COUGAR Gemini T RGB kabinet

COUGAR_Gemini_T_front_cover
Gemini T kabinettet er det største i COUGAR’s Gemini serie, der er selvfølgelig ikke sparet på RGB, når der står COUGAR på produktet, så læs med og find ud af om kabinettet er noget for dig.

COUGAR behøver efterhånden ingen introduktion mere, så den del hopper vi lige over og går direkte til sagen. Vi har her på redaktionen fået deres Gemini T kabinet ind, som vi tager et kig på det i denne anmeldelse. Gemini T kabinettet er det største og dermed også dyreste af COUGAR’s Gemini serie, der derudover også består af et Gemini S og Gemini M kabinet. Der er selvfølgelig ikke sparet på hverken RGB eller andet lir, når der står COUGAR på produktet, så læs med og find ud af om kabinettet er noget for dig.

Først skal vi dog som altid lige se på en masse tal.

Tekniske specifikationer

COUGAR_Gemini_T_specs.jpg

COUGAR’s Gemini T kabinet har masser af understøttelse til blæsere og radiatorer til vandkøling. Der er plads til at installere fra 120 mm blæsere og radiatorer og helt op til de store 360 mm radiatorer i fronten. På nedenstående billede vises de forskellige konfigurationer for installation af køling.

COUGAR_Gemini_T_cooling_specs.jpg

Indpakning og indholdet

Gemini T kabinettet kommer indpakket i en standard brun og sort papkasse uden videre dikkedarer. På papkassen finder vi et billede af kabinettet, samt produktnavn og et COUGAR logo. Desuden er der lidt tekniske informationer på siden af kassen.

COUGAR_Gemini_T_box.jpg

Som man kan se på billederne, så har fragtfirmaet ikke umiddelbart haft i sinde at passe godt på vores test sample. Det er derfor rart at se, at der er ekstra flamingo mellem kabinettet og kassen. Det har i hvert fald gjort, at kabinettet har overlevet den lidt mere hårdhændede transport. Kabinettet er desuden pakket ind i en stofpose som yderligere beskyttelse.

COUGAR_Gemini_T_protection.jpg

Ude af kassen kan vi se at kabinettets glaspaneler er afdækket med en beskyttende folie, og jeg skal hilse at sige, at det var tilfredsstillende at pille folien af. Glaspanelerne er derudover også tapet sammen, for at forhindre at de åbner sig og går i stykker under udpakningen.

COUGAR_Gemini_T_front_foil.jpg

Ud over selve kabinettet medfølger der selvfølgelig en række tilbehør i form af to monterede 120 mm blæsere samt en kasse med diverse skruer, ledninger og kabelstrips. Der medfølger selvfølgelig også en monteringsvejledning.

COUGAR_Gemini_T_accessories.jpg

Et nærmere kig på kabinettet

Inden jeg piller alt plastik af, vil jeg lige nævne front I/O panelet. COUGAR har her sørget for at forkæle os lidt i form af to USB 3.0 type-A porte, én USB 3.1 type-C, jackstik til mikrofon og lyd samt tænd/sluk knap og en ekstra knap til styring af den indbyggede belysning.

COUGAR_Gemini_T_top_no_light.jpg

Noget af det første der springer i øjnene når man kigger på kabinettet, er de store glaspaneler på begge sider. Glaspanelerne er sat på hængsler og bliver holdt på plads af en magnet, så det er meget let at åbne kabinettet uden brug af værktøj. Man skal dog lige være opmærksom på, at glaspanelernes vægt kan få kabinettet til at vippe når man åbner dem. Panelerne er lavet af hærdet og tonet glas, så man nemt kan se al belysning, uden at kunne se alle smådetaljer. Det er personligt noget jeg godt kan lide.

COUGAR_Gemini_T_open case.jpg

Der er sørget for god mulighed for at skabe noget airflow inde i kabinettet. Ud over de meget iøjefaldende orange luftindtag over glaspanelerne, er der et par fornuftige luftindtag bag glasset i fronten af kabinettet hvoraf sidstnævnte har aftagelige støvfiltre.

COUGAR_Gemini_T_side_intake.jpg

COUGAR_Gemini_T_dustfilter_front.jpg

Når nu COUGAR står bag dette kabinet, er der selvfølgelig også sørget for rigeligt med belysning, og Gemini T er et RGB-monster på ydersiden. Langs med fronten og hen over toppen er der tre matte hvide paneler, der indeholder alt det RGB-belysning man kan forestille sig udenpå et kabinet. Og endnu engang er jeg imponeret over COUGAR’s evne til at lave flot RGB-belysning. Lyset er jævnt hele vejen og kan skifte mellem forskellige indstillinger. Lyset kan indstilles individuelt via den dedikerede knap på frontpanelet, eller fungere sammen med COUGAR’s Core Box v2. Hvis man vil synkronisere lyset med resten af ens hardware, er der også mulighed for at tilslutte det til bundkortets RGB-stik. Belysningen understøtter RGB-standarder fra ASUS, Gigabyte, ASRock og MSI.

COUGAR_Gemini_T_front_RGB.jpg

COUGAR_Gemini_T_top_RGB.jpg

Inde i kabinettet bliver vi mødt af rigeligt med plads til montering af diverse hardware. Der er ingen tvivl om, at Gemini T er et af de større kabinetter på markedet.

Der er plads til montering af bundkort op til ATX-størrelse og endda CEB hvis man er meget fancy. I vores test har vi monteret et Mikro-ATX bundkort samt et MSI GTX 970 grafikkort, der begge nærmest ser forsvindende lille ud i kabinettet. Med andre ord er der altså rigeligt med plads, selv hvis man har et full-size ATX bundkort. På grafikkort siden er der plads til et grafikkort med en længde op til 400 mm, hvilket selv de største grafikkort på markedet ikke kommer op på. Og når vi nu snakker grafikkort, så er der mulighed for at montere grafikkortet på højkant hvis man skulle ønske dette. Man skal dog selv sørge for kabel til dette.

COUGAR_Gemini_T_system.jpg

Montering af strømforsyningen foregår, som vi efterhånden kender det, under en afdækning, hvor man kan gemme alt kabelrod af vejen. Cougar har dog valgt at gøre det meget nemt for ejeren, da plastikafdækningen er let aftagelig, efter man har løsnet en enkelt fingerskrue. Jeg kan personligt godt lide denne tilgang, da man så kan montere stort set alt hardware fra fronten og først skal vende kabinettet rundt, når man skal have styr på kablerne.

COUGAR_Gemini_T_PSU_shroud.jpg

COUGAR_Gemini_T_shroud_removed.jpg

Og apropos kabler, så er der masser af plads til kabler på bagsiden, og rigeligt med muligheder for at fastgøre kabler og få det til at se lidt pænt ud. Kablerne til og fra bundkort kan stikkes gennem diverse gummipropper, som man kender det fra de fleste andre kabinetter. Kablet fra grafikkortet kan sendes ned under plastikcoveret til strømforsyningen, og COUGAR har her valgt, at lave et hul i coveret tæt på bundkortet, hvilket resulterer i, at et eventuelt kabel kommer til at hænge skråt, hvilket jeg personligt ikke bryder mig om. Det er dog en smagssag, og for langt de fleste mennesker, er dette nok en ligegyldig detalje.

COUGAR_Gemini_T_back.jpg

På bagsiden er der yderligere mulighed for at montere op til tre SSD diske og to mekaniske harddiske, hvis man skulle få brug for dette. Monteringen til SSD’erne fungerer fint, men er set smartere og mere elegant, og man skal bruge en skruetrækker for at skrue diskene fast til holderne. Monteringen af de mekaniske diske er også set smartere, dog behøver man her ikke værktøj, hvilket jeg godt kan lide.

COUGAR_Gemini_T_ssd.jpg

COUGAR_Gemini_T_hdd.jpg

Fra fabrikken er der monteret to 120 mm blæsere inde i kabinettet, en i front og en ved siden af I/O panelet på bagsiden. Det er måske lige i underkanten af, hvad jeg ville bruge, hvis jeg havde hardware der krævede et kabinet af denne kaliber. Dog kan man med rimelig argumentere for, at de fleste, der rent faktisk har brug for et kabinet i denne kaliber, nok alligevel udskifter blæserne til noget bedre, og derfor er de medfølgende blæsere kun ment som en lille service. De medfølgende blæsere har heller ikke indbygget belysning, så al belysning inde i kabinettet skal man selv have eller investere i efterfølgende.

COUGAR_Gemini_T_back_cooler.jpg

Som skrevet tidligere er der rigelig plads til montering af radiatorer til vandkøling, hvor der er plads til selv de helt store radiatorer på 360 mm.

Sidst men ikke mindst, skal man være opmærksom på, at glaspanelet på bagsiden af kabinettet også giver mulighed for at kigge ind til alle kabler. Så hvis man vælger et Gemini T kabinet, vil jeg anbefale at man gør sig rigtig umage med kabelføringen, da det er rigtig træls at kunne kigge ind til eventuelt kabelrod.

Pris

I skrivende stund ligger prisen på et Gemini T kabinet fra COUGAR på lidt over 1200,- DKK, hvilket jeg synes er fair for et kabinet i denne størrelse.

Konklusion

COUGAR har med Gemini T formået at skabe et rigtig fint kabinet til den mere kræsne PC bygger. Smag kan jo som udgangspunkt ikke diskuteres, og jeg synes personligt at Gemini T kabinettet er ret flot. Kabinettet har været en fornøjelse at bygge i, også selvom standarden for de enkelte dele ikke altid har været i top. Her kan der nævnes, at det aftagelige cover til strømforsyningen samt holderne til SSD og mekaniske harddiske ikke helt levede op til mine forventninger, men at de heller ikke ødelægger mit helhedsindtryk af kabinettet.

Som regel, når der står COUGAR på fronten, er der rigelig med RGB-belysning i et produkt, og Gemini T er ingen undtagelse. Fronten og toppen af kabinettet har en virkelig flot belysning som COUGAR er ret gode til at lave. Dog savner jeg en smule belysning inde i kabinettet, da de tonede ruder ellers ikke giver meget mulighed for at kigge igennem dem.

Inde i kabinettet er der rigelig med plads til montering af diverse hardware og vandkøling, så selv de vildeste systemer kan finde plads derinde.

Prisen på lidt over 1200,- DKK er i min optik helt fair, men må ikke være højere. Til denne pris kan jeg se bort fra de små mangler. Skulle min endelige karakter ende højere på skalaen, skulle disse småting være fikset eller prisen ryge endnu et lille hak ned.

COUGAR Gemini T får en karakter på 8/10 og en Safe Buy award, for et kabinet der på ydersiden er rigtig flot og på indersiden giver mulighed for montering af en hel del hardware, med gode muligheder for at få styr på kablerne.

Pros:

- Flot kabinet

- Masser af plads

- Flot RGB-belysning i front og top

- Store flotte glasvinduer

- Rigelig med plads til vandkøling

- Masser af mulighed for at eftermontere flere blæsere

Cons:

- De medfølgende blæsere

- Plastik cover til strømforsyningen

- Holder til SSD og mekanisk disk

Vores partnere