Cooler Master gaming-stole

coolster_master_gaming_chair_feature
Cooler Master har meldt sig ind i kampen på gaming-stol-markedet, og vi tager et overordnet kig på de forskellige modeller. En af de unikke, og dermed særligt interessante indslag er deres nye model, Ergo L, der er Cooler Masters svar på en gaming-stol, der kan mere end bare at se godt ud. Med Ergo L er der nemlig lagt ekstra vægt på de ergonomiske aspekter og komfort så vi tager også et kig på hvilke unikke features den har at byde på.

Sponsoreret artikel: Denne artikel er bragt i samarbejde med Cooler Master.

Cooler Master er et af de helt store brands indenfor gaming- og hardware-segmentet, og med små 28 år på bagen er det også et af de ældste og mest veletablerede firmaer indenfor sin genre. Deres produktportefølje spænder bredt, og dækker blandt andet over gaming-udstyr såsom mus, tastatur og headsets, men også komponenter som f.eks. kabinetter, strømforsyninger samt højtydende luft- og vand-køleløsninger til selv de mest krævende entusiaster. Nu har Cooler Master udvidet sit portefølje yderligere ved også at melde sig ind i kampen på på kontorstol-området, og dette gør de med fire nye modeller, der især henvender sig til gamer-publikummet.

De fire modeller

Cooler Masters line-up af gaming-stole består af fire modeller: Caliber R1, Caliber R2, Caliber X1 og Ergo L. Hver af disse stole byder på en variation af features, men generelt kan man sige, at de henvender sig til hver deres kropstype. Det betyder, at du, baseret på din kropsfysik, burde være i stand til at finde den ideelle stol til dig, blandt de nye modeller fra Cooler Master. I denne artikel vil vi tage et hurtigt kig på de fire modeller, og især på den nye Ergo L, der adskiller sig markant fra de andre stole i Cooler Masters line-up. Her vil vi bringe et overblik over de forskellige funktioner, som Ergo L kan tilbyde.

chairs-recommendation-all-1.jpg

Caliber R1

Caliber R1 fra Cooler Master er den mindste stol i deres nye Caliber-serie. Den kommer i det klassiske og populære “racing seat”-design, som efterhånden har været hovedingrediensen, i gaming-stol-markedet, i mange år. Sammenlignet med de større modeller i Caliber-serien, så er der gjort nogle besparelser i forhold til valget af materialer, men det giver også god mening, når man overvejer hvem stolen er henvendt til. Dette gør også at stolen er noget billigere end de andre modeller fra samme serie. I skrivende stund fås den til lige under 2.000 kroner. Armlænene er kun “1D”, hvilket betyder at de kun kan tilpasses i én retning, dvs. ad én akse, nemlig op og ned, hvilket naturligvis begrænser indstillingsmulighederne en del.

caliber-r1-purples-1-zoom_2.png

Specifikationer (udvalgte):

  • Farver: Lilla, rød, blå og hvid
  • Højde (total): 125-133 cm
  • Ryglænshøjde: 82 cm
  • Ryglænsbredde: 57 cm
  • Afstand ml. armlæn: 75 cm
  • Sædebredde (m. sider): 53 cm
  • Siddeareal (bredde): 37 cm
  • Sædedybde: 57 cm
  • Armlæn: 1D
  • Maksimal vægt: 150 kg
  • Garanti: 1 år

Hvem henvender Caliber R1 sig til?

Som man kan se på stolens dimensioner har vi at gøre med en forholdsvis lille stol. Derfor er det en velegnet stol til den yngre gamer, der godt kunne tænke sig at sidde i en lidt federe stol. Da stolens maksimale vægtkapacitet lyder på hele 150 kg er det naturligvis også en stol, der kan tages i brug af voksne. Men er du blot almindelig af bygning, og især hvis du er lidt kraftigere bygget, så vil du nok opleve at stolen er en tand for lille til dig. I så fald vil du nok være bedre stillet, dvs. siddende, hvis du vælger en af de større modeller. Under alle omstændigheder siger det noget om stolens kvalitet, at dens vægtkapacitet er så høj. Det er nemlig i den høje ende, sammenlignet med lignende gaming-stole på markedet. Caliber R1 er således en oplagt gaveidé til den nyudklækkede konfirmand eller til den krævende teenager.

Læs mere om Caliber R1.

