Specifikationer
HP har igen været ret sparsomme med specifikationerne på deres hjemmeside, så vi kan kun tage udgangspunkt i de mest basale oplysninger. Mest interessant er nok oplysningen om, at vi har med et 2000 mAh batteri. En vigtig detalje med et trådløst tastatur, som man naturligvis ikke har lyst til at lade op alt for ofte. HP oplyser selv at batteriet kan holde op til seks måneder med omkring otte timers brug om dagen i fem dage om ugen.
Design
Designet på 975 tastaturet er lavet i et afdæmpet design, med en kombination af sorte taster og en kabinet i gunmetal grå. Designet af afrundede hjørne, men er ellers lavet med skarpe markerede kanter.
Selv om der er gjort lidt for at få det til at ligne metal, så er hele tastaturet dog udført i plast. Materialerne er behagelige og byggekvaliteten er god. Der er ikke noget unødigt fleks eller knirken i tastaturet, der føles rigtigt solidt.
HP 975 tastaturet er et lavprofil tastatur, og lander med en højde på lige omkring 1,2 cm. Det betyder ikke overraskende, at der er tale om rubber dome kontakter af samme slags, som vi ser på de fleste laptops.
Alle tasterne er baggrundsbelyst med hvidt lys, som lyser fint og jævnt igennem både de primære og sekundære funktioner på tasterne.
HP 975 er et tastatur i fuld størrelse, og kommer altså med det fulde udvalg af taster, som numpad, hvilket naturligvis giver meget god mening, når man formodentligt sigter efter kontorfolket.
Ud over det så har HP også lagt en masse praktiske genveje ind på udvalgte taster. Samtlige taster på F1 til F12 rækken har sekundære funktioner tilknyttet. Over funktionstasterne er der tre knapper, der giver mulighed for at vælge imellem op til tre tilsluttede enheder. En af enhederne er via den inkluderede USB dongle, mens de to andre kan være via Bluetooth.
Endeligt er der over numpad delen yderligere fire genveje.
I toppen af tastaturet finder vi et USB C stik, som kan anvendes til opladning af HP 975, eller bare som direkte tilslutning til din PC eller MAC.
I bunden af tastaturet er der mulighed for at skabe en smule mere højde, på det ellers meget lave tastatur. Det klares via de to små fødder, der kan give ca. en cm i højden og lidt mere vinkel.
Software
alt tilpasning af HP 975 i HP Accessory Center softwaren. Her findes der ret brede muligheder for at tilpasse indstillingerne på tastaturet og tjekke op på ting, som status på tilslutning og batteri.
I alt 24 af knapperne på tastaturet kan tilpasses, og der gives et bredt udvalg af forskellige funktioner.
HP giver mange muligheder for tilpasning med både alternative funktioner eller genveje samt mere programspecifikke muligheder. Der kan vælges imellem en lang række forskellige prædefinerede muligheder, eller man kan optage sine egne macrokombinationer.
Det er muligt at opsætte profiler, som skal være gældende når du bruger specielle programmer. Det betyder, at du kan sætte en profil op for for eksempel Photoshop eller Excel. Programmet registrerer automatisk når du bruger programmer og skifter over til profilen. På samme måde skifter den tilbage igen, hvis du springer til et andet vindue eller program.
Alt i alt har HP lavet et solidt stykke software, som giver gode muligheder.
Test
HP 975 Dual-Mode Wireless har haft en plads på mit skrivebord et godt stykke tid nu, og har været brugt til arbejde og almindelige desktop opgaver, og hele denne anmeldelse er skrevet på tastaturet.
Samlet set har oplevelsen af tastaturet være meget behagelig. Jeg har en forkærlighed for lavprofil tastaturerer, så her lander HP 975 meget fint ned i mine personlige præferencer.
Tasterne føles behagelige at skrive på, med en godt taktilt bump under brug.
Baggrundsbelysningen er fornuftig og er en rigtigt god bonus, når arbejdet ind imellem er henlagt til de mørke timer. Det er let og hurtigt at indstille det via softwaren, hvis man vil optimere sin batteritid. Jeg har under det meste af min test kørt med belysningen sat til omkring 50% og mindre kunne også sagtens gøre det.
I forhold til batteritiden kan jeg naturligvis ikke helt udtale mig, om jeg kunne ramme de seks måneder, som HP selv angiver, da jeg naturligt nok ikke har haft så lang tid til testen. Der er dog umiddelbart ikke noget der siger mig, at deres tal ikke kan ende med at holde meget fint.
Min eneste klage omkring batteriet er, at det når det skal lades op går meget langsomt. Så hvis eller når man ender med at dræne batteriet, så skal man altså sætte en god luns tid af, før man har fuld strøm på igen.
Pris
Jeg kan pt finde HP 975 Dual-Mode Wireless tastaturet med en online pris på lige omkring 1000 kroner for den nordiske version, mens en udgave med engelsk layout kunne findes til omkring 700 kroner.
Det er til den dyre side for et tastatur. Jeg vil give HP, at de har lagt en masse gode funktioner ind i deres 975 tastatur, og har fået lavet noget solid software.
De ender dog med at tabe lidt på prisen i forhold til andre konkurrenter på markedet. Det er for eksempel ikke lang tid siden vi så på Logitechs MX keys tastatur, som lander med en pris på omkring 800 kroner.
Konklusion
Isoleret set har HP lavet et rigtigt lækkert tastatur med deres HP 975 tastatur. Der er god funktionalitet og solid software med til at underbygge en god skriveoplevelse.
Du får den trådløse frihed i en veludført lavprofil formfaktor. Man skal naturligvis være til denne type af tastaturer men hvis man er det så har HP klaret det rigtigt godt.
Vi kan dog ikke kun se på HP 975 isoleret, for der findes også andre spillere på markedet. Specielt Logitech kommer ind, som en meget stærk konkurrent, der efter min mening slår HP af banen på flere parametre.
Dels lander Logitechs MX Keys med en skarpere pris på et tastatur, som kommer med bedre materialer og en anelse bedre byggekvalitet. Oven i det er der små finesser på Logitech siden som trækker op. Her kan man for eksempel selv bestemme om de tre mulige tilslutninger skal være Bluetooth eller forskellige USB dongles.
HP 975 og Logitech MX Keys ligger så tæt op af hinanden, at man ikke kan lade være med at sammenligne, og i det regnskab taber HP.
Vi lander med en endelig karakter på 8 for et godt produkt, som dog bliver slået på et marked med bedre og billigere alternativer.
Godt:
Skidt: