Cooler Master ser tilbage med nyheder på CES 2026

Cooler Master på CES 2026
Cooler Master er mødt op i Las Vegas med en portefølje, der trækker tråde tilbage til deres rødder inden for køling og kabinetter.

Vi ser en ny inkarnation af det legendariske COSMOS-kabinet, en luftkøler der bringer V8-navnet tilbage, og så en strømforsyning med en ret unik sikkerhedsfeature, der skal passe på dit dyre grafikkort.


COSMOS er tilbage

Flagskibet er uden tvivl COSMOS Alpha. Navnet COSMOS forpligter hos Cooler Master; det har historisk været enorme, tunge og ekstremt velbyggede kabinetter. Alpha-modellen ser ud til at fortsætte den tradition med fokus på materialekvalitet og plads til de helt store builds.

Cooler Master COSMOS Alpha CES 2026

I den lidt mere specielle afdeling finder vi MasterFrame 360. Det er designet til dem, der gerne vil vise mere end bare deres hardware. Kabinettet er bygget som en "display stage", hvor der er tænkt plads ind til, at man kan udstille actionfigurer eller andre samleobjekter ved siden af komponenterne. Det er måske lidt niche, men i en tid hvor PC'en er et møbel, giver det mening for nogen.


Strøm med indbygget sikkerhedsvagt

På strømforsyningssiden er den store nyhed MWE Gold V4. Det interessante her er ikke bare effektiviteten, men en ny feature kaldet GPU Shield.

GPU Shield PSU CES 2026

Det er integreret direkte i PSU'en og overvåger strømmen til grafikkortet i realtid. Hvis den opdager unormale tilstande, kan den aktivt gribe ind og potentielt forhindre skader. Med de priser vi ser på high-end grafikkort i dag (og de problemer der har været med stik), er det en feature, der kan give ro i maven.


Køling: V8 vender tilbage

Luftkøling er Cooler Masters hjemmebane, og de genopliver nu V8-navnet med V8 ACE. Den gør brug af deres patenterede 3DHP heat pipe teknologi. Uden at blive for teknisk, handler det om at overføre varmen mere effektivt fra basen til rørere, så den kan håndtere moderne CPU'ers høje varmeudvikling. Designet er markant og fylder godt i landskabet.

Cooler Master V8 cooler CES 2026

På vandsiden får vi Core Nex serien i to varianter: Digital 240 og LCD 360. De bygger på Cooler Masters velkendte dual-chamber pump design, men er nu opdateret med skærme – enten et simpelt digitalt display eller en stor LCD skærm, alt efter model. Det er efterhånden standarden i 2026, at en AIO skal have en skærm.

Til at flytte luften introducerer de MasterFan A serien. Her er vingerne konstrueret i aluminium, hvilket tillader højere hastigheder og bedre stabilitet end plastik.


Tilbehør til overvågning

Til dem, der vil have fuld kontrol, viser de også Master Vision, en 12.3-tommer ekstern skærm til systemovervågning, og et Master Meter Digital Tachometer. Det er lir for entusiasten, der vil have data serveret fysisk på skrivebordet frem for i et overlay på skærmen.

Cooler Master Master Vision

Cooler Master holder sig til det, de er bedst til: At flytte varme og bygge kasser. COSMOS Alpha vil utvivlsomt tiltale de gamle fans af serien, mens GPU Shield i de nye strømforsyninger virker som en af de mere fornuftige innovationer, vi har set på det seneste. Det er rart at se fokus på driftssikkerhed frem for kun RGB-lys.

Vores partnere