Bowers & Wilkins Px8 S2

Bowers & Wilkins Px8 S2
Bowers & Wilkins er klar med en opdatering til deres Px serie. Vi har tidligere set de laver en midtvejs opdatering, hvilket også er tilfældet her med Bowers & Wilkins Px8 S2, som de selv siger sætter en ny standard for deres trådløse headsets. Det er efter deres eget udsagn det bedste headset de har lavet.

Centrale Features

  • 40mm Carbon Cone drive units with dedicated headphone amplifier
  • aptX Adaptive 24/96 and aptX Lossless compatible
  • Proprietary high-performance ANC, with eight-microphone array
  • Bowers & Wilkins Music app provides set-up and control
  • 30 hours’ battery life from a single charge
  • 15-minute fast recharge for seven hours’ listening
  • Available in Onyx Black and Warm Stone

Detaljer som det er værd at slå ned på her er de nye drivers, forbedret ANC og ikke mindst 30 timers batteritid. 


En tur rundt om Bowers & Wilkins Px8 S2

Designet på Bowers & Wilkins Px8 S2 har ikke ændret sig gennemgribende siden sidste trin i serien. Jeg kan selv sammenligne direkte med Px7 S2, og her er kan vi se at designet i store træk er det samme. Det gør dog bestemt ikke noget, da jeg personligt synes at Bowers & Wilkins har skabet et stilfuldt og smukt design. 

Bowers & Wilkins Px8 S2 Designb

Det opdaterede design på Px8 S2 trimmer tingene en smule, så vi nu har et mere kompakt headset. Det er ikke meget, men nok til at det tydeligt fylder mindre og overordnet set er et mere strømlinet design.

Sættet fås i to farver, Onyx Black og Warm Stone og vi har fået besøg af Onyx Black versionen. Det er en farvekombination af sort og en mørk bronze agtig farve. 

Materialerne er en kombination af nappa læder og aluminium med et utroligt lækkert finish hele vejen rundt. 

Bowers & Wilkins kabler

En lille ny detalje er de synlige kabler fra hovedbåndet til ørekopperne. Det er en lille ting, men den gode udførelse tilfører et lækkert touch til sættet. Det er ikke noget der har en praktisk funktion, men det er den slags detaljer der løfter oplevelsen af sættet. 

Størrelsen kan justeres trinløst på hovedbøjlen. Ørekopperne kan også drejes 90 grader i begge retninger, så det er muligt at have dem behageligt omkring nakken eller ligge fladt på bordet eller i den medfølgende opbevaringstaske. 

Px8 S2 leveres med en opbevaringstaske og allerede når man står med den, kan man mærke at der er arbejdet med gode materialer. 

Hvor mange producenter nøjes med en stofpose, eller måske en blød taske i et neopren materiale, har Bowers & Wilkins taget skridtet op med deres headsets og lavet tasken i kraftigt, men stadig behageligt materiale. Detaljerne er også på plads, med gode syninger og en lækker lynlås med læderdetaljer helt som vi har set på deres tidligere PX headsets.

Bowers & Wilkins case kabler

Åbner man tasken, er den på indersiden beklædt med et blødt fløjlsmateriale. Ud over naturligvis at have plads til selve headsettet, er der også plads til opbevaring af de medfølgende kabler. Det er et USB C til USB C kabel til opladning og et USB C til 3,5mm jack kabel, der kan bruges hvis man ønsker at tilslutte den vej. 

Kablerne kan opbevares i et lille rum i opbevaringstasken som holdes lukket magnetisk. Desværre er der bare tale om almindelige plast/gummi kabler. Så dem er der ikke gjort noget specielt ved.

Kontrol og styring af headsettet kan klares på sættet. På den venstre ørekop er der et USB-C stik til opladning af sættet, eller til brug sammen med det medfølgende USB-C til 3,5 mm jack stik, hvis man ønsker at tilslutte med kabel. 

Ud over det er der en power knap, som også bruges til når man skal parre dit headset via Bluetooth. Det er også på venstre ørekop vi finder knappen til skift mellem ANC og pass-through indstillingerne, som jeg kommer mere ind på senere i testen. Hvis man vil kan man også ændre knappens funktions til at starte Voice Assistant på din telefon.

Bowers & Wilkins knapper

På den højre ørekop får vi tre knapper som bruges til at besvare og afslutte opkald samt mediestyring og volumen. 

Knappen i midten har en tekstureret overflade, så den er let at skelne fra de to andre.

Ørepuderne er dejligt bløde, men desværre ikke udskiftelige. 


Software

Selv om Bowers & Wilkins Px8 S2 sagtens kan bruges uden, så er Music App’en fra Bowers & Wilkins rigtigt fin at have med. 

Bowers & Wilkins Music app

Via den kan man dels sørge for at firmware på sættet er opdateret, men også tjekke batteristatus og tilpasse lydprofiler og indstillinger, hvilket alt sammen er godt at have mulighed for. 

Bowers & Wilkins Music app EQHvis du vil tilpasse lydprofilen, er der mulighed for det via en five band EQ, men der kommer ingen prædefinerede EQ profiler. Her sigter Bowers & Wilkins efter en “flad” lydprofil, der søger at ramme den oprindelige lyd uden tilføjelser.

Bowers & Wilkins Music app ANC

Der er også mulighed for at indstille niveauet på den “Wear Sensor” som Px8 S2 er udstyret med. Den skal selv registrere om du tager headsettet af eller på, og så pause eller starte musikken. Den kan via softwaren indstilles i tre niveauer, så man kan finde et niveau der passer. 


Testen

Jeg har brugt Bowers & Wilkins Px8 S2 i et par uger, sammen med en Pixel 10 Pro XL  telefon. Det er med en god blanding af musik af forskellig art, sammen med andet medieindhold og opkald. 

