Sony Xperia Z Ultra smartphone

Tilbage i april sidste år kiggede undertegnede på topmodellen Xperia Z fra Sony. Det er nu blevet tid til at kigge på endnu en model fra samme serie nemlig Sony Xperia Z Ultra. Ultra-modellen er opstået efter hybridmodeller er blevet stadigt mere populære og samtidig skal man kunne bruge telefonen til langt mere end for blot nogle få år siden. I dette tilfælde er hybridmodellen en blanding af en telefon og en tablet; populært sagt en phablet.

Sony Xperia Z Ultra kommer, som dens lillebror, i tre forskellige farver: sort, hvid og lilla. Selve skærmens panel er sort lige meget, om det er på den hvide, sorte eller lilla model. Derfor må undertegnede også melde den sorte model som den mest stilrene af de tre telefoner, og det er også den vi har modtaget til test. På de andre modeller ændrer bagsiden såvel som kanten rundt om telefonen farve.


Selve layoutet er yderst stilrent og holdt meget ligetil. I toppen findes frontkameraet såvel som de dioder, der skal bruges. Dioden opfører sig forskelligt afhængigt af, hvad den skal vise og kan indstilles, til hvad den skal og ikke skal vise.


Z-serien er kendetegnet ved rene linjer og et stilrent design, og Sony Xperia Z Ultra er her ingen undtagelse. Designet er symmetrisk og gennemført i meget høj kvalitet. En lille tynd kant sørger for, at telefonen ikke hviler på skærmen, hvis man skulle finde på at lægge den forkert på bordet.



På bagsiden finder vi kameraet såvel som Sonys brandnavn og en lille indikation på, at telefonen har NFC. Det kan på bagsiden ses, at der ingen flash er på kameraet.



På venstre findes microSD-kortets placering, SIM-kortet og 3,5mm jackstikket. For at opnå en IP55 og IP58 certificering har Sony sørget for, at alle tilslutninger, pånær jackstikket, er dækket til med klapper og gummimembraner for at lukke helt tæt. Det er også her, vi finder on-off knappen og lydknappen, som begge er udført i aluminium.



På højre side findes tilslutningen til bordopladeren, og også micro-USB stikket har fundet sin plads her. Som det også ses, er siderne holdt yderst stilrent med en blank sort liste.



I toppen findes den eksterne højttaler til telefonen og intet andet. Altså et meget stilrent og pænt design uden for mange afbrydelser i de rene linjer.



Det selv samme gør sig gældende i bunden, hvor kun mikrofonen findes, og resten må man drømme sig til.



Batteriet er af den indbyggede slags, hvilket også betyder, at bagsiden af telefonen er fastmonteret, og skal man udskifte batteriet, skal telefonen forbi et værksted.


Til slut er en lille sammenligning af den fysiske størrelse på Sony Xperia Z Ultra og dens lillebror Sony Xperia Z. Som det kan ses, er de ekstra 1,4” tydeligt til at se, og trods Sony siger, at man kan bruge og holde telefonen i en hånd, må undertegnede indrømme, at mine fingre på ingen måde kan nå og holde på samme tid.

 

Skærmen
Selve skærmen på Sony Xperia Z Ultra følger tidens trend og kommer med en Full HD opløsning på 1920 x 1080 pixels. Ligeledes er selve skærmpanelet, ligesom på Sony Xperia Z, det specielle OptiContrast panel, hvor et luftlag, der normalt er mellem sensorlaget og linsen, er fjernet, hvilket derved bringer skærmen tættere på panelet.


Skærmen er ligesom ved Sony Xperia Z af mineralglas med et beskyttende lag film på. Desværre er mineralglas ikke lige så ridsefrit som Gorilla-glas, og telefonen kan derfor være modtagelig over for ridser, hvis man sammenligner med produkter, der har Gorilla-glas. Det kan derfor også være en fordel at sætte noget film på skærmen for at beskytte mod lommeridser og lignende. Med en pixeltæthed på 344 PPI er det helt klart inden for det godkendte område, hvor Sony Xperia Z til sammenligning har en pixeltæthed på 441 PPI. Den højere pixeltæthed skyldes selvfølgelig, at de to produkter har samme opløsning, men to forskellige skærmstørrelser.


Men nok om skærmen på papiret. Det vigtigste er, hvordan skærmen yder, og om billedet er pengene værd i sidste ende. Det er derfor blevet tid til at se på billedet.



Som det også kan ses på billedet er der skub på skærmen. Der er rigtigt god sort/hvid gengivelse og skarpheden i skærmen kan der på ingen måde sættes finger på. Skærmen yder generelt til UG, og lyssensoren er i stand til at justere lyset til et behageligt niveau, hvis man skulle bruge telefonen i mørke omgivelser.


Batteriet
Et meget omdiskuteret emne er batteriet og hvor stort, det skal være for at få det optimale ud af telefonen. Smider man for stort et batteri i telefonen, går det udover såvel vægten som størrelsen, og i disse tider er store skærme og minimale former ensbetydende med, at producenter skal bruge så lidt plads så muligt på så meget batteri som muligt. På Sony Xperia Z Ultras lillebror kunne man finde et batteri på 2330 mAh. Dette er blevet opgraderet en del for at kunne kompensere for den større skærm og det derved mere krævende hardware. Vi finder derfor i denne model et batteri på 3050 mAh, som burde være mere end rigeligt til at give masser af timers underholdning, før det løber tørt.


Som det er blevet vane, skal Sony Xperia Z Ultra selvfølgelig også igennem en række benchmarks, og den første foretager vi allerede nu, og her skal vi måle på batteriets ydeevne. AnTuTu Tester er derfor blevet kørt med dens batteritest, for at vi kan sammenligne batteriet her med andre modeller.



Som det ses her, bruger denne phablet faktisk en del ressourcer, hvilket også kan ses på den score, som telefonen får. Scoren er langt fra toppen af feltet og lander på 385, hvilket dog må forventes, når man tager i forbehold, at skærmen er større, og der derved er mere at bruge energi på. På tabellen lander den mellem LG Optimus 2X og HTC HD2.


Det skal dog siges, at ved almindeligt brug kan man få batteriet til at strække længe takket være STAMINA styringen, som Sony har smidt med telefonen. Denne er i stand til at lukke baggrundsprogrammer såvel som ressourcekrævende funktioner såsom Wi-Fi og Bluetooth.

Vores partnere