OnePlus 15

OnePlus 15 - Sand Storm
Traditionen tro er det den tid på året, hvor OnePlus er klar med endnu et Flagship opdatering. Vi er nået til OnePlus 15, da OnePlus er sprunget nr. 14 over, som lander med “Power On. "Limits Off.” som tagline. Det er uden Hasselblad samarbejde, men med andre gode ting til den krævende smartphone bruger.

Centrale Features

  • Platform: Snapdragon® 8 Elite Gen5 Mobile Platform
  • CPU: Qualcomm® Oryon™ CPU @4.608GHz
  • GPU: Adreno™ 840@1200MHZ
  • RAM: 12GB/16GB LPDDR5X Ultra/Ultra+
  • Storage: 256GB/512GB/ UFS 4.1
  • Battery: 7,300 mAh (Dual-Cell 3,650 mAh, Non-Removable)
  • Charging: 120W SUPERVOOC™ + 50W AIRVOOC
  • Main Camera Sensor: 50MP Sony's IMX906
  • Telephoto Camera: 50 MP S5KJN5 with 3.5X Optical Zoom, 7X Optical Quality Zoom
  • Ultra-Wide Camera: 50 MP Sensor OV50D
  • Autofocus: Multi Autofocus(All Pixel Omni-Directional PDAF+CDAF+LDAF)

På papiret er OnePlus 15 et monster med både et solidt chipset, massivt batteri og fornuftige kamera specifikationer. 


En tur rundt om OnePlus 15

OnePlus har med OnePlus 15 opdateret designet på deres flagship serie af telefoner. De er gået væk fra de tidligere tiders mere afrundede kanter og har fået skarpere linjer. Det lader til at være trenden i telefon design for tiden, sandsynligvis drevet af Apple. 

Der er dog også en slående lighed med Google Pixel 10 Pro. Med de to telefoner ved siden af hinanden på bordet, er det faktisk svært at se forskel fra fronten. 

Farverne afslører det naturligvis, hvor OnePlus 15 skiller sig ud med de tre farver, Ultra Violet, Infinite Black og Sand Storm, som vi har fået på besøg. 

OnePlus-15-official-color-options.webp

Som vi har set det før hos OnePlus, så har de ofte en model i serien der skiller sig lidt ud, og i denne omgang er det Sand Storm varianten. Her får vi Corning Gorilla Glass Victus 2 på fronten, fiberglas på bagsiden og aluminiums ramme på siderne. 

Metalrammerne er blevet behandlet med en Micro-Arc Oxidation behandling, hvilket ifølge OnePlus er første gang det er set på en smartphone. Det er et finish, der giver metaloverfladen en keramisk fornemmelse. Samtidigt skulle det også være 3.4 gange mere holdbart end en normal aluminium og 1.3 gange mere holdbart end titanium. 

OnePlus 15 Sand Storm Design

Det er naturligvis påstande, som jeg ikke har mulighed for at teste, men resultatet er et super behageligt finish. Jeg har altid været rigtigt glad for den finish, som OnePlus laver på sine telefoner. Det er et af de steder, hvor de skiller sig ud fra mange andre på markedet. 

Det er bestemt også tilfældet med OnePlus 15 i Sand Storm versionen. De to øvrige versioner har umiddelbart ikke samme finish, så det er altså kun på denne variant. 

Det betyder også, at der er super små fysiske forskelle, da Sand Storm varianten er 0,01 mm tyndere og vejer fire gram mindre, end de to andre farvevarianter. 

OnePlus 15 sider

Skærmen på OnePlus 15 er et 6.78” LTPO panel med en opløsning på 2772x1272 og adaptiv refresh rate på 1-120 Hz under normalt brug og helt op til 165 Hz under gaming i understøttede spil som Call of Duty, Clash of Clans og Brawl Stars . 

Det er en super lysstærk skærm der leverer helt op til 1800 nits, så der er ingen problemer med at bruge telefonen selv i kraftigt sollys. OnePlus har også klaret at bringe rammen omkring skærmen ned på kun 1,15 mm hele vejen rundt, så man får stort set ikke andet end skærm på fronten. 

Under glasset på fronten finder vi også fingeraftrykslæseren, som er super hurtig.

