SilverStone fremviste ved COMPUTEX 2009 deres Fortress FT02 kabinet, der er afløseren for det meget omtalte og roste Fortress FT01 kabinet. Featuremæssigt har Fortress FT02 kabinettet meget tilfælles med sin forgænger. En glasrude, støjabsoberende materiale på indersiderne og hot-swapping af harddiske er bare nogen af de features, som SilverStone har valgt at udstyre deres Fortress FT02 kabinet med. Det skal blive spændende at se, hvordan Fortress FT02 klarer sig i diverse test, og om det er en værdig afløser for sin forgænger.
Indledning
Det er omkring et år siden, at SilverStone lancerede deres SilverStone Fortress FT01. Dengang var vi på TWEAK meget tilfredse med kvaliteten og dets mange features, hvor vi blandt andet stødte på et anderledes airflow, også kaldet et positivt airflow. Disse faktorer medførte således at SilverStone Fortress FT01 fik en meget fin score i vores test, samt en ”Editors Choice” award. Denne gang er det så blevet tid til at se på SilverStone Fortress FT01 kabinettets efterfølger, der ikke så underligt har fået tilkendt navnet Silverstone Fortress FT02. Der har været meget store forventninger til den nye udgave af Fortress FT01 kabinettet, specielt på grund af forgængerens store succes.
I denne test skal vi se nærmere på om SilverStone Fortress FT02 kabinettet lever op til de store forventninger, og om det kan opretholde ”Fortress”-seriens succesrige navn. Selvom det nye Fortress FT02 kabinet fra SilverStone ligner forgængeren meget, så minder det endnu mere om et andet kabinet fra SilverStone’s produktlinje. De læsere der allerede har stiftet bekendtskab med Raven RV02 kabinettet, vil helt sikkert kunne se lighedsmæssige træk med hensyn til designet.
Til sidst skal det siges, at hvis du synes at SilverStone Fortress 2 kabinettet ligner lidt en blanding af SilverStone Fortress FT01 og Raven RV02 kabinetterne, så vendt bare til fremvisningen af designet og diverse features indvendigt, hvor Silverstone har valgt at kopiere hele Raven RV02 kabinettets opbygning og særprægede design, og indlemme det i deres Fortress FT02 kabinet.
Indpakning
SilverStone anvender en meget høj indpakning til deres Fortress FT02 kabinet. Grunden til at SilverStones Fortress FT02 indpakning er så høj, er fordi at kabinettet står op på den vertikale facon. Kabinettet og indpakningen vejer tilsammen omkring 15 kg, så det er en rimelig tung sag at flytte rundt på. Rundt omkring på indpakningens flotte design finder man et par billeder af produktet, features og specifikationer.
SilverStone har altid været utrolig gode til at fragte deres produkter sikkert og nænsomt. På siderne af kabinettet kan man se 2 stk. polystyrenklodser, som SilverStone har valgt at forstærke med solidt pap. Kassen med tilbehør finder man i toppen af indpakningen, og ikke inde i kabinettet.