Inden vi kaster os ud i selve testen skal vi have kigget på specifikationerne, som nemt kan findes på Logitech’s hjemmeside.
Logitech G Yeti 2 er en USB-kondensatormikrofon med en opdateret kapselopsætning og understøttelse af flere forskellige optagemønstre. Mikrofonen optager med op til 24-bit/48 kHz og kombinerer dette med en proximity-sensor, som kan følge stemmens placering i 3D og automatisk tilpasse blandt andet gain, EQ og optagemønster. Derudover får vi AI-baseret støjreduktion, Blue VO!CE DSP og et 1,3" display, hvor lydniveau, funktioner og indstillinger kan følges direkte på mikrofonen. Mange af funktionerne kan derfor bruges uden konstant at skulle have G HUB åbent.
Når Yeti 2 pakkes ud, får man selve mikrofonen monteret i det velkendte Yeti-bordstativ, så den stort set er klar til brug med det samme. Der medfølger desuden et cirka to meter langt USB-kabel til forbindelse med computeren samt gummistoppere og den nødvendige dokumentation. Det passer godt sammen med Logitechs plug-and-play-tilgang, da man ikke behøver hverken separat mixer, lydkort eller mikrofonforstærker for at komme i gang.
Fronten på Yeti 2 er dér, hvor den største visuelle ændring i forhold til den klassiske Yeti findes. Centralt sidder det nye 1,3" LED-display, som giver information om blandt andet lydniveau, mikrofonens status og de valgte indstillinger. Displayet gør det væsentligt lettere at se, hvad mikrofonen foretager sig, uden først at skulle åbne G HUB på computeren.
Sammen med skærmen har Logitech placeret den fysiske drejeknap, som bruges til at navigere og justere forskellige funktioner direkte på mikrofonen. Over displayet finder vi samtidig en berøringsfølsom mute-funktion, så mikrofonen hurtigt kan slås fra. Når mute aktiveres, bliver det også tydeligt markeret på displayet.
Det betyder samlet set, at Yeti 2 i langt højere grad end tidligere fungerer som en selvstændig enhed, hvor mange af de vigtigste funktioner kan kontrolleres direkte fra skrivebordet
Bagsiden er betydeligt mere afdæmpet end fronten og fastholder det relativt enkle Yeti-design. Her er fokus primært på mikrofonens konstruktion og ophæng i det medfølgende stativ frem for en lang række knapper og kontroller.
Selve mikrofonhovedet er omsluttet af det kraftige metalgitter, hvorunder den opdaterede kapselløsning befinder sig. Det er denne konstruktion, der gør det muligt for Yeti 2 at arbejde med forskellige retningskarakteristikker og samtidig danne grundlaget for den automatiske stemmesporing.
Designet gør samtidig, at mikrofonen nemt kan vinkles frem eller tilbage i stativet, så den kan placeres korrekt i forhold til brugerens mund.
På undersiden finder vi mikrofonens fysiske forbindelser. Yeti 2 tilsluttes computeren via USB-C, mens der også er mulighed for at tilslutte hovedtelefoner direkte til mikrofonen via 3,5 mm jack. Det giver mulighed for direkte monitorering af mikrofonens signal uden først at skulle sende lyden gennem computerens almindelige lydudgang.
Bunden indeholder desuden monteringsmuligheden, så mikrofonen kan tages ud af det medfølgende bordstativ og bruges sammen med eksempelvis en mikrofonarm. Det er især interessant til streaming eller mere permanente setups, hvor man ønsker at få mikrofonen væk fra selve skrivebordet.
Software
Selvom Yeti 2 kan klare overraskende meget direkte på mikrofonen, bliver mulighederne markant større, når den forbindes til Logitech G HUB. Programmet fungerer som det centrale kontrolpanel til Logitechs gamingprodukter og giver i Yeti 2's tilfælde adgang til både de grundlæggende mikrofonindstillinger og de mere avancerede Blue VO!CE-funktioner.
En væsentlig fordel er, at indstillinger kan gemmes direkte i mikrofonens indbyggede hukommelse. Man kan derfor oprette og tilpasse en profil i G HUB og efterfølgende benytte den, uden at G HUB behøver at køre konstant.