Der er kun blevet skåret 7 gram af vægten på Px8 S2 i forhold til Px8. På trods af stadig at være til den lidt tungere side, har Px8 S2 sættet været et behageligt headset at have på, selv som brillebruger. De bløde læder ørepuder lukker rigtigt godt af omkring ørerne, og bliver ved med at være behagelige, selv efter længere tids brug. 

Bowers & Wilkins Px8 S2 wireless headset

Generelt er materialerne og byggekvaliteten i top på Px8 S2,og det føles som et headset af høj kvalitet hele vejen rundt. Der er ikke skyggen af plast nogen steder, og alt føles lækkert og gennemført. 

Knapperne er flyttet en smule i forhold til tidligere men de føles gode med et tydeligt taktilt feedback. Jeg vænnede mig hurtigt til at finde dem, når der var behov for at besvare et opkald, skifte musik eller skrue op for lyden. 

Personligt foretrækker jeg stadig et godt responsivt touch interface, men det er en smagssag, og Bowers & Wilkins laver en god løsning her. 

Et andet sted de har forbedret sig betydeligt siden min test af Px8 sættet er deres Wear Sensor, som jeg oplevede som meget ustabil tidligere. Det er der heldigvis ikke noget problem med på Px8 S2, hvor den har virket upåklageligt under hele min test. 

Bowers & Wilkins Px8 S2 puder

Med de gode toner springer vi videre til lyden, som trods alt er noget af det vigtigste. I min seneste Bowers & Wilkins test af deres Px8 skrev jeg, at det uden sammenligning var det bedste headset jeg havde prøvet, med undtagelse af Sennheisers HD 820 til omkring 13.000 kroner. 

Heldigvis kan jeg sige, at Bowers & Wilkins med Px8 S2 har bygget videre på de gode toner, og leveret et headset med eminent lyd. 

Når først musikken spiller, viser de 40mm Carbon Cone drivers virkelig deres styrke. Uanset om det er klassisk, rock, hip-hop eller tung metal, leveres et åbent og detaljeret lydbillede, der føles både bredt og nuanceret. Så her bygges der i den grad videre på den gode lyd fra Px8.

Bowers & Wilkins Px8 S2 headset

Selv i komplekse kompositioner står instrumenterne tydeligt frem, fra de mest diskrete strygere i baggrunden til en bundsolid bas. Der er en dejlig klarhed, som gør det svært at finde alternativer i samme klasse.

Dog er Px8 S2, som Px8, tydeligt mest engagerende ved medium til høj volumen. Ved lavere lydstyrker mister de lidt af energien, men det er en udfordring, man også ser hos mange andre hovedtelefoner i denne kategori.

Alt i alt har Bowers & Wilkins med Px8 skabt en lydoplevelse, der er lige så raffineret som den er kraftfuld, et sæt, der gør selv krævende musik til en fornøjelse.

Bowers & Wilkins lover 30 timers afspilningstid på Px8, og efter min erfaring passer det meget godt. Naturligvis afhænger det af, hvor højt du spiller, og om du bruger funktioner som ANC, men angivelsen rammer meget godt.

Den indbyggede ANC er fornuftig, men ikke prisvindende. Den er klart bedst til at lægge en dæmper på de dybere brummende lyde i baggrunden, men de højere toner, som tale i baggrunden, trænger mere igennem. Her føles det mere som om volumen er skruet lidt ned. 

Bowers & Wilkins Px8 S2 detaljer

Pass-Through delen er rigtigt fin og det føles næsten ikke som om man har et headset på. Din musik vil naturligvis stadig have mulighed for at overdøve dine omgivelser, men hvis man regulerer sin volumen, har man en rigtigt god fornemmelse for sine omgivelser.


Pris

I skrivende stund er Bowers & Wilkins Px8 S2 så ny, at jeg ikke kan finde nogen onlinepris. Vi har dog via presseinformationen fået en forventet pris på 5499 kroner. Det betyder ,at den lander med en pris på omkring 300 kroner mere end Px8 ved lanceringen. Px8 kan dog pt findes til lige under 3000 kroner. 


Konklusion

Bowers & Wilkins har med Px8 S2 lavet en lækker opdatering til deres Px serie. Der er ikke store design opdateringer, men de få der er lavet har løftet oplevelsen og looket, så man i den grad står med et smukt og gennemført headset i både design, materialer og byggekvalitet. 

Det er heldigvis stadig parret op med fantastisk lyd og lang batteritid. Px8 S2 leverer noget af det bedste headset lyd jeg har oplevet på et sæt i denne prisklasse. 

Jeg kan ikke sammenligne direkte med Px8, så jeg har svært ved at sige om der er noget stort løft. 

Px8 S2 close up

Det er dog også netop derfor jeg har lidt svært ved helhjertet at anbefale Px8 S2. Det er faktisk udelukkende fordi Bowers & Wilkins allerede med Px8 har lavet et utroligt lækkert headset, som pt kan findes 2500 kroner billigere end Px8 S2. 

Vi lander med en endelig karakter på 9, for et fantastisk lækkert headset, der leverer eminent lyd i prisklassen. Eneste svaghed er i min bog Bowers & Wilkins selv i form af deres tidligere Px8 headset som leverer stort set det samme til en lavere pris. 

Vil man have de nyeste features og detaljer som forbedret Wear Sensor så er Px8 S2 dog vejen frem.


Fordele

  • Lækre materialer
  • Super byggekvalitet
  • Fantastisk lyd


Ulemper

  • Bowers & Wilkins Px 8 er næsten lige så godt til en lavere pris

Vores partnere