Alt du skal vide om USB 3.1

I 1996 kom USB 1.0, som i 2000 afløstes af USB 2.0. Efterfølgeren til denne standard kom i 2008 og hed naturligt nok USB 3.0. Nu er der en ny standard på vej, og modsat hvad man skulle tro, kommer den ikke til at hedde USB 4.0. Navnet bliver i stedet USB 3.1, men hvad betyder den nye standard? Det vil vi på Tweak.dk i dag forsøge at gøre dig en smule klogere på.

IT-verdenen udvikler sig ustandseligt, og det kan være svært at følge med. I øjeblikket sker der en hel masse på USB-fronten, hvor en ny standard har set dagens lys. Navnet er USB 3.1, og den har været noget tid undervejs. Nu er standarderne imidlertid på plads, så nu kan vi også løfte sløret for, hvad USB 3.1 kommer til at være for en størrelse.

 

Intro

 

USB 3.1 stikket bliver vendbart

 

En af de helt store ting ved USB 3.1 er, at stikket, som kommer til at lyde navnet ”Type-C”, bliver vendbart. Det betyder, at du ikke kan komme til at vende det forkert, når du sætter det i computeren. Dette er i modsætning til tidligere USB stik, som kun kunne vende på én måde.

 

USB 3.1 bliver IKKE direkte bagudkompatibel med tidligere USB-versioner...

 

Man kan ikke foretage landvindinger uden at gå på kompromis med visse ting. Et af disse kompromiser bliver bagudkompatibilitet. Vi har indtil videre været vant til, at USB 3.0 har været kompatibel med USB 2.0 stik, da de fysiske dimensioner på stikkene har været ens. Det er IKKE tilfældet med USB 3.1, der kommer til at benytte en helt ny type stik.

 

...men det bliver muligt at købe adapterstik

 

Frygt ej. Du kan sagtens købe et USB stick med USB 3.1 interface og bruge det sammen med din computer, der ”kun” har et USB 3.0 stik. Der skal blot et adapterkabel/-stik imellem. USB 3.1 er derfor, lige som sine forgængere, ikke en proprietær standard.

 

USB 3.1 får en teoretisk tophastighed på 10 Gbps

 

Hastigheden skrues i vejret, når USB 3.1 kommer på gaden. Hele 10 Gbps kommer hastigheden op på, og dermed fordobles den teoretiske tophastighed fra USB 3.0. Samtidig kan overhead komme ned på så lidt som 3%, da der benyttes en anden encodingteknik i overførslen. Dog har tidlige tests vist, at der stadig mangler en del i teknikken, da overførsler her har ligget på 7,2 Gbps, hvilket svarer til ca. 30% overhead.

 

I praksis svarer 10 Gbps og 7,2 Gbps til henholdsvis ca. 1,25 GBps og 900 MBps. Dermed er USB 3.1, uanset 3% eller 30% overhead, stadig hurtigere end eks. SATA III, som har en teoretisk tophastighed på 6 Gbps, hvilket svarer til ca. 750 MBps. Derfor glæder vi os også til, at SATA Express for alvor kommer på markedet, da det muliggør hastigheder på op til 12 Gbps, hvilket nedsætter muligheden for flaskehalse i forbindelse med brugen af USB 3.1.

 

USB 3.1 kan transportere mere strøm

 

USB 2.0 og 3.0 har været i stand til at transportere 5 ampere, og det samme er USB 3.1. Der, hvor forskellen ligger, er i watt, hvor USB 3.1 er i stand til at overføre op til 100 watt, hvilket selvfølgelig foregår ved 20 volt. Dette går godt i spænd med, at vores smartphones og tablets bliver større og større og dermed sluger mere strøm, hvorfor et større batteri også er nødvendigt. Med en lav strømeffekt og -spænding kan en opladning af et stort batteri tage uendeligt lang tid, men med USB 3.1 nedsættes denne tid.

 

Den rå strømeffekt og -spænding er en ting, men der er også sket en anden spændende ting. Hvor strømstyrken for USB 3.0 er begrænset til 1,5 A ved samtidig dataoverførsel, kan USB 3.1 håndtere op til 3 A ved samtidig dataoverførsel.

 

USB 3.1 Type-C stik

 

USB 3.1 stikket (Type-C) bliver et lille stik

 

Type-C stikket, som det hedder, bliver et lille stik, og det bliver faktisk på størrelse med et micro USB stik, som også hedder Type-B. Dermed bliver Type-C porten ikke større end 8,4 x 2,6 mm.

 

Afrunding

 

Ovenstående er, hvad vi indtil videre ved om den nye USB 3.1 standard. Der vil fremover komme nye oplysninger, når standarden begynder at blive udrullet. Vi holder jer selvfølgelig opdaterede, når der er nyt i ”sagen”.

Vores partnere