Wavell Soundmaster 2 - Solid dansk lyd: Test

Wavell Soundmaster 2 traadlos hojtaler
Selvom sommeren er ved at være i sit sidste kapitel, så er det ikke for sent at få fingrene i god transportabel lyd. Det unge danske firma Wavell er klar med deres forbedring i Soundmaster serien, som ganske enkelt har fået navnet Soundmaster 2. Det er en løsning, der sigter efter at være robust med en solid lyd, og lavet af genanvendte materialer. Vi ser på hvordan den klarer sig.

Specifikationer

  • Model: Wavell Sound Master 2
  • Mål: 19,4 x 14,2 x 14,2 cm
  • Vægt: 2,2 kg
  • Brugerflade: Touch skærm
  • Vandtæthed: IPX5
  • Inkluderet ved køb: Højtaler, AUX kabel, USB-C oplader kabel, Brugermanual
  • Materiale: 100% genanvendt plast
  • LYD
  • Output: 60W
  • Frekvens: Tweeters - 80Hz-20kHz Subwoofer - 20Hz-3kHz
  • Aktive højtalerenheder: 4 tweeters + 1 subwoofer
  • Passive højtalerenheder: 8 radiators
  • Lydvinkel: 360° lyd
  • Equalizer: 3 prædefinerede lydbilleder
  • BATTERI
  • Kapacitet: 12000 mAh
  • Spilletid ved normal lydstyrke: 15 timer
  • Opladningstid og styrke: Ved brug af PD 30W: 1 time fra 0-75%, Ved brug af Qualcomm 2.0/3.0 - 2 timer og 40 min fra 0-100%, Ved brug af konventionel 5V/2A: 3 timer og 40 min fra 0-100%
  • Oplader input: USB-C
  • Strøm input: Max 5V/6A - 30W
  • TEKNOLOGI
  • Tilslutning: AUX / Bluetooth / NFC
  • Bluetooth version: Bluetooth 5.0
  • TWS: Ja
  • Mikrofon: Ja
  • Signal: DSP
  • Bluetooth profiler: A2DP V1,3 - AVRCP V1,6 - GAVDP V1,3 - HFP V1,7 - HID V1,1 - IOPT - SPP V1

Specifikationer som er værd at hæfte sig ved med Soundmaster 2, er naturligvis den store batterikapacitet på 1200 mAh, som giver omkring 12-15 timers musik. Samtidigt er det også godt at se en IPX5 rating til en højttaler, som meget vel kunne ende med at blive brugt udendørs. 


Rundt om Wavell Soundmaster 2

Når Soundmaster 2 kommer ud af kassen, mærker man med det samme, at der er godt i højtaleren. Den trods alt relativt lille enhed kommer ind med en vægt på lige over to kilo og føles robust og holdbar.

Wavell har sigtet efter 360° lyd, hvilket det runde cylinder design underbygger meget fint. Ud over den lille input port i bunden, så er der ikke noget der indikerer en bestemt side som for eller bagside, hvilket heller ikke burde være nødvendigt. 

Wavell Soundmaster 2 natur.JPG

Soundmaster 2 er lavet i genanvendt plast, så der har været fokus på at skabe en mere bæredygtig løsning, i stedet for at skulle trække nye materialer ud af verden. 

Ydersiden er beklædt med et sort plast mesh, som ser stilrent ud, men stadig føles robust nok til, at jeg ikke ville have problemer med at tage den med på stranden i en taske.

I toppen finder vi et touch interface. Her er der mulighed for at vælge input kilder, styre musikken eller skifte EQ profiler. Der er ikke meget forklaring at finde på selve touch interfacet, men efter en hurtig tur i den lille medfølgende manual, er der hurtigt styr på tingene. 

Wavell Soundmaster 2  touch interface.JPG

En lille trist detalje er dog, at symbolerne i manualen ikke matcher dem, som rent faktisk er på Soundmaster 2 enheden, hvilket måske kan forvirre nogen. Det er dog ikke det store problem at matche tingene ved at sammenligne. 

I bunden på Soundmaster 2 finder vi en lille SIlikone lem, der skjuler en powerknap, USB C ladeporten og en AUX indgang. 

Bunden af Soundmaster 2 er beklædt med gummi ,og står utroligt godt fast på de fleste underlag. 


Testen

Jeg startede med at lade Soundmaster 2 enheden op, for at starte på en fuld opladning. Herefter var det en hurtig process at parre enheden med min Smartphone, så jeg var klar til at teste lyden. 

Min test af Soundmaster 2 har primært været i mit ca. 63 m2 store kontor og hobbyrum og på terrassen og i haven. Forbindelsen har været via Bluetooth til en OnePlus 10 Pro telefon. 

Jeg har testet både lyden via en enkelt Soundmaster 2 enhed og via to, som er parret op i stereomode. 

Som enkelt højtaler er der rigtigt meget bund i den omkring to kilo tunge Soundmaster 2, som ikke har haft noget problem med at spille mit 38 m2 store kontro op med masser af volumen. 

Wavell Soundmaster 2 udendørs brug.JPG

Den giver en rig og fyldig lyd, som måske nok er en anelse til den bastunge ende. Det er dog med en fornuftig adskillelse og definition i lydbilledet. Jeg synes jeg mistede lidt af de finere detaljer i den lettere del af musikken, grundet den bastunge tuning af lyden. 

