strømforsyningen. Vi har at gøre med en kompakt sag i SFX-formatet, som byder på hele 750 watt at arbejde med, hvilket i sig selv er ret så imponerende.

 

Ingeniørerne hos Corsair stoppede dog langt fra her, men proppede et utal af lækkerier og features ned i denne lille kasse. Hvad disse er kigger vi alt sammen meget nærmere på i denne test, hvor vi først starter ud med at få de tekniske overblik, for dernæst at tage en tur rundt om SF750 og til sidst runde af med at spænde den for vores PSU-belaster. Lad os ikke spilde tiden, men komme i gang med det samme. 1… 2… 3… sæt i gang!

 

Corsair_SF750_80_plus_platinium_SFX_strømforsyning_tweak_dk_1

 

Specifikationer og features
Turen gik kort forbi Corsairs hjemmeside, hvor jeg fandt lidt lækkerier til jer. Nedenfor har jeg listet specifikationerne på SF750 strømforsyningen op til jer, efterfulgt af nogle billeder der viser nogle af de unikke features der tilbydes, samt en oversigt over hvilke kabler/stik der medfølger:

  • Type: SFX strømforsyning
  • ATX-version: V2.4
  • Dimensioner: 100 x 63 x 125 mm
  • Kabelinterface: 100% modulært
  • Effektivitet: 80 Plus Platinum
  • Vedvarende power: 750 watt
  • Blæser: 92 mm Rifle bearing
  • MTBF: 100.000 timer
  • Multi-GPU klar: Ja
  • Garanti: 7 år
  • Semi-passiv: Ja, lydløs op til 300 watt belastning

 

Unboxing og en tur rundt om Corsair SF750
Corsair har på det seneste været ret glade for farve gul og sort på deres kasser, og indpakningen til SF750 strømforsyningen er ingen undtagelse. På fronten af kassen finder vi naturligvis et billede af selve strømforsyning. Derudover bliver vi gjort opmærksom på effektiviteten samt at der ydes hele 7 års garanti.

 

Bagsiden af kassen byder på et detaljeret overblik over nogle af de forskellige features, samt effektivitet og blæserstøjs kurver. Når kassen åbnes op, mødes vi først af en stak papirer, mens at selve strømforsyningen er pakket ind i tykt skum for at sikre den mod stød under transporten. Lad os få tingene ud af kassen.

 

 

Nedenfor har jeg listet alle tingene der er inkluderet i kassen til strømforsyningen, den inklusiv – vi finder følgende:

  • Corsair SF750 strømforsyning
  • SFX til ATX-adapter
  • Modulære kabler
  • Strømkabel til 230V
  • Diverse papirer
  • Fire skruer
  • Corsair klistermærke
  • Bunke med strips
  • Tre velcro strips

 

Det er fedt at se en producent der for en gangs skyld er lidt gavmild med mængden af strips der er med i kassen. Ofte ser vi kun at der er smidt 2-3 stykker med i kassen, hvilket er lidt en dårlig joke. Lad os få lagt tilbehøret til siden for nu, og i stedet fokusere på de modulære kabler man får med til SF750 strømforsyningen.

 

Corsair_SF750_80_plus_platinium_SFX_strømforsyning_tweak_dk_10

 

Ved modulære strømforsyninger hører det heldigvis fortiden til med regnbue farvede kabler, idet stort set alle kabler til moderne strømforsyninger er 100% sorte og pænt pakket ind. Med SF750 har Corsair dog taget det endnu et skridt, ved at inkludere individuelt sleevede kabler. Denne havde jeg ikke set komme, og blev yderst positivt overrasket da jeg åbnede kassen op. Først og fremmest er der naturligvis det store 24-pin kabel på det første billede nedenfor. På billede to ser vi ikke bare et, men hele to 4+4-pin EPS kabler til CPU-strømmen. Dette er et kæmpe plus i bogen, da flere og flere moderne bundkort tillader mere strøm til processoren, for at opnå bedre overclock og mere stabil strøm. SF750 er med på moden og klar til det hele!

