Logitech G515 Rapid TKL

Logitech G515 Rapid TKL
Logitech præsenterede på Gamescom en opdatering til deres populære G515 serie. Det nye medlem i familien er Logitech G515 Rapid TKL, som kommer med den samme velkendte lave profil, men nu med magnetiske analoge kontakter.

Centrale Features:

  • Formfaktor: Tenkeyless (TKL), lavprofil – 22 mm høj
  • Switches: Magnetiske analoge – justerbar aktivering (0,1–2,5 mm)
  • Funktioner: Rapid Trigger, Snap Tap (SOCD), Multipoint Action
  • Materialer: Rustfri stål-topplade, dobbeltstøbte PBT keycaps, lydabsorberende lag
  • Software: Logitech G HUB – KEYCONTROL med op til 15 funktioner pr. tast
  • Forbindelse: USB-A til USB-C (1,8 m kabel)
  • Vægt: 800 g


En tur rundt om Logitech G515 RAPID TKL

Logitech har ikke rykket synderligt på designet af G515 Rapid TKL. Det holder helt den samme stil, som de andre G515 tastaturer. 

Logitech G515 sammenligning

Designet er minimalistisk og ultratyndt med en højde på kun 22 mm. Det minder om G915-serien, men med et mere kompakt og moderne udtryk. De dobbeltstøbte PBT keycaps giver en solid og holdbar fornemmelse, mens de indbyggede dæmpningslag reducerer støj og forbedrer skriveoplevelsen.

Det, der virkelig adskiller G515 RAPID TKL fra resten af G515 serien, er de magnetiske analoge switches. Du kan justere aktiveringspunktet for hver enkelt tast mellem 0,1 og 2,5 mm, perfekt til både hurtige reaktioner og præcise inputs. Funktionen Rapid Trigger gør det muligt at nulstille tasten øjeblikkeligt, hvilket er ideelt til FPS-spil, hvor millisekunder tæller. 

Logitech G515 Rapid TKL kontakter

Med Snap Tap (SOCD) kan du prioritere inputs, når modsatrettede taster trykkes samtidig, fx A og D. Man skal bare være opmærksom på at ikke alle spil tillader brugen af funktionen. Det er specielt online multiplayer spil som fx CS:GO. 

Multipoint Action lader dig tildele flere funktioner til én tast baseret på aktiveringsdybde, hvis man vil være meget avanceret i sin brug.

PXL_20251031_124219407.jpg

Via Logitech G HUB får du adgang til KEYCONTROL, hvor du kan tilpasse op til 15 funktioner pr. tast – inklusive makroer, lysstyring og mediekontrol. Det er et kraftfuldt værktøj, der giver dig fuld kontrol over din opsætning.

Der er naturligvis også mulighed for RGB lys, som kan tilpasses for hver enkelt tast, hvis man vil helt ned i detaljen. 


Software

Kontrol og tilpasning af Logitech G515 Rapid TKL sker via Logitech G Hub softwaren. 

G Hub har efterhånden en del år på bagen og er generelt set et veludviklet og velfungerende stykke software. 

Logitech G515 Rapid TKL Software_01

Specifikt for G515 Rapid TKL er der naturligvis, som på stort set alle andre Logitech G produkter, mulighed for at tilpasse RGB belysningen og knappernes funktioner. I forhold til knapperne er der brede muligheder for at tilpasse dem stort set lige som man vil, med alternative tastefunktioner, genveje, program eller Windows specifikke funktioner og Macros. Så på den front er det en drøm for dem, der gerne vil tilpasse tingene ned i detaljen. 

Det som får Logitech G515 Rapid TKL til at skille sig ud, er dog de magnetiske kontakter og de muligheder de giver. Via softwaren er det muligt for hver enkelt tast at tilpasse aktiveringspunktet. 

Du kan indstille det mellem 0.1 mm og 2,5 mm, så der er et betydeligt mindre spænd at arbejde med en på fx Logitech Pro X TKL Rapid, hvilket naturligvis hænger sammen med at vi med G515 Rapid TKL har med et tastatur at gøre, som har en lav profil. Ved 0.1 mm skal man kun lige strejfe tasten for at aktivere den. 

Logitech G515 Rapid TKL Software_03

Meget praktisk er der i softwaren en indikator for, både hvilken tast du trykker på, men også hvor langt ned du trykker den. På den måde kan man lettere spore sig ind på, hvad der måske passer bedst. 

Det er også muligt at aktivere Rapid Trigger. Altså hvor meget du skal løfte en tast, før den er nulstillet og kan aktiveres igen. 

Kombinationen af aktiveringspunkt og Rapid Trigge betyder, at man kan få nogle MEGET hurtige taster med G515 Rapid TKL. Jeg synes fx at den helt lave følsomhed gjorde tastaturet noget nær ubrugeligt for mig med mine pølsefingre.  

Logitech G515 Rapid TKL Software_02Skal du have det endnu mere avanceret, kan der lægges to funktioner ind i hver tast. På den måde kan du have en funktion med aktivering på 1 mm, mens en anden kommer på 2 mm. Grundet det noget mindre spænd, du har at arbejde med, så er det dog mere besværligt at få det til at fungere i praksis. Eller det var det i hvert fald for mig, da der virkelig ikke er meget forskel mellem en aktiveringsafstand på 1 og 2 mm.  

Alle funktionerne kan naturligvis bindes op på profiler, så du kan lave specifikke profiler til fx spil, programmer eller lign.


Test

Jeg har brugt Logitech G515 Rapid TKL i en uges tid til almindeligt desktop brug og arbejde og en god portion gaming. 

Oplevelsen har samlet set været rigtigt god, da jeg som udgangspunkt foretrækker en lav profil på mit tastatur. I den sammenhæng leverer Logitech G515 Rapid TKL et rigtigt godt resultat, og skriveoplevelsen på de analoge kontakter er lækker, og har samtidigt en god lydprofil. Det er naturligvis en smagssag, hvor meget klik man ønsker på sine taster, men her får man en ret afdæmpet lydprofil. 

I forhold til gaming har jeg heller ikke en finger at sætte på ydelsen, som har været hurtigt og responsiv. Specielt med muligheden for Rapid Trigger og tilpasning af aktiveringsafstanden helt ned til 0.1 mm, har man mulighed for at få det helt som man vil. 

Logitech G515 Rapid TKL sideview

Som standard er den sat til 1,5 mm, hvilket har passet fint for mig. Med en afstand på kun 0.1 mm skal man kun lige strejfe tasterne og det var alt for følsomt for mig. 

En ulempe ved den lavere profil er, at man, som jeg var inde på tidligere, har et meget mindre spænd at arbejde med i forhold til aktiveringsafstand. Har er det max 2 mm, hvor det på normale tastaturer som regel går op til 4 mm. 

Det betyder, at features som multifunktion, hvor man har mere end en funktion på samme tast, er noget sværere at bruge. Det er jo muligt at opsætte tasterne, så du har en funktion ved fx 1 mm og en anden ved 2 mm. I praksis var det dog stort set umuligt for mig at få til at virke ordentligt, da afstandene var så små, at jeg hele tiden endte med at aktivere begge to. 

Det kan meget vel være fordi jeg bare har pølsefingre, men det er værd at huske på, hvis man er en der er vant til at bruge denne feature, på et tastatur med et større spænd i aktiveringsafstanden. 

I det hele taget så kan jeg på papiret godt se fordelen i de gode muligheder man får med Hall Effekt kontakter. Jeg synes dog, at man skal overveje om det i praksis er noget der vil gøre den store forskel. 

For mig personligt, så har jeg svært ved at fornemme den store forskel. Jeg kan naturligvis godt mærke der ER en forskel, når jeg sidder og tester det og er meget opmærksom på det. I praksis, i en hektisk gaming session, så kan jeg dog ikke mærke en forskel i mine resultater. 

Logitech G515 Rapid TKL WASD

Så det er en feature der betyder mest, hvis man allerede er super skarp til sine konkurrencespil og gerne vil have alle marginaler tunet helt til. Som jeg har været inde på i andre anmeldelser, så er mit almindelige dødelige skill niveau bare ikke højt nok til, at detaljer som en lidt lavere aktiveringsafstand eller Rapid Trigger, gør nogen nævneværdig forskel på min score. 

Med det i mente, så er det værd at vurdere, om man har brug for det når man betaler ca. dobbelt så meget for Logitech G515 Rapid TKL i forhold til det normale G515 tastatur uden Hall Effect kontakter.

Når det er sagt, så kan jeg dog godt værdsætte den utroligt høje grad af fleksibilitet, der er i Logitech G515 Rapid TKL med de analoge kontakter, der kan tilpasses som man vil. 


Pris

Jeg kan i skrivende stund finde Logitech G515 Rapid TKL med en online pris på lige under 1300 kroner. Det betyder, at det er omkring 500 kroner dyrere end den trådløse version af G515 uden Hall Effect kontakter og ca. dobbelt så dyrt som det kablede G515.


Konklusion

Logitech har med Logitech G515 Rapid TKL opdateret G515 serien med de nyeste gaming features. Vi har set det tidligere i deres Pro X serie, men nu har vi også muligheden med en lavere G515 Profil. 

Det er naturligvis rart, hvis man som mig foretrækker en lavere profil på sit tastatur. Overordnet set leverer Logitech med Logitech G515 Rapid TKL et super lækkert og gennemført gaming-tastatur. 

Logitech G515 Rapid TKL feet

Der er dog et par udfordringer med at kombinere Hall Effect features med et lav profil tastatur. Det udspringer af, at et tastatur med en lav profil, helt naturligt, har en meget lavere spænd at arbejde med i aktiveringsafstanden på tasterne. 

Det betyder helt praktisk, at man skal være meget fintfølende når man kun har 2,5 mm at arbejde med. 

En del af de andre muligheder som Rapid Trigger og Snap Tap er naturligvis også gode at have med, hvis man jagter alle de nyeste funktioner. Så længe man har gjort sig overvejelser om det er prisen værd,  da man får i den grad lov til at betale for det. For mig fx gør det ikke nogen specielt mærkbar forskel. 

Vi lander med en endelig karakter på 8 for en god opdatering til G515 serien, som dog er lidt begrænset af den lave profil. 


Fordele

  • Nyeste features i en lav profil
  • Gode materialer
  • God software


Ulemper

  • Den lave profil begrænser visse Hall Effect muligheder

Vores partnere