Logitech G512 X

Logitech G512 X
Logitech er klar med endnu et gaming tastatur. Denne gang har de rystet posen og lavet et tastatur, som giver os mulighed for at kombinere traditionelle mekaniske kontakter med de nyere TMR kontakter.

Centrale specifikationer

  • Dual Swap between analog and mechanical
  • NEW TMR Analog sensors
  • Rapid Trigger
  • Key Priority
  • Per Key Actuation
  • Multipoint Action & SAPP rings
  • True 8K Report Rate
  • Dua Programmable Dials
  • Bold Lightsync RGB Light Bar


Det helt store salgspunkt med Logitech G512 X er helt klart muligheden for at kombinere analoge TMR kontakter med mekaniske kontakter. Tidligere har man været tvunget til at vælge enten det ene eller det andet.


En tur rundt om Logitech G512 X

Logitech G512 X kommer i to størrelser med enten 75 eller 98 keys layout, hvor vi har fået 75 key versionen til test. Samtidigt findes den også i en sort/lilla eller en hvid/turkis version, hvor vi har den sorte på besøg.

G512 X ENVR Product Lockup Black.jpg

Det umiddelbare indtryk af Logitech G512 X er, at det ikke skiller sig synderligt meget ud fra de fleste andre mekaniske gaming-tastaturer. Visuelt skiller det sig dog alligevel ud på et par områder, hvoraf det ene er valgt af en lilla farve på Escape og piletasterne sammen med de to drejeknapper i øverste højre hjørne. Den lilla farve går også igen i toppen af tastaturet, som gemmer på lidt ekstra udstyr, som jeg vender tilbage til om lidt.

Logitech G512 X 75 key layout

Der følger i kassen sorte erstatningsknapper med til Escape og piletasterne, hvis man vil væk fra den lilla farve. Drejeknapperne kan man dog ikke gøre noget ved. 

I bunden af tastaturet er der en RGB lysbar, der løber i hele tastaturets længde. Den har et mønster løbende hele vejen over sig, der minder en anelse om en prisme. Man får et utroligt behageligt og jævnt lys her, som naturligvis kan styres via Logitechs G Hub Software, som jeg kommer ind på senere. Det kan dog også slås fra, hvis man synes det bliver for meget. 

Logitech G512 X lightbar

Som et ekstra tilbehør kan man få en håndledsstøtte specifikt til Logitech G512 X, som er lavet i akryl. Den har et laserskåret mønster i toppen, der matcher det på lysbaren og fungerer som et smukt supplement til lyset. Akryl materialet betyder, at lyset forplanter sig igennem håndledsstøtten, så den også lyser op på bordet.

Logitech G512 X wrist rest

Det kompakte 75 key layout betyder, at vi ikke får dedikerede medie- og funktionstaster. Funktionerne er der dog endnu, de er blot lagt ind som sekundære funktioner, som tilgås via FN-tasten. 

Vi får dog to funktionsknapper i form af de to drejeknapper i øverste højre hjørne. De har, ikke overraskende, en drejdefunktion suppleret af et tryk. Som standard er de sat op til at den højre er volumen og mute/unmute, mens den venstre styrer RGB belysningen, hvor der kan skrues op og ned for lysstyrken eller slukkes/tændes. Begge to kan dog, som de fleste andre knapper, også tilpasses via G Hub Softwaren. 

Logitech G512 X drejeknapper

I toppen af tastaturet har vi et USB C stik til PC forbindelsen sammen med to knapper. Der er en Game Mode knap, der slår de sædvanlige Windows genveje fra, så de ikke giver problemer i dine spil. Den får følgeskab af en Scan knap, som bruges til at kontrollere hvilke af dine kontakter, der er skiftet til TMR kontakterne. 

Trykker man på Scan knappen får man en hurtig lille lys animation i RGB belysningen og herefter lyser de taster op, som er monteret med en analog TMR kontakt op. Hvis du har lavet et hot swap på nogen af kontakterne, vil scan knappen også registrere disse i G Hub.

Det er en smart og hurtig måde lige at få et overblik over, hvilke kontakter der er monteret hvor. 

I toppen er der også en opbevaringsplads til kontakter. Når man modtager Logitech G512 X er det som standard monteret med mekaniske kontakter, i mit tilfælde Logitech Tactile kontakter. Der følger dog i alt ni analoge TMR kontakter med, så man kan udskifte der hvor man finder det relevant. Hvis man vil have flere, så skal de købes separat. 

Logitech G512 X analoge kontakter opbevaring

Det er dog værd at være opmærksom på, at det ikke er hele tastaturet, der understøtter de analoge TMR kontakter. Det er “kun” 39 af pladserne i tastaturet, hvor det er muligt at skifte til TMR kontakter.  Alle de pladser er lagt i den venstre side af Logitech G512 X i det klassiske “gaming” område. 

