Jabra Evolve 3 85

Jabra Evolve3 85
Danske Jabra har i mange år været kendt for deres feature rige headsets til det professionelle marked. En af deres mest populære serier har været deres Evolve serie, som nu har fået to nye medlemmer i form af Evolve 3 85 og Evolve 3 75. I dagens test tager jeg et kig på det store headset i serien, Evolve 3 85.

Centrale Features

  • Active Noise Cancellation (ANC): Jabra Advanced ANC™ med adaptiv teknologi
  • ANC på opkald: Ja
  • Støjreduktion ved opkald: Ja, Jabra ClearVoice med deep learning-teknologi
  • Reduktion af vindstøj: Ja
  • Højttalerstørrelse: 32 mm
  • Mikrofontype: Digitale MEMS-mikrofoner
  • Antal mikrofoner: 6
  • Understøttede lyd-codecs: AAC, LC3, SBC
  • Beskyttelse af hørelsen: Intellitone, PeakStop™, EU Støj på arbejdspladsen, G616
  • Spatial sound: Ja
  • Taletid: Op til 25 timer (med ANC/busylight slukket)/op til 21 timer (med ANC/busylight tændt)
  • Musiktid. Op til 120 timer (med ANC deaktiveret)/op til 55 timer (med ANC aktiveret)
  • Opladning med ledning: USB-C™
  • Trådløs opladning: Ja
  • Opladningstid: Op til 180 minutter
  • Hurtig opladning: Op til 10 timers musikafspilning med 10 minutters hurtigopladning
  • Tilslutninger: Bluetooth, 3,5 mm-jackstik, USB-C
  • Trådløs teknologi: Bluetooth 5.3


En tur rundt om Jabra Evolve 3 85

Hvis man har set Jabra Evolve 2 85, så vil man med det samme kunne se nogen af de samme designtråde i Evolve 3 85. Det er dog nu en betydeligt slankere udgave som vi får. Jabra har reduceret størrelsen med 35% og vægten med 23%. 

Jabra Evolve3 85 design

Det er stadig et over-ear headset, men denne gang har Jabra fjernet mikrofonarmen, så det nu er et mere strømlinet design, du kan have med alle steder uden at stikke ud. 

Den slankere profil og lavere vægt betyder også, at man nu får et headset, som sidder tæt på hovedet og ikke fylder ret meget. 

Sættet kan yderligere foldes sammen, så det er let at have med på farten og Jabra inkluderer også et transportetui, så det er tydeligt at de sigter efter den hybride medarbejder i det professionelle segment. Det skal være et headset, som både gør sig godt på kontoret og på farten. 

Jabra Evolve3 85 etui

Byggekvalitet og materialer er i top hele vejen rundt med en kombination af plast, aluminium og stof. Til ørepuder og hovedbånd er Jabra gået væk fra det kunstlæder, som bliver brugt på Evolve 2. Det betyder, at sættet føles mere luftigt. Stof er naturligvis ikke helt så let at rengøre som kunstlæder, men stofdelene er udskiftelige, så hvis det bliver nødvendigt, kan de skiftes. 

Kontrol sker via fysiske knapper, som er fordelt på begge ørekopper. Der er mulighed for at kontrollere musik, justere volumen, mute mikrofonen og skifte mellem ANC, HearThrough og ingen effekter på lyden. 

Jabra Evolve3 85 knapper

Hvis man har den Microsoft Teams certificerede version af sættet, så er der på siden af den højre ørekop også en dedikeret MS Teams knap. 

På den venstre ørekop er der et felt til trådløs Qi opladning og der følger i nogen udgaver af sættet en Qi oplader med i kassen til sættet, hvilket er lækkert at se. 

Jabra Evolve3 85 oplader Qi

Ønsker man at lade op via kabel, så kan det klares via USB-C og Jabra angiver at en fuld opladning tager 180 minutter. Man kan dog via hurtig opladning få strøm nok til 10 timers lyttetid med blot ti minutters opladning. 

Lyden drives af 30 mm drivers, som er tunet til både samtaler og møder, men også musik og medier med et LC3 audio codec. 

Selv om der ikke er en mikrofonarm på Evolve 3 85, så har Jabra haft stort fokus på mikrofonerne og sættet kommer med ikke mindre end seks digitale MEMS mikrofoner, som sammen med Jabra ClearVoice og adaptiv støjreduktion skal sikre at din stemme går klart og tydeligt igennem, uanset hvilke omgivelser man befinder sig i. 