OnePlus 15 kamera setup

Ser vi på bagsiden kan vi se den smukke matte glasfiber bagside og det nu mere firkantede kamera setup, måske igen med et design kig i retningen af Apple. Det er stadig med ret afrundede hjørner og kommer med samme finish, som siderne på telefonen. 

Det er et triple kamera setup med et 50 MP hovedkamera med en Sony IMX906 sensor med optisk billedstabilisering. Det får følgeskab af et 50 MP telefoto kamera med 3,5x optisk zoom og hvad OnePlus kalder 7x optisk kvalitet zoom. Her får vi også optisk billedstabilisering. 

Der er mulighed for helt op til 120x Ultra Res Zoom, hvilket naturligvis er digital zoom på samme måde, som vi har set på det Pixel telefonerne. 

Det sidste kamera er et 50 MP Ultra-Wide kamera med 116° synsvinkel, men her uden optisk billedstabilisering. 

Frontkameraet på OnePlus 15 er et 32 MP kamera med en Sony IMX709 sensor. 

OnePlus 15 sideknap

En opdatering til OnePlus 15 er, at vi nu desværre igen ikke får en altert slider. Det er en af de features, som jeg har været ret glad for på OnePlus telefonerne. En rar, let og hurtig måde at skifte tilstand på telefonen. 

I stedet for har OnePlus givet os en funktionsknap på venstre side af telefonen. Den kan bruges til at skifte tilstand ved at holde den inde. Så den tjener lidt det samme formål, men det er nu ikke længere muligt hurtigt at se eller mærke på knappen, og vide om man er indstillet til lydløs, lyd eller vibration. 

Som et plus har vi dog nu mulighed for at tilpasse, hvad knappen skal bruges til. Så hvis man er ligeglad med at skifte tilstande, kan den også laves til en genvej til fx dit kamera, din digitale assistent eller OnePlus’ egen Mind Space software, som jeg kommer mere ind på senere.  

Ser vi lidt på den indre hardware, så kommer OnePlus 15 med det nyeste Qualcomm Snapdragon 8 Elite Gen 5 chipset. Med det i ryggen får vi noget af den stærkeste hardware pt på smartphone markedet. 

Den nye generation giver os 20% bedre CPU ydelse på Oryn CPU’en, mens det samtidigt er blevet 35% mere energieffektivt. På GPU siden klarer Adreno GPU’en et ydelses boost på 23%, mens den samtidigt bliver 20% mere energieffektiv. 

ff1b714611936097df58283610ad17e1.jpg

Det stærke chipset er parret op med 16GB LPDDR5X RAM og enten 256GB eller 512 GB UFS 4.1 lager. 

Endnu en del, som har fået et stort boost, er det store 7300 mAh Dual Cell batteri. Et batteri i den størrelse burde kunne levere strøm nok til hele dagen og mere til, selv med strømsulten hardware og skærm. 

Når der skal lades op, understøtter OnePlus 15 op til 120W SUPERVOOC opladning eller 50W AIRVOOC trådløs opladning. Der er dog ingen oplader med i kassen, så man skal købe en kompatibel oplader ved siden af, for at kunne nyde de hastigheder.

1c2ba5c40cb9ee9ee0fda15a4451ac93.jpg

Jeg havde håbet, at vi havde set magnetisk opladning, i samme stil som vi så med PixelSnap på Pixel 10, men det er desværre ikke en indbygget del af OnePlus 15. Der er magneter i telefonen, der holder lidt fast i magnetisk tilbehør, men det er slet ikke i nærheden af den samme styrke som fx i en Pixel 10 Pro eller iPhone. Det betyder også, at man fx ikke vil kunne bruge en MagSafe oplader i bilen, som man nu kan med Pixel 10 Pro. 

OnePlus sælger magnetisk tilbehør i form af cases til OnePlus 15. Det kan være, at de er med til at sikre et kraftigt magnetisk hold, men jeg har ikke haft mulighed for at teste dette.

OnePlus 15 i vandet

Alle de her features har OnePlus fået klemt ind i en telefon, der kun vejer 211 gram eller 215 gram for Infinite Black og Ultra Violet versionerne. Oven i det kommer de med både IP68 og IP69/IP69K rating. Det betyder, at vi får en robust telefon, der kan klare en tur under vandet op til to meter i 30 minutter, og endda klare vandstråler ved højt tryk og temperaturer op til 80 grader. 


