Når jeg siger vandkøling, er der nok ikke mange mennesker derude, som ikke på et eller andet tidspunkt tænker på Corsair og deres lange lineup af AIO (all in one) vandkølere. Vi har da også haft en del gennem testmøllen her på Tweak, og gang på gang leverer Corsair båden en høj standard hvad angår byggekvalitet men også ydelse på kølingen.
Det kan heller ikke benægtes, at der inden for køling af computere er én klar vinder, når der kommer til ydelse på kølingen. Jeg tænker selvfølgelig på custom vandkøling, der, lige bortset fra nogen af de meget mere eksotiske kølemåder, klart lægger sig i front på både ydelse og lav lydudvikling.
Så når kølingen fra hverken de mere traditionelle luftkølere eller AIO vandkølerne er nok til at møde ens behov, så er den eneste vej at gå custom vandkøling. For at være med på det marked, udgav Corsair tilbage i 2019 første gang deres Hydro X vandkøling serie, der indeholdt alle de dele man skal bruge i et custom loop.
Du kan læse vores anmeldelse af Corsair Hydro X vandkøling her:
Hvis man, ligesom jeg selv, dog stadig ikke helt har givet sig i kast med custom vandkøling, og måske endda synes det kan virke lidt uoverskueligt at skulle planlægge og bestille alle de rigtige dele, så har Corsair lige hvad du skal bruge. Corsair har været så venlige at sende os deres Hydro X Series iCUE XH303i RGB custom cooling kit, som vi tager et nærmere kig på i denne artikel.
Pakkens indhold
Som sagt leverer Corsair alt hvad man skal bruge af grej til ens nye custom vandkøling loop.
Pakken indeholder således både CPU-blok, pumpe/reservoir, radiator, blæsere, blæserstyring, vandkølingsvæske, rør og værktøj.
Der er nemlig ikke tale om et hvilket som helst custom vandkølingsloop, men et hard-line loop, som Corsair leverer dele til i dette kit. Netop hard-line vandkøling er noget af det sværeste at arbejde med, da det kræver en del planlægning og forskelligt værktøj, for at det overhovedet kan lade sig gøre. Rør skal skæres til, der skal files, der skal bukkes og det hele skal helst se pænt ud. Derfor leverer Corsair også stort set alt værktøj med i dette sæt, det eneste man selv skal have, er en varmepistol og et målebånd.
Men lad os lige gennemgå alle dele hver for sig.
Hjertet af ethvert vandkølingssystem er selvfølgelig CPU-blokken. I denne blok bliver varmen fra processoren overført til vandet og ind i resten af systemet. Den medfølgende CPU-blok er en XC7 RGB CPU water block, det er den samme som vi så på tilbage i vores tidligere anmeldelse. Det er en blok der dækker de flestes behov og passer til stort set alle mainstream platforme fra AMD og Intel. Det eneste tidspunkt man nok bør vælge en anden blok, er hvis man har en Threadripper CPU, der er en del større og altså kræver en noget større køleblok.
CPU-blokkens skal er lavet af nylon mens selve blokken er lavet af kobber med en nikkellegering.
Det næste vigtige element i pakken er pumpe/reservoir kombien. Der er tale om en XD3 RGB pump/reservoir combo, som ligesom CPU-blokken også er lavet af nylon. Reservoiret kan indeholde 180 ml væske i sig selv, mens pumpen kan cirkulere vandet med 380 liter pr. time.
Enheden skal monteres på højkant, og med den orientering, er der udgange til vand i venstre side og den venstre udgang i front, mens der er indgange til vand i højre side og den højre indgang i fronten. Der er to porte yderligere, i toppen og i bunden, hvoraf den i bunden skal have monteret den medfølgende temperatursensor, mens porten i toppen udelukkende er til at fylde enheden med vand.
Der medfølger selvfølgelig et hav af beslag og skruer, så man kan montere enheden næsten alle tænkelige og utænkelige steder i ens kabinet.
