Beyerdynamic Amiron Zero

Beyerdynamic Amiron Zero
Open-ear-høretelefoner har i et stykke tid været en støt voksende kategori for folk, der vil lytte til podcasts eller musik under løbeturen uden at lukke resten af verden ude. Normalt er markedet oversvømmet af fitnessmærker med silikonebøjler, der sidder og gnaver bag ørerne. Men nu melder den tyske studiegigant Beyerdynamic sig på banen med deres helt nye Beyerdynamic Amiron Zero.

Centrale Features

  • Åbent Clip-On Design: Fjerlet øremanchet, der klipses direkte på ørebrusken for maksimal komfort og fuld opmærksomhed på omgivelserne.
  • Præcisionsdrivere: 18 x 11 mm dynamiske enheder skræddersyet til åben lyd med 20 Hz – 20.000 Hz frekvensrespons.
  • IP54 Sværvægter: Effektiv beskyttelse mod både støv, regnbyger og sved under træningen.
  • Bluetooth 5.4: Med rækkevidde op til 15 meter, Multipoint-tilslutning til to enheder og SBC/AAC-codec-støtte.
  • Automatisk Wear Detection: Sensorer sætter automatisk musikken på pause, når du tager enheden af øret.
  • Beyerdynamic Companion App: 5-bånds equalizer med genre-presets og fuld kontrol over touchknapperne.
  • Hurtigopladning: 10 minutters opladning i etuiet giver 2 timers øjeblikkelig spilletid.

Her tager tyskerne deres professionelle lydfilosofi og trykker den ned i et ultrakompakt "clip-on"-design, som klipses direkte fast på ørebrusken som en lille, fashionabel manchet.


En tur rundt om Beyerdynamic Amiron Zero

Når du åbner den minimalistiske æske, finder du et kompakt opladningsetui, et kort USB-C-ladekabel og selve de två Amiron Zero-enheder. Visuelt er der tale om ren klasse. Beyerdynamic holder fast i deres underspillede og stilrene designsprog. Du kan få dem i klassisk sort, hvid og så i den mere sprælske "Sport"-udgave med, efter min mening, stilfulde orange accenter, som vi har fået til test.

Beyerdynamic Amiron Zero ear clamp

Hvis du aldrig har prøvet et par clip-on-høretelefoner før, tager det lige fem sekunder at gennemskue, hvordan de skal monteres. I stedet for en lang bøjle, der går hele vejen om bag øret, klipses Amiron Zero fast rundt om selve ørebrusken. Med en vægt på blot 5,6 gram pr. enhed glemmer du fuldstændig, at du har dem på efter et minut.

Beyerdynamic Amiron Zero i øret

Betjeningen foregår via touchflader på ydersiden af enhederne. Hvor touchknapper på billige høretelefoner ofte driver en til vanvid, sigter Beyerdynamic efter en anden løsning.

Hver gang du tapper på fladen for at skifte sang eller holde pause, afgiver enheden et lille, bekræftende bippetonesignal, så du aldrig er i tvivl om, hvor mange tryk du har registreret.

Der er også indbygget wear-detection, der automatisk stopper musikken, hvis du tager én eller begge ear-clips af.

Beyerdynamic Amiron Zero etui

Opladning sker som på alle andre moderne headsets i denne størrelse via det medfølgende etui. Det er dog ”kun” via USB-C, og der er ikke mulighed for trådløs opladning.


Software

Med Beyerdynamic-appen får du et utrolig rent, enkelt og velfungerende kontrolcenter direkte på telefonen. Hvor mange kinesiske konkurrenter fylder deres apps med uoverskueligt bloatware og reklamer, har Beyerdynamic holdt det helt skrabet og funktionelt.

Beyerdynamic Amiron Zero software app

I appen kan du:

  • Skræddersy din egen 5-bånds equalizer eller vælge mellem færdige lydprofiler.
  • Omdanne touchknappernes funktioner, så de passer præcist til dine hverdagsvaner.
  • Styre dine Multipoint-forbindelser (så du lynhurtigt kan skifte mellem bærbar og telefon på kontoret).
  • Slå wear-detection til eller fra og holde øje med det præcise batteriniveau.

Beyerdynamic Amiron Zero EQ

Lydprofilerne og EQ'en gør en kæmpe forskel her, da du nemt kan tvinge lidt ekstra bas ud af de små, åbne enheder, hvis du foretrækker en mere moderne og punchy "V-formet" lydsignatur.


Test

Når det kommer til selve lydoplevelsen, formår Beyerdynamic Amiron Zero at levere lyd i en kvalitet, som ekstremt få åbne høretelefoner kommer i nærheden af.

Det åbne clip-on-format giver lydbilledet en lækker rummelighed. Det føles nærmest som om, at barriererne mellem dit hoved og musikken er væk, og du får en fantastisk fornemmelse af at sidde i et rum med et par gode højttalere, samtidig med at du 100 % kan høre trafikken og fuglesangen omkring dig – alt efter hvor meget du sparker til volumen naturligvis. Venstre og højre kanal er knivskarpt adskilt, og instrumenternes placering i rummet står skarpt.

Beyerdynamic Amiron Zero bud

Diskanten er Amiron Zeros absolut største glansnummer. Den leverer den klassiske Beyerdynamic-detalje med en luftig, sprød og utrolig smuk klang uden overhovedet at blive skærende eller skinger. Vokaler står krystalklart frem i mixet med en fantastisk rumklang – lytter du til vokaltunge numre, føles det nærmest som om, du sidder med et par svinedyre over-ear studietelefoner på.

