ASUS ROG Falcata

ASUS ROG Falcata
ASUS har over de seneste år gjort en del for at skille sig ud, med deres high-end gaming-tastaturer. Deres ROG Falcata er bestemt et der skiller sig ud, med et split design, der giver alsidige muligheder, men også et par udfordringer.

Centrale features

  • Compact 75% Split Design
  • ROG SpeedNova 8K wireless technology
  • Bluetooth
  • Wired USB
  • Hot-swappable ROG HFX V2 Magnetic Switch
  • New ROG Hall Sensor
  • ROG PBT Doubleshot Keycaps
  • Rapid Trigger toggle
  • Detachable silicone wrist rests

Den store feature, der adskiller ROG Falcata fra flertallet, er deres specielle Split Design. Det betyder, at der reelt er tale om to opdelte tastaturer, der tilsammen bliver til et helt 75% gaming tastatur. 


En tur rundt om ASUS ROG Falcata

Hvis vi ser på det overordnede design, inden vi kommer til Split Design delen, så ligner ROG Falcata i det store hele mange af ASUS øvrige High End gaming produkter. 

Der er tale om et 75% tastatur, som fylder mindre på bordet og betyder, at man må undvære numpad delen. 

ASUS ROG Falcata design top

Materialerne føles lækre og solide hele vejen rundt og består af gunmetal grå og sort plast. Vi har kun en smal ramme omkring tasterne, så der er ikke plads til alt for meget lir. 

På venstre side af tastaturet finder et drejehjul og en funktionstast. Via tasten kan vi skifte imellem forskellige funktioner til drejehjulet, som kan fungere som medie kontrol, volumen og RGB kontrol, men som også kan tilpasse ting som kontakternes aktiveringspunkt eller følsomheden på Rapid Trigger funktionen. 

ASUS ROG Falcata funktionshjul

Ser vi på toppen har vi en powerknap, der også fungerer som toggle knap imellem den trådløse ROG SpeedNova 8K forbindelse via USB dongle, Bluetooth eller kabel tilslutning. 

Ved siden af den kontakt mere, som bruges til hurtigt at kunne aktivere den Rapid Trigger feature vi har med ROG Falcata. I modsatte ende er der en lille opbevaringsplads til den inkluderede USB dongle, så man let kan have den med.

ASUS ROG Falcata rapid trigger

Ellers kan vi på toppen også se et USB-C stik til opladning og kablet tilslutning og så endnu et USB-C stik, som udelukkende bruges til at forbinde de to halvdele af ROG Falcata. Der er nemlig ingen indbyggede stik eller andet, der låser de to halvdele af Falcata sammen. De kan skubbes tæt sammen, og på den måde side nogenlunde fornuftigt sammen. Det er dog kun via den dedikerede USB-C forbindelse, at man får strøm på den højre halvdel. 

ASUS ROG Falcata USB C kabel

Jeg synes ikke det er en specielt elegant løsning, men det er uden tvivl gjort for at opretholde signalintegriteten imellem de to halvdele under gaming. Det er også den løsning som andre lign. tastaturer fra fx Keychon bruger. 

Ser vi i bunden af Falcata, er der en del skruehuller, der skal bruges som alternativ til de flip ud ben, som vi kender fra de fleste tastaturer. Med ROG Falcata får man i stedet et udvalg af korte og længere ben, som skal skrues på plads for at vinkle tastaturet, hvis man ønsker det. 

Der er mulighed for at skrue ben på både den forreste og bagerste del af tastaturet, så man kan selv bestemme om man vil have en positiv eller negativ hældning. 

ASUS ROG Falcata ben

Alternativt kan man også bruge kombinationen af korte og længere ben til at skabe et setup der hælder ud mod siderne. Det kan sammen med det opdelte design give en mere ergonomisk oplevelse af tastaturet. 

De mindre skruehuller skal bruges til at montere holdere til håndledsstøtter. De er helt som resten af Falcata også opdelt, så der er en til hver halvdel. Selve håndledsstøtten er lavet i silikone, men monteres til tastaturet via et aluminiumsbeslag, som skal skrues fast til bunden. 

ASUS ROG Falcata wrist support

Igen virker det ikke helt elegant, men hvis man altid vil bruge håndledsstøtten, så er det jo kun en gang man skal montere tingene. Fordelen er, at man herefter kan flytte rundt på tingene helt som man vil, og nyde at tastatur og håndledsstøtte altid følges. 

Når tingene først er monteret føles det hele super solidt, hvilket generelt også er fornemmelsen af ASUS ROG Falcatta. 

Hvis vi skal se lidt på den interne hardware, så er kontakterne ASUS’ ROG HFX V2, som er en magnetisk kontakt parret op med en Hall Effect sensor, som giver mulighed for super præcis tilpasning af ting som aktiveringsafstand og reset punkt samt muligheden for analog input og ikke mindst Rapid Trigger. 

