High-end optisk sensor med op til 16.000 DPI, Chroma RGB lys og programmerbare knapper, er blot nogle af de fede features Basilisk musen fra Razer byder på. Læs vores test, hvor vi tager et nærmere kigger nærmere på denne FPS optimerede gamer mus fra Razer.
Er du en seriøs firstFPS gamer, og på udkig efter din næste mus til at flække skaller i Counter Strike eller lignende? Så kunne denne test måske vække din interesse. Gutterne fra Razer har sendt os deres seneste skud på stammen inden for highend gamermus. Vi har at gøre med deres nye Basilisk mus som specifikt henvender sig til FPS gamere der ønsker det bedste af det bedste.
Med en voldsom 16.000 DPI optisk sensor, ergonomisk form og et justerbart hjul er der lagt i kakkelovnen til noget seriøst. Hvor vidt Basilisk lever op til vores forventninger og det den selv lover på kassen, finder vi alt sammen ud af i vores test her – velkommen til!
Specifikationer og features
Jeg har naturligvis været en tur forbi Razers hjemmeside og fundet lidt oplysninger på Basilisk musen til jer. Nedenfor finder i først og fremmest specifikationerne listet op, efterfulgt af et par beskrivende billeder:
Unboxing – hvad får man med i kassen?
Inden vi pakker musen ud, tager vi først og fremmest lige et kig på kassen som den kommer i. På fronten finder vi et stort billede af selve musen, samt model navn. Ligeledes bliver der gjort opmærksom på at Basilisk henvender sig til FPS gaming. Bagsiden byder på nogle billeder og beskrivende tekst dertil. Øverst oppe har Razer valgt at være lidt kæphøje, da de skriver at Basilisk er verdens mest avancerede FPS gamermus. Hvorvidt dette passer skal jeg ikke kunne sige, men jeg vil i hvert fald gøre mit for at gennemgå alle detaljerne.
Med det hele ude af kassen kan vi danne os et overblik over hvad man får med. Vi finder følgende i kassen:
Et nærmere kig på Razer Basilisk
Vi har nu været igennem det tekniske, samt fået styr på hvad man får med til musen. Næste skridt er naturligvis at tage en tur rundt om musen og kigge nærmere på designet og nogle af de features der tilbydes. Nedenfor ser vi Basilisk som helhed med kabel og det hele. Farven er sort og kun sort, eller det vil sige at USB-stikket naturligvis har den karakteristiske grønne Razer farve og logo.
Et par close-up billeder af musen forfra giver de første hints om den lidt specielle form som Basilisk har. Bag hjulet finder vi to knapper, som skifter rundt blandt profilerne på musen. Alle knapper kan dog programmeres via softwaren, som vi skal se nærmere på senere. På trods af at være bygget i udelukkende i plastik, føles byggekvaliteten solid. Der er ingen knagen eller andet der får musen til at føles billigt – tommel op her!
Kigger vi på Basilisk direkte forfra, kan vi se den meget specielle og ergonomisk form. Sidste gang jeg så på en mus med så skråt et design, var da vi så på Logitech MX Master musen. I bagenden finder vi et Razer logo som desuden kan lyse op når musen er tilsluttet computeren. Vi kan også spotte gummiet som er på begge sider.
På den venstre side finder vi ud over frem/tilbage knapper endnu en af slagsen. Den grå aflange knap som er placeret forrest på venstre side er en såkaldt DPI/Sniper knap der gør det muligt kort at justere hastigheden på musen ned hvis man skal være mere præcis eller lignende - en feature vi også har set på Corsair’s M60 og M65 mus. Lige som alle de andre knapper denne naturligvis også om programmeres i softwaren. Gummiet på siderne sikrer et godt greb når der skal games eller laves andre intense opgaver.
DPI/sniper knappen på den venstre side er ikke blot en knap. Syntes du at den er for stor eller lang, kan dette nemlig let ændres. Inkluderet i kassen finder vi nemlig en mindre og kortere knap, plus en gummiprop såfremt du slet ikke skulle have lyst til at bruge knappen. Det er fedt at se et modulært design på en feature som denne, da det ikke er alle der kan se det som en fordel og derfor ikke ønsker at bruge den.
Tager vi et kig på Basilisk lige oppe fra kan vi tydeligt se den ret specielle form som musen har. Der skal ikke herske nogen tvivl om at musen er til højre hånd og kun højre. Tommelfinger støtten er også tydelig at se oppe fra. Vender vi musen 180 grader og tager et kig på bunden i stedet for finder vi her tre store teflon fødder som skal sikre at musen glider jævnt.
