Centrale Features
Der er naturligvis tale om et Bluetooth tastatur og en af det helt lette, med en vægt på lige over 200 gram.
En tur rundt om Logitech Keys-To-Go 2
Logitech Keys-To-Go 2 er næsten til at overse når det bare ligger foldet sammen på bordet. Det måler 250x105x8,99mm på de bredeste stykker. Tastaturet kommer med en foldbart låg, som dels beskytter det under transporten og dels fungerer som underlag, der løfter det en smule når det er i brug. Låget holdes fast i begge positioner med magneter, der klikker meget tilfredsstillende på plads.
Logitech Keys-To-Go 2 fås i tre farver, Pale Gray. Lilac og så den Graphite, som vi har fået på besøg. For at holde vægten nede er materialerne primært plastik og er lavet af mellem 33% og 36% genbrugt plast.
Åbner vi op for låget, kan vi få et kig på det i sagens natur meget kompakte tastatur. Det er sakse kontakter med en aktiveringshøjde på en mm.
Det er naturligvis et TKL layout for at holde størrelsen nede, men Logitech har via en funktionstast givet os en række genveje via F1 til F12 tasterne i toppen af tastaturet.
Her kan man blandt andet skifte imellem de op til tre enheder, man kan være forbundet til af gangen.
Logitech Keys-To-Go 2 kan bruges sammen med både Mac og Windows sammen med ChromeOS, iPad OS, iOS og Android, så det er i den grad et mobilt tastatur med fokus på et liv på farten.
I toppen finder vi en power knap, så man let kan slukke for Logitech Keys-To-Go 2, når man skal have det i tasken. Det hele er drevet af CR2031 knapcelle batterier, som er placeret i toppen. Det kræver dog at man fjerner et par skruer, før man kan få adgang til dem.
Software
Hvis du vil tilpasse indstillingerne på Logitech Keys-To-Go 2, kan det klares via Logitechs Logi Options+ software. Her har du mulighed for at opdatere din firmware, hvis der er kommet nyt der.
Der er også mulighed for at tilpasse en smule af funktionerne på Logitech Keys-To-Go 2. Der er mulighed for at tilpasse genvejene fra F4 til F12. Her er der et bredt udvalg af muligheder, og du kan lave genveje til stort set alt hvad man kunne tænke sig af System funktioner, programgenveje eller Logitechs Smart Actions.
Testen
Logitech Keys-To-Go 2 er helt klart designet til brug med mobile enheder som tablets og smartphones, men kan naturligvis lige så let bruges sammen med din PC eller Mac.
Tilslutningen er let via Bluetooth, og man kan som sagt være forbundet til op til tre enheder af gangen, så man let kan skifte mellem fx PC, telefon og tablet.
Jeg har under min test brugt det på tværs af netop disse tre enheder og har ikke haft problemer med forbindelse eller respons på noget tidspunkt.
Den kompakte formfaktor betyder naturligvis, at det kræver en smule tilvænning at komme op i normal skrivehastighed med Logitech Keys-To-Go 2. Efter min test her, føles det dog helt naturligt, omend en smule klemt, at skrive på Logitech Keys-To-Go 2, i forhold til mit normale tastatur.
Til dagligdags arbejde mangler jeg lidt flere features og ting som numpad delen, som jeg ofte bruger. Det er dog et offer som er værd at tage med, når man skal være på farten og tingene gerne må være så lette og kompakte som muligt i tasken.
Det er under alle omstændigheder en stor forbedring over et on-screen tastatur på fx telefon eller tablet. Det er et skift som betyder, at jeg rent faktisk ville overveje at bruge min tablet til hurtigt at svare på mails eller endda lave reelt skrivearbejde.
Tasterne på Logitech Keys-To-Go 2 føles behagelige og efter den første tilvænning er det let at blive afhængig af den hurtige fornemmelse, det giver med en aktiveringshøjde på kun en mm.
Det vil dog naturligvis altid være et spørgsmål om personlige præferencer. Jeg er i forvejen meget glad for low profile tastaturer til arbejde og skriveopgaver, så for mig er skiftet ikke stort.
Logitech Keys-To-Go 2 er super transportabelt og er kompakt nok til at kunne have i en stor lomme, hvis man stadig er forfalden til Cargo Pants. At få den med i tasken er ikke et problem.
Der er ikke skyggen af lys eller andet i Logitech Keys-To-Go 2, men det er naturligvis alt sammen for at ramme så lang batteritid som muligt. Logitech angiver selv en batteritid på op til tre år, hvilket naturligvis ikke ville være muligt med lys og lign.
Det har dog ikke været et problem, da skrifttypen på tasterne er tydelig.
Pris
Jeg kan i skrivende stund finde Logitech Keys-To-Go 2, i vores testede Graphite version, med en online pris på lige knap 600 kroner. Af en eller anden årsag er den hvide version over 100 kroner dyrere.
Konklusion
Hvis man er på udkig efter et kompakt og gennemført tastatur til at have med på farten eller bare vil have et super minimalistisk tastatur til hjemmekontoret, så er Logitech Keys-To-Go 2 et solidt bud.
Materialer og byggekvalitet er rigtigt gode og skriveoplevelsen er lækker, hvis man er glad for et low profile tastatur.
Det er super transportabelt og let at have med, og det kombineret med muligheden for let og hurtigt at skifte mellem tre enheder gør det til en god makker på farten.
Prisen falder meget fint i tråd med sammenlignelige alternativer.
Det er måske ikke det mest sindsoprivende og spændende produkt, men det er heller ikke nødvendigt i det segment, som Logitech sigter efter.
Vi lander med en endelig karakter på 8 for et solid og velfungerende produkt.
Fordele:
Ulemper: