MSI MPG SEKIRA 500X - Et kabinet med masser af RGB!

SEKIRA_MSI_front_MPG
MSI laver efterhånden en stor række forskellige produkter, deriblandt computer kabinetter. Vi har her på Tweak set på et par stykker, og nu er det blevet tid til endnu et af slagsen. Denne gang skruer vi tingene op på max, og tager et kig på et af de absolutte dyreste og mest highend kabinetter som MSI har i deres sortiment – hils på MPG SEKIRA 500X kabinettet.


1_MSI_logo_billede.jpg



Specifikationer og features

Jeg har været en tur forbi MSI’s hjemmeside og fundet lidt oplysninger på SEKIRA 500X kabinettet til jer. Nedenfor finder i alle specifikationerne listet op, efterfulgt af et billede der viser nogle af de primære features, mens at billede nummer to, giver et overblik over blæsersupporten:

- Type: Miditower (størrelse som Fulltower)

- Dimensioner: 530 x 232 x 545.5 mm (DxBxH)

- Vægt: 19.85 kilo

- Frontpanel: 4xUSB 3.2 Gen1, 1xUSB Type-C 3.2 Gen2, lyd ind/ud

- Harddiskpladser: 3x2.5” + 4x.3.5” (med support for 2.5”)

- PCI-slots: 8+2 (vertikal grafikkort montering)

- Radiator support: 120 / 140 / 240 / 280 / 360 mm

- Bundkort support: Mini-ITX, Micro-ATX, ATX og E-ATX

- Maksimal grafikkortlængde: 400 mm

- CPU-køler max højde: 170 mm

- PSU-support Standard ATX

- Præmonterede blæsere: 3x200 mm ARGB, 1x120 mm ARGB og 1x200 mm

MSI_MPG_SEKIRA_500X_features_1_RGB.jpg

MSI_MPG_SEKIRA_500X_blæser_support_features.jpg


MPG SEKIRA 500X Build:

Inden vi kastede os over den grundige gennemgang af kabinettet fik det en tur igennem møllen i et build projekt med MSI MEG X570 Godlike bundkort og deres RTX 2080Ti DUKE grafikkort. Se vores video på det projekt lige her under: 



En tur rundt om MSI MPG SEKIRA 500X kabinettet

Med styr på alt det tekniske og introduktionen, er det nu blevet tid til at vi skal tage en tur rundt om SEKIRA 500X kabinettet. Selvom MSI selv skriver at vi har med et miditower at gøre, er det et meget voksent et af slagsen. Jeg vil nærmere kalde det et lille fulltower – sammenlignet med mit eget enorme Corsair Obsidian 900D. MSI har virkelig gjort hvad de kunne for at fremme wow-faktoren på SEKIRA 500X. Der er oceaner af hærdet glas og aluminium, hvor end man kigger hen.

SEKIRA_MSI_MPG_RGB_fulltower_kabinet_overblik.JPG

Det betyder at vi finder store hærdede glaspaneler på begge sider, i fronten og toppen af kabinettet, mens at de resterende elementer enten er børstet aluminium eller metalnet til ventilation. SEKIRA 500X er en stor og firkantet kasse, med skarpe hjørner som faktisk ser rigtig lækkert ud og giver noget bling blink, uden at det bliver for meget.

MSI_SEKIRA_MPG_500X_kabinet_atx_rgb.JPG

Frontpanelet er også et sted hvor MSI har gjort hvad de kunne for at give kabinettet wow-faktor. Ud over naturligvis at være udstyret med en power knap, og en anden til det indbyggede RGB-lys. Finder vi nemlig et godt udvalg af porte. Først og fremmest er der naturligvis lyd ind og ud, i form af to 3.5 mm hunstik. Men det er de næste porte der er sjove, her har MSI nemlig implementeret 4xUSB 3.2 Gen1 og 1xUSB Type-C 3.2 Gen2. Med andre ord er der altså fuld fart på alle frontpanelsstik, og du skal have et nogenlunde moderne bundkort, for at have nok interne USB-tilslutninger til at forbinde det hele.