Caliber R2

I samme serie, men ét trin op ad stigen, finder vi Caliber R2. Det er en stol, der på mange måder minder om sin lillebror, Caliber R1, men her er der hældt lidt flere features i, og stolen kommer med lidt dimensionsforskelle. Vi får med Caliber R2 en solid metal- og stålkonstruktion, der naturligvis gør stolen mere stabil og holdbar. Desuden er armlænene denne gang 2D, hvilket betyder, at de foruden højdejusteringen også kan roteres vandret. På den måde kan du få dem til enten at pege indad eller udad, alt efter hvordan de sidder på stolen. 

1-cm-caliber-r2-1-1-zoom_2.png

Specifikationer (udvalgte):

  • Farve: Lilla
  • Højde (total): 125,5-133,5 cm
  • Ryglænshøjde: 82 cm
  • Ryglænsbredde: 58 cm
  • Afstand ml. armlæn: 71 cm
  • Sædebredde (m. sider): 58 cm
  • Siddeareal (bredde): 38 cm
  • Sædedybde: 54 cm
  • Armlæn: 2D
  • Maksimal vægt: 150 kg
  • Garanti: 2 år

Hvem henvender Caliber R2 sig til?

På mange punkter er Caliber R2 identisk med den lidt billigere R1. Men den væsentligste forskel er nok at materialerne, der er brugt på R2, gør den til en mere eksklusiv stol. Derudover er R2 også udstyret med et marginalt bredere sæde end R1. Forskellen mellem de to stole er derfor ikke synderlig stor ift. dimensionerne. Så hvis du allerede har fravalgt Caliber R1 pga. størrelsen, så er det ikke sikkert at Caliber R2 er en tilstrækkelig opgradering for dig, rent størrelsesmæssigt. Men det er uden tvivl en mere robust stol, og dens maksimale vægtkapacitet lyder også på 150 kg, ligesom det er tilfældet med R1. Garantien på Caliber R2 løber også på 2 år, hvilket er dobbelt så længe som ved Caliber R1. I skrivende stund har det ikke været muligt at opstøve en pris herhjemme på Caliber R2, men den forventes at ligge mellem Caliber R1 og den næste stol, Caliber X1, som vi også kort skal kigge på.

Læs mere om Caliber R2.

Caliber X1

Caliber X1 er den “største” model i Caliber-serien. Dog er der ingen tvivl om, når blot man kigger på den, at den er i familie med Caliber R1 og R2. Den har dog et mindre aggressivt gaming-design, dvs. selvom udformningen af stolen stadig bærer præg af at være et racersæde, så er designet denne gang mere underspillet, og neutralt. Den fås også kun i en sort variant, hvilket gør at den også henvender sig til et bredere publikum. Eksempelvis ville den passe flot ind på et hjemmekontor, men endda også på en kontorarbejdsplads. Caliber X1 byder også på et solidt materialevalg i form af stål- og aluminiumskonstruktionen. Ydermere, så er armlænene, på X1, 4D, hvilket betyder at udover at kunne højdejusteres og rotere, så kan armlænene også skydes frem og tilbage, samt ud til siderne eller ind mod midten. 

1-1-caliber-x1-12_front-pillow-min-zoom_2.png

Specifikationer (udvalgte):

  • Farve: Sort
  • Højde (total): 130-138 cm
  • Ryglænshøjde: 86 cm
  • Ryglænsbredde: 58 cm
  • Afstand ml. armlæn: 72 cm
  • Sædebredde (m. sider): 54 cm
  • Siddeareal (bredde): 54 cm
  • Sædedybde: 54 cm
  • Armlæn: 4D
  • Maksimal vægt: 150 kg
  • Garanti: 2 år

Hvem henvender Caliber X1 sig til?

Caliber X1 er en stol, der henvender sig til det lidt mere seriøse publikum. Her har man ikke behov for et aggressivt og iøjnefaldende design, men snarer en neutral kvalitetsstol, hvor der er mere fokus på lækre materialer og funktionalitet. Derudover, så er denne stol især velegnet, såfremt man har brug for en stor stol. Den høje ryg, og det brede sæde gør at de fleste større personer vil kunne finde sig til rette i Caliber X1. I Caliber-serien er denne stol uden tvivl den, der retter sig mest mod det mere modne publikum. Caliber X1 findes i skrivende stund til en pris i omegnen af 3.000 til 3.500 kroner.

Læs mere om Caliber X1.