Blue VO!CE giver blandt andet adgang til EQ, high-pass-filter, kompressor, de-esser og forskellige funktioner til støj- og signalbehandling. Det gør, at Yeti 2 både kan bruges meget simpelt med automatiske funktioner eller konfigureres forholdsvis detaljeret af den mere avancerede bruger.
På det første billede får vi adgang til nogle af de mest centrale funktioner på Yeti 2. Øverst kan inputstyrken indstilles, enten manuelt eller ved at lade mikrofonen arbejde automatisk. Den automatiske funktion er interessant, fordi den kan regulere niveauet afhængigt af brugerens stemme og placering.
Længere nede finder vi mikrofonens forskellige polarmønstre. Her kan der blandt andet vælges Stereo, Figure 8, Omni, Custom, Hypercardioid og Supercardioid, men den mest interessante mulighed er Auto Tracking.
Auto Tracking arbejder sammen med mikrofonens proximity-teknologi og forsøger automatisk at følge stemmen, hvis brugeren bevæger sig i forhold til mikrofonen. Logitech beskriver systemet som en 3D-sporing af stemmekilden, hvor mikrofonen løbende kan tilpasse blandt andet gain og EQ.
Det betyder i praksis, at man ikke nødvendigvis behøver sidde fuldstændig stille foran mikrofonen for at bevare et ensartet niveau og en stabil stemmegengivelse.

Det andet billede viser den mere omfattende Signal Cleanup-sektion, og her begynder Blue VO!CE for alvor at vise sine muligheder.
Først finder vi et High Pass-filter, som kan bruges til at fjerne meget lave frekvenser. Det kan eksempelvis være vibrationer fra skrivebordet, rumlen eller andre dybe lyde, som ikke bidrager positivt til stemmen.
Herefter kan Noise Gate bruges til at lukke eller reducere mikrofonens signal, når lydniveauet kommer under en bestemt grænse. Det kan være effektivt mod konstant baggrundsstøj mellem sætninger.
Compressor bruges til at udligne forskellen mellem de stille og høje dele af stemmen. Hvis man eksempelvis pludselig hæver stemmen under gaming eller streaming, kan kompressoren hjælpe med at forhindre alt for store udsving.
Derudover finder vi De-Esser, som reducerer hårde S- og hvæselyde, mens det digitale Pop Filter kan reducere de kraftige luftstød, der typisk opstår ved blandt andet P- og B-lyde.
Til sidst finder vi en Limiter, som fungerer som en sidste sikkerhed mod for højt signal og clipping. Kombinationen betyder, at man har en ganske omfattende signalbehandling til rådighed direkte gennem Blue VO!CE.

Det tredje billede går endnu længere ned i selve lydkarakteren og giver adgang til den grafiske equalizer.
Her kan forskellige frekvensområder justeres individuelt, så man eksempelvis kan reducere områder, hvor stemmen lyder for mørk eller mudret, eller fremhæve frekvenser, som giver stemmen mere tydelighed og tilstedeværelse.
G HUB giver mulighed for både en mere simpel grafisk tilgang og en avanceret indstilling, hvor der kan arbejdes med parametre som frekvens, gain og Q-faktor.
Det gør det muligt at foretage langt mere præcise justeringer end blot at vælge en færdig preset. Har man ikke erfaring med EQ, kan man dog sagtens holde sig til standardprofilen eller de automatiske funktioner, da Yeti 2 allerede fra start leverer en ganske velafbalanceret gengivelse.

Når vi kommer til selve testen af Logitech G Yeti 2, bliver det hurtigt tydeligt, hvor lidt arbejde der kræves for at få en god lyd ud af mikrofonen. Den er i høj grad bygget omkring plug-and-play, men giver samtidig mulighed for at gå langt mere i dybden med indstillingerne, hvis man ønsker det.
Under testen leverer Yeti 2 en meget klar og tydelig gengivelse af stemmen. Ordene står flot frem, og stemmen fremstår både naturlig og veldefineret uden at blive skarp eller anstrengende at lytte til. Det gør mikrofonen velegnet til blandt andet gaming, Discord, streaming, podcasts og voice-over.
