Forbrugerelektronikken har for alvor ramt Tweak.dk, og vi skal i dag have et kig på endnu et stykke fra bunken af forbrugerelektronik. Severin har sendt os deres WK3471, der er en kombineret te- og vandkedel, og som navnet antyder, så kan den erstatte to af dine køkkenprodukter. Men hvordan fungerer den i praksis? Det finder vi ud af.
Så er det blevet tid til, at vi skal have endnu et produkt fra Severin gennem vores testmaskineri. Denne gang skal vi have kigget på noget, der måske kan være det stykke køkkenudstyr, som mange ikke vidste, at de manglede, for mens utroligt mange danskere, undertegnede inklusiv, sværger til den mørke kaffe, så sidder der stadig nogle derude, der hellere vil have sig en god kop te.
Vi skal derfor i dag have et kig på WK3471, der er en kombineret vand- og tekedel, der har en række smarte funktioner og et stilrent design, der kan passe ind i de fleste danske hjem.
Du kan finde prisen på Severin WK3471 - og tusindvis af andre varer - på PriceRunner.dk.
Det fulde overblik:
Det visuelle overblik:
Lad os få et overblik over, hvad vi har med at gøre. Vi har med en vand- og tekedel at gøre, der kommer med en base/programvælger og et ekstra låg til vandkogning.
På basen, der er belagt med højglansplastic, kan man ved hjælp af touchbetjening vælge det program, man ønsker. Denne betjening fungerer ganske udmærket, men vi oplevede dog, at den ikke registrerede tryk, medmindre vi placerede hele "fingerfladen" på knappen. Det var i vores test således ikke nok blot at placere fingerspidsen på knappen.
Det er dog en mindre detalje, og det er lækkert at se, at der er mulighed for at opvarme te eller vand til flere forskellige temperaturer.
Videre til selve kanden, der har en kapacitet på op til hele 1,5 liter. Man kan hæve og sænke tefilteret, der er fastgjort til det ene låg ved at løfte i den lille "knap" øverst. Når vi sætter vandlåget på, skal der blot trykkes ned på knappen øverst, hvorefter en hank til løft popper op.
Tager vi et nærmere kig på selve tefilteret, kan vi se, at det er ganske fintmasket. Vi afprøvede tebrygning med te fra almindelige tebreve, men det viste sig at være alt for finthakket. Derfor skal man købe te fra de velduftende afdelinger i supermarkedet - det er nemlig hakket grovere.
Dog oplevede vi, at selvom der var grums i vores te, så smagte den ganske, som hvis vi havde brygget den i et tebrev. Der er således ingen slinger i valsen her, og WK3471 gør det, den skal.
Kanden har som sagt en kapacitet på op til 1,5 liter, når der skal koges vand. Grundet WK3471's voldsomme effekt på intet mindre end 3000 W, tager det ikke mere end 3-4 minutter for WK3471 at få vandet op at koge. Det er en voldsom og i nogles øjne meget overkill effekt, der godt kunne have været en del mindre, men heldigvis omsættes det til reel ydelse.