ASUS Strix PCIe Lydkort

ASUS udvider hele tiden deres Strix serie. Nu udvider De til lydkort i ægte Hi-Fi kvalitet med fuld understøttelse af ægte surround. I denne anmeldelse kigger vi på deres Strix Raid Pro og deres Soar modeller.

Så er ASUS tilbage hos Tweak.dk. Denne gang med et par af deres deres PCIe lydkort. Vi skal i denne anmeldelse kigge på deres Strix Raid Pro og Strix Soar lydkort. Selve lydkortene er i bund og grund ens, men tilbehørspakken er større til Raid Pro udgaven. Læs med i anmeldelsen, om dette er din erstatning af dit onboard lydkort.

 

Strix logo

 

 

Lad os kigge på kasserne:

 

Øverst har vi Strix Raid Pro udgaven, som er den store model. Her følger der en ekstern boks med, hvor man kan styre forskellige ting, og tilslutte sit headset til direkte. Soar udgaven nederst, er udelukkende lydkortet. Til begge modeller medfølger diverse brugervejledninger, garanti beskrivelser og drivers samt klistermærke og en voucher til World Of Warships.

 

 

Selve lydkortet:

 

Lydkortet er et PCIe x 1 lydkort i Strix design. Med det mener jeg at det velkendte øje pryder forsiden. Øjet er oplyst når lydkortet er tilsluttet, hvilket jeg viser lidt senere. Lydkortet skal have ekstern strøm i form af et 6pin PCIe strømstik, som man normalt bruger til grafikkort.

 

På bagsiden er der 7 stik man kan forbinde. Der er 4 til selve surround delen, og så er der 1 til headsettet og 1 til mikrofonen. Udover de lydstik, så er der et ekstra stik til selve styreboksen, som følger med Raid Pro udgaven. Stikket er der også på Soar udgaven, og jeg har prøvet at tilslutte boksen fra Raid Pro udgaven til Soar lydkortet, hvilket resulterede i at jeg så havde et fuldt funktionsdygtigt Raid Pro setup. Alle specifikationer på de to lydkort tyder dog også på, at de er helt ens.

 

Side Out stikket, er et kombi stik. Det betyder, at man kan tilslutte en optisk adapter, som også følger med begge kort. Den stikker man bare ind i Side Out stikket, og så har man optisk forbindelse, hvis man skulle have behov for det. Det er rigtig smart, og man sparer et stik bag på.

 

 

Raid Pro styreboksen:

 

Med til Raid Pro modellen følger der en styreboks, hvor man kan styre flere forskellige ting. Dem fortæller jeg om i gennemgangen af softwaren. Selve boksen har en stor knap man kan dreje og trykke på. Den er omgivet af lysdioder, som giver indikering af forskellige ting. Raid knappen bruges til at skifte imellem funktionen for den store knap.

Under selve boksen, er der 3 gode gummifødder. Disse sørger for, at boksen står godt fast på underlaget.

På højre side af boksen har vi et HDMI stik, som ASUS har brugt til at lave forbindelse med fra computeren. På venstre side er lydstikkene til headsettet.

 

 

Så er der selve controller kablet, som er et sleeved kabel. Det har HDMI stik i enden hvor man tilslutter boksen, og 2 mini jack til lyd ind/ud, samt et 5 polet mini jack stik til styring af selve boksen. Selve kablet er omkring 2 meter langt.

 

 

Lyseffekterne:

 

Jeg har prøvet at tage lidt billeder af lyseffekterne. Lyset i øjet på selve lydkortene er orange, og lyser fint diskret op. Det er dog svært at se, når man har monteret kortet i selve maskinen. Så kunne jeg se en større fordel i at lave lyseffekten på yderkanten af kortet, lige som nogen grafikkort har.

 

Selve styreboksen har også dioder hele vejen rundt om den store knap. Disse viser forskellige ting, alt efter hvilken effekt man styrer. De to dioder med Headphone og Speaker skifter alt efter hvilken udgang man bruger, og de bliver også røde, når man muter lyden. Dioden i Raid Mode knappen fortæller om Raid mode er slået til eller fra.