frontpanel_msi_500x_mpg_sekira_atx_kabinet_usb_3.JPG

MSI er også gået all-in når det kommer til inkluderede blæsere. Faktisk er der ikke mindre end fem inkluderede blæsere i SEKIRA 500X kabinettet. Men ikke nok med at der er fem af slagsen, er fire af dem også enorme 200 mm blæsere, hvor de første to vi møder er monteret i fronten bag det massive glas/metal panel. Den øverste er en udgave uden noget lys, mens at den nederst er udstyret med ARGB dioder, som kan ses igennem glasset i fronten – dette vender vi tilbage til senere.

blæsere_front_msi_kabinet_atx_crossfire_sli.JPG

Selvom MSI har udstyret SEKIRA 500X med fem blæsere, hvor af fire af dem er enorme, må jeg dog erkende at jeg ikke er særlig overbevist. Hvis vi tager et nærmere kig på henholdsvis ventilationen i siderne på fronten, samt toppen. Kan det ved første øjekast godt se ud som om at der er masser af ventilation hvor blæserne kan trække frisk luft om. I realiteten, er det dog en lidt anden. Hvis i kigger på de to billeder herunder, hvor jeg har markeret med den røde pil, kan vi se det faktiske område hvor blæserne kan få luft ind. MSI har nemlig placeret blæserne så tæt op af glasset, at det store område med ventilation faktisk næsten er ligegyldigt – historien er den samme i toppen (billede to herunder).

luftindtag_msi_mpg_sekira_atc_kabinet_500x.JPG

støvfilter_500x_sekira_kabinet_msi_mpg.JPG

Apropos toppen, så er dette stedet hvor vi finder de to næste inkluderede blæsere – endnu to enorme 200 mm ARGB-modeller. Modsat stort set alle andre kabinetter jeg har stiftet bekendtskab med, har MSI her valgt at montere blæserne i toppen til at suge ind i kabinettet, i stedet for at puste ud. Dette er jeg ret uforstående overfor, da det giver mest mening at den varme luft kommer ud i toppen, da det er den naturlige vej for varme – nemlig op. Det hele lugter lidt af at MSI måske har tænkt lidt for meget på designet og RGB, i stedet for køleevnen og det praktiske i SEKIRA 500X kabinettet.

msi_500x_sekria_kabinet_hærdet_glas_200mm_blæser.JPG

Vender vi bagenden af kabinettet mod kameraet, mødes vi af det efterhånden klassiske layout. Det betyder at vi finder hullet til strømforsyningen i bunden, efterfulgt af otte PCI-slots som alle er ventilerede. I toppen finder vi hullet til bundkortets I/O panel, ventilation og den femte og sidste inkluderede blæser, her en 120 mm ARGB-model.

bagende_kabinet_msi_sekira_500x_vertikal_gpu_montering.JPG

I bunden af SEKIRA 500X kabinettet, finder vi solide plastikfødder, som nærmest danner en ramme hele vejen rundt om bunden på kabinettet, for at fuldende det overalldesign. Hernede er der to støvfilte monteret, et foran strømforsyningen som kan trækkes ud af bagenden for at rengøres, og endnu et filter i fronten. Her skal hele fronten dog trækkes af, for at få adgang til at filteret kan afmonteres. MSI har naturligvis også monteret skridsikker gummi hernede, for at sikre at kabinettet står fast.

bunden_indsugning_atx_kabinet_støvfilter_msi_mpg.JPG

Det er nu så småt ved at være tid til at dykke en tur indenfor i kabinettet, hvilket foregår ganske simpelt på dette kabinet. Både højre og venstre sidepanel er nemlig store glaspaneler, som er monteret på hængsler og holdes lukket med magneter. Du kan derfor blot tage fat i håndtaget og svinge sidepanelet ud, som derefter kan løftes af. Her havde jeg gerne set MSI implementere en form for sikring, så det ikke kun var magneter der holdte panelerne fast. Jeg oplevede flere gange at panelerne åbnede sig, når jeg håndterede kabinettet rundt – et sandt mareridt, hvis man skal til LAN eller lignende, da det hele jo er glas.

glaslåger_hærdet_glas_aluminium_msi_kabinet_eatx.JPG

Et close-up billede af hængslerne, som der er to af på hver side. Disse virker utrolig solide og holdbare, sammen med resten af løsningen. Men igen, havde det altså været lækkert med en mulighed for at sikre panelerne, især under transport. Cooler Master har længe brugt en lille nøgle, som for eksempel kunne have været en mulighed. Men nok om dette, lad os få lagt sidepanelerne til side, og fortsætte indenfor i SEKIRA 500X kabinettet.

aftagelige_sidepaneler_glas_msi_mini_itx_bundkort.JPG

Med begge sidepaneler afmonteret, kan vi nu fortsætte vores tur rundt om kabinettet, indvendigt. Det firkantede design fortsætter herinde, hvor vi finder et åbent layout, hvor der er fri passage fra fronten til bagenden af kabinettet. Dette vil normalvis betyde masser af airflow hen over komponenterne, men jeg har min tvivl, på grund af de lukkede områder i siderne – vi ser lidt nærmere på dette senere når hardwaren er monteret.

åbent_layout_msi_kabinet_mpg_500x_harddisk_pladser.JPG

Vender vi blikket mod bunden, indvendigt i SEKIRA 500X kabinettet, finder vi her et PSU-cover som er permanent monteret. På dette cover er der to kabelføringshuller, samt en holder til en 2.5” harddisk. MSI har også valgt at de fire harddiskskuffer til 3.5” diskene, skal kunne ses fra denne side af kabinettet. Personligt havde jeg hellere foretrukket en lukket og blank flade. Det havde givet fin mening hvis der var mulighed for at hot-swappe disse harddiske, men da det ikke er implementeret, er jeg lidt uforstående overfor dette designvalg. PSU-coveret er også lukket helt henne mod fronten, hvilket sidder en stopper for hvor store radiatorer man kan montere.

harddisk_skuffer_psu_cover_msi_kabinet_atx_500x_mpg.JPG

MSI skriver på deres hjemmeside, at der maksimalt er plads til en 280 mm radiator i fronten af kabinettet, mens at der kan monteres op til en 360 mm model i toppen. Ønsker du at udskifte de store 200 mm blæsere til andre 200 mm modeller, skal du være opmærksom på at der på netop denne størrelse blæsere, ikke er nogen standard for monteringshullerne. Så det kan altså godt være at blæsere i samme størrelse fra for eksempel Noctua eller Cooler Master IKKE passer i.

blæsere_front_msi_rgb_200mm_500x_sekira.JPG

I bagenden finder vi som tidligere nævnt, otte PCI-slots som alle er ventilerede, og holdes fast med normale skruer. Der er også et cover som skal afmonteres, inden at man har adgang til disse covers, eller montering af grafikkort med videre.

rgb_blæser_bagende_140_mm_msi_argb_atx_support.JPG

Oppe over bundkortet finder vi plads til den før nævnte 360 mm radiator, eller mindre naturligvis. Dog er der her et godt stykke fra radiatoren, og op til de præmonterede 200 mm blæsere. Det betyder med andre ord, at du ikke kan skabe særlig højt statisk tryk, som skal bruges for at sende luft igennem en radiator. Om du så skifter blæserne ud, vil dette stadig være et problem, på grund af den måde SEKIRA 500X kabinettet er designet på.

blæser_skuffe_toppen_5_inkluderede_blæsere_Rgb_atx_500x.JPG

Som et plaster på såret så at sige, har MSI heldigvis gjort det let at montere sin radiator her oppe, da der er en skuffe som kan trækkes ud, når to tommelskruer er blevet løsnet. Dette gør monteringen betydeligt lettere.

radiator_support_360mm_toppen_msi_mpg_sekira_500x_atx_kabinet.JPG

Vi har nu været hele vejen rundet på den venstre side af kabinettet, og det er nu blevet tid til at tage et kig på den højre – der hvor alle kablerne er. Vi finder et fint layout heromme, med velcrobånd, hvor alle de præmonterede kabler er trukket i. Der er en god stak kabler i kabinettet, inden man selv smider sin hardware i, da der er en masse RGB, mange blæsere og et voldsomt frontpanel.

kabelføring_ssd_pladser_bagside_msi_gaming_kabinet.JPG

Jeg snakkede før om de fire harddiskskuffer som er synlige fra fronten. Disse havde givet så meget mere mening, hvis der på den modsatte side, havde været paneler til hot-swapping. Hvis jeg havde været på MSI’s designhold, havde jeg holdt det lukket på den anden side, og klaret det hele her omme hvor det ikke kan ses på samme måde.

22_ingen_hotswap_3.5_harddiske_psu_cover_msi_kabinet_500x.JPG

Oppe i det venstre hjørne på bagsiden, finder vi den inkluderede ARGB-HUB, som styrer alle de inkluderede ARGB blæsere, og lysdioder i fronten af kabinettet. Det er naturligvis muligt at tilslutte denne til dit MSI bundkort. Ellers kan du styre effekterne fra knappen på frontpanelet. Der er otte indgange på HUB’en hvor seks af dem er i brugt fra fabrikken.

indbygget_rgb_hub_msi_gaming_kabinet_eatx_køling.JPG

Ud over den ene dedikerede 2.5” harddiskplads på PSU-coveret, finder vi yderligere to af slagsen bagved bundkortet. Der er også områder hvor strips kan fastgøres, for at lette kabelføringen, selvom jeg gerne havde set endnu flere punkter til dette.

let_cpu_køler_skift_msi_kabinet_500x_sekira_mpg.JPG

 

Montering af hardware og RGB-lyset

Kommentaren til kabelføringen i SEKIRA 500X, blev det sidste stop på vores tur rundt om kabinettet. Nu gælder det montering af hardwaren, så vi kan se hvordan det hele tager sig ud, og se nærmere på airflow og ikke mindst RGB-lyset. Mens at montering af normale 3.5” harddiske kan klares uden brug af værktøj, skal du have skruer og skruetrækker frem, når 2.5” diske skal monteres i kabinettet.

montering_harddiske_sekira_msi_500x_kabinet_toolfree.JPG

Strømforsyningen monteres fra bagsiden af kabinettet. Benytter du en modulær model ligesom os, er det en rigtig god ide at montere alle de kabler du regner med at komme til at bruge, INDEN at du monterer den i kabinettet. Når først strømforsyningen er monteret, er der minimalt med plads at gøre med, og du risikerer at skulle have det hele ud igen.

26_strømforsyning_montering_msi_gaming_tower_full_kabinet.JPG

I tilbehørskassen, finder vi faktisk også monteringshardware, således at man kan montere sit grafikkort vertikalt i SEKIRA 500X. Der er en plade som lukker af for de andre slots, og et beslag hvor grafikkortet kan fastgøres. Det der dog mangler for at det hele kommer til at virke, er et PCI-Express forlængerkabel. Dette er ikke en del af tilbehøret, så man strander altså her. Det havde været super lækkert at se dette inkluderet i kassen, især til den pris som MSI forlanger for kabinettet.

vertikal_grafikkort_montering_tilbhør_gaming_msi_hærdet_glas.JPG

Monteringen af vores hardware tog ikke mange minutter og foregik ganske smertefrit. Der er masser af plads at arbejde på inde i SEKIRA 500X kabinettet, både på for- og bagside. Nedenfor ser vi det færdige resultat af bagsiden, med alt hardwaren monteret. Jeg vil dog tilføje en vigtig detalje her. Hvis du ønsker at dit sidepanel på højre side kan lukke, SKAL du være meget omhyggelig med din kabelføring. Hvis der stikker bare et enkelt lille stift kabel ud, springer sidepanelet op med det samme, da det som tidligere nævnt kun er fastgjort med magneter, uden mulighed for at låse.