Mellemtonen leverer et flot og veldefineret lydbillede på guitarer og synth-flader, omend den fra fabrikken godt kan føles en anelse "tynd" og tilbagetrukket, hvis du kører med den helt flade standard-EQ. En hurtig tur i appen, hvor du løfter bunden og toppen en smule, retter op på dette med det samme.

Bassen er normalt det helt store smertensbarn på åbne høretelefoner, da der ikke opbygges noget tryk i øregangen. Men Beyerdynamic har formået at klemme en overraskende varm, behagelig og kontrolleret bund ud af de små 18 mm drivere. I bastunge numre leverer Amiron Zero en god, rullende bund uden skyggen af den grimme forvrængning, som ellers kendetegner billige åbne høretelefoner. Det er selvfølgelig ikke bas, der kan måle sig med et par forseglede in-ears, men tonen har en dejlig vægt og et solidt punch.

Den indbyggede wear-detection fungerer upåklageligt i hverdagen og sætter lynhurtigt musikken på pause, hvis du piller en enhed af for at snakke med din kollega eller kassemedarbejderen i Netto.

Beyerdynamic Amiron Zero løbe

Touchbetjeningen på de små enheder kan være en frustrerende oplevelse. Dels er enhederne så små, at det kan være svært fysisk at ramme det rigtige sted. Oven i det synes jeg heller ikke, de var specielt gode til rent faktisk at reagere, selv når jeg sad helt stille og forsøgte at ramme dem for at teste det. Der skulle ofte et par forsøg til, før jeg fx kunne pause musikken.

Du skal dog også være opmærksom på en central detalje ved åbne clip-ons: De lækker lyd til omgivelserne! Hvis du sidder i et helt stille kontorlandskab eller i toget og skruer helt op for rockmusikken, vil din sidemand høre hvert et trommeslag og riff. Det er prisen for det åbne design, hvor øregangen ikke forsegles.

Opladning etui

Batteritiden på Amiron Zero er relativt hurtigt brændt af, hvilket måske ikke er så underligt størrelsen taget i betragtning. Du får op til 6 timers spilletid i selve enhederne, og det medfølgende etui giver 14 ekstra timer, hvilket lander på en samlet batteritid på cirka 20 timer. Så til normalt dagligt brug kombineret med træning er det mere end fint – specielt når man har så stort fokus på diskret design og lav vægt. Jeg oplevede ikke noget problem med manglende batteri under min test.

I en verden, hvor konkurrenter som Sony eller Bose kaster op mod 30-40 samlede timer efter dig i deres åbne modeller, blegner Beyerdynamic dog en smule. Heldigvis reddes hverdagen en smule af hurtigopladningen, som giver 2 timers strøm på blot 10 minutter i etuiet.

Bluetooth 5.4-forbindelsen er til gengæld klippestabil. Rækkevidded på 15 meter holder hele vejen igennem huset uden knubs, og Multipoint-skiftet mellem bærbar og smartphone kører fuldstændig problemfrit. Man kan dog undre sig en smule over, at et gammelt hifi-mærke som Beyerdynamic har valgt kun at inkludere SBC- og AAC-codecs og helt udeladt højopløselige codecs som LDAC eller aptX.

Komforten på sættet har været helt i top og som jeg var inde på tidligere så glemmer man hurtigt at man har sættet på. På trods af det så har de siddet super fint fast og selv under løbeture har de siddet solidt fast på mine ører. 


Pris

Jeg kan i skrivende stund finde Beyerdynamic Amiron Zero med en onlinepris på lige under 1.200 kroner.

Det placerer dem i premium-segmentet for åbne høretelefoner, hvor de skal kæmpe mod tungnemme drenge som Bose Ultra Open Earbuds til ca. samme pris eller den billigere Anker Soundcore C40i, som kan findes til omkring 700 kroner.


Konklusion

Beyerdynamic Amiron Zero er et gennemført og behageligt sæt åbne høretelefoner.

Beyerdynamic er bestemt ikke de første, der har brugt clip-on-designet, men de har gjort det vellykket her. Komforten er uovertruffen, og den robuste IP54-certificering gør dem til en fantastisk makker til både løbeturen og arbejdsbordet.

Lydmæssigt banker det tyske studie-DNA tydeligt igennem. Det åbne lydbilled er enormt, diskanten er krystalklar og luftig, og bassen er overraskende velkontrolleret og varm af et par åbne clip-ons at være.


Du skal dog være indstillet på et par kompromiser: Batteritiden på 6 timer i enhederne (og 20 timer totalt) er til den svage side på markedet her i 2026, lydlækagen til sidemanden er mærkbar ved høj volumen, og fraværet af aptX/LDAC vil ærgre de audiofile.

Men hvis du er på udkig efter et par åbne høretelefoner, der lader dig sanse verden omkring dig, mens de leverer superdetaljeret og komfortabel hifi-lyd, så er Beyerdynamic Amiron Zero et af de bedste køb i sin klasse lige nu.

Vi lander på en endelig karakter på 9 for et lækkert og gennemført headset i den superkompakte niche.


Fordele:

  • Fjerlet clip-on-pasform, der nærmest forsvinder
  • Krystalklar, luftig og utrolig detaljeret diskant
  • Overraskende varm og kontrolleret bas
  • Robust IP54-certificering
  • Velfungerende companion-app med fuld 5-bånds EQ
  • Klippestabil Bluetooth 5.4 med Multipoint-forbindelse


Ulemper:

  • Batteritiden på 6 timer (20 timer totalt med etui) er under niveau for prisklassen
  • Mærkbar lydlækage ved høj volumen
  • Touchbetjeningen kan være lidt besværlig
  • Mangler højopløselige Bluetooth-codecs som LDAC eller aptX

Vores partnere