Software

OnePlus 15 kommer med Android 16 med OnePlus’ OxygenOS 16 oven på. Det er ikke en software oplevelse, som er milevidt fra den standard Android oplevelse man får på fx Pixel telefonerne. Der er dog tilføjet en del tweaks og tilføjelser. 

Dels er der et udvalg af OnePlus’ egne apps. Mest interessant af dem er Plus Mind, som er en AI drevet app, der kan tjene som personlig assistent. Den er ikke lavet som en erstatning for Google Gemini. I stedet har OnePlus arbejdet sammen med Google og sørget for at Gemini er en integreret del af Plus Mind.

OnePlus 15 Plus Mind.jpg

I Plus Mind eller Mind Space kan du fx gemme noter eller billeder, som du senere kan krydsreferere og som Gemini også kan trække informationer fra. Fx gemmes dine screenshots som standard i Plus Mind, så du fx let har søgbar adgang til opskrifter, indretningsideer eller meget andet, som du støder på mens du bruger dine apps og internettet. 

Plus Mind, eller Mind Space, som det dukker op som på telefonen, lever dog lidt et skjult liv, for man kan ikke umiddelbart søge det frem i app listen. Den eneste måde jeg har kunne finde app’en har været via funktionstasten på siden af telefonen. Den kan programmeres til at fungere som screenshot knap, der gemmer indhold til Mind Space. Via et dobbelttryk kan man åbne Minds Space og få adgang til de “minder” man har gemt der.

Du kan tilføje “minder” i Mind Space enten som screenshots eller stemmenoter. Hver gang du tilføjer et screenshot analyserer OnePlus AI’en på telefonen indholdet og kommer med en kort opsummering af indholdet, samt et par søgbare tags. 

Hvis der er tale om en hjemmeside, gemmes hjemmesideadressen også så du kan vende tilbage til den igen. Desværre er det ikke tilfældet med screenshots fra apps eller andet, hvor en reference til hvor billedet kom fra ville have været rart. 

Hvis du indtaler et stemme minde vil den også analysere tingene og forsøge at finde en kategori at putte det i. Hvis man fx indtaler en påmindelse om, at man skal spise brunch på søndag kl. 10.00, får man via AI’en en mulighed for at tilføje det som begivenhed i kalenderen. 

Når du har oprettet minder, kan du også bruge dem som udgangspunkt til at stille din AI opfølgende spørgsmål og fx få ideer til madplaner osv. 

OnePlus angiver tydeligt på telefonen, men ikke i deres PR materiale, at Mind Space/Plus Mind pt er i et Beta stadie. Under min test har jeg fået lidt blandede resultater. Jeg bruger personligt meget screenshots fra telefonen til at gemme ting som opskrifter, ideer og lign når jeg browser rundt på sociale medier og nettet. Så at få det hele samlet et sted og gøre det mere søgbart er et stort plus. Jeg har dog ikke brugt Mind Space nok til, at jeg ritigt kan vurdere hvor god den er til det endnu. 

Funktionen er også god til at genkende min stemme og opfange hvad jeg siger på dansk, hvis jeg fx laver en påmindelse om en begivenhed. Den springer også fint videre til at oprette begivenheden i kalenderen, men jeg skal selv ind manuelt at bekræfte oplysningerne. 

Mind Space madplan

Hvis jeg lavede en note om, fx at skulle huske en madplan og efterfølgende ville spørge OnePlus AI’en om ideer til en madplan til to voksne og to børn i fire dage, så opfangede den fint mit spørgsmål på dansk. Den skiftde dog efterfølgende over til at svare på skrift på engelsk. Svarene var heller ikke specielt brugbare. Hvor en ChatGPT prompt af samme type fx kunne give mig reelle madplaner, så fik jeg her blot at vide, at der på nettet findes mange gode hjemmesider og apps til den slags… Altså ikke et specielt brugbart svar. Her kunne jeg lige så godt have lavet en Google søgning.

