Tweak.dk har efterhånden kigget på en del smartphones, og fremadrettet vil der komme mange flere af slagsen. Denne gang kigger Martin på en smartphone i topklassen både prismæssigt, men også kvalitetsmæssigt. Redaktionen byder velkommen til HTC One, så lad os trække i arbejdstøjet.
Tiden er kommet til at rette blikket mod endnu en stor spiller på mobilmarkedet. Det er en ny producent på siden her, og en som er længe ventet af undertegnede. Hvem det så er, det er jo spørgsmålet. De har for nylig haft en reklamefilm på markedet med Robert Downey Jr. og er generelt kendt for et spændende design og unibody aluminiumskabinetter. Det er ingen anden end HTC, og dagens testkanin er HTC One, HTCs topmodel. De har længe været kendt for at lave et dristigt design og er ikke bange for at lege med de helt store drenge på markedet.
En trend vi har set på det seneste fra netop HTC er det førnævnte aluminiumskabinet, og ses på alle deres High-End modeller. Netop denne trend er noget som HTC har høstet stor ros for og er noget som giver telefonen det ekstra løft i den rette retning. HTC er en af de få mobilproducenter der har holdt sig til et felt og har fokuseret på at blive så god som overhovedet muligt indenfor netop dette felt. Dette har belønnet sig i at de nu er en af de største på Android markedet og er vellidt af mange brugere.
HTC One kommer med en 4.7” Full-HD skærm, med en opløsning på 1920x1080 pixels og en pixel tæthed på 468 PPI. Den har ligeledes en Snapdragon 600 Quad-Core processor på 1.7 GHz og et kamera på 4 Megapixel, der kan filme i 1080p, og et 2300mAh batteri.
På papiret ser det godt ud og spørgsmålet er, om de kan fortsætte den gode trend med endnu et træfskud, eller rammer de ved siden af denne gang. For at få svar på dette er det derfor også blevet tid til at se på hvad telefonen kan og hvordan den måler sig med dens modstandere.
Specifikationer
HTC One kommer med følgende specifikationer:
• OS: Android 4.1.2 (Jelly Bean) • Processor: 1.7 GHz Snapdragon 600 Quad-Core • Skærm: 4.7” LCD3 1920x1080p • Kamera: 4 Megapixel bag, 2.1 Megapixel Front • Video: 1080p • Hukommelse: 32GB – Kan ikke udvides. • Net: 4G LTE CAT3 • NFC + Bluetooth 4.0 • Vægt: 143g • Dimensioner: 143 x 68.2 x 9.3mm • Batteri: 2300mAh |
Indpakningen springer vi meget let og elegant over da vi desværre modtog HTC One i en neutral hvid æske, hvori det hele befandt sig.
Indhold og Tilbehør
Da denne model er en testmodel følger der desværre ikke det helt vilde med til telefonen. Faktisk var det eneste i kassen en USB til 240v adapter, et USB til Micro-USB kabel og en lille ting til at skubbe SIM-kortet ud, da den sættes i på samme måde som eksempelvis iPhone.
Opladeren
Opladeren er som med langt de fleste andre opladere en todelt sag, og til denne testmodel er opladeren sort. Dette er lidt en skam da det ellers så lækre aluminiums unibody ville passe virkeligt godt med en hvid oplader. Men det er som sagt en testmodel og den endelige salgsemballage kan variere fra denne models tilbehør.