Ergo L

Med Ergo L entrerer vi et helt andet område inden for kontorstole. Ergo L ser noget anderledes ud end sine søskende i Caliber-serien. Men som navnet også indikerer skyldes det, at denne stol er målrettet et helt særligt publikum. Med denne stol sigter Cooler Master nemlig efter at give brugeren den bedste ergonomiske oplevelse, og her spiller udseendet altså en sekundær rolle. Dermed ikke sagt, at Ergo L ikke er en pæn stol. Det er naturligvis en smagssag, men det populære “racing seat”-design er ikke at finde på Ergo L. I stedet finder vi et unikt design, der dog har genkendelige designelementer fra andre ergonomiske stole på markedet, fx brugen af mesh på både sæde og ryglæn. Armlænene er her “kun” 2D, og de kan både justeres i højden og skydes frem og tilbage. Til gengæld kan stolen justeres på alle mulige andre måder, hvilket gør det muligt at tilpasse stolen lige efter dit behov. Dette er et andet vigtigt element, der spiller en stor rolle, set fra et ergonomisk perspektiv.

cm-ergo-gallery-1-1-min-zoom_2.png

Specifikationer (udvalgte):

  • Farve: Sort
  • Højde (total): 120-134 cm
  • Ryglænshøjde: 72-77,5 cm
  • Ryglænsbredde: 40-50 cm
  • Afstand ml. armlæn: 69 cm
  • Sædebredde (m. sider): 51 cm
  • Siddeareal (bredde): 51 cm
  • Sædedybde: 45-49 cm
  • Armlæn: 2D
  • Maksimal vægt: 200 kg
  • Garanti: 2 år

Hvem henvender Ergo L sig til?

Ergo L henvender sig til dem, der i forvejen har gjort sig nogle tanker omkring ergonomi. Det kan være du døjer med ryg- eller nakkeproblemer, eller bare aldrig har fundet dig helt tilrette i en typisk gaming-stol. I den forbindelse har du måske undersøgt markedet, og læst om Herman Miller, Autonomous, Steelcase og andre mærker, der gør sig i kontorstole med god ergonomi, men prisen har måske skræmt dig væk. En ergonomisk stol er nemlig ofte dyrere, og det skyldes bl.a. de højere krav til design- og produktionsomkostninger forbundet med en sådan stol. Kvaliteten af udvalget af materialer spiller naturligvis også en rolle i forhold til prisen. Derfor henvender denne stol sig ikke hvem som helst. Prisen er nemlig noget højere end for de andre mere traditionelle gaming-stole. Ergo L er prissat til 4.799 kroner. Det kan virke som en høj pris for en kontorstol, men når først man har undersøgt priserne på ergonomiske kontorstole, så vil man opdage at denne pris hører til i den lave ende. Men det er altså en stol, der kræver, at man som køber har gjort sig bekendt med hvad en stol, der vægter ergonomi, har at byde på. Det kan også være, at du bare er sulten efter at prøve noget, der anderledes end en klassisk gaming-stol.

ergo_l_cooler_master_feature_image.jpg

Læs mere om Ergo L.

Gennemgang af Ergo L

Ergo L er en stol, der byder på et unikt men stadig stilrent og afdæmpet design. Det er en stol, der fokuserer særligt på god komfort - også ved længere tids brug. Det er dén stol fra Cooler Master, hvor ergonomien spiller den vigtigste rolle. Dette lægger man også mærke til når man kigger på de materialer, der er brugt, såvel som på det væld af funktioner og indstillingsmuligheder, som stolen har at byde på.

material_mesh_cooler_master_ergo_l.jpg

Materialer

Stolens hovedkonstruktion består af støbt aluminium. Dette gør stolen ekstremt hårdfør, men samtidig også overkommelig at flytte rundt på. Sædet og ryglænet består af holdbare plastelementer, hvorpå et åndbart net-materiale - også kaldet “mesh” - er spændt på. Cooler Master kalder det MuscleFlex, og det er et ekstremt holdbart mesh-materiale, der finder en god balance mellem styrke og elasticitet. Mesh er virkelig behageligt at sidde på, og selv på varme sommerdage vil din krop være i stand til at ånde frit igennem dette materiale, hvilket reducerer varme- og svedophobning ved længere tids kontinuerlig brug. Nogle af stolens flader er også beklædt med kunstigt læder, hvilket giver stolen et flot og eksklusivt udseende.

material__faux_leather_mesh_cooler_master_ergo_l.jpg

Indstillingsmuligheder

Et punkt, der adskiller denne stol, både fra sine søskende, i Caliber-serien, såvel som fra et hav af andre gaming-stole på markedet, er dens mange tilpasningsmuligheder. Ergo L kan indstilles på følgende måder:

