Hvad betyder de forskellige WiFi standarder?

Har du svært ved at finde ud af, hvad de forskellige WiFi standarder såsom 802.11n og 802.11ac betyder, så er det nu, du skal spidse øjne. Tweak.dk er nemlig på banen med en kort og informativ artikel, der gerne skulle gøre dig lidt klogere på, hvad der er hvad.

Der findes efterhånden mange forskellige slags Wi-Fi standarder, og hver standard har over tid bragt noget nyt med sig. Som det er med stort set al elektronik, så bliver teknologien bedre og bedre over tid, men hvad er den rigtige løsning for dig? Det håber vi, at du er blevet lidt klogere på efter dagens artikel.

 

Wi-Fi intro

 

Hvad er 802.11a, 802.11b og 802.11g?

 

Årsagen til, at vi har slået de tre sammen til ét punkt er, at det er de tre ældste standarder. Eller, det vil sige, at 802.11a rent faktisk er en anden revision af den oprindelige 802.11 standard fra 1997, men denne er stort set udfaset og er derfor irrelevant i denne sammenhæng.

 

Wi-Fi 802.11abg

 

802.11a kom frem i 1999 og modsat 802.11, kører 802.11a på 5 GHz båndet. Det gjorde standarden velegnet til kontormiljøer, hvor der også forefandtes mange andre elektroniske apparater, der brugte 2,4 GHz båndet, bl.a. mikrobølgeovne. Disse forstyrrede det trådløse signal, men med 802.11a var det muligt at operere på et helt andet bånd, således at støjen minimeredes drastisk.

 

802.11b kom frem i 1999, og her kom vi tilbage på 2,4 GHz båndet. Det kan virke dumt, når nu der var et andet og knapt så støjgeneret bånd at arbejde på, men årsagen hertil var, at med 802.11b var det muligt at producere trådløst udstyr, som den almindelige borger havde råd til. 802.11a var nemlig for dyrt til, at den almindelige forbruger var villig til at bruge penge på det.

 

802.11g kom frem i 2003, og der var ikke den store forskel at spore fra 802.11b. Det skulle da lige være på ét punkt, som endda ikke er så ligegyldigt. Med 802.11g er det i teorien muligt at overføre 54 Mb/s mod 802.11b’s 11 Mb/s. Husk, at der er tale om megabit og ikke megabyte, og i praksis svarer 54 Mb/s til 6,75 MB/s. 802.11g benytter også 2,4GHz båndet og er derfor også udsat for elektronisk støj fra eksempelvis mikrobølgeovne og babyalarmer.

 

Hvad er 802.11n og 802.11ac?

 

Vi har også her valgt at slå to standarder sammen i ét punkt. Dette skyldes, at 802.11n og 802.11ac er det, vi finder som standard i de routere, man kan købe i dag.

 

Wi-Fi 802.11n

 

802.11n kom frem i 2009, og her er der virkelig sket en udvikling fra 802.11g. For det første kan 802.11n arbejde på såvel 2,4 og 5 GHz båndet, og den maksimale teoretiske dataoverførsel er steget fra 54 Mb/s til 600 Mb/s. Med 802.11n får vi også en større rækkevidde. Både i fysisk rækkevidde, men også en forøgelse af datamængden, der kan overføres over en vis afstand.

 

Wi-Fi 802.11ac

 

802.11ac kom frem i 2013 og er langsomt ved at vinde indpas. For den almindelige forbruger er det relevant at vide, at vi her har en teoretisk overførselshastighed på op til 1300 Mb/s. Af andre tekniske og måske lidt langhårede ting kan nævnes, at modulationen går op til 256-QAM mod 802.11n’s 64-QAM. Derudover er der 8 spatial streams mod 802.11n’s 4, men hvor meget det har at sige for den almindelige forbruger, kan man sætte spørgsmålstegn ved.

 

Hvilken Wi-Fi standard skal jeg gå efter?

 

Undgå 802.11a/b og g. Det er efterhånden så uddaterede standarder, og samtidig er 802.11n efterhånden så gennemtestet og -arbejdet, at det er de færreste, der vil opleve problemer med denne standard. Samtidig er 802.11n så langt nede i pris og efterhånden standard hos alle routerproducenter, at det faktisk kan være svært at finde en router, der ikke understøtter 802.11n standarden.

 

Er du derfor almindelig forbruger, burde 802.11n være rigeligt til dig. Har du et større behov og måske endda behov for at streame og overføre større datamængder, kan det være en fordel at kigge efter 802.11ac routere. For at få optimal udnyttelse af 802.11ac kræver det dog selvfølgelig, at dit trådløse netværkskort er kompatibelt med 802.11ac

Læs også Wi-Fi 6 netværk: Alt du skal vide