ASUS ROG Falcata kontakt

Der er naturligvis mulighed for RGB belysning i hver enkelt tast, som kan tilpasses via ASUS’ software, hvilket vi ser nærmere på senere i testen. 

For at forbedre den akustiske profil på Falcata har ASUS gjort meget for det indre. Elektronikken er samlet med to lag silikone og to lag PORON. Det er gjort for at reducere lyd og vibrationer under brug. 

I det hele taget har ASUS gjort meget ud af, at ROG Falcata sASUS ROG Falcata foam.jpgkal føles som et premium gaming tastatur, som så oven i det har den specielle funktion at være opdelt.


Software

Vi ser en trend for tiden, hvor producenterne bevæger sig væk fra dedikeret software, som skal installeres på din PC, og i stedet skifter over til web-baserede løsninger. Det er også tilfældet her med ROG Falcata, som gør brug af ASUS Gear Link web software til overvågning og tilpasning af Falcata. 

Du får adgang via din webbrowser og opretter herefter forbindelse med dit tastatur og herfra har du adgang til alle de samme muligheder, som vi kender det fra fx ASUS’ Armory Crate. Alt sammen uden at du behøver installere software på din PC.

ASUS ROG Falcata Gear Link software

Fordi ASUS ROG Falcata er et avanceret tastatur så er der også rigtigt mange muligheder via Gear Link. De mest basale er detaljer som firmware opdatering, RGB lys og batteri tilpasning. 

De mere avancerede muligheder findes når man begynder at tilpasse tasternes funktioner. Der er de normale, som vi ser på stort set alle gaming tastaturer, hvor vi kan tilpasse funktionen på tasterne med ting som genveje, Windows funktioner og macro funktioner. 

ASUS’ ROG HFX V2 kontakter giver os dog også et væld af andre mere avancerede muligheder. Vi kan for hver enkelt tast tilpasse deres aktiveringspunkt og dødzoner i top og bund. Man har mulighed for at indstille aktiveringspunktet fra 0,1mm op til 3,5mm.

Der er naturligvis også mulighed for Rapid Trigger tilpasning. For at aktivere Rapid Trigger skal man bruge den lille vippekontakt i toppen af tastaturet. I standardindstillingen er Rapid Trigger kun aktiv på WASD tasterne og er sat med både aktivering og reset på 0.2mm. Du kan dog via Gear Link tilpasse det som du vil. 

ASUS ROG Falcata Rapid Trigger

På den måde kan du tilføje deres taster til Rapid Trigger gruppen og du kan tilpasse aktivering og reset. Du har dog ikke mulighed for at lave forskellige indstillinger for Rapid Trigger tasterne. Så alle de taster man inkluderer i Rapid Trigger gruppen vil dele de samme indstillinger. 

Der er dog mulighed for at tilpasse aktivering og reset hver for sig. 

ROG Falcata giver også mulighed for Speed Tap, som er en funktion der også findes på andre tastaturer. Corsair kalder det fx FlashTap men det er det samme. 

Speed Tap Off GIF.gif

Normalt når man kommer med modsatrettede inputs til bevægelse, fx trykker på både højre og venstre (A og D) knapperne i forbindelse med strafing i fx et FPS spil som Call of Duty, vil man ikke bevæge sig, da de modsatrettede inputs kommer i konflikt og ender med at være et null input.

speed tap on GIF.gif

Med Speed Tap vil det altid være de sidste input, der prioriteres, uanset om andre taster er trykket ned. Det betyder, at man kan strafe endnu hurtigere. 

Det er en feature, som man aktivt skal aktivere, men som kan kombineres med Rapid Trigger for at optimere tingene endnu mere. 

Man skal dog være opmærksom på, at det i visse spil betragtes som snyd. Det er fx i CS:GO, hvor Speed Tap og lignende “input-automation features” ikke er tilladte. Så husk at sørge for at det ikke er aktiveret, hvis du spiller CS:GO og tjek evt reglerne for dine favorit online spil. 

Samlet set har den nye online Gear Link software fungeret super fint under min test. Der er mulighed for at lave op til fem profiler, så forskellige indstillinger og opsætninger kan tilpasses til specifikke spil eller brugsscenarier. 


Test 

Jeg har brugt ASUS ROG Falcata i et par uger, som mit primære tastatur til en blanding af arbejde og gaming. 

Jeg har under hele min test i forbindelse med arbejde kun brugt Falcata i sin samlede tilstand. Jeg har før prøvet split design tastaturer, og det har aldrig virket for mig og har mest af alt været en frustrerende oplevelse. 

ASUS ROG Falcata Opdelt

Selv i det samlede setup skulle jeg dog lige tilpasse mig en smule. Det skyldes, at mellemrumstasten jo naturligt nok er opdelt med en halvdel på hver side af Falcata. 