 

 

På PCI-Express fronten er man også dækket godt ind, da der her heller ikke kun er et, men hele to kabler inkluderet som hver er udstyret med to 6+2-pin PCI-Express stik. Det betyder med andre ord at du har fire stik at gøre godt med, så du har nok saft til enten to grafikkort, eller ét monster kort som for eksempel MSI RTX2080Ti Lightning Z, som kræver intet mindre end TRE 8-pin PCI-Express stik – av. SF750 kan dog klare dette out-of-the-box, vildt størrelsen taget i betragtning.

 

Corsair_SF750_80_plus_platinium_SFX_strømforsyning_tweak_dk_13

 

SATA-stik kommer du heller ikke til at løbe tør for, da vi her igen finder to kabler som hver er udstyret med fire stik, altså en total på i alt otte. Med M.2 standarden på flere og flere bundkort, betyder det at behovet for SATA falder i forhold til tidligere. Molex finder vi naturligvis også inkluderet i kassen, dog er der her kun et enkelt kabel som er udstyret med tre stik, som bør være nok til de flestes behov. Corsair har helt droppet Floppy stikkene til SF750, hvilket faktisk er helt cool med mig. Jeg mener at det er på tide at vi skiller os af med dette gamle stik, og det samme gør Corsair altså også her.

 

 

Lad os få lagt kablerne til side for nu, og i stedet vende blikket mod selve SF750 strømforsyningen. Herligheden kommer i en lille stofpose, som man passende kan bruge til de overskydende modulære kabler man måtte have.

 

Corsair_SF750_80_plus_platinium_SFX_strømforsyning_tweak_dk_16

 

Designet er minimalistisk med sorte og grå farver, hvor vi på den ene side naturligvis finder indsugningen til den lille 92 mm blæser der er monteret, mens at den modsatte side har nogle udstansninger i metallet og et Corsair logo. Denne lille kasse er overraskende tung at have i hånden, hvilket indikerer at der er seriøst hardware gemt på indersiden. På siden der oftest vender ud mod sidevinduet i et kabinet, finder vi et klistermærke med Corsair logo og modelnavnet SF750, stilrent i grå og sort.

 

 

I den ene ende finder vi det 100% modulære kabelinterface, som er simpelt bygget op således at stik kun passer i der hvor de hører hjemme. Jeg er ovenud imponeret over hvordan det er lykkedes Corsair at få plads til dette i denne lille kasse, sammen med de andre imponerende features. Den modsatte ende er mere stille og rolig at se på, med en god portion ventilation til den varme luft, samt strømstik og knap – samt et lille diskret SF750 skilt, jeg elsker smådetaljer.

 

 

På den modsatte side af klistermærket med modelnavnet, finder vi en oversigt over outputtet på SF750. Der er som sagt hele 750 watt at lege med i total på 12V siden med en enkelt linje, hvor der er 62.5 ampere – yderst imponerende tal for så lille og kompakt en strømforsyning!

 

Corsair_SF750_80_plus_platinium_SFX_strømforsyning_tweak_dk_21

 

For at i bedre kan bedømme hvor lille SF750 rent faktisk er, har jeg skudt to billeder ved siden af en normal størrelse ATX strømforsyning fra Corsair. Jeg har sagt det nogle gange, men gør det gerne igen. Jeg er virkelig imponeret over hvordan det er lykkedes at pakke så mange features og power ind i så lille en kasse!

 

 

Lad os se lidt nærmere på hvordan dette rent faktisk er muligt, nu hvor vi åbner op og tager et kig indenfor. Bemærk dog at du aldrig selv bør gøre dette, da det for det første bryder din garanti, og for det andet kan være farligt! – Vi gør det således at du slipper for det. Med låget forsigtigt løftet af SF750, kan vi se de forskellige komponenter inde i den lille strømforsyning. Den første er naturligvis den 92 mm store blæser der er monteret, som mere præcist har modelnavnet: NR092L for de nysgerrige.

 

 

Det første vi får øje på er den store transformer med Corsair klistermærket, samt DC til DC systemet bagved. Som på enhver anden high end strømforsyning er dette på et separat print, hvor der faktisk er et stik i overskud sjovt nok? Strømstikket har ikke nogen form for afskærmning da der ganske enkelt ikke er plads. Ligeledes har det heller ikke den helt store betydning, når vi har at gøre med strømforsyninger i den kaliber som SF750 er.

