Logitech MX Master 4

Logitech MX Master 4
Logitech er klar med en opdatering til deres super populære MX Master kontormus. Det beholder den lette navngivning, og vi er kommet til MX Master 4, hvor Logitech har holdt fast i velkendte detaljer og tilføjet nye.

Centrale Features:

  • Form Factor: Right-handed
  • Connectivity: Logi Bolt USB-C Receiver + Bluetooth® Low Energy (op til 3 enheder)
  • Battery lifeOp til 70 dage på fuld opladning – 3 timer på 1 minut quick charge
  • RGB Lighting: Ingen
  • Sensor: 8,000 DPI sensor – fungerer på stort set alle overflader, inkl. glas
  • Max Sensitivity (DPI): 8,000
  • Programmable Buttons: Flere, inkl. Actions Ring og app-specifikke funktioner via Logi Options+
  • Switch Type: Quiet Clicks – 90% mindre lyd end MX Master 3
  • Approximate Weight: 150 g


En tur rundt om Logitech MX Master 4

Med MX Master 4 løfter Logitech endnu en gang barren for deres mest populære produktivitetsmus. Den helt store nyhed er haptisk feedback, hvor små vibrationer giver et mærkbart fysisk svar på genveje, notifikationer eller bestemte handlinger. Det hele kan naturligvis tilpasses i Logi Options+, så du selv bestemmer, hvornår og hvor kraftig feedbacken skal være. Det gør musen langt mere interaktiv i brug og føles som et skridt i en ny retning for MX-serien.

Designmæssigt holder Logitech fast i det, der har gjort MX Master til en favorit blandt mange til design og kontoropgaver. Formen er stadig klart ergonomisk, med en høj profil og et tydeligt hvil til tommelfingeren, som giver en naturlig vinkel for håndleddet. Sammenligner man MX Master 4 med MX Master 3 eller 3S, er forskellene små, men til stede.

Logitech MX Master 4 design side

Klikknapperne på toppen er blevet bredere og går længere ud mod siderne, så de føles lettere at ramme. Overfladematerialet har også fået en tur og Logitech er gået væk fra den mere bløde gummicoating, der kunne blive slidt og klistret over tid, til en tekstureret plast, der både giver et bedre greb og burde være mere holdbar i længden. Det kan føles lidt hårdere under fingrene, men det giver også en mus, som bedre modstår fedtede fingre og hyppig brug.

Tommelfingerområdet er blevet redesignet en smule. Grebet er opdelt i flere sektioner med forskellig tekstur, og gesture-knappen er flyttet, så den nu ligger tættere på sidehjulet og de øvrige knapper. 

Det betyder, at det er lettere at aktivere gestures uden at skulle flytte hånden så meget, og sammen med det forbedrede thumb wheel bliver den samlede navigation mere flydende. 

Logitech MX Master 4 Thumb rest

Netop thumb wheel’et er også blevet lettere at bevæge, hvilket gør horisontal scroll og præcisionsarbejde en smule mere behageligt end tidligere.

En af de store stjerner på MX Master musene er MagSpeed scrollhjulet på toppen og det er stadig tilfældet med MX Master 4. Det kan stadig fyre igennem 1.000 linjer i sekundet, men stopper samtidig på en enkelt pixel, hvis du har brug for det. 

Sammen med en 8.000 DPI sensor, der virker på stort set alle overflader, selv glas,  gør det MX Master 4 til en mus, der kan tilpasses både enorme skærmopsætninger og detaljeret grafisk arbejde.

Logitech MX Master 4 sensor

Klikfølelsen er ændret markant i denne version. Logitech har introduceret deres Quiet Clicks, der reducerer støjen med op til 90 % i forhold til MX Master 3. 

Det betyder, at knapperne stadig giver et tydeligt klik, men uden den høje og skarpe lyd, som kunne være forstyrrende i et stille kontor eller under møder. Det giver en mere afdæmpet oplevelse og var faktisk en af de tilpasninger som jeg lagde meget mærke til under min test.

Hele pakken vejer omkring 150 gram, hvilket gør den mærkbart tungere end mange andre mus vi ser på til gaming segmentet. Det er et bevidst valg fra Logitechs side, da vægten er med til at give musen en stabil og præcis fornemmelse. 

Logitech MX Master 4 i brug

For brugere med store hænder kan formen føles perfekt afbalanceret, mens folk med mindre hænder måske vil opleve, at den er en anelse stor og kræver tilvænning.

Materialerne og byggekvaliteten har også fået et løft. Logitech har tilføjet lav-karbon aluminium på tommelhjulet, brugt op til 54 % genbrugsplast (afhængig af farve), og batteriet er lavet med 100 % genanvendt kobolt. 

Overfladen har en kombination af hård plast på toppen og mikroteksturer på siderne, hvilket både giver et moderne udtryk og bedre holdbarhed.

Batteritiden er stadig imponerende og Logitech lover op til 70 dage på en fuld opladning, og med USB-C quick charge kan du få tre timers brug på bare ét minuts opladning. 

Logitech MX Master 4 front USB C

MX Master 4 kan parres med op til tre enheder via Easy-Switch og bruges på tværs af systemer med Logitechs Flow-funktion, hvor mus og tastatur let kan flyttes mellem flere computere.


Software

Styring og tilpasning af Logitech MX Master 4 sker via Logitechs Options+ software. 