Jabra Evolve3 85 dongle

Tilslutning kan ske via en inkluderede USB Dongle, hvilket Jabra anbefaler til professionelt brug, samt Bluetooth 5.3. Der er mulighed for at forbinde til flere enheder på samme tid, så man kan sagtens være tilsluttet både PC og telefon på samme tid. Hvis man foretrækker kabel, så er der også mulighed for tilslutning via 3,5 mm jack kabel eller USB-C. 


Software

Hvis du vil tilpasse lyd og indstillinger på Jabra Evolve 3 85 eller opdatere Firmware kan det klares via Jabra Direct på PC eller Jabra Plus på din telefon. 

Jabra Direct PC

Her er der mulighed for at styre EQ indstillinger, hvis der er noget man vil tilpasse der. Via indstillingerne har man også ret brede muligheder for at tilpasse, hvordan sættet skal lyde og fungere, via ting som SideTone niveauer, lydnotifikationer, funktioner på knapperne og indstillinger for ANC og HearThrough. 

Settings PC software Jabra Evolve3 85

Der er samlet set super gode muligheder for at få indstillet sættet, så det fungerer som man foretrækker det. Det er en af de mest omstændige stykker headset software jeg har prøvet. 


Test

Jeg har haft mulighed for at teste Jabra Evolve3 85 et par uger, forud for at det lander i handlen den 1. Marts. 

Jeg har brugt headsettet til en god blanding af masser af musik samt møder og opkald via både PC og telefon. 

Jabra Evolve3 85 pasform

Hvis vi skal starte med komfort og pasform, så har Jabra ramt begge dele rigtigt godt. Det nye mere kompakte og lette design betyder, at sættet er behageligt at have på selv i længere tid. Selv om ørekopperne er betydeligt mindre end tidligere, så oplevede jeg ikke at mine ører blev klemt. Som brillebruger har jeg heller ikke oplevet ubehag. 

Ørekopperne kan roteres, så det er let at have sættet hængende omkring nakken, når man ikke bruger dem eller skal have en pause. Der er mulighed for at aktivere Wear Detection, så din musik automatisk sættes på pause, når du tager sættet af ørene. 

På trods af ikke at have så store drivere, som mange andre headsets jeg tester, så leverer Jabra Evolve3 85 en fantastisk lyd. Det er tydeligt, at Jabra også har haft det som et fokuspunkt på trods af, at det er et headset, der sigter efter det professionelle marked. 

Man får en dejlig tung og opslugende bas, der ligger en solid bund på musikken. Det er dog ikke på bekostning af hverken høj eller mellemtoner, som også står klart og tydeligt. Samlet set er der tale som et skarpt og detaljeret lydbillede, der selv i komplekse musikstykker lader selv de små noter træde tydeligt frem. 

Jabra Evolve3 85 headband

På trods af at være gået væk fra en mikrofonarm, så er lyden på mikrofonen stadig i den rigtigt gode ende. Selv i larmende omgivelser er jeg under min test gået fint igennem og personerne i den anden ende fik ikke andet end min stemme med. 

Hør en test af lyden på Jabra Evolve3 85 her.

Jabra angiver en forventet batteritid på helt op til 120 timers musik og en taletid på 25 timer. Jeg har kunnet klare hele min test på knap to uger, uden at have behov for en oplader, så Jabras angivelser rammer meget godt. 

Jabra Evolve3 85 MS Teams


Pris

Jabra Evolve3 85 lander i butikkerne den 1. marts og jeg kan finde den med online priser fra 4250 kroner, for versionen uden den trådløse oplader, mens prisen lander på omkring 4600 kroner, hvis man skal have den trådløse oplader med. 


Konklusion 

Jabra har med Evolve3 85 lavet et smukt og gennemført headset. Det er fyldt med nogen af de bedste features på markedet og resultatet er et headset, der kan imødekomme de høje krav, som en moderne hybrid arbejdsplads stiller. 

Jabra Evolve3 85 ørepuder

Vi får smukt design, lækker lyd, lang batteritid sammen med stærk ANC og støjreduktion. Prisen er høj, men kvaliteten og features taget i betragtning, så lander den rigtigt stærkt sammenlignet med lignende headsets. 

Vi lander med en endelig karakter på 9 for et super stærk headset, som sigter efter det professionelle segment, men heldigvis også er rigtigt godt til privat brug.


Fordele: 

  • Kompakt og let design
  • Foldbar og let at have med
  • Lækker lyd
  • God mikrofon
  • Lang batteritid


Ulemper

  • Intet nævneværdigt

Vores partnere