Central Specifikationer
Der er fra Fractal Designs side fokus på de samme gode features, som i det oprindelige North, men blot i en større udgave.
En tur rundt om Fractal Design North XL
Det oprindelige North kabinet har været så populært, at det faktisk har været svært for Fractal Design at følge med efterspørgslen. I vores oprindelige test fik det en karakter på 9 og en Great Products Award.
På trods af alt det, så er der en del brugere, som har ønsket mere plads i North, da det kunne være en smule for småt, hvis man gerne vil bruge vandkøling eller bare nyde godt af en AIO og de nye store Nvidia grafikkort.
Det har Fractal Design hørt og med North XL forsøger de at levere en løsning til de ønsker. Det ydre design har Fractal Design ikke pillet ved, og det er jeg glad for at se. Det var netop en af de ting, der var med til at gøre North kabinettet på populært.
Det betyder dog også, at vores gennemgang på mange måder minder en del om vores oprindelige anmeldelse.
Mest tydeligt fra starten er fronten, der er lavet med ægte træ, som er med til at give et specielt design. Det er et look, der falder meget godt i tråd med tidens trend, med træpaneler i hjemmet.
Fractal Design North kommer i fire varianter. Der er mulighed for en venstre side i enten hærdet glas eller mesh. Begge varianter findes i sorte varianter, med valnøddetræ på fronten, eller hvide med egetræ.
Vi har fået den hvide Mesh variant til test. Den er dog ikke helt hvid, da en stor del af de indre paneler er grå. Jeg synes kombinationen fungerer super fint, men hvis man er ude efter et helt hvidt kabinet, så er det altså ikke her man finder det.
Den umiddelbare form på kabinettet, minder en del om Define serien af kabinetter, som Fractal Design blev kendt for. Der er dog lidt mere afrundede former, og så naturligvis den mere åbne front med træpanelet.
Kabinettet er lavet i stål, og det er også det som mesh materialet på venstre side er lavet af. Mesh delen løber på siden og fortsætter op på toppanelet. Det er med til at skabe et sammenhængende og lidt anderledes look.
Meshdelen på side og top går heller ikke hele vejen frem til fronten af kabinettet. Så der er en opdeling mellem de to dele.
Højre side er et almindeligt stålpanel uden åbninger. Begge sidepaneler og toppen kan let tages af, så man kan komme til den indre del af kabinettet. Selvom mesh siden ikke går i hele længden af siden, så kan det lille panel i fronten også tages af, så man kan åbne hele siden op.
Der er ingen støvfiltre på siderne eller i toppen. Her skal mesh åbningerne fungere som støvfilter.
Fronten kan også tages trækkes af, så man man få adgang til de frontmonterede blæsere. Der er tre Aspect 140 mm PWM blæsere med til North kabinettet, som er monteret i fronten som standard. Det betyder også, at der ikke er en monteret bagerst i kabinettet.
Fronten på North kabinettet er ret åben og giver god mulighed for et godt airflow. På bagsiden af frontpanelet er der et støvfilter, som let kan tages af og rengøres.
Der findes endnu et støvfilter i bunden af kabinettet, under placeringen for strømforsyningen.
Med alle panelerne pillet af kan vi se pladserne til blæsere, som er fordelt mellem front, top og bagende. Der er i alt plads til ni 120 mm blæsere eller otte 140 mm blæsere i North XL varianten. Det er lidt mindre i versionen med hærdet glasside, da man her ikke får sidebeslaget med.
Der er i toppen plads til tre 120mm, to 140mm blæsere eller to 180mm blæsere i toppen. Der er også plads til en op til en 280 eller 360 mm radiator.
I fronten er der plads til tre 140mm eller 120mm blæsere eller en 420/360 mm radiator.
Bagerst er der mulighed for en enkelt 120 eller 140mm blæser.
Desværre er der ikke nogen udtagelige beslag til montering af blæsere eller radiatorer ud over sidebeslaget.
Som en speciel mulighed for Mesh versionen af North, er der nemlig ekstra tilbehør med i form af et blæserbeslag, som kan monteres på venstre side bag mesh siden. Det kan monteres, så det enten sidder over CPU området eller over grafikkortet.
Med det beslag kan man udnytte mesh siden, og få plads til yderligere to 120mm eller 140mm blæsere, der kan trække luft ind eller ud i området lige omkring grafikkort og CPU.
Ser vi på bagsiden af kabinettet, kan vi se at der er godt plads til kabelføring med 29mm plads. Der er gode muligheder for at få styr på kablerne, med flere velcrobånd og punkter, hvor man kan binde kablerne ned med strips.
Kabelgennemføringerne til den forreste del af kabinettet er med gode gummigennemføringer, der kan være med til at sikre et ordentligt look. Her kan vi blandt andet se den nye XL størrelse spille ind, da der er et ekstra sæt gennemføringer som passer hvis man vil bruge et E-ATX bundkort.
I toppen finder vi en lille PWM blæser hub med plads til fire blæsere.
Der er et udtageligt beslag med plads til to 2,5” SSD’er eller harddiske på væggen til bundkortet.
I bunden af kabinettet er der to slæder med plads til både 3,5” og 2,5” lagerløsninger. Begge dele kan monteres i samme slæde. Der følger to med til North XL, men der er mulighed for montering af i alt tre. Så hvis alle pladserne udnyttes, kan der monteres tre 3,5” harddiske og fem 2,5” harddiske eller SSD’er.
Slæderne kan monteres på forskellige måder i kammeret i bunden af kabinettet. Man skal dog være opmærksom på, at pladsen afhænger af, hvilken strømforsyning man bruger.
På toppen finder vi en USB C port, to USB A, sammen med en powerknap og lydstik. Knapper og stik er i på den hvide version i sølvfarvet, som passer rigtigt godt sammen med de andre detaljer på kabinettet som træet på fronten.
Samlet set er Fractal Design North kabinettet et funktionelt og smukt kabinet med gode detaljer og lækkert design.
Grundlæggende har de ikke pillet meget ved opskriften fra det oprindelige North kabinet. Eneste forskel er, at det er gjort en anelse større. Det betyder, at man nu naturligvis har plads til større E-ATX bundkort, hvis man har behov for det, men også at der er bedre plads hvis man vil bygge et system med vandkøling.
Montering af Hardware
Selv om vi i det oprindelige North ikke havde noget problem med at få plads til et luftkølet system med et stort grafikkort, så var det en anelse klemt blandt andet i fronten, hvor der fx ikke ville have været plads til en AIO radiator.
Den begrænsning er der rettet op på med North XL. Når alle panelerne er pillet af kabinettet er der rigtigt god plads at arbejde på. Det betyder, at det er let at få sin hardware på plads i systemet.
Det eneste sted jeg føler, det kan blive lidt klemt, er i bunden af hovedkammeret. Bundkortet bliver monteret helt ned mod kammeropdelingen. Det var et punkt jeg også brokkede mig lidt over i den oprindelige North anmeldelse, men som altså stadig er her. Det kan give problemer på visse bundkort, alt efter hvordan stikkene er placeret her. På de fleste bundkort burde det dog være ret problemfrit.
Med den nye størrelse er der dog god plads både i fronten af kabinettet og over bundkortet, så der er noget bedre mulighed for AIO eller custom vandkøling. Den vinkel ses fx også ved, at der i North XL er blevet tilføjet plads til en “Fill Port” i toppen af kabinettet. Det er en feature vi har set på en del af Fractal Design andre kabinetter før.
Pris
Fractal Design North XL er så ny, at den i skrivende stund ikke er at finde i nogen butikker. Fractal Design har dog meddelt, at vi kan forvente prisen lander omkring 1500 kroner. Lander vi her, er det en super skarp pris for et kabinet med features som North XL.
Den mindre North ligger pt med en pris på omkring 1200 kroner og set i det lys er omkring 300-400 kroner ekstra for den ekstra størrelse i min bog en fair pris.
Konklusion
Fractal Design med med North XL taget en formel som de ved virker og bygget videre på det for at imødekomme ønsket om mere plads.
Jeg var svært glad for det oprindelige North og det er svært ikke at være det samme med North XL da det jo basalt set er det samme kabinet bare en tand større. Den samme lækre nordiske designstil er også med her og det fungerer også i den hvide version.
Med North XL har man endnu flere fleksible muligheder i forhold til både hardware og vandkøling i et kabinet som holder et afdæmpet og smukt design.
Fractal Design North XL er et smukt og funktionelt kabinet, som skiller sig ud og som med den nye store størrelse har endnu flere muligheder. Alt det klaret til en pris som rammer super fint set i lyset af materialer, byggekvalitet og features.
Vi lander, helt som med det oprindelige North kabinet, med en endelig karakter på 9 og en Great Product Award.
Godt:
Gode materialer
Smukt og afdæmpet design
God fleksibilitet
Skidt:
Intet nævneværdigt