Den sidste større del der medfølger, er radiatoren. I dette sæt sender Corsair en XR5 360 mm radiator med. Radiatoren er 30 mm tyk og er lavet af kobber og messing. Der er to åbninger i toppen, hvoraf begge kan fungere som henholdsvis inlet og outlet. Med en radiator af denne størrelse, bør man have rigeligt køling til overclocking.
Da en radiator i sig selv jo ikke køler nok, medfølger der selvfølgelig også tre blæsere. Der er tale om Corsairs SP120 RGB PRO blæsere, der som navnet antyder er 120 mm statisk tryk optimerede blæsere. Med andre ord er det blæsere der er optimeret til at skulle fungere sammen med en radiator.
Til at forbinde hele herligheden har Corsair vedlagt både fittings og hard-line rør. Der medfølger i alt 8 fittings og to 90 graders adaptere. Disse er alle lavet i messing og har alt hvad der skal til af O-ringe påmonteret, så disse kan lukke helt tæt om rørene, så man undgår en eventuel lækage.
Rørene er lavet af PMMA, som er et poly-acryl materiale. Det kan bukkes ved ca. 250-300 grader og der medfølger i alt tre meter rør fordelt på seks gange 50 cm. Der er altså mere end rigeligt med rør, så man endda burde have noget i overskud til mislykkede buk eller fejlmålinger.
Da dette er et kit der er særdeles velegnet til de af jer, der ikke har prøvet at lave custom loops før, har Corsair selvfølgelig tænkt på, at der skal lidt værktøj til. Derfor medfølger der også et værktøjssæt i form af en nedstryger til at skære rør, en lille skruestik til at holde på rørene mens man saver, en 30 cm silikoneindsats til at holde på rørenes form når man bukker den, samt et bukkeværktøj og et afgratningsværktøj til at gøre de flossede ender på rørene pæne efter tilsavning.
Hele herligheden kan selvfølgelig oplyses med RGB, så både CPU-blokken, pumpe/reservoir kombi samt blæserne lyser op med 56 individuelt adressérbare RGB-led’er. Hele herligheden styres gennem en medfølgende iCUE Commander PRO enhed, der kan kontrolleres via Corsairs iCUE software. Derigennem kan man styre blæserne, pumpehastighed og selvfølgelig belysningen.
Sidst men ikke mindst, medfølger der selvfølgelig også væske til systemet. Normalt ledningsvand kan nemlig indeholde diverse mineraler der ikke går så godt i sving med et vandkølingssystem, hvor resultatet nemt kan være algedannelse, rustopbygning eller en decideret forstoppelse. Derfor medsender Corsair selvfølgelig også lige én liter XL5 væske, så man ikke også skal tænke på det.
Der er selvfølgelig også vedlagt gennemgående brugs-/samlevejledninger til det hele, så man i detaljer kan se og få beskrevet, hvordan man begår sig med buk af rør, montering af CPU-blok, pumpe/reservoir, rør, fittings og hvad der ellers måtte opstå af spørgsmål.
Pris
Custom vandkøling er ikke billigt, og sidst vi kiggede på vandkøling fra Corsair, var prisen helt oppe at vende på over 8000,-, hvilket kan virke skræmmende for rigtig mange, især når man ikke har prøvet det før. Et Corsair Hydro X Series iCUE XH303i RGB custom cooling kit med alt hvad man skal bruge, kan derfor erhverves for lidt over 4000,-, hvilket må siges at være lidt mere medgørligt. Man får altså til den pris et basisvandkølingskit, som man løbende kan udvide, for eksempel med en GPU-blok fra Corsairs Hydro X serie.
Hvis man alligevel er typen der godt vil ofre lidt mere, så har Corsair selvfølgelig alternativer, som eksempelvis deres XH305i sæt, der kommer med lidt bedre blæsere og en anden pumpe/reservoir kombo.