 

 

Det modulære kabelinterface er også placeret på sit eget print, som vi ser det i fuld størrelse ATX strømforsyninger. Der er ingen løse ledninger heller, da alt er loddet direkte fast til hovedprintet for at minimere elektrisk støj, og igen spare plads. De to aflange sorte firkanter er køleprofilerne, som altså er tilstrækkelig køling ind til man når 300 watts belastning, hvilket giver et hint om at der i den grad er brugt komponenter af høj kvalitet. Kondensatoren er en sag på hele 470 uF som kommer fra producenten Nippon, som er yderst kompakt og rated til at kunne operere ved 105 grader, så alt er i den fineste orden her.

 

 

Med et afsluttende billede set ovenfra, skruer vi igen låget på SF750 strømforsyningen og bevæger os videre til test delen. Det er sand ingeniørkunst hvad gutterne hos Corsair har lavet her, da denne lille strømforsyning virkelig er bygget som en tank både ude og indenfor, yderst imponerende. Lad os se om den performance der leveres er det samme!

 

Corsair_SF750_80_plus_platinium_SFX_strømforsyning_tweak_dk_30

 

Testopsætning og Benchmarking
Det er nu blevet tid til at vi skal kigge på hvordan strømforsyningen rent faktisk yder og opfører sig når der kommer strøm til. Udseendet og feature sættet er jo kun den ene del af en strømforsyning, mindst lige så vigtigt – hvis ikke vigtigere – er naturligvis performance.

 

Testen kommer til at foregå med vores PSU-belaster som er udstyret med en række pærer som vi kan tænde/slukke, og derved præcist holde styr på hvor meget belastning den tilsluttede strømforsyning får. For at måle strømforsyningens PG-signal, og se om den starter korrekt op efter bogen, bruger vi en Thermaltake Dr. Power II. Derudover bliver et multimeter brugt til at måle spændingsværdierne under de forskellige belastninger, samt en normal elmåler til at måle elforbruget. På denne måde kan vi udregne effektiviteten, og se om 80 Plus kravene overholdes. Det eneste redskab vi mangler adgang til er et Oscilloscope, så at ripple/støj også kunne blive en del af vores tests.

 

Ovenover ses PSU belasteren, multimeter, Dr. Power II og elmåleren.

 

På vores belaster er det kun muligt at belaste på 12V. Jeg belaster derfor strømforsyningen så meget jeg kan på 12V siden - men foretager mine målinger på alle tre linjer (3.3, 5 og 12V) for at se om de forskellige belastningsgrader påvirker de andre linjer på strømforsyningen. Da de fleste komponenter i vores computer bruger 12V (grafikkort, CPU, blæsere etc.) er det naturligvis denne der er vigtigst at belaste.

 

Lige ledes aflæser jeg forbruget på elmåleren, og udregner effektiviteten som strømforsyningen leverer ved de forskellige belastningsgrader – tjek vores resultater herunder, henholdsvis med en graf for spændingsværdierne og watt ind kontra ud/effektiviteten.

 

 

I vores tests var effektiviteten på strømforsyningen ved de forskellige belastninger var følgende, rundet op/ned. Som vi kan se sammenlignet med 80 Plus kravene på billedet nedenfor (se til højre), overholder Corsair SF750 alle de effektivitetsniveauer den skal i forhold til at være en 80 Plus Platinum certificeret strømforsyning:

  • 150 watt belastning: 92% effektivitet
  • 400 watt belastning: 95% effektivitet
  • 750 watt belastning: 90% effektivitet

Corsair_SF750_80_plus_platinium_SFX_strømforsyning_tweak_dk_35

 

Efter at have været hele turen rundt om SF750 strømforsyningen både ude og inde, havde Corsair sat standarden og forventningerne højt – så blev mine forventninger indfriet, nu hvor der også blev sat strøm til? Det kan man vidst roligt sige at de gjorde. SF750 leverede en eminent performance over hele linjen, lige meget hvor meget den blev belastet. Selv under maksimal belastning hvor der altså bliver trukket 750 watt ud af denne lille kasse, var der ingen ko på isen og alle spændingsværdier var on point.