Noget af det mest imponerende er håndteringen af baggrundsstøj. I mit testmiljø formår Yeti 2 stort set at fjerne den omkringliggende støj, så den ikke bliver nævneværdigt hørbar i optagelsen. Samtidig oplever jeg ikke, at støjreduktionen får stemmen til at lyde digital eller unaturlig, hvilket ellers kan være et problem ved aggressiv signalbehandling.
En anden funktion, der gør sig særligt positivt bemærket, er Auto Tracking. Mikrofonen følger placeringen af stemmen og formår at holde lyden tydelig, selv når jeg bevæger mig eller taler mere fra siden. Det fungerer overraskende godt og giver mere frihed foran mikrofonen, uden at lydniveau og klarhed ændrer sig markant.
Yeti 2 kan automatisk tilpasse blandt andet gain, EQ og optagemønster efter brugerens placering. Det betyder, at Auto Tracking ikke bare føles som en gimmick, men som en funktion der faktisk har betydning i praksis, især under længere gaming- eller streamingsessioner.
En anden styrke er betjeningen direkte på mikrofonen. Det integrerede 1,3" display og drejeknappen gør det muligt hurtigt at kontrollere status og ændre forskellige indstillinger uden konstant at skulle åbne Logitech G HUB.
Displayet giver god visuel feedback, men her finder vi samtidig en af mine få kritikpunkter. Jeg har monteret mikrofonen på hovedet på en mikrofonarm, og her mangler jeg muligheden for at rotere displayet 180 grader. Det ville være en naturlig funktion, når mikrofonen netop er designet til også at kunne monteres på stativ eller arm.
Jeg kunne samtidig godt have ønsket muligheden for at lade mikrofonen starte i muted tilstand. Det er ganske vist en mindre og meget personlig detalje, men til eksempelvis Discord, onlinemøder og arbejde ville det være praktisk.
Ønsker man flere muligheder, åbner Logitech G HUB op for en lang række indstillinger. Her kan der blandt andet arbejdes med EQ, high-pass-filter, noise gate, compressor, de-esser, pop-filter og limiter gennem Blue VO!CE.
Det giver en god balance mellem enkelhed og avancerede muligheder. En ny bruger kan stort set lade de automatiske funktioner klare arbejdet, mens mere erfarne brugere kan gå ganske detaljeret til værks og tilpasse stemmen efter egne præferencer.
Ved almindelig tale er Yeti 2 klart på hjemmebane. Stemmen har god fylde og tydelig artikulation, mens detaljerne kommer fint igennem. Bassen bliver ikke overdreven eller mudret, og diskanten bliver heller ikke så aggressiv, at S-lyde bliver generende.
Auto Tracking hjælper samtidig med at holde lydniveauet forholdsvis stabilt, selv hvis man bevæger sig. Det giver en mere ensartet lyd for modtageren og er især relevant ved streaming og samtale.
Når vi ser på materialekvaliteten, føles Yeti 2 som et solidt og gennemført produkt. Kombinationen af den tunge base, det robuste kabinet og metalgitteret giver mikrofonen en kvalitetsfornemmelse, der passer godt til prisklassen.
Det medfølgende bordstativ står stabilt, og mikrofonen kan nemt vinkles efter behov. Den relativt høje vægt betyder samtidig, at den ikke flytter sig unødigt under brug.
Personligt foretrækker jeg dog en mikrofonarm, da det giver mere plads på skrivebordet og gør det lettere at placere mikrofonen korrekt i forhold til munden.
Samlet set føles Yeti 2 som en reel modernisering af den klassiske Yeti. Især Auto Tracking, den effektive støjreduktion, displayet og Blue VO!CE-behandlingen er funktioner, der gør en mærkbar forskel i daglig brug.
Den største styrke er kombinationen af simpel plug-and-play og omfattende justeringsmuligheder. Man kan få rigtig god lyd næsten med det samme, men samtidig har man mulighed for at finjustere stort set hele signalet gennem G HUB.
Pris
Yeti 2 fra Logitech har en pris på 1199,- DKK.