Logitech G512 X analog options

I toppen finder vi også plads til fem SAPP ringe. SAPP står for Second Actuation Pressure Point og der er tale om små gummiringe, der kan monteret under dine keycaps, så du selv på de analoge kontakter får et en fysisk fornemmelse af et aktiveringspunkt, på samme måde som man kender fra en traditionel Tactile mekanisk kontakt. 

Logitech G512 X SAPP rings

Det kan fx bruges, hvis man vil bruge de muligheder er der for at lægge to funktioner ind på analoge taster, alt efter hvor langt man trykker tasten ned. 

Med i kassen følger der både en Keycap og en Switch puller, som er meget praktiske når man skal skifte kontakterne. De tjener også en ekstra funktion, ved at kunne bruges som fødder under Logitech G512 X, hvis man vil have mere vinkel på. På den måde ved man altid hvor de er, men det betyder også, at der ikke er normale vippe fødder til at justere vinklen på tastaturet.

Byggekvaliteten på Logitech G512 X føles god og solid hele vejen rundt. Materialerne er dog plast, så det føles ikke så high end som andre mere premium gaming tastaturer på markedet. Logitech G512 X lander dog også i en anden prisklasse på trods af de specielle Dual Swap features. 


Software

Som jeg har været inde på tidligere, så ligger der meget funktionalitet og tilpasning gemt i Logitechs G Hub software. Det er endnu mere udpræget med et tastatur som Logitech G512 X. 

Der er naturligvis de normale til som RGB belysning osv, som jeg dog i denne omgang vil springe hurtigt hen over.

Der er også mulighed for at omprogrammere alle tasternes funktioner, hvad enten man har de analoge TMR kontakter eller traditionelt mekaniske installeret. Her er der super brede muligheder for makroer, Windows genveje, funktionstaster og meget mere. 

Det hele bliver dog en tand dybere med de analoge TMR taster. Her har man mulighed for mange flere funktioner. 

Logitech G512 X software rapid trigger

Dels kan man selv bestemme aktiveringsafstanden og man kan via software aktivere Rapid Trigger og tastprioritet. Det giver en høj grad af fleksibilitet når man kan tune tingene så fint, som der er mulighed for her. 

Logitech G512 X afstand

Du kan justerer aktiveringsafstanden 0.1 op til 4 mm i 0.1 mm trin. Når man er på dette punkt i menuen er der også både i softwaren og via lysbaren i bunden af tastaturet, en meget tydelig indikator for, hvor langt man har trykket tasten ned. Det er en meget praktisk hjælpefunktion der kan hjælpe med at tune ind på, hvad der passer dig bedst.

Logitech G512 X dual function

En funktion som dog er endnu mere alsidig, er muligheden for at tildele to funktioner til den samme tast, baseret på hvor meget du trykker tasten ned. Det kunne fx være på din S og W tast, hvor et let tryk vil betyde at du går i et spil, mens et dybere tryk betyder at du løber. 

Tidligere har den slags været for følsomt til, at det var specielt praktisk for mig personligt. Det skifter dog lidt med SAPP ringene. Med dem installeret får man nu et mærkbart bump på en analog tast, og man kan tilpasse den sekundære aktiveringsafstand til at kræve et hårdere tryk for at blive aktiveret. Så bliver det pludseligt mere praktisk anvendeligt for mig og mine pølsefingre. 

Logitech G512 X tastprioritet

Samlet set er der super dybe muligheder for tilpasning i G Hub og med muligheden for at gemme tre profiler lokalt på Logitech G512 X er det let at skifte imellem forskellige profiler til dine favorit spil.

Logitech G Hub er efterhånden blevet et solidt stykke software og har rystet fortidens problemer af sig. Jeg ville dog stadig ønske at Logitech også så i retning af en webbaseret løsning, som vi har set fra mange andre producenter. 


Test

Jeg har haft besøg af Logitech G512 X i et par uger op mod lanceringen, og har i den periode brugt det til en kombination af desktop brug, arbejde og gaming. Denne anmeldelse er fx skrevet på Logitech G512 X

Som standard, når Logitech G512 X er sat op med Logitechs Tactile mekaniske kontakter, er skrive- og gamingoplevelsen meget klassisk og velkendt. Mekaniske kontakter af den art har efterhånden en del år på bagen. 

Der er et tydeligt taktilt bump på kontakterne når man skriver, som jeg finder meget behageligt. Jeg har ikke noget at udsætte på skriveoplevelsen med her.