 

Som forventet var PG-signalet også som det skulle være, og der var ingen form for coilwhine eller andet elektrisk støj. Apropos støj, så bemærkede jeg dog at den lille 92 mm blæser begyndte at komme op i omdrejninger når vi nærmede os 600 watt og derover. Den var ikke direkte støjende, men når den lå på bordet var den hørbar. Jeg er dog ret sikker på at dette ikke er noget man bemærker, når først SF750 er monteret i et kabinet sammen med en masse andet hardware. Overall var der virkelig ikke noget at komme efter, set ud fra både performance, byggekvalitet og det samlede indtryk – job well done Corsair, jeg er ret så imponeret. Lad os samle tankerne og få rundet af i en konklusion nedenfor.

 

 

Pris
I skrivende stund d. 08/02 2019 skal du punge ud med omkring 1200,- DKK hvis du vil være den lykkelige ejer af en SF750 strømforsyning fra Corsair, og tro mig det bliver du. Med super performance og byggekvaltiet, samt sleevede kabler i kassen og hele 7 års garanti er fundamentet lagt for en lækker oplevelse de næste mange år.

 

Ønsker du alle detaljerne på SF750 strømforsyningen, kan du naturligvis altid give Corsairs hjemmeside et besøg. Vi har gjort det let for dig, så alt du skal gøre er at klikke på Corsair banneret herunder, hvor efter du bliver sendt direkte til deres produktside i en ny fane.

 

Corsair_SF750_80_plus_platinium_SFX_strømforsyning_tweak_dk_1

 

Konklusion
Hvis du er på udkig efter en strømforsyning som skal kunne sparke gang i et seriøst system, men samtidig være så kompakt som overhovedet, så er SF750 fra Corsair det oplagte valgt for dig. Vi har set på flere SFX strømforsyninger igennem tiden, men fælles for dem alle er at de har været i det lidt større SFX-L format som altså gør strømforsyning lidt fysisk større. SF750 fra Corsair beholder det ultra kompakte design, men på en eller anden måde er der blevet plads til alt hvad vi forventer af en high end strømforsyning.

 

Det betyder at der ud over at være 750 watt til rådighed, også er en uhyre høj effektivitet på 80 Plus Platinum. Ydermere har Corsair på nærmest magisk vis, også fået plads til et 100% modulært kabelinterface, samtidig med at den traditionelle 80 mm blæser, er skruet op i størrelse til en 92 mm. Det betyder at blæseren kan kører langsommere og stadig flytte samme mængde luft. Jeg bemærkede dog stadig en smule blæserstøj under vores belastningstest, men dette gjorde sig kun gældende når strømforsyningen virkelig blev presset. Alle spændingsværdier var klippestabile og effektiviteten blev overholdt over hele linjen.

 

Ud over at være bygget som en tank, og have en fair pris – især med de mange features i baghovedet, så stoppede Corsair ikke der. Det er nemlig inkluderet sleevede kabler til SF750 strømforsyningen, som normalt er noget man skal tilkøbe ekstra til sin strømforsyning. Dette er gjort uden at tilføje mere til prisen, hvilket er yderst imponerende. SF750 fra Corsair er et sandt kraftværk i minimal indpakning, som kan trække selv de kraftigste systemer i et ITX-system uden at få sved på panden. Dette belønner vi naturligvis med en flot score på 9/10 samt vores Great Product award – for dette er lige netop hvad denne strømforsyning er, great/awesome, you name it!

 

Godt

  • Imponerende power på minimal plads!
  • 80 Plus Platinum certificering
  • Individuelt sleevede kabler og 100% modulært design
  • Lydløs op til 300 watt belastning
  • Klippestabil performance
  • 7 års fuld garanti fra Corsair
  • Lækker byggekvalitet all over
  • Prisen er fair…

Knap så godt

  • … men i den høje ende
  • En smule støj kan høres under hård belastning

Score: 9 + Great Product award

 

Corsair_SF750_80_plus_platinium_SFX_strømforsyning_tweak_dk_38

 

Vores partnere