  • Sædehøjde (8,5 cm)
  • Sædedybde (4 cm)
  • Vippe (hele stolen)
  • Tilbagelænet (ryglæn, 90-120°, 3 låsbare vinkler)
  • Armlæn (op/ned, frem/tilbage)
  • Nakkestøtte (højde, vinkel)
  • Lændestøtte
  • Justering af modstand ved tilbagelæn

Disse mange indstillingsmuligheder giver brugeren mulighed for at tilpasse stolen efter eget behov, og der er gode muligheder for at veksle mellem forskellige siddestillinger.

adjustment_options_cooler_master_ergo_l.png

adjustment_options__levers_cooler_master_ergo_l.png

Ergonomi

Når vi snakker om ergonomi, så er det først og fremmest vigtigt at slå fast, at der ikke er nogen her på redaktionen, der hverken er uddannede eller eksperter på området. Derfor afholder vi os også så vidt muligt fra at konkludere noget når det kommer til ergonomi. Desuden er “god ergonomi” ikke en målbar enhed, men noget, der kan være forskelligt fra person til person. Derfor anbefaler vi, at du selv læser op på emnet, og hvis du døjer med smerter eller træthed, at du kontakter en fysioterapeut eller kiropraktor, og får en professionel vurdering samt rådgivning om hvad der er bedst for dig.

Dog skal dette ikke afholde os fra, at tale ud fra personlige erfaringer, og at fremhæve de aspekter ved Ergo L, som vi mener gør en komfort-mæssig forskel, sammenlignet med andre produkter. 

cooler_master_headrest_nakkestoette.jpg

Brugen af mesh på både sæde og ryglæn er et element man ofte ser brugt i forbindelse med ergonomiske stole. Det kan være svært at beskrive præcis hvordan det føles at sidde på, men det er meget blødt, og det giver en speciel følelse af lethed eller vægtløshed. Derfor gør det også, at man kan holde ud at sidde på det i lang tid, uden at man får smerter eller ømhed. Det er som nævnt noget man ser på en række andre populære ergonomiske stole, og vi har her på redaktionen også kun gode erfaringer med stole, der kommer med mesh-sæde og mesh-ryglæn.

cooler_master_rear_back_bagside.png

De mange indstillingsmuligheder er også et afgørende punkt, der kan være bidragende til god ergonomi. Det gør, at man ikke er fastlåst til kun få mulige siddestillinger, men at man i højere grad kan sidde som kroppen gerne vil have det. Man kan læse sig frem til mange, og nogle gange lidt modstridende, holdninger, når man læser om “god ergonomi”, men én ting, der nok er konsensus om, er, at man skal veksle i sin siddestilling, eller rejse sig op, fra tid til anden, såfremt man har et hæve-sænkebord. Ergo L kan derfor, i høj grad, hjælpe dig noget ad vejen med sine mange lettilgængelige indstillingsmuligheder.

cm-ergo-gallery-1-1-min-zoom_2.png

Opsamling

Ergo L adskiller sig som nævnt markant fra sine søskende i Caliber-serien. Det er en stol, hvis formål er et helt andet, og som henvender sig til et publikum, der vægter funktion over form. Kigger man på markedet i dag er der flere og flere firmaer, der gør sig tanker om ergonomi. Det er flot at se Cooler Master tage den ergonomiske tilgang til kontorstole alvorligt ved at føje Ergo L til sit udvalg af gaming-stole. Man må i hvert fald sige, at Cooler Master med sin nye serie af gaming-stole henvender sig til et bredt publikum, indenfor alle aldersgrupper og kropstyper. Er der tale om en stol, der skal stå på teenageværelset, så er Caliber R1 og R2 nok nogle oplagte kandidater. Men er det til den unge voksne eller blot voksne, der ønsker noget mere stilrent, så er Caliber X1 en god mulighed. Har du særligt meget fokus på ergonomi eller vil du bare have en anderledes oplevelse ud af din kontorstol, så er Ergo L værd at overveje - såfremt du har budgettet til det.

Du kan læse mere om Cooler Master's Ergo L på deres hjemmeside.

Vi vil gerne sende en tak til Cooler Master for at gøre denne artikel mulig. Vi håber samtidig, at denne artikel har været brugbar for dig, der måske står overfor at skulle investere i en ny kontorstol. Vi har i forbindelse med denne artikel modtaget et test-eksemplar af Ergo L som der vil komme en dybdegående anmeldelse af inden så længe. 

 

Vores partnere