Min tommelfinger ramte dog lige netop der, hvor opdelingen var, når jeg skrev, hvilket gav lidt problemer. Med en lille omprogrammering af min muskelhukommelse, så var det dog til at justere. 

Herefter har skriveoplevelsen på Falcata været en sand fornøjelse. Kombinationen af hardware, indre dæmpning, kontakter og keycaps betyder, at man får en oplevelse der er svær at slå.

Et af de få tilfælde, hvor jeg brugte Falcata opdelt, var når jeg spillede hvor den venstre halvdel let kan fungere for sig selv. På den måde frigiver man en masse plads på bordet til musen. Man skal naturligvis bare huske at tjekke op på, om der er tastefunktioner på den højre side, man kan få brug for. 

ASUS reklamerer selv meget med muligheden for 8000 Hz polling rate via den medfølgende adapter. Jeg har naturligvis testet det under min tid med Falcata. Jeg må dog som før indrømme at jeg ikke kan fornemme nogen forskel imellem de almindelige 1000 Hz og den forhøjede 8000 Hz under gaming.

Det er simpelthen ikke noget der spiller ind på den måde jeg bruger et tastatur på. Mit færdighedsniveau er ikke så højt, at det er den slags marginaler, der gør forskellen mellem en sejr og et nederlag i fx Space Marine 2 eller Call of Duty.

Den trådløse forbindelse har jeg dog ikke noget som helst at sætte en finger på. Den har været super solid hele vejen igennem. 

ASUS ROG Falcata opdelt space

Som et boost til min gaming oplevelse har jeg kunne mærke meget mere, ved at gøre brug af Rapid Trigger muligheden og tunede aktiveringspunkter. Det var med til at give et tastatur, som føles super hurtigt og responsivt. 

Det kan meget hurtigt blive FOR hurtigt, men den høje grad af tilpasningsmuligheder betyder, at man kan tune det helt som man vil. 


Pris

Jeg kan i skrivende stund finde ASUS ROG Falcata med en online pris på lige under 3000 kroner. Det placerer, måske ikke så overraskende, tastaturet i den meget dyre ende af gamingudvalget. 

Det er nærmest kun overgået af ASUS’ eget ROG Azoth Extreme. 


Konklusion

Jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg skal synes om ASUS ROG Falcata. Hvis vi starter med at se alene på selve kernefunktionen som tastatur, så har ASUS lavet et super solidt produkt. 

Det er pakke med solid hardware, masser af tilslutningsmuligheder og et væld af tilpasninger og high-end gaming teknologi og features. 

Det opdelte design er helt klart, hvor Falcata skiller sig ud og uden tvivl også der, hvor det ender med at dele vandene. 

Det er en feature, som jeg personligt aldrig har manglet eller hørt nogen efterlyse. Når det er sagt, så betyder det jo naturligvis ikke at der ikke findes mange derude, som har haft det som et ønske. Et eller andet sted forventer jeg, at ASUS har undersøgt markedet lidt inden de kastede sig ud i udviklingen af Falcata. 

ASUS ROG Falcata samlet

Jeg har dog svært ved at se det tiltalende i den funktion, så det er ikke for mig. Dels har jeg som sagt aldrig manglet den mulighed, og dels er jeg så sat i mine vaner og muskelhukommelse med et normalt tastatur, at jeg havde svært ved at vænne mig til et opdelt tastatur. 

Samtidigt er prisen også uhyre høj sammenlignet med, hvad vi ellers finder på markedet pt. Så det skal altså være, hvis man har et meget specifikt behov, at Falcata kan give mening. 

Rent hardware og featuremæssigt er der ikke en finger at sætte på Falcata, som er pakket med alle de nyeste gaming features for den krævende gamer med Hall Effect, Rapid Trigger og mulighed for 8000 Hz polling rate. 

Det kombineret med det opdelte design gør Falcata til noget specielt. Der findes alternativer på split design gaming tastaturer, som fx Keychon Q11, men det er ikke i nærheden af at være pakket med så mange moderne features som Falcata.

Er man derfor på markedet efter et split design gaming keyboard pakket med de nyeste gaming features, så er der pt ikke ret mange måder at komme uden om ASUS ROG Falcata. Alene for det fortjener ASUS lidt et kip med hatten, for at lave et så specialiseret gaming tastatur. 

ASUS ROG Falcata split design

Man skal i den grad bare være klar på at betale for oplevelsen. 

Vi ender med en karakter på 9 og en enthusiast only award, for et unikt super high end gaming tastatur, som sigter efter en meget specifik kundekreds, og bestemt ikke mainstream markedet. 


Fordele

  • God byggekvalitet
  • Fantastisk alsidige kontakter
  • Lynhurtig trådløs forbindelse
  • Split design giver masser af fleksibilitet


Ulemper 

  • Prisen!

Vores partnere