Visuelt har Logitech holdt fast i det velkendte, æggeformede design, som efterhånden er en klassiker i hverdagen. Der er tale om en meget skrabet og ”normal” mus uden vilde ergonomiske vinger eller et væld af ekstra knapper. Du får de traditionelle fem knapper samt en lille DPI-omskifter lige bag scrollhjulet. Logitech har dog smidt en lille stribe RGB-lys ind som en lille godbid til RGB-fans.
Vi har testet den sorte model, som fremstår dejligt underspillet og ren på skrivebordet. I efterhånden sædvanlig stil fra Logitech så kan man dog også få en hvid version. Den symmetriske og kompakte form har en næsten legetøjsagtig, men charmerende kvalitet over sig. Der er tale om en relativt lille mus.
Det absolut største mirakel ved designet er dog vægten. At gå fra forgængerens tunge 99 gram og helt ned på cirka 60 gram uden overhovedet at skulle arbejde med huller i plastikken er flot klaret.
Chassiet føles overraskende robust og tæt, og plastikken knirker ikke, selvom du klemmer hårdt om siderne. Formen er ret kort og lav, hvilket gør den specielt god, hvis du sværger til et rent fingertip-greb. Bagsiden smalner markant ind, hvilket efterlader masser af luft under håndfladen til hurtige mikrojusteringer, mens siderne heldigvis udvider sig nok til, at dine fingre ikke føles klemte.
Vender du musen om, finder vi et par gode detaljer. Først og fremmest er der blevet plads til et lille, indbygget opbevaringsrum til USB-donglen, hvilket er guld værd, hvis du ofte smider musen i tasken for at arbejde på farten. Dernæst har Logitech valgt at lade skruerne i bunden være fuldstændig synlige. På stort set alle andre gamingmus skal du i gang med at pille glidepuderne af (og ødelægge dem i processen) for at skille musen ad. Her sidder skruerne frit tilgængelige, og det genopladelige batteri holdes på plads af simple clips frem for at være limet fast. Det er lavet for at kunne leve op til kommende EU-krav om udskiftelige batterier.
Når det så er sagt, så er selve adskillelsen i praksis ikke helt så let og kræver en del arbejde, før man får lirket adgangen til musen op.
Musen spiller sammen med Logitechs velkendte G Hub-software, og da musen er holdt så dejligt simpel, er der heldigvis grænser for, hvor meget hverdagsbøvl du skal igennem.
Inde i softwaren kan du parre musens lysprofiler med dit øvrige Logitech-grej og justere følsomheden i sensoren op til de fuldstændig vanvittige 44.000 DPI (hvilket i virkelighedens verden er totalt overkill, men fint på salgsæsken). Hvis du har investeret i den eksterne high-speed-modtager, er det også herinde, du kan skrue polling-hastigheden op på 2.000, 4.000 eller 8.000 Hz. G Hub lader dig desuden programmere basale makroer til sideknapperne, og appen kører heldigvis stabilt i baggrunden uden at æde din computers ressourcer.
I praksis og i hæsblæsende skydespil som Doom og Cyberpunk 2077 leverer den opdaterede Hero-sensor en fuldstændig upåklagelig sporing. Den misser ikke et eneste klik, og markøren reagerer øjeblikkeligt, uanset hvor hurtigt du flår musen hen over måtten.
Knapperne leverer et dejligt sprødt, fast og superpålideligt klik helt uden slør eller irriterende raslelyde. Klikkene er dog til den rimelig høje side rent lydmæssigt, så hvis du sidder i et helt stille lokale, vil din sidemand ikke være i tvivl om, hvornår musen er i spil. Scrollhjulet har desværre nogle utrolig svage og udefinerede hak, hvilket godt kan føles en smule ulineært, hvis man bruger hjulet til at skifte våben i spil.
Hvad angår den vilde 8.000 Hz polling rate, så er det i min bog en total gratis omgang. Det kræver en skærm med astronomisk opdateringshastighed og ekstreme framerates, før du overhovedet kan mærke forskel på 1K og 8K, og dertil kommer, at 8K spiser din batteritid råt.
Set i det lys så synes jeg faktisk, at det er meget fint, at muligheden for 8K er et tilkøb, og alle os, der sagtens kan leve uden, kan dermed få en billigere mus. Via USB-C-kabel er musen i øvrigt låst til traditionelle 1.000 Hz, hvilket fungerer upåklageligt. Jeg har altså IKKE testet 8K muligheden, da den tunede dongle ikke fulgte med til vores test sample.

Jeg har et par velvoksne hænder, og til mig personligt er Logitech G305 X Superlight for lille til at være en behagelig oplevelse i længere tid. Det er på trods af, at jeg egentlig hælder meget til et claw/fingertip-greb. Så det er altså en mus, der henvender sig til brugere, der foretrækker en mindre mus.
Batteritesten trækker dog gevaldigt op igen. På standard 1.000 Hz klarer musen imponerende 130 timer, hvilket nemt klarer en hel uges intensivt brug uden at kigge mod ladekablet. Og står du i en nødsituation, leverer den efter to minutters hurtigladning hele 3,5 timers uafbrudt gaming. Superlækkert!

Jeg kan i skrivende stund finde Logitech G305 X Superlight med en onlinepris på 579 kroner. Hvilket jo ikke lyder af meget sammenlignet med mange andre gamingmus, vi anmelder.
Selvom den prismæssigt underbyder de absolut dyreste e-sportsmus fra Razer og Logitechs egen G Pro-serie, så er problemet bare, at budgetmarkedet har ændret sig fuldstændig på de otte år, forgængeren regerede. Kigger vi mod de mindre kendte mærker på Amazon, kan du i dag hente en Mchose G3 V2 til 229 kroner. Den giver dig nøjagtig samme lave vægt, Omron-switches og bedre batteritid. Vil du have mere power, kan du snuppe deres Pro-modeller til en flad halvtredser mere og få en opgraderet 26K-sensor og markant bedre glidepuder lige ud af boksen. Du betaler altså en solid premium-pris for Logitech-logoet og G Hub-integrationen.
Logitech G305 X Superlight er på mange måder den bedste version af denne elskede museklassiker til dato. Logitech har præsteret godt ved at skære næsten 40 gram af vægten uden at ødelægge den velkendte, bundsolide æggeform. Sensoren yder i absolut topklasse, batteritiden er fænomenal, og de blottede skruer i bunden er en kæmpe sejr for hverdagsreparationsværdien. Hvis du har mindre hænder eller sværger til et fingertip-greb, sidder ergonomien lige i skabet.
Musen er bestemt ikke dårlig, den er faktisk rigtig solid. Men i et marked, der i 2026 er proppet med billigere og mere innovative trådløse alternativer, er G305 X desværre ikke længere det indlysende og klokkeklare ”no-brainer”-køb, som forgængeren var.
Vi lander på en endelig karakter 8 til en genfødt klassiker, der desværre holdes tilbage af prisen på meget sammenlignelige konkurrenter.
Fordele:
Ulemper: