ALTO 5 ACTIVE; Aktive højttalere med Bluetooth

Hvis du ikke gider bøvle med en masser kabler, eksterne forstærkere og lignende, men stadig ønsker lækker lyd. Så kunne et sæt aktive højttalere måske være sagen for dig. Vi har kigget på ALTO 5 ACTIVE fra danske Argon Audio, og er nu klar med vores vurdering. Kan stor lyd virkelig fås i små kasser og til en pris der er til at betale?

Det er efterhånden ved at være nogle år siden vi sidst hilste på et produkt fra danske Argon Audio. Faktisk skal vi helt tilbage til 2016, hvor vi så på deres Octave 5A aktive højttalere. Vi skriver nu 2019, og det er blevet tid til at se på endnu et sæt aktive højttalere fra netop Argon Audio – man kan måske endda tale om en afløser til de højttalere vi så på i 2016. Vi har modtaget deres ALTO 5 ACTIVE højttalere, som fysisk har cirka samme størrelse som Octave 5A højttalerne og kommer med lignende diskant og bas/mellemtone enheder.

 

Hifiklubben

Argon Audio ALTO 5 ACTIVE er udlånt af HiFi Klubben

 

Men hvordan er lyden i denne nye serie, og hvad har Argon Audio ellers gjort i denne nye serie for at skabe et par attraktive højttalere til computeren eller stuealteret? Dette og mere til ser vi nærmere på i denne test, hvor vi skal hele turen rundt om ALTO 5 ACTIVE højttalerne og se på hvad de er for en størrelse, og ikke mindst hvad de har at tilbyde på features og lydsiden.

 

tweak_dk_Argon_audio_Alto_5_aktive_højttalere_1

 

Specifikationer og features
Eftersom at det er HiFi Klubben der sælger og ejer Argon Audio, tog jeg en tur forbi deres hjemmeside og fandt en række oplysninger på ALTO 5 ACTIVE højttalerne. Disse har jeg listet op nedenfor, enjoy:

  • Type: Aktive kompakt højttalere
  • Opbygning: 2-vejs basreflex
  • Dimensioner: 17.8 x 30 x 25 cm (BxHxD)
  • Tilgængelige farver: Sort eller hvid
  • Diskantenhed: 1” med neodym magnet
  • Bas/mellemtone enhed: 5.25”
  • Frekvensområde: 55-20.000 Hz
  • Indbygget forstærker: Klasse D – 2x40 Watt RMS
  • Fjernbetjening: Ja, medfølger
  • Indgange: 2x optisk, 2xphono og Bluetooth med aptX-understøttelse
  • Udgange: Stereo phono til aktiv subwoofer

 

Unboxing og en tur rundt om Argon Audio ALTO 5 ACTIVE
Med styr på alt det tekniske, skal vi nu have pakket højttalerne ud og se på hvad man får med i kassen. Apropos kassen, er denne en normal kedelig, brun en af slagsen. Vi finder ikke meget andet end modelnavnet og Argon Audios logo påtrykt. Med kassen åbnet op, finder vi begge højttalere pakket ind i en stoflignende pose, og flamingo. Af indhold i kassen er der følgende:

  • Argon Audio ALTO 5 ACTIVE
  • Fjernbetjening inkl. batterier
  • Strømkabel
  • Manual/quickstart guide
  • Gummifødder med tape

 

 

Lad os smide tilbehøret til side, og tage det første kig på højttalerne. Som du måske bemærkede ovenfor, er der ikke inkluderet noget kabel til at forbinde de to højttalere med. Dette skal du altså selv ud og investere i, så påregn lige lidt ekstra penge til dette. Selvom det giver en mulighed for selv at vælge længden, og kvaliteten på det kabel man ønsker. Havde det alligevel været rart at se et eller andet inkluderet i kassen, til at komme i gang med.

