Fractal Design Summit Black TG-kabinettet kommer pakket godt ind i en solid kasse med skum til at holde delene sikkert placeret under transporten.
Vi har fået den sorte version til test, som kommer med et sidepanel i hærdet glas og træelementer i et valnød-finish. Der er også mulighed for et lukket sidepanel og en hvid version med ege-finish.
Endelig er der også en Blackout-version, som er uden træelementer, og hvor der er mulighed for RGB-lys i fronten.
Da Fractal Design Summit Black TG kom ud af kassen, kunne jeg endnu engang konkludere, at den farve, som Fractal Design kalder sort, langt fra reelt er sort. Det er, som tendensen har været fra Fractal Design, i stedet en mørkegrå farve. Der er en tydelig forskel, og personligt synes jeg sådan set, det fungerer fint nok.
Det er dog i min bog stadig meget misvisende at kalde farven sort. Folk, der gerne vil have et helt sort kabinet, får det altså ikke her, og det er værd at være opmærksom på. Jeg har ikke set, hvordan farven er på Blackout-versionen. Det kan være, den lever bedre op til sit navn og reelt er sort.
På markedsføringsbillederne fra Fractal Design ser begge versioner dog ens ud og noget mere sorte, end min oplevelse er i den virkelige verden.
Designet er klassisk Fractal Design med afdæmpede, rene linjer, der giver et roligt og stilfuldt udtryk. Træelementerne på Summit er lavet som en kant omkring fronten af kabinettet og ikke selve frontpanelet som på tidligere kabinetter som Fractal Design North-serien.
Oven i det er fødderne på kabinettet også lavet i samme træ, så det matcher. Kanten omkring fronten er laminat, mens fødderne er massivt træ.
Både front- og toppanelet er ventileret, men uden anden støvfiltrering end selve panelerne selv. Begge kan let tages af uden behov for værktøj, så det er let at rengøre eller montere hardware.
I fronten finder vi de tre inkluderede 140mm Momentum-blæsere. De er monteret i en ramme, som er let at tage ud, hvis man vil bytte dem ud eller montere en radiator eller AIO. Der er plads til en 280/360 mm radiator eller 3x 120mm eller 140mm blæsere.
I toppen finder vi også en ramme, der let kan tages ud. Det letter installering af hardware her, men giver også en superåben adgang til resten af kabinettet, når der skal installeres bundkort eller trækkes kabler.
I toppen er der plads til en 280/360 mm radiator eller 3x 120mm eller 2x 140mm blæsere.
Front-I/O-panelet finder vi forrest i toppen, og det består af en power-knap sammen med et enkelt USB Type-C 20 Gbps, 2 x USB Type-A 5 Gbps og endelig et Audio Combo Jack-stik.
Ser vi på det indre layout, så er Summit lavet med et helt åbent hovedkammer, dog opdelt til bunden, hvor strømforsyning osv. er gemt væk.
Som vi har set i andre Fractal Design-kabinetter, er der i fronten her også installeret et panel, som guider luftstrømmen fra blæserne i front op til grafikkortet. Den kan fjernes, hvilket er nødvendigt, hvis man skal have plads til en 360mm radiator i fronten.
Der er understøttelse af eATX-bundkort med en bredde op til 277 mm. Der er gode udskæringer til kabler i både top, bund og højre side omkring bundkortet.
Fractal Design Summit understøtter grafikkort med en længde op til 425 mm og kommer med en støttearm, der kan hjælpe med at holde de store grafikkort på plads, så de ikke hænger.
Springer vi om på bagsiden af kabinettet, er der god plads til kabelføring. Ved fronten er der to praktiske kabelholdere, der kan justeres i et kliksystem, så det let holder dine kabler på plads, mens der bagerst i kabinettet er velcrobånd.
Fractal Design har lavet en praktisk løsning til montering af både 2,5”- og 3,5”-lagerløsninger. Den er lavet med to beslag til hver harddisk eller SSD, som via monteringsbeslag i kabinettet kan justeres, så de samme beslag kan bruges til begge to. Monteringspunkterne er tydeligt markeret i kabinettet.
Hvis to pladser ikke er nok, er der yderligere to SSD-pladser gemt væk i bunden helt mod fronten. Her skal de blot trykkes fast på de små tapper, som passer med skruehullerne.
Helt som vi er blevet vant til med Fractal Design-kabinetter i ATX-størrelsen, er der også i Summit masser af plads at bygge på. Specielt når man tager panelerne af og får fri adgang fra hele siden og toppen.
Det betyder, at det ikke er noget problem at montere hardware, selv i den store kategori. I mit tilfælde skulle jeg ikke montere en AIO, men hvis det havde været tilfældet, ville arbejdet være betydeligt lettere af monteringsrammen. Så er det muligt at montere alt hardwaren uden for kabinettet uden pladsbegrænsninger og så flytte det på plads bagefter.
I mit tilfælde tog det omkring 15 minutter at få hardwaren på plads i Fractal Design Summit. Det var dejligt let at trække kablerne, og specielt CPU-kablerne, som ellers ofte kan give lidt problemer, var lette at få på plads.
Selv grafikkortet i den store klasse kom på plads uden problemer og fik fin støtte af støttearmen i kabinettet. Den kan let justeres i højden, så den kommer til at passe.
I skrivende stund er Fractal Design Summit endnu ikke landet i de danske butikker. Fractal Design har dog oplyst en vejledende pris på 1100 kroner. Det lander i samme segment som andre Fractal Design-kabinetter i samme størrelse som fx North.
Fractal Design har med Summit udvidet deres sortiment endnu engang. De holder fast i deres velkendte designstil og har lavet et smukt og gennemført kabinet med gode features og en lækker finish.
Det er ikke et kabinet, der bryder grænser og bringer nye detaljer til bordet, men det er et fint supplement til Fractal Designs lineup med en lidt anderledes stil.
Vi lander med en endelig karakter på 9 for et veludført kabinet med fine detaljer til en fornuftig pris.
Fordele:
Ulemper