I midten hernede finder vi også den optiske sensor, som Razer kalder for den mest avancerede gaming sensor på markedet. Med hastigheder på op til 16.000 DPI skulle der være noget for alle og enhver - du kan endda vælge imellem op til fem forskellige niveauer. Bunden gemmer desuden også på en anden og yderst unik feature. Aldrig i min tid som anmelder har jeg set noget helt som det Razer har implementeret i Basilisk’s hjul. Det er simpelthen muligt at tilpasse hvor meget modstand der skal være i hjulet når der rulles med det. Her kan man snakke om personliggørelse af et produkt!
Software – Razer Synapse 3 BETA
Inden vi springer til test delen, kommer vi ikke ud om softwaren til Basilisk. Første gang man tilslutter musen bliver man mødt af en pop-up der spørger om man har lyst til at installere Synapse 3 BETA softwaren. Jeg tænkte at jeg i stedet ville bruge den normale Synapse 2 software som ikke er i BETA, men blev ret hurtigt skuffet da musen simpelthen ikke blev registreret der. Med Synapse 3 installeret var alt dog godt, så det er denne vi vil gennemgå kort herunder. Som nævnt er der tale om et stykke BETA software, hvilket betyder at forbedringer kommer løbende og at stabiliteten kan være svingene.
Det første billede herunder viser synet man mødes af når softwaren startes op. Herfra er det muligt at gå videre til de forskellige menuer og tilpasse musen. Lad os starte med at trykke på Basilisk musen, som bringer os til billede to nedenfor. Her er det muligt at tilpasse hvad hver enkel knap på musen skal gøre, ganske simpelt. Under Performance kan der tilpasse pollingrate og hastigheden på de op til fem forskellige DPI niveauer. Hvis du kun skulle have lyst til at have tre eller fire niveauer, kan dette også tilpasses.
Næste menupunkt er lighting som er en noget forenklet udgave af hvad man normalt kan med Razers Chroma lys – der er dog et andet menupunkt vi vender tilbage til senere som er mere spændende. I denne menu kan der ændres på lysstyrken, vælges iblandt et par effekter og farver dertil og det er mere eller mindre det. Calibration menuen er stedet hvor du kan tilpasse den optiske sensor til overfladen den kører på, ved at lave en analyse af denne. Jeg bemærkede dog ingen forskel fra om sensoren var kalibreret eller ej.
Under Profiles kan du vælge et eller flere spil og få musen til at huske dine indstillinger således at den selv skifter til netop det der passer til det spil du åbner. Dette er yderst genialt – i hvert fald på papiret.
Det før omtalte Chroma lys som var en smule kedeligt, bliver i den grad lavet om under menuen med det passende navn ”Chroma” Jeg forstår dog ikke hvorfor at Razer ikke har slået de to menuer i sotfwaren sammen? Det kan selvfølgelig skyldes at softwaren stadig er i BETA, det skal jeg ikke kunne sige. Her inde er der dog nogle flere effekter og muligheder at lege med når det kommer til lyset i Basilisk. Har du flere understøttede Chroma enheder, kan disse også tilpasses her.
Under den sidste menu Macros kan du optage forskellige marcoer og kode dem direkte til musens knapper, således at et enkelt klik kan lave en hel række klik i et spil for eksempel. Ganske smart i nogle spil, eller programmer sågar.
Testen – Komfort og Performance
Vi er nu nået til det sidste punkt inden vi rammer konklusionen i vores test af Basilisk musen fra Razer, det er blevet tid til at se hvordan musen rent faktisk er at arbejde med. For at finde ud af dette lagde jeg min ASUS ROG Pugio mus på hylden i et par uger, og brugte i stedet Basilisk som min primære mus. Det første jeg bemærkede da jeg begyndte at bruge musen var komforten. Razer har virkelig ramt plet med formen på denne mus. Mine fingre faldt helt naturligt ned over musen, og den brede tommelfinger støtte var behagelig og sikre et godt greb på musen sammen med siderne i gummi.
