Centrale specifikationer
Fractal Design Epoc XL fås i et par forskellige versioner. Vi har fået besøg af Black TG RGB Light Tint versionen men den kan også fås i disse varianter:
En tur rundt om Fractal Design Epoc XL
Hvis man allerede har set Epoc kabinettet, så vil man med det samme genkende det her. Fractral Design har ikke ændret på opskriften, men helt som navnet antyder, blot gjort Epoc XL større.
Den tidligere version af Epoc målte 447 x 215 x 469 mm, mens XL versionen nu måler 503 x 240 x 509 mm. Det er altså ikke et kæmpe spring, men nok til at det kan mærkes og giver god mening, hvis man har større hardware der skal gøre plads til, eller måske har ambitioner om custom vandkøling og gerne vil have lidt mere plads at arbejde med.
Designet er helt som Fractal Design er kendt for, stilrent og afdæmpet med rene nordiske linjer og uden en masse flashy lir og unødige detaljer. Personligt er det den stil jeg foretrækker, men det er naturligvis et spørgsmål om personlig smag.
Der er en smule lir i vores RGB version i form af de tre inkluderede Momentum 14 blæsere med RGB, som er monteret i fronten.
Farven er opført som sort, men jeg vil nærmere sige, at det er en meget mørk grå. Når jeg holder andre sorte genstande op ved siden af Epoc XL er det meget tydeligt, at det ikke er en helt sort farve.
Jeg synes sådan set at farven er meget fin, men det kan godt irritere mig lidt at den er beskrevet som sort, når den tydeligvis ikke er helt sort. For mig betyder det ikke det store, men har man et klart ønske om et sort kabinet, så er det altså ikke det man får med Epoc XL.
Helt i tråd med de seneste kabinetter fra Fractal Design, så er det også her et meget åbent design. Der er mesh materiale på fronten som tillader et rimeligt fornuftigt airflow.
Hele frontpanelet kan let tages af, så man har fri adgang til de tre blæsere bagved. I det hele taget er det let at få adgang til det indre af Epoc XL, da alle paneler let og hurtigt kan tages af. Det er både begge sider, toppen og så fronten, som jeg allerede var inde på.
Det betyder, at man hurtigt får god plads at arbejde på, når man skal have sin hardware på plads.
Toppanelet består af det samme mesh materiale som på fronten, så der skabes en fin sammenhæng der. Det er et designelement, som vi også har set på Fractal Design kabinetter i North serien.
Interfacet er placeret oven på kabinettet i fronten, hvor vi får en power knap sammen med to USB Type-A 5 Gbps, et enkelt Type-C 20 Gbps og endeligt et audio/mic combo stik.
Ser vi på det indre, er der som sagt god plads i Epoc XL. Det er et åbent design uden opdelinger i hovedkammeret ud over opdelingen ned til strømforsyningen og kablerne i bunden.
Der er plads til E-ATX bundkort op til 275 mm og grafikkort op til 425 mm, hvis ikke man har en radiator monteret i fronten. Der er også understøttelse for bagudvendte stik på dit bundkort i ATX og mATX størrelsen.
Panelerne i bunden og på bagsiden er lavet med store ventilationshuller, så der er rimeligt åbent til alle sider.
I toppen er der plads til 280/360 mm radiator, men det er dog et fastmonteret panel, så man kan ikke tage det ud og montere hardware uden for kabinettet. Det kompenseres dog ved, at der er god plads i toppen af kabinettet fra toppanelet ned ned til bundkortet, hvilket gør montering lettere.
Hvis man har planer om custom vandkøling, så har Fractal Design også sørget for plads til en Fill port i toppen.
Ser vi på bagsiden, er der også god plads at arbejde på. Der er i alt 37 mm plads til kablerne mellem sidepanelet bagsiden af bundkortet. Vi får også masser af fleksible monteringspunkter til kabelstyring. Det er i form af velcrobånd, som kan flyttes rundt i mellem et udvalg af fæstningspunkter. Det giver gode og fleksible muligheder for at holde styr på sine kabler, hvis man ikke er typen der bare klemmer det hele ind bag ved sidepanelet.
Det nederste kammer får vi to monteringsslæder med. De kan hver bruges til enten en enkelt 3,5” eller 2,5” harddisk. De er lette at tage ud og hvis de ikke skal bruges er der plads i fuld længde at kabinettet til strømforsyningen og kabler.
De to i bunden suppleres af yderligere to 2,5” monteringsslæder, som er placeret på bagsiden af kammeropdelingen.
Materialer og byggekvalitet er hele vejen rundt gode og lækkert udført. Der er ingen skarpe kanter eller andet at se nogen steder.
Samling med Hardware
Den gode plads i Fractal Design Epoc XL betyder også, at det er super let at samle sin hardware i. Det vil naturligvis variere alt efter hvor meget man skal have klemt ind.
I mit tilfælde var det vores standard ATX AMD baserede system der blev brugt uden vandkøling.
Det tog mig ikke ret meget mere end 40 minutter at få alle tingene på plads. Som jeg plejer, tog jeg alle panelerne af, hvilket gav mig masser af plads at arbejde på.
Den ekstra plads på alle sider betød, at både hardware og kabler var lette at få på plads. Specielt pladsen i toppen var lækker at have når CPU kablerne til bundkortet skulle på plads.
Med alt hardwaren på plads var der stadig rigtigt god plads omkring bundkortet, hvilket tydeligt viser muligheden for E-ATX bundkort.
De tre inkluderede Momentum 14 blæsere skal forbindes direkte til bundkortet via et PWM og et RGB stik. Der følger ingen fan hub med i Epox XL, som vi fx så med RGB versionen af Fractal Design Meshify 3.
Det var dog ikke noget problem og det hele var hurtigt tilsluttet og oppe og køre. Herfra var det blot at styre det via den software, der bruges sammen med dit bundkort.
Pris
Da Fractal Design Epoc XL lanceres samme dag som denne anmeldelse har jeg i skrivende strund igen priser fra online butikker. Fractal Design selv angiver dog en forventget udsalgspris på lige under 1000 kr. Det er kun et par hundrede kroner mere end den "lille" version af Epoc.
Konklusion
Fractal Design har med Epoc XL imødekommet et ønske fra brugerne om det samme stilrene og smukke design, som vi fik med Epoc, men nu bare med mere plads.
Epoc XL er et smukt og gennemført kabinet med masser af plads og gode fleksible detaljer, der gør det let at samle et system i.
Det har ikke mange af de mindre “nice to have” detaljer, som monteringsbeslag til radiatorer osv, som vi ser på andre og dyrere kabinetter. Det er som sagt rart at have, men med mindre man piller sit system fra hinanden på ugentlig basis er det ikke meget værd når først systemet er samlet.
Med den gode plads der er i Epoc XL kan man også sige, at det måske ikke er så nødvendigt, som det kan være i et mindre kabinet.
Vi lander med en endelig karakter på 9, for et velbygget kabinet med gode materialer, god plads og fleksible muligheder, alt sammen til en god pris.
Fordele
Ulemper