28_færdige_system_msi_gaming_500X_sekira_bagside.JPG

Heldigvis er der fint med plads at arbejde på omme på bagsiden, så det kan lade sig gøre relativt let. Men hav endelig en god bunke strips eller velcrobånd liggende når du går i gang, for din egen skyld.

kabelføring_bagside_500X_kabinet_sekira_msi_mpg.JPG

Lad os få gang i herligheden, og vende den lidt sjovere side til kameraet – nemlig der hvor bundkort og grafikkortet er monteret. Som vi kan se på billedet herunder, er der faktisk rigtig meget plads at gøre med inde i SEKIRA 500X kabinettet. Der er ganske vidst også support for E-ATX bundkort, og grafikkort på helt op til 400 mm i længden – så længe man ikke har radiator monteret i fronten, som naturligvis vil optage noget plads.

forside_montering_hardware_rgb_lys_atx_bundkort.JPG

Med et kig ned af det fastgjorte PSU-cover kan vi se at der under grafikkortet faktisk også er gjort klar til den vertikale montering, med skruerne/afstandsstykkerne der er monterede. Jeg siger det gerne igen, det kunne have været fedt at se forlængerkablet inkluderet i kassen, nu når resten af tilbehøret er der.

psu_cover_msi_mpg_500x_sekira_PCI-express_grafikkort.JPG

Hvis du ønsker at gå med en luft-køler til din CPU, så har du op til 170 mm at gøre med i højden, hvilket betyder at nærmest alle luftkølere på markedet kan passe i SEKIRA 500X uden problemer. De 170 mm gør sig naturligvis også gældende for grafikkort, hvilket betyder at du her også er dækket ind for diverse custom PCB grafikkort, som de store EVGA FTW, MSI Gaming X med videre.

plads_køler_grafikkort_rgb_lys_140mm_blæser.JPG

Angående airflowet i toppen og den måde blæserne er vendt på, kan vi godt se hvorfor MSI har gjort som de har gjort, nu når der er lys i blæserne. Dermed ikke sagt at jeg syntes det er den rette løsning. Ganske vidst ser det da fedt ud, hvis men rider med på RGB-bølgen. Men vi kommer ikke udenom, at det ikke giver mening at have blæsere der suger ind i toppen - hvis de da ellers bare kunne dette. Blæserne er monteret så tæt op af glaspanelerne, at man nærmest ikke kan mærke at de flytter noget luft, når man sidder sin hånd ind under dem. Hvordan dette er kommet igennem MSI’s designafdeling er mig en gåde. Dette er et klokkeklart eksempel på form/design, fremfor funktion.

200_mm_RGB_blæser_top_airflow_hærdet_glas_msi_kabinet.JPG

Historien er den samme i fronten af SEKIRA 500X kabinettet. Her har vi også to 200 mm blæsere monteret, som bliver kvalt og nærmest ikke flytter noget luft. Igen er der her fokus på RGB-lyset i den nederste blæsere og MSI drage logoet i fronten, sammen med RGB-striben der løber skråt henover fronten.

gaming_logo_msi_front_rgb_lys_200_mm_blæser.JPG

For at give en ide om hvordan lyset ser ud når det er mørkt, har jeg samlet de forskellige punkter fra kabinettet på ét billede herunder, så i kan se hvor meget knald der er på RGB-lyset. Hvis man er til blink blink og regnbue farver, bliver man ikke skuffet over lyset i SEKIRA 500X, det er helt sikkert.

rgb_lys_mørke_msi_500x_sekira_gaming_kabinet.JPG

Med det sagt, er det blevet tid til at lukke kabinettet, og dermed også denne test. Det er med andre ord blevet tid til at vi skal have samlet tankerne. Nedenfor snakker vi først lidt om det prisskilt som kabinettet kommer med, for til sidst at runde det hele af med en konklusion.

afslutning_msi_mpg_sekira_500x_kabinet_rgb_fulltower.JPG

 

Pris

Det er i skrivende stund d. 11/09 2019 ikke lykkedes os at finde nogle danske forhandlere af MSI SEKIRA 500X kabinettet. Faktisk er det også ret tyndt med udenlandske forhandlere, da kabinettet stadig er så nyt som det er. De sider det dog er lykkedes os at finde, har kabinettet til omkring 200,- Euro hvilket direkte omregnet, svarer til omkring 1500,- DKK. Dette er voldsomt mange penge for et computerkabinet, også selvom det har den store størrelse som SEKIRA 500X har. Der er mange fine features og detaljer, men man bør i den grad undersøge markedet inden man beslutter sig. Der findes mange bedre og billigere kabinetter derude, som ikke mindst tilbyder bedre kølemuligheder end dette.

Ønsker du at finde alle informationer på MPG SEKIRA 500X kabinettet fra MSI, kan du naturligvis altid besøge deres hjemmeside. Du kan blot klikke HER, og blive sendt direkte til deres hjemmeside med alle detaljerne.

1_MSI_logo_billede.jpg

 

Konklusion

Som jeg startede denne test ud med at skrive, er der nærmest ikke det produkt som MSI efterhånden ikke har i deres sortiment. Vi har set på en række af deres kabinetter her på siden, og SEKIRA 500X var endnu et i rækken, som beviser at MSI altså både kan og vil være en del af kabinet markedet – både og. Hvis vi starter med det åbenlyse, så er designet på SEKIRA 500X kabinettet noget for sig, og det ligner umiddelbart ikke rigtig nogle andre kabinetter på markedet. Ganske vist har det en masse glas og aluminiums dele, men det er stadig lidt sit eget. Byggekvaliteten er i orden, og kabinettet føles eksklusivt langt hen af vejen, på nær nogle enkelte plastikdele, som ikke kan undgås.

Det er fedt at se god support for både blæsere, radiatorer og ikke mindst hardware. Med mulighed for op til E-ATX bundkort og grafikkort på op til 400 mm i længden, er man dækket ind til det meste. MSI inkluderer også hele fem blæsere, hvilket er ret voldsomt i sig selv. Men ikke nok med at der er fem af slagsen, så er fire af dem også i 200 mm størrelsen, hvor af tre af disse er med ARGB-lys indbygget. Dette burde jo umiddelbart give et kabinet med et eminent airflow, men historien er en lidt anden i SEKIRA 500X. MSI har nemlig valgt at montere panelerne på toppen og fronten, så tæt på blæserne at de nærmest bliver kvalt og ikke kan suge noget luft ind. Dette er en skam, og en direkte fejl i min optik, som ikke bør kunne ske fra så stor en producent.

Men det stopper ikke helt her, for der er også et par andre ting som jeg ikke rigtig forstår ved dette kabinet. MSI inkluderer alt monteringsudstyret, således at man kan montere sit grafikkort vertikalt, men ikke PCI-E forlængerkablet? Sidepanelerne i hærdet glas, som er monteret på hængsler, holdes fast med magneter og intet andet. Det resulterer i at de åbner og lukker lidt som de har lyst til når man flytter på kabinettet, eller hvis man ikke helt har styr på sin kabelføring. Her havde det været fedt at se en mulighed for at låse panelerne fast. For eksempel med en lille nøgle, som vi har set det fra Cooler Master længe.

Med det sagt, så er SEKIRA 500X stadig et ganske OK kabinet. Der er nogle åbenlyse ting som i den grad kunne have været bedre, og der er andre kabinetter på markedet som tilbyder lignende, hvis ikke bedre features til samme eller billigere pris. Er du hardcore MSI fanboy, og ønsker et kabinet med fuld knald på og ikke mindst fokus på RGB-lyset (looks frem for airflow), så er SEKIRA 500X måske noget for dig. Vi lander på en samlet score der hedder 7/10 i denne omgang. Grunden til dette er at mange af de ting som kabinettet gør rigtigt, også er gennemførte. Men vi kommer stadig ikke udenom de ting som i min optik, direkte ikke giver mening og burde have været designet på en anden måde.

 

Godt

- Cool og anderledes design

- Fem inkluderede blæsere

- Plads til masser af hardware

- Imponerende front I/O panel

- OK kabelføringsmuligheder

- Lækker byggekvalitet med glas og aluminium

- All in på RGB-lyset med integreret HUB

- Udstyr inkluderet til vertikal grafikkort montering…

 

Knap så godt

- … men ikke kablet/PCI-E forlængeren

- Begrænset airflow (paneler og blæsere sidder for tæt)

- Sidepanelerne kan ikke ”låses” fast

- Prisen er i den høje ende

 

Score: 7

konklusion_msi_500x_mpg_sekira_kabinet_rgb_gaming_tower.JPG

Seneste kabinet

Vores partnere