Ønsker du at læse mere omkring Yeti 2 fra Logitech, kan du klikke på banneret ovenover.
Konklusion
Logitech G Yeti 2 viser sig gennem testen som en meget stærk videreudvikling af den klassiske Yeti-mikrofon. Hvor tidligere modeller især har været kendt for deres simple USB-tilslutning og solide lydkvalitet, tilfører Yeti 2 en række funktioner, som gør mikrofonen langt mere moderne og fleksibel i daglig brug.
Den største styrke er først og fremmest lydkvaliteten. Stemmen gengives klart, naturligt og med en god mængde detaljer, uden at lyden bliver skarp eller unaturlig. Det gør mikrofonen velegnet til mange forskellige formål, hvad enten det er gaming, Discord, streaming, podcast, voice-over eller almindelige online-møder.
Samtidig imponerer Yeti 2 med sin støjbehandling. Under testen formår mikrofonen effektivt at reducere omkringliggende baggrundsstøj, uden at stemmen mister sin naturlige karakter. Det er en vigtig detalje, da kraftig støjreduktion ellers hurtigt kan få stemmer til at lyde kunstige eller digitale.
Auto Tracking er dog en af de funktioner, der for alvor får Yeti 2 til at skille sig ud. Mikrofonen følger brugerens stemme og tilpasser sig, selv når man bevæger sig eller taler fra en lidt anden vinkel. Funktionen kunne nemt have været en gimmick, men i praksis fungerer den rigtig godt og giver betydeligt større bevægelsesfrihed foran mikrofonen.
Det integrerede display og muligheden for at ændre indstillinger direkte på mikrofonen er ligeledes en stor fordel. Man behøver ikke konstant åbne Logitech G HUB for at foretage mindre justeringer, og displayet giver samtidig et godt visuelt overblik over mikrofonens status.
Logitech G HUB er dog stadig en vigtig del af den samlede oplevelse. Her får man adgang til Blue VO!CE og en lang række mere avancerede funktioner såsom EQ, noise gate, compressor, de-esser, pop-filter og limiter. Det giver Yeti 2 en god balance mellem plug-and-play og avanceret lydbehandling, hvor både begyndere og mere erfarne brugere kan få noget ud af mikrofonen.
Byggekvaliteten er ligeledes på et højt niveau. Mikrofonen føles tung, solid og gennemført, mens det medfølgende stativ giver god stabilitet på skrivebordet. Kombinationen af det klassiske Yeti-design og den moderne teknologi fungerer godt og giver mikrofonen et udtryk, der både føles velkendt og opdateret.
Der er dog enkelte detaljer, som kunne være bedre. Displayet kan ikke roteres 180 grader, hvilket især er irriterende, hvis mikrofonen monteres omvendt på en mikrofonarm. Jeg savner også muligheden for at vælge, at mikrofonen automatisk starter muted. Det er små kritikpunkter, men funktioner der ville have gjort den daglige brug endnu bedre.
Med en pris på 1.199 kroner placerer Logitech G Yeti 2 sig i et område, hvor der findes mange gode USB-mikrofoner. Til gengæld får man her mere end blot god lyd. Auto Tracking, effektiv støjbehandling, det integrerede display, Blue VO!CE og de mange indstillingsmuligheder giver en samlet pakke, der skiller sig ud fra mange mere traditionelle alternativer.
Yeti 2 er derfor særligt interessant for brugeren, der ønsker en mikrofon, som kan levere god lyd næsten direkte ud af æsken, men samtidig giver mulighed for at gå langt mere i dybden med opsætningen senere. Vi ender derfor med en score på 9 ud af 10, sammen med Great Product award.
Samlet set er Logitech G Yeti 2 en vellykket modernisering af en meget kendt mikrofonserie. Den kombinerer stærk lydkvalitet, intelligent signalbehandling, solid byggekvalitet og brugbare ekstrafunktioner på en måde, hvor de fleste funktioner faktisk giver værdi i praksis. De få mangler ændrer ikke væsentligt på helhedsindtrykket, og til 1.199 kroner fremstår Yeti 2 som en meget komplet USB-mikrofon.
Fordele
Ulemper
Score: 9 + Great Product