Samlet set så synes jeg, at de allerede eksisterende AI funktioner i Googles Gemini, som jo i forvejen findes på telefonen, klarer de fleste opgaver MEGET bedre end OnePlus’ forsøg på en AI. Gemini kan fx helt selv oprette begivenheder i min kalender, uden jeg behøver bruge andet end min stemme. 

Der er spændende potentiale i OnePlus’ AI forsøg, men de er bestemt ikke nået i mål endnu og Googles Gemini klarer allerede opgaven noget bedre. 

Hvordan bruger jeg Mind Space

Ser vi bort fra de lidt svingene AI features, så har OnePlus taget deres eget take på den visuelle stil på Android. Der er dog stadig efterladt stort råderum til at du selv kan tilpasse stil, farver og layout på telefonen.

OxygenOS 16 sammen med Android 16 har under min test været en fornøjelse at bruge og jeg har ikke oplevet nogen udfordringer. OnePlus giver os en masse muligheder for tilpasning og styring af stil og navigation, hvilket er lækkert når man godt kan lide at tweake tingene til ens egne præferencer. 


Kamera

OnePlus 15 er den første flagship-enhed fra OnePlus, efter at de er stoppet samarbejdet med Hasselblad, der ellers tidligere var en stor del af markedsføringen. 

Det er dig ikke noget der i min bog gør den store forskel, eller kan mærkes specielt meget, ud over at vi ikke længere får de små Hasselblad elementer i kamera app’en, sammen med de specielle shooting modes. 

OnePlus 15 kamera test

I mine test af et smartphone kamera tager jeg altid primært udgangspunkt i de billeder, som enheden kan præstere på auto indstillingerne, da det i de fleste tilfælde vil være der den gennemsnitlige bruger oftest lander, når telefonen kommer op af lommen til et billede.

Her var jeg indledningsvist ikke specielt imponeret af resultaterne på OnePlus 15. I dagslys producerede OnePlus 15 nogen rigtigt gode og detaljerige billeder, som jeg på alle måder er fint tilfreds med. 

IMG20251113102952.jpg

Oplevelsen blev dog hurtigt skuffende i situationer, hvor der var mindre lys at gøre godt med. Selv i et fornuftigt oplyst indendørs scenarie var der om aftenen problemer. Der skulle ikke ret meget bevægelse til i motivet, før autofokus kom til kort. Det betød, at det fx var ret besværligt at tage billeder af børn og dyr. 

IMG20251106072838.jpg

Farvegengivelsen var også til tider ret skæv i de mere lysudfordrede situationer. Det var lidt at rulle med terningen, når lyset begyndte at svigte. 

Når det er sagt så vil jeg dog også sige, at jeg har fået nogen gode billeder i mørke omgivelser, men det har været billeder, hvor jeg har kunne stabilisere telefonen godt og der ikke har været bevægelse i billedet. I de tilfælde klarede telefonen og kamera softwaren, at give nogen rigtigt fine resultater. 

I deres materiale til OnePlus 15 er der ellers meget fokus på deres DetailMax Engine, der beskrives som “magien” bag de gode billeder via software algoritmer. Her skulle vi få levere “exceptionel klarhed i alle scenarier”

IMG20251106072500.jpg

Det er dog desværre ikke den fornemmelse, jeg står tilbage med efter et par uger med OnePlus 15.

Det er et kamera som tager fornuftige billeder og specielt i situationer med meget lys klarer opgaverne super godt. 

IMG20251113101937.jpg

Jeg har dog ikke oplevet, at jeg har fået gode, og slet ikke exceptionelle billeder ud af alle situationer. 

Se eksempler på billeder i fuld opløsning her.


Test

Den generelle brug af OnePlus har jeg været super glad for. Som jeg var inde på tidligere, så har jeg i lang tid været rigtigt glad for det finish, som OnePlus laver på deres telefoner, og det er bestemt også tilfældet med OnePlus 15 i Sand Storm varianten. 

Den er smuk og super behagelig at bruge. Det kombineret med en super lækker skærm betyder, at det er en lille fornøjelse at tage den op af lommen og se på den. 

Den super stærke interne hardware betyder også, at OnePlus 15 grådigt har ædt sig igennem ALT hvad jeg har kastet efter den, uden at svede det mindste. 