Logitech MX Master 4 software

I softwaren har du mulighed for at tjekke status på batteriet i MX Master 4, men naturligvis også tilpasse de mange forskellige genveje, som man har muligheder for via både bevægelsesgenvejene og Logitechs Actions Ring. Der er god mulighed for at tilpasse funktionerne på syv knapper på musen, og du kan ændre tingene til et bredt udvalg af funktioner og genveje.

Logitech MX Master 4 software genveje

Det giver dig rigtigt gode muligheder for at tilpasse de mange muligheder med MX Master 4 til dit eget workflow. Det er fx meget relevant i programmer som Photoshop eller lign. som kan bruges på mange forskellige måder. Her giver det super god mening at opsætte Actions Ring genvejene til de funktioner som du bruger oftest. 

Logitech MX Master 4 Logi Options+

Logitech Options+ er efterhånden godt gennemprøvet og giver gode muligheder til at tilpasse dine Logitech enheder så de fungerer optimalt med dine behov og dit workflow. 


Test

Jeg har brugt Logitech MX Master 4 i et par uger i forbindelse med mit arbejde. Det er en nogenlunde lige opdeling af skriveopgaver og grafisk arbejde. 

I forhold til de gaming mus som jeg som regel bruger, er størrelsen og vægten på MX Master 4 naturligvis noget af et spring. Det er trods alt mere end en tredobling af vægten i forhold til de sidste par mus, jeg har testet. 

Den føles lækker og behagelig i hånden, og for en mellemstørrelse hånd som min, ender et palm grip med at føles utroligt behageligt. 

Logitech MX Master 4 scroll

Jeg oplevede dog, at MX Master 4 gav mig lidt for meget modstand på det faux læder underlag jeg har på mit ene skrivebord. Om det er underlaget, de fødder som MX Master 4 kommer med, vægten eller en kombination af de tre skal jeg ikke kunne sige. Skiftet til en normal stof musemåtte løste problemet, selv om det så visuelt ødelagde stilen på skrivebordet en smule.

Jeg har dog ikke på noget tidspunkt haft problemer med musens tracking, uanset hvilket underlag jeg testede den på. Det har været et udvalg af forskellige måtter og skriveborde, og på alle sammen klarede MX Master 4 opgaven smukt. 

Hvis en mus som MX Master 4 skal være pengene værd afhænger det i høj grad af, om man får inkorporeret de specielle muligheder som Gesture Controls, og nu også Action Ring, som man får med MX Master 4. 

De to ting giver samlet set utroligt mange muligheder for hurtigt og effektivt at forbedre sit workflow. Her har det været super at se brugbare muligheder til både almindelig desktop brug men også mere programspecifikke løsninger som Photoshop. 

Genvejene og mulighederne er ikke kommet helt ind på rygraden af mig endnu, men jeg kan på trods af det godt værdsætte de gode muligheder. 

Logitech MX Master 4 Actions Ring

Det store tvivlsspørgsmål i det hele her er den fremtidige understøttelse for de nye Action Ring genveje. Pt er der ud over almindelige genveje kun programspecifikke muligheder med Plugins til Adobe Illustrator, Lightroom Classic, Photoshop, Premiere Pro og Zoom hvilket set i det store billede ikke er meget. 

Logitech har sagt at der er mere på vej men vores udgangspunkt er altid at vurdere produkterne på nuværende features og ikke baseret på evt. lovede tilføjelser eller opdateringer. 

Så pt giver MX Master 4 altså mest mening, i forhold til den nye Action Ring feature, hvis man bruger nogen af de understøttede programmer meget.

Logitech MX Master 4 Logi Bolt Dongle

Den sidste nye feature er Haptic Feedback. Altså en lille vibrationsmotor som vi kender det fra vores smartphones. Den giver en mærkbar feedback i visse situationer for at underbygge ting som menuer eller notifikationer.

Det er fx når du bruger og navigerer i Action Ring menuerne eller når du modtager notifikationer i Windows. Det er en fin lille tilføjelse som giver et fint lille boost til oplevelsen af musen. I min bog er det dog ikke noget der revolutionerer brugen af mus. 


Pris

Jeg kan i skrivende stund finde Logitech MX Master 4 med en online pris på 999 kroner. Det er en stigning på et par hundrede kroner siden vi så MX Master 3S. Her bærer de nye Action Ring og Haptic Feedback  


Konklusion

Der er en grund til, at Logitech MX Master serien af mus er blevet så populær som den er. Logitech bygger med MX Master 4 videre på de styrker, som har gjort de tidligere mus i serien til så stærke værktøjer til kreative ved en PC. 

Logitech MX Master 4 mus

De nye tilføjelser som Action Ring og Haptic feedback underbygger rigtigt godt et stort fokus på produktivitet. Det kræver noget tilvænning at få de nye genveje og muligheder programmeret ind i muskelhukommelsen, men når det klikker på plads, er det som et skub i ryggen til dit workflow. Så længe man bruger de understøttede programmer, som jo pt er ret begrænset. 

Vi lander med en endelig karakter på 9 og en Great Product Award, for en stærk opdatering til en populær serie fra Logitech. 


Fordele:

  • Mindre men gode design og materialeopdateringer
  • Action Ring og Haptic feedback er diskret men velfungerende
  • Gode tilpasningsmuligheder
  • God software understøttelse


Ulemper:

  • Kan måske være for tung for nogen
  • Pt ikke ret mange understøttede programmer til Action Ring og Haptic Feedback

Vores partnere