 

 

Softwaren:

 

Så er det blevet tid til at kigge lidt på selve softwaren. I venstre side har vi selve hovedkontrollen. Her vælger man indgang og udgang samt lydstyrke og sampleraten. Det er også her man vælger impedansen på sit headset. Impedansen er modstanden i selve headsettet, og det justerer selve forstærkerens effekt i forhold til headsettet. Nogle headsets har stor impedans, mens andre har en lille impedans.

 

 

I højre side kan man vælge alle indstillingerne for at forbedre selve lyden. Det gælder både på mikrofonen og på den afspillede lyd. Det er også her man kan slå de forskellige surround muligheder til og fra. Når man kun bruger et headset, kan man slå virtuel surround til, hvilket giver en bedre fornemmelse af lyden og giver noget rumklang til lyden.

Nederst kan man vælge hvilken effekt man vil styre på Raid Pro styreboksen. Der er flere forskellige ting at vælge imellem, som styrken på mikrofonen, styring af surround kanalerne og meget mere. En smart og nem mulighed for dem der gerne lige vil justere lyden imens man spiller.

 

 

ASUS har også lavet et overlay De kalder Sonic Radar Pro. Dette overlay viser hvor lydene kommer fra inde i et spil. Jeg har testet det, og prøvet at få det til at virke, men umiddelbart virkede det ikke helt efter hensigten i alle spillene. Ideen er umiddelbart, at man kan se om lydene kommer forfra eller bagfra, så man ved hvor man skal kigge hen i spillet. Det er primært tiltænkt skydespil. Jeg kan godt se ideen i det, men umiddelbart var det mere til gene end til gavn. Det kommer nok an på hvordan ens headset er, og om man har spillet meget, så man ved hvor lydene kommer fra. Jeg slog det fra igen efter en hurtig test.

 

 

Testen:

 

Så er vi kommet til selve testen, som jeg har gennemført med mit Sennheiser PC350SE headset. Jeg har ikke noget surround udstyr til at teste med, men det er umiddelbart også støj og forstærkeren jeg vil kigge mest på i denne test.

 

Hvis man gerne vil læse specifikationerne på lydkortene, så kan man finde dem på linket her.

 

Brugen af styreboksen:

 

Boksen til Raid Pro lydkortet er ret lækker. Jeg kan godt lide den store aluminium knap, som man kan dreje og trykke på. At man kan vælge en funktion, som man gerne vil styre med selve Raid knappen er ret fedt. Man kan for eksempel styre bass boost, eller slå en equalizer til og fra med nogle indstillinger man har lavet i forvejen. Dioderne på selve boksen giver en nyttig information om hvor højt man spiller og nyttig funktion i forbindelse med Raid funktionen. Det er forskelligt hvad dioderne gør i Raid, alt efter hvilken funktion man har valgt man gerne vil styre. Alt i alt en fed funktion.

 

Lydkvaliteten:

 

Selve lydkvaliteten er super lækker. Forstærkeren havde slet ikke nogen problemer med at styre mit headset. Normalt er det begrænset med bas i mit headset, men dette lydkort formår at styre enhederne helt ud, hvor de aldrig har været før. Jeg er vant til et Realtek onboard lydkort, og dette lydkort gør det en del bedre. Man kan tydeligt mærke, at der er noget mere kraft bag denne forstærker.

 

Når det kommer til støj er den fraværende. Jeg har før haft lidt problemer med støj fra anden elektronik, men det har jeg slet ikke med disse lydkort. Der er stille når der er stille, helt uden susen eller knitren, hvilket bare er lækkert.

 

Softwaren:

 

Installation af softwaren gik som det skulle uden nogen form for problemer. Selve softwaren er fint bygget op og overskueligt.

 

Sonic Radar Pro kunne jeg umiddelbart ikke få til at virke i alle spil, hvilket er lidt ærgerligt. Jeg kunne godt forestille mig, at det kunne give brugbar information til nogen spillere. Men det kan jo være der kommer en opdatering, som gør det nemmere at bruge det.

 

Det eneste jeg mangler i forbindelse med softwaren er faktisk en sammenkædning imellem de lydprofiler man laver, og de spil/programmer man kører. Det ville lige have sat den sidste prik over i’et, hvis man havde den mulighed. Det ville også betyde at man ikke skulle ind og stille om i softwaren alt efter hvilket spil man nu spiller. Den funktion håber jeg også kommer i en opdatering af softwaren med tiden.

 

Lydkort

Vores partnere