Normalt er hjulet et sted hvor mus ofte er meget forskellige, da de kan have forskellige rulle modstande, samt når der skal klikkes på hjulet. Førstnævnte kan dog ændres på Basilisk som vi var inde på tidligere. Dette viste sig virkelig at være nyttigt alt efter hvad man brugte musen til. Især i FPS (first person shooter) spil kan det ofte være et spørgsmål om liv og død hvis man laver et fejlrul på musen, idet man oftest skifter våben med dette. Ved at stramme hjulet op, gjorde det at sådanne fejl ikke kunne ske, hvilket var awesome. Modsat hvis man arbejder i store dokumenter eller blot surfer på 9gag og skal rulle en masse, kan hjulet løsnes og rulle ubesværet. Dette er virkelig en fed og unik feature som ingen andre mus tilbyder i samme stil. Det betyder dog at klik på hjulet er en del hårdere/strammere end hvad jeg er vandt til, men som med alt andet er dette selvfølgelig en smagssag.
Komforten er lækker, hjulet er genialt – men hvad med selve sensoren, altså performance. Razer skriver selv på deres hjemmeside at Basilisk er udstyret med en mest avancerede optiske sensor på markedet. Dette er dog ikke noget jeg hverken kan be - eller afkræfte. Det jeg dog kan sige er at sensoren leverer en fænomenal performance både ved lave og høje hastigheder. På trods af at være fokuseret mod FPS gaming, forventer jeg naturligvis også at man kan bruge en mus til andre opgaver, såsom billedredigering som jo også kræver en præcis og god sensor. Basilisk leverede et lækkert resultat over hele linjen, hvad end der skulle skydes folk i PUBG og Tom Clansy’s Ghost Recon: Wildlands, eller redigeres billeder i GIMP. Der var uhyre kontrol men stadig voldsom acceleration og god hastighed lige meget hvad man lavede.
Kontakterne i Basilisk er Razers egne mekaniske, som er fremstillet i samarbejde med velkendte Omron. Dette garanterer høj levetid og lækker kvalitet. Dette var også hvad jeg observerede da jeg brugte Basilisk musen i de to uger. Lækker kvalitet over hele linjen, fantastisk performance, et genialt hjul og ikke mindst en komfort som var spot on. Razer skriver selv at Basilisk er en ergonomisk og meget avanceret FPS mus, hvilket jeg i den grad giver dem ret i. Med de ord, er det blevet tid til at gå videre til et kig på prisen og konklusionen som det sidste.
Pris
I skrivende stund d. 13/11 2017 kan Razer Basilisk findes på nettet til omkring 550,- DKK inklusiv fragt. Dette er en forholdsvis høj pris for en mus, men hvis man tænker på hvilken performance, kvalitet og features Basilisk tilbyder vil jeg mene at prisskiltet kan retfærdiggøres. Du kan klikke HER for at komme til en prisoversigt med forhandlere.
Ønsker du alle detaljer på Basilisk musen, kan du besøge Razers hjemmeside ved at klikke på banneret med deres navn som er placeret nedenfor.
Konklusion
Vi er nået til vejs ende og skal have samlet tankerne og opsummere hvad vi har fundet ud af i den tid Basilisk har været en del af mit setup her hjemme. Razer er lidt kæphøje i deres udmeldinger omkring at Basilisk er den mest avancerede FPS mus på markedet og samtidig også har den mest avancerede sensor. Hvor vidt disse to påstande passer skal jeg stadig være svar skyldig omkring. Det jeg dog kan sige er at Razer har skabt en virkelig lækker mus som har fuld fokus på FPS gaming, krydret med et par unikke features som ingen anden mus på markedet kan prale af.
Det justerbare hjul er intet mindre end genialt. Hjulet er et punkt som for mig personligt kan være et turnoff ved en mus. Det at Razer har gjort det muligt at tilpasse det til ens behov er en mega fed detalje, på trods af at det betyder at det bliver en smule mere hårdt at klikke på end hvad vi er vandt til. Chroma lys er naturligvis til stede i RGB farver og det samme er Synapse softwaren. Dog skal du være klar på at benytte Razers nyeste Synapse 3 software som er i BETA, da den normale software ganske enkelt ikke snakker sammen med Basilisk musen.
Uhyre lækker komfort og en ret smart DPI/sniper knap på siden er også nogle af de absolut stærke sider ved Basilisk musen, kombineret med alle de andre ting jeg netop har nævnt. Dette er også hvorfor at vi i dag ender på en score der hedder 9/10 samt vores Great Product award. Razer har virkelig skabt en lækker og virkelig unik mus med deres Basilisk, som i den grad hører til i min top fem af highend gamer mus i skrivende stund - job well done Razer!
Godt
Knap så godt
Score: 9 + Great Product award