Wavell har ramt rigtigt fint med deres 360 graders lyd. Med Soundmaster 2 placeret centralt i lokalet, var der en fin ensartet fornemmelse af lyden uanset, hvilken del af lokalet jeg befandt mig i. 

Soundmaster 2 havde heller ikke noget problem med at spille vores terrasse op, når den kom med i haven. 

Hvis man vil have mere dybde i sit lydbillede og ægte stereoseparation, er det muligt at parre to Soundmaster 2 enheder op med hinanden. Vi var så heldige, at Wavell havde sendt deres bundle til os, så jeg havde muligheden for også at teste den del af oplevelsen.

Det giver unægteligt en bredere og dybere oplevelse af lyden, at alene volumen output på musikken nu fordobles. Selve den bredere oplevelse af lyden er naturligvis mest tydelig når musikken gør brug af de separate kanaler. Selv uden den detalje, så giver det dog en mere åben og bred fornemmelse af musikken. 

Wavell Soundmaster 2 stereo setup.JPG

Meget af hvordan den endelige oplevelse bliver, vil dog også afhænge af, hvordan man placerer sine højtalere i rummet og rummets udformning generelt. 

Selve processen med at parre de to enheder er super let. Det sker ved et langt tryk på den enhed, der skal være den primære. Herefter tænder man blot den anden og sætter den til at søge, hvorefter de med en lille status bip forbindes.

Jeg vil dog sige, at jeg var en anelse skuffet over forbindelsen mellem de to enheder. De klarer sig bedre, hvis de er på samme plan, men jeg oplevede at hvis de stod på forskellige niveauer, så kunne de ikke komme mere end omkring seks meter fra hinanden. Med forhindringer, som for eksempel mennesker, imellem blev det forværret. Så man bør forsøge at placere dem højt, og gerne i samme niveau for optimal forbindelse.

Wavell angiver selv en batteritid på 12-15 timer alt efter volumen niveau. Uden at havde haft stopur kørende, er min oplevelse under testen at den tid holder fint. 

Opladningen via USB C tager et sted mellem halvanden og fire timer alt efter, hvilken oplader man anvender. Der er ingen oplader med i kassen, men kun et USB C kabel med en fornuftig længde. Med en 30W oplader kan man komme fra 0-75% på omkring en time, mens en almindelig 5V/2A oplader bringer tiden fra 0-100% op på tre timer og 40 minutter. 

Wavell Soundmaster 2  Inputs.JPG

Wavell Soundmaster 2 er bestemt ikke den mindste trådløse højttaler på markedet, men med sin størrelse og en vægt på omkring to kilo, er den stadig lille nok til let at kunne have med på farten. Med en IPX5 certificering kan den også sagtens tages med til stranden eller en regnvåd festival lejr, uden at man behøver at bekymre sig alt for meget for vandsprøjt. Hvis den bliver beskidt under turen, burde det endda være muligt at skylle den under rindende vand, uden for meget tryk.

Wavell Soundmaster 2 IPX5.JPG

Man skal bare være opmærksom på, at vand på touch interfacet på toppen kan føre til, at funktionerne der bliver aktiveret. 

Betjeningen af Soundmaster 2 foregår via touch interfacet på toppen af enheden. Det lyser op under betjening, og er let og ligetil at have med at gøre. Jeg ville dog ønske, at der have været en mere tilgængelig måde at tænde for enheden. Power knappen er gemt bag silikonecoveret i bunden af enheden. Hvis man går til og fra sin højtaler flere gange i løbet af en dag, bliver det til et lille irritationsmoment at skulle pille rundt med det, hver gang man skal tænde for enheden.


Pris

Jeg kan pt. finde Wavell Soundmaster 2 med en online pris på 1449 kroner. Ud over det tilbydes er en bundle med to for 2199, så man kan spare en smule ,hvis man vil parre dem op for en bredere lys eller bare ønsker en til hver ende af huset. 


Konklusion

Wavel har lavet en solid og lækkert udseende trådløs højtaler med deres Soundmaster 2. Den leverer et solidt, omend lidt bastungt lydbillede, som uden problemer vil kunne spille de fleste lokaler og havefester op til et respektabelt niveau. 

Muligheden for at kombinere to i et linket stereo setup er en lækker bonus, hvis man vil have lidt mere ud af sin lyd. 

Wavell Soundmaster 2 traadlos hojtaler.jpg

Det er godt klaret af den unge danske virksomhed, at de som deres andet store produkt har leveret en så habil løsning, som de har med Soundmaster 2. At der så på samme tid er tænkt over materialevalget og brugt genanvendte plastmateriale, er en god bonus for os der gerne vil være lidt miljøbevidste i vores valg. 

Samtidigt synes jeg at design og prisen rammer rigtigt godt, og giver et godt og konkurrencedygtigt dansk designet alternativ til de store drenge på markedet. 

Vi lander med en endelig karakter på 9 og en Great Product Award. 


Godt

  • Let betjening
  • Lang batteritid
  • Lækkert design
  • God pris


Skidt

  • Lidt besværlig adgang til powerknappen
  • Små fejl i manualen

Vores partnere