Razer leger med sanserne

Razer_Project-Madison-1920x1200-1
Razer er kendt for altid at have et "vildt" koncept med på CES, og i år er ingen undtagelse, samtidig med at de opdaterer deres mest populære stol.

Razer skuffer sjældent, når det kommer til opsigtsvækkende koncepter på CES. I år har de præsenteret "Project Madison", der skal gøre gaming-stolen til en aktiv del af oplevelsen, frem for bare noget man sidder i.

Samtidig får vi en mere jordnær, men kærkommen opdatering til deres flagskibsstol, Iskur V2, hvor fokus nu ligger på at holde temperaturen nede.


Project Madison

Lad os starte med det vilde: Project Madison. Det er officielt et "koncept", hvilket på Razer-sprog betyder "vi tester teknologien af, men lov ikke at det kommer i butikkerne lige foreløbig".

Razer Project Madison - KV.png

Idéen er at synkronisere tre sanser: Syn, hørelse og følesans. Visuelt handler det om det største lys-økosystem til dato, naturligvis baseret på Razer Chroma RGB. Lyset reagerer dynamisk på in-game events. På lydsiden bruges THX Spatial Audio til at skabe et bredt lydbillede, der enten kan fungere alene eller indgå i et 5.1/7.1 surround setup.

Det mest interessante er dog den haptiske del. Ved hjælp af seks motorer og Razer Sensa HD Haptics skal du kunne mærke retningen af eksplosioner eller hjerteslag direkte i stolen. Det minder lidt om det, vi har set i sim-racing verdenen, men nu tænkt ind i en mere generel gaming-kontekst.


Razer Iskur V2 NewGen – Nu med køling

På den mere praktiske front har vi den nye Razer Iskur V2 NewGen. Forgængeren fik ros for sin lændestøtte, og den bygger de videre på her.

Det centrale system er deres HyperFlex Lumbar Support. Det er en justerbar rygstøtte, der kan rotere 360 grader og justeres i alle retninger (op, ned, ind, ud), så den følger din rygsøjle, uanset hvordan du sidder.

Razer Iskur V2 NewGen (Black Green).png

Det helt store problem for mange gamere er varme, når man sidder i en læderstol i mange timer. Her introducerer Razer deres CoolTouch Technology i det nye Gen-2 EPU læder. Materialet skulle være bedre til at lede varmen væk ("high thermal effusivity"), så stolen føles kølig ved berøring og forbliver sådan længere. Razer hævder også, at det er 13 gange mere holdbart end standard PU-læder, hvilket lyder lovende for levetiden.

Razer Iskur V2 NewGen - KV (With title).png

Sædet er lavet af Dual-Density Cold-Cured Foam, der balancerer mellem blød komfort og fast støtte, igen med fokus på at lede varmen væk.

Den kommer i fire farver: Den klassiske Black/Green, ren Sort, Quartz (lyserød) og Light Gray.


Også nyt til budget-modellen

Razer opdaterer også den billigere model, Iskur V2 X. Den får nu også glæde af det nye Gen-2 EPU læder med CoolTouch teknologi. Det er en fin detalje, at de ruller den nye materialeteknologi ud til den mere prisvenlige model også, så man ikke nødvendigvis skal købe topmodellen for at undgå at svede.


Project Madison er klassisk Razer-showoff – det ser fedt ud, og teknologien bag Sensa HD Haptics er spændende, hvis det bliver implementeret bredt i spil.

Men for den almindelige forbruger er Iskur V2 NewGen den vigtige nyhed. Hvis CoolTouch-materialet virker efter hensigten, løser det et af de største problemer ved gaming-stole i kunstlæder: At de bliver ulideligt varme om sommeren.

Vores partnere