 

Men da dette ikke er tilfældet, må man som sagt selv ud og investere. Som vi kan se nedenfor har vi modtaget den hvide udgave af ALTO 5 ACTIVE højttalerne, som har sort frontstof. Der findes også en helt sort udgave, hvis man skulle være mere til det. Eftersom at vi har med et aktivt højttalersæt at gøre, betyder det at der gemmer sig en indbygget forstærker i den ene højttaler, mens at den anden er passiv.

 

 

Frontstoffet på højttalerne monteres magnetisk, og hænger ganske godt fast, således at det ikke kan falde af, af sig selv ved et uheld. Det er fedt at Argon Audio ikke har valgt at smide noget logo på frontstoffet, da man derved får et fuldstændig anonymt design uden noget bling bling eller andet – jeg er fan!

 

 

Hvis vi tager et nærmere kig på den indbyggede forstærker, kan vi se at der faktisk er en god portion tilslutningsmuligheder til både in-og outputs. Vi finder to indgange til optisk toslink kabel, phono indgange og endda også pladespiller hvis man er til det. En indgang der også tilbydes som ikke kan ses her omme, er Bluetooth med aptX-understøttelse. Ud over den gode portion af indgange, er der også blevet plads til en subwoofer udgang med stereo phono, og naturligvis et sæt skrueterminaler, således at den anden højttaler kan få noget signal.

 

Terminalerne på både den aktive og passive højttaler er de samme, og understøtter både rå kabler, spade og bananstik. Nu da vi alligevel er her omme på bagsiden, skal vi også bemærke de to basreflex huller i toppen af hver højttaler, som gør at enhederne kan komme af med luften og derved gengive mere bas. Der er som udgangspunkt ingen mulighed for at hænge højttalerne op på væggen, hvilket er lidt en skam. Her skal man ud og købe sine egne ophæng, og muligvis bore i højttalerne – av.

 

 

Diskantenhederne i ALTO 5 ACTIVE er af softdome typen og i størrelsen 1” som er meget standard for denne type højttalere. De benytter en neodymmagnet, som groft og kort sagt er en meget kraftig og kompakt magnet. Det er også på diskantenheden at vi finder det eneste Argon Audio logo på højttalerne, yderst diskret og virkelig et man skal kigge efter for at se det.

 

I fronten på hver højttaler, finder vi også en 5.25” bas/mellemtone enhed med et solidt kantophæng. Argon Audio nævner her ikke noget om typen, eller magnetsystemet. Det er en fed detalje at der ingen skruer er at se omkring nogle af enhederne. Det ligner nærmest at de er limet i kabinetterne – dette gør kun gode ting for designet.

 

 

Vi tager lige to hurtige billeder af højttalerne samlet, inden vi så småt bevæger os over i test afsnittet, hvor vi skal til at lytte og bruge højttalerne. Med deres forholdsvis kompakte størrelse skal det blive spændende at se hvad de er i stand til at levere på lydsiden!

 

 

Testen – Lydkvaliteten og Betjening
Det er blevet tid til at vi skal have tilsluttet højttalerne, så vi kan give dem et lyt og finde eventuelle svage og naturligvis også stærke sider. Som nævnt medfølger der ikke noget kabel til at forbinde de to højttalere med hinanden. Derfor måtte jeg en tur ned i gemmerne, og finde noget standard højttalerkabel som jeg kunne brug til min test. Normalt er jeg ikke meget for at bruge billige no name kabler, men jeg tænker at det går her, da vi alligevel befinder os i budgetsegmentet.

 

tweak_dk_Argon_audio_Alto_5_aktive_højttalere_15

 

Ligesom på mine trofaste Ocatve 5A højttalere som jeg har brugt lige siden jeg anmeldte dem tilbage i 2016, finder vi også en lille cirkel på ALTO 5 ACTIVE med den infrarøde modtager og status LEDs. Når højttalerne er slukket og på standby, lyser der en meget svag orange/gul diode, som kun lige kan spottes igennem frontstoffet. Når højttalerne er tændt og spiller, skifter dioden til en kraftigere blå, som får selskab af en hvid, hvis man har en enhed forbundet med Bluetooth – se billederne nedenfor.