OnePlus 15 opsamling

Snapdragon 8 Elite Gen5 kombineret med 16GB RAM og hurtigt UFS 4.1 betyder, at man har en lynhurtigt platform at arbejde med, som kan klare alt hvad man har brug for i den moderne smartphone, mens man stadig har masser af ressourcer i overskud. 

Man skal dog være opmærksom på, at OnePlus 15 bliver en varm sag når man presser den. Det var dog kun i situationer, hvor jeg bevidst forsøgte at presse den til det yderste, via en ydelsestest. Under normalt brug oplevede jeg ikke andet end en lun telefon. 

OnePlus har også overgået sig selv med deres batteri. De massive  7,300 mAh betød under min test, at jeg på trods af tungt brug, hvor jeg havde maxet alle indstillinger, som skærmopløsning, refresh rate osv, aldrig var i nærheden af at løbe tør for strøm. Den klarede uden problemer en fuld dag. Jeg var i flere tilfælde også godt igennem to dage, før jeg skulle i nærheden af en oplader.

OnePlus 15 smartphone android

Ikke fordi det betyder det store, at være ved at løbe tør for strøm, for med muligheden for helt op til 120W opladning vil man hurtigt have strøm på telefonen igen. Med den rette oplader, kan du få en fuld opladning på det store batteri på under en time. 

Det kræver naturligvis bare, at man har en oplader, der også kan levere strøm hurtigt nok til den sultne OnePlus 15.


Pris

OnePlus har angivet en vejledende udsalgspris på OnePlus på 7499 kroner for dem med 256 GB lager, mens det er 8499 kroner for dem med 512 GB lager. 

Der vil dog være gode tilbud hos udvalgte forhandlere, hvor man blandt andet kan få et OnePlus Watch med til en god pris.


Konklusion

OnePlus har lavet en super solid telefon med OnePlus 15. De har opgraderet rigtigt mange ting, fordelt over stort set alle elementer ved telefonen. 

For den gennemsnitlige bruger vil det helt sikkert være overkill, og argumentet for at opgradere er ikke super stort, hvis man allerede har en nyere telefon. 

Hvis man vælger at opgradere, får man dog en telefon med det nyeste og kraftigste chipset på markedet pt. Det er parret op med en fantastisk skærm, et gigantisk batteri og en super hurtig opladning.

Der er nogen små ting, som jeg undre mig over OnePlus ikke har fået med, når de nu har valgt at putte så meget andet i telefonen. 

OnePlus 15 i naturen

Efter at have testet Pixel 10 Pro, som med Pixelsnap nu er kompatibel med det store udvalg af MagSafe tilbehør, er det lidt surt ikke at se det her på OnePlus 15, som ellers er fyldt med high end specifikationer, på stort set alle andre fronter. 

Et område hvor OnePlus 15 også skuffer mig en smule er på kameraet. Det er bestemt ikke fordi OnePlus 15 ikke tager fornuftige billeder, for det kan den godt klare. Hvis man ser lidt under overfladen på hardwaren, så er det langt fra det bedste vi har set fra OnePlus og det reflekteres desværre også i billederne. 

Så længe der er lys nok klarer den fornuftige billeder, uden at blæse mig bagover, men lige så snart lyset mangler, falder kvaliteten hurtigt, specielt hvis der er bevægelse i billeder. 

Et sted hvor OnePlus vinder er dog på prisen, hvor selv den store model med 512 GB lager er betydeligt billigere end fx en Pixel 10 Pro XL, som på papiret har betydeligt svagere hardware. 

For en startpris på lige under 7500 kroner får man altså super meget telefon for pengene. Forudsat at man kan leve med et kamera, som ikke helt lever op til alt den anden hardware. 

Vi lander med en endelig karakter på 8, for en super stærk telefon der vinder på stort set alle fronter, men taber pusten på kamerafronten. 


Fordele

  • Kraftig chipset
  • Stort batteri
  • Hurtig opladning
  • God pris sammenlignet med andre i samme hardware klasse


Ulemper

  • Mangler MagSafe understøttelse
  • Kameraet lever ikke op til flagship titlen
  • Lidt ligegyldige AI features

Vores partnere