Corsair Obsidian 450D Miditower

Corsair er nu klar med endnu et kabinet i deres Obsidian-serie. Det sidste kabinet, vi hilste på fra denne serie, var det lille 250D, som henvendte sig til Mini-ITX folkene derude. Med deres nye Obsidian 450D går Corsair den anden vej igen, da vi nu har med et midi tower at gøre, som understøtter standard ATX bundkort. Ud over dette kommer 450D spækket med alle de fede features, vi normalt ser hos Corsair såsom magnetiske støvfiltre, modulære harddiskbure, innovative SSD-monteringer, lækre kabelføringsmuligheder og meget mere. Klik ind på testen for at få flere informationer og detaljer om dette kabinet!

Corsair har den seneste tid lanceret en hel del nye kabinetter. Det sidste nye kabinet i Obsidian-familien var det meget lille og kompakte 250D, som vi allerede har kigget på her på Tweak.dk. Mener du, at 250D er for småt, 750D er for stort og 350D ikke er godt nok på grund af udelukkende support af micro-ATX, så fortvivl ej, Corsair har nu løsningen. Vi har modtaget deres seneste skud på stammen i form af deres Obsidian 450D kabinet, som er en mellemting mellem 350D og 750D kabinettet, og som kan huse et ATX bundkort, har fantastisk radiatorsupport og en masse andre fede features, som gør dette kabinet ganske specielt og yderst attraktivt!

 

 

Få overblikket:

  • Stilrent og fedt design
  • Front i aluminium
  • SSD montering bag bundkortet
  • Tre inkluderede blæsere
  • Stort sidevindue
  • Magnetisk støvfilter i toppen og bunden
  • Radiatorsupport i top, front og bund
  • Vinder af ”Great Product” awarden
  • Kan købes til XXXXX ,- DKK
  • Karakter: 9

 

Galleri
Nedenfor ser vi 450D out of the box. Som vi kan se, er designet meget lig resten af kabinetterne i Obsidian-serien. Den største forskel er, at fronten på 450D nu er ventileret, således at vi kan se blæserne inde bagved. På venstre side finder vi et stort vindue, mens der ikke er noget spændende at sige om den højre.

 

 

 

Toppen består af ét stort område med ventilation, hvor der kan installeres op til en 360mm radiator. Støvfilteret fastgøres med magneter, og er derved let af fjerne for rengøring.

 

 

Frontpanelet på 450D består af lyd ind/ud, reset, power, LEDs samt to USB 3.0 porte.

 

 

Den nederste del af fronten kan klikkes af, således at de to præmonterede 140mm blæsere kommer mere til syne. Vi kan her også se, at der er støvfilter monteret på denne front, samt at der kan installeres op til to 5.25” drev.

 

 

I bagenden på 450D finder vi nederst hullet til PSU montering, ovenover syv udvidelseskortslots med ventilering, hul til bundkortets I/O panel og sidst, men ikke mindst en 120mm blæser monteret i bagenden.

 

 

Ligesom i toppen finder vi i bunden endnu et stort magnetisk støvfilter, som dækker hele bunden på 450D.

 

 

Seneste kabinet

Vores partnere