 

 

Med højttalerne tilsluttet både via optisk kabel til mit TV og med Bluetooth til telefonen, er det blevet tid til at sidde nogle ord på hvordan de lyder. Som jeg har nævnt et par gange, har jeg lige siden testen tilbage i 2016 brugt Octave 5A højttalerne i mit soveværelse sammen med mit TV.

 

Eftersom at ALTO 5 ACTIVE har en lignende fysisk størrelse og samme størrelse enheder, havde jeg en formodning om at lydbilledet ville være i stil med hvad Octave 5A leverer – fik jeg ret? Både og for at sige det meget kort. Hvis vi starter i toppen, nærmere betegnet gengivelsen af diskantfrekvenserne, se lyder de to højttalere meget ens på dette område. Hvad end du blot ser normalt TV eller hører musik på YouTube eller via Bluetooth på mobilen, er der masser af klarhed og vellyd at hente i ALTO 5 ACTIVE, ganske som Octave 5A højttalerne som de har afløst.

 

tweak_dk_Argon_audio_Alto_5_aktive_højttalere_19

 

Bas/mellemtone gengivelsen er også meget den samme, og så alligevel ikke helt. ALTO 5 ACTIVE gør her brug af en anden enhed, som faktisk gør at lyden bliver en smule mere lys at lytte til. Mellemtone området nyder godt af dette, da stemmer og trommer går lidt mere klart igennem, men bunden/bassen halter en smule efter Octave 5A højttalerne. Ud over at bruge andre højttalerenheder her, kan dette dog også skyldes at ALTO 5 ACTIVE ”kun” har 2x40 watt RMS at lege med, hvor Octave 5A er udstyret med en 2x55 watts RMS forstærker.

 

Dette skal dog ikke lyde som et enormt kritikpunkt, for det er det absolut ikke. Havde jeg ikke haft mine Octave 5A højttalere at sammenligne direkte med, havde jeg højst sandsynligt slet ikke bemærket dette. Ligesom diskanten er det lydbillede som bas/mellemtone enhederne gengiver mere end godkendt for en højttaler i denne størrelse – og samlet set lyder de rigtig godt. ALTO 5 ACTIVE er ligeglad med hvilken genre du spiller, og hvilken lydstyrke det sker ved, de gør hvad de skal og gengiver lyd, der er kan tilfredsstille enhver normal forbruger. Hvad end det blot drejer sig om lidt baggrundsmusik, eller om der skal spilles højt til en komsammen eller lignende, så kan disse højttalere klare det uden at få sved på panden. Dog vil jeg anbefale at man tilslutter en aktiv subwoofer, hvis man ønsker at spille højt eller er lidt basnarkoman, da det lige tilføjer de sidste dybe frekvenser som højttalerne ikke selv er i stand til at gengive.

 

 

Betjeningen er også ganske fornuftig, takket være den medfølgende fjernbetjening. Hvis vi igen sammenligner med Octave 5A højttalerne her, så er den inkluderede fjernbetjening til ALTO 5 ACTIVE mange længder bedre. Den har en god størrelse og form, og virker ikke så billigt lavet som den til sine ældre brødre. Der er de knapper der forventes, som gør at du kan have fuld kontrol over lydsystemet uden at skulle rejse dig. Du kan endda også skifte og play/pause sange hvis du benytter Bluetooth enheder som din afspiller. Der er også en volumeknap monteret på bagsiden af højttalerne, men denne har så at sige ingen funktion, så længe du sidder med fjernbetjeningen kan du nemlig det hele der.

 

Alt i alt er jeg ret imponeret over hvad Argon Audio her har strikket sammen, i form af ALTO 5 ACTIVE højttalerne. De er i stand til at spille uhyre højt uden at forvrænge, og lyde godt samtidig med. Der er masser af power og råstyrke, selvom der måske lige mangler den sidste dybe bas – dette er dog forventeligt af en højttaler i denne fysiske størrelse, og kan let klares med en aktiv subwoofer, udgangen er der jo. De ser godt ud, og stjæler ikke opmærksomheden takket være det yderst anonyme design. Den inkluderede og opgraderede fjernbetjening kontra Octave 5A højttalerne, gør også at ALTO 5 ACTIVE er yderst lette at betjene. Alt i alt en værdi afløser til de efterhånden gamle Octave 5A højttalere – lad os få sat en pris på grisen, og rundet testen af med en konklusion nedenfor.

 

tweak_dk_Argon_audio_Alto_5_aktive_højttalere_22

 

Pris
I skrivende stund d. 15/03 2019 kan ALTO 5 ACTIVE findes hos HiFi Klubben til 2299,- DKK for et sæt med to højttalere. Sammenlignet med lignende aktive højttalere med samme features, er prisen her yderst fair og man får en god portion tilslutningsmuligheder og masser af vellyd for pengene. For at få flere detaljer omkring ALTO 5 ACTIVE højttalerne, kan du give HiFi Klubben’s hjemmeside et besøg. 

 

Konklusion
Med ALTO 5 ACTIVE har Argon Audio lavet et par bundsolide og aktive højttalere som er en opgradering til et hvert TV’s indbyggede højttalere. Ønsker du et par kompakte højttalere, uden at skulle bøvle med eksterne forstærkere og en masse kabler, så er dette sæt helt klar et nærmere kig værd. Som jeg nævnte under test afsnittet, benytter jeg stadig mine trofaste Octave 5A højttalere i mit soveværelse som jeg anmeldte tilbage i 2016. ALTO 5 ACTIVE kan man godt sige er den nyeste og opdaterede udgave af disse højttalere, da de deler mange af deres features. Vi finder lignende diskant og bas/mellemtone enheder, og selvom at forstærkeren ikke er så kraftig så spiller de stadig virkelig imponerende!

 

ALTO 5 ACTIVE lyder godt til alt slags musik, hvad end du spiller det via phono, Bluetooth eller den optiske indgang. Det er super enkelt at skifte mellem de forskellige indgange og styre højttalerne via den medfølgende fjernbetjening, som i den grad er en opdatering i forhold til Octave 5A højttalerne. Selvom højttalerne lyder rigtig godt og kan klare jobbet i langt de fleste tilfælde, kommer vi ikke udenom at de mangler den sidste dybe bund/bas. Dette har Argon Audio heldigvis tænkt på, og udstyret højttalerne med en udgang til en aktiv subwoofer, så man selv kan tilføje det sidste. Især til film og tungere musikgenre mangler der lidt bas i min optik. Men dette er forventeligt, for en højttaler i denne størrelse.

 

Designet er stadig meget anonymt at se på, og de magnetiske fronter er helt sorte uden nogle logoer. Du kan selv vælge om du ønsker højttalerne i sort eller hvid – frontstoffet er dog sort på begge modeller. Vi ender med en samlet score på 9/10 samt vores Great Product award. ALTO 5 ACTIVE er i den grad pengene værd, og et sandt value for money produkt. Der er masser af vellyd, power og råstyrke til alt slags musik og TV-brug. Dog ville det have været rart med mulighed for at hænge dem på væggen, hvilket lige ville have gjort det sidste. Overall vil jeg dog sige; job well done Argon Audio, ALTO 5 ACTIVE er i den grad en værdi afløser til Octave 5A højttalerne og spiller rigtig godt til prisen og størrelsen.

 

Godt

  • Anonymt og stilrent design
  • Tilgængelig i to farver
  • Godt lydbillede med power og råstyrke
  • Bluetooth, optisk og phono indgange
  • Magnetisk frontstof uden logoer
  • Udgang til aktiv subwoofer
  • Fornuftig fjernbetjening medfølger
  • Masser af value for money!

Knap så godt

  • Mangler den dybe bas
  • Ville have været lækket med integreret vægophæng
  • Kabel til at forbinde højttalerne medfølger ikke

Score: 9 + Great Product award

 

tweak_dk_Argon_audio_Alto_5_aktive_højttalere_23

 

Vores partnere