Logitech G512 X keycaps

Der hvor tingene løfter sig, er med mulighederne for de analoge TMR kontakter. Med dem på plads på udvalgte taster kommer der mange flere muligheder til. Fornemmelsen her er noget anderledes, da man her ikke har noget taktilt bump og fornemmelsen af kontakten er den samme hele vejen ned. 

Forskellen er dog så afdæmpet, at det ikke var noget jeg tænkte over, når jeg bare brugte Logitech G512 X til skrivearbejde. Det afhænger dog lidt af, hvordan aktiveringsafstanden er indstillet. Med en meget lav afstand er jeg fx mere tilbøjelig til at lave fejl anslag, så det er fx mere egnet til hurtigt FPS gaming end til skrivearbejde. Det er dog hurtigt at opsætte en software profil, så man let kan skifte frem og tilbage.

Logitech G512 X kontakter udskiftning

Den store fordel kommer frem i gaming, hvor man med de analoge muligheder for tilpasset aktiveringsafstand, rapid trigger og tastprioritet har funktionalitet der er målrettet gaming. 

Jeg brugte det meste af min test de analoge TMR kontakter på WASD tasterne, hvilket var tilpas til mine behov. 

Det kunne gøre en mærkbar forskel i spil, men det var dog ærligt talt ikke noget der rykkede mine resultater synderligt. Der er min generelle niveau ikke højt nok til, at det er den slags mindre marginaler, der gør udfaldet.

Som jeg var inde på tidligere, så var det dog første gang, at jeg på en god måde har fået dual action keys til at virke, med to funktioner på den samme tast. Tilføjelsen af en SAPP ring, så der skulle et lidt hårdere tryk til at aktivere den sekundære funktion, betød at det blev en brugbar løsning til fx gå/løb på den samme tast i spil.

Logitech G512 X med SAPP ring

I det hele taget har min tid med Logitech G512 X været super god og velfungerende i forhold til skrive og gaming oplevelsen. De forskellige tilpasninger af både fysisk karakter, med udskiftning af kontakterne, og på softwaresiden i G Hub har fungeret uden problemer under hele min test. 

Jeg har dog været lidt udfordret i forhold til designet på Logitech G512 X. Det er jo 100% en smagssag, men personligt synes jeg at designet er lidt for “larmende” med de lilla elementer, som ikke falder i min smag og stikker noget ud på mit skrivebord.

Det er som sagt min personlige smag, men hvis jeg skulle overveje selv at anskaffe mig et Logitech G512 X, så ville jeg virkelig håbe på en "Blackout" version på et tidspunkt. 

G512 X 75 G512 X 98 Product Lockup White.jpg

Den hvide version, med kombinationen af hvid og turkis farver, falder mere i min smag, så det er også en mulighed, hvis man som mig ikke har meget for lilla. 


Pris

Logitech G512 X lander på hylderne når denne anmeldelse kommer ud og Logitech har oplyst en vejledende pris på 1499 kroner for 75 keys versionen, som vi har testet, mens 98 keys versionen lander på 1699 kroner. Hvis man vil have håndledsstøtten med koster den 350 kroner. 

Det er stadig i den tungere ende af tastatur markedet, men for et spritnyt tastatur med en featureliste som Logitech G512 X synes jeg prisen er rimelig. 


Konklusion

Logitech har med G512 X rystet posen i forhold til gaming tastaturer, og giver os det bedste fra både den traditionelle mekaniske side og den nye TMR analoge side af hegnet. 

Graden af tilpasning er super høj og kombinationen af TMR og mekaniske kontakter lader det være op til brugerne selv, hvor og hvad de vil tilpasse. Selv om det ikke er alle kontakter på Logitech G512 X der kan udskiftes til de analoge TMR kontakter, så manglede jeg under min test ikke muligheder på den front. 

Logitech G512 X regnbue

Logitech G512 X er et niche-tastatur til dem, som gerne vil tilpasse og tune deres tastatur, og på den front klarer Logitech opgaven rigtigt godt. 

Personligt har jeg det lidt svært ved designets farvevalg, men det er en smagssag. 

Hvis man gerne vil kunne tilpasse sit tastatur i super høj grad og nyde fordelene ved både mekaniske og analoge kontakter, så er Logitech G512 X et super godt bud, med et unikt bud på markedet. Vi lander med en endelig karakter på 9, for et unikt og tilpasningsvenligt hybrid tastatur til den kræsne gamer. 


Fordele

  • Dual Swap kontakter giver det bedste fra både mekaniske og analoge kontakter
  • Masser af tilpasningsmuligheder
  • SAPP ringene virker godt
  • En fest for RGB elskeren, specielt hvis man køber håndledsstøtten
  • Fornuftig pris


Ulemper

  • Ingen trådløs mulighed
  • Håndledsstøtten følger ikke med

Vores partnere