I dag skal vi se på en af de muligheder, når vi tager et kig på ASUS ROG Swift PG32UQ. En 40K gaming monitor, der lover 4K gaming med op til 144 Hz, HDR, Quantum-Dot teknologi og et super bredt farvespektrum.
Lad os se hvordan ASUS lander.
Specifikationer
Det kan som regel godt betale sig at tage nogen af de specifikationer, som producenter lister for gaming skærme, med et gran salt. En del af dem er under optimale forhold og en del tager måske ikke højde for, at man skal gå på kompromis og ikke kan bruge alle features på samme tid. Vi starter dog som altid med at se nærmere på, hvad ASUS selv lister på listen af specifikationer.
Det var en rigtigt lang liste af specifikationer, som kan være svært at gennemskue. De ting som umiddelbart springer i øjnene for mig er dog det brede farvespektrum med 98% dækning af DCI-P3 og 160% dækning af sRGB. Samtidigt er det rart at se 144 Hz, som mulig refresh rate og ikke mindst G-SYNC® Compatible variabel refresh rate, så både Nvidia og AMD kort er dækket ind og selv konsollerne kan være med.
En tur rundt om ASUS ROG Swift PG32UQ
Hvis man har skiftet bekendtskab med ROG gaming skærmene fra ASUS tidligere, vil man med det samme føle sig hjemme her. Design stilen holder den samme retning, som vi efterhånden har kendt fra ASUS ROG en del år. Sort og gråt plast med det karakteristiske ASUS ROG design.
Det er nok lidt et tilfælde af et design, som man enten elsker eller hader. Udtrykket er meget gaming orienteret på bagsiden af skærmen. Her dominerer det store ROG logo, som naturligvis er oplyst med RGB muligheder. I modsætning til nogen af de tidligere skærme fra ASUS ROG er det dog kun i skærmen og ikke også standen, at der er RGB belysning at finde.
På forsiden af skærmen er udtrykket noget mere afdæmpet, hvilket jeg personligt er rigtigt glad for. Her synes jeg personligt ikke, at man behøver en masse lir som kan distrahere fra det, som foregår på skærmen. Der er et enkelt og diskret ROG logo uden lys i bunden af skærmen, men ellers ikke noget at komme efter.
Skærmen har gode og smalle rammer, selv om de ikke er helt så smalle, som det ser ud til når den er slukket. Ud over selve den fysiske ramme er der et stykke med sort på selve skærmen. Det betyder, at rammen reelt er omkring en cm i toppen og siderne og ca. to i bunden.
Standen til skærmen er solid og står godt på bordet, med den brede base med tre ben. I forhold til tidligere skærme af denne type er designet her blevet lidt mere afdæmpet. Det hele er lavet i samme farve, i stedet for med de kobber elementer, som vi har set tidligere.
Personligt synes jeg det er en forbedring som betyder at skærmen er lettere at få til at passe ind de fleste steder.
Hvis man vil kan standen fjernes, hvis man vil montere skærmen på en anden monitor arm eller direkte på væggen. Det er en smule besværligt at komme ind til det VESA mount, som findes på skærmen. Hvis man vil gøre brug af det kræver det også, at man bruger de inkluderede afstandsstykker, da det sidder en anelse inde i forhold til den let buede bagside af skærmen.
Navigation af on screen menuerne sker via et praktisk lille joystick og fire genvejsknapper på bagsiden i nederste højre side af skærmen.
Ser vi på tilslutningerne til skærmen kan de alle sammen findes på bagsiden mod bunden. Her er en enkelt DisplayPort 1.4, to HDMI 2.1, et 3,5 mm jackstik til lyd og en USB hub med to USB 3.0 Type a stik sammen med USB 3.0 signalkablet der skal trækkes til din PC.
Lyd
Der er indbyggede højttalere i ASUS ROG Swift PG32UQ skærmen. Det er dog kun to gange 5w, så det er bestemt ikke noget at råbe hurra for. Det kan til nøds bruges, hvis man virkeligt ikke har andet, men burde ikke være andet end en nødløsning.
Det er et ret tyndt og dåset lydbillede, man får ud af de indbyggede højttalere.
Testen
I forbindelse med opsætningen af ASUS ROG Swift PG32UQ fandt jeg en kalibreringsattest i kassen. En lækker detalje at hver skærm på den måde er kalibreret fra fabrikken. Selv om det sikkert ikke kan måle sig med en målrettet kalibrering med de rette værktøjer, så er det lækkert at se at der er gjort en indsats fra ASUS’ side.
Skærmen var hurtigt pakket ud og sat til mit primære gaming system, som består af en AMD Ryzen 3700X CPU, 32 GB RAM og et RTX 2080Ti grafikort. Alt i alt et ok kraftigt system, men jeg var nu ret sikker på at en 144 Hz 4K skærm, uden de store problemer nok skulle presse det til de yderste.
Jeg tilsluttede naturligvis via DisplayPort og gik herefter i gang med at lege med indstillingerne på skærmen. Som vi kunne se på listen af features er der et bredt udvalg af muligheder med skærmen. Det er dog værd at være opmærksom på, at ikke alt af det kan bruges på samme tid og ikke alt kan bruges uden en pris på en anden måde.
En af de første glædelige ting jeg fandt ud af var, at skærmen på trods af at være annonceret som en 144 Hz skærm faktisk via overclocking kunne komme op på 155 Hz. Måske en mindre detalje, men trods alt en god bonus.
Med den lækre start på plads, kan vi se på nogen af de andre features.
ELMB
ELMB står for Extreme Low Motion Blur, og er en ASUS feature som går efter at reducerer motion blur i dine spil. Det gøres ved at skærmens backlight blinker imellem hver refresh cyklus. Det er en feature, der kun kan bruges ved refresh rates som 85Hz, 100Hz og 122 Hz. Det betyder at ELMB ikke kan bruges sammen med G-Sync eller G-Sync compatible funktioner.
På ASUS ROG Swift PG32UQ er ELMB Sync varianten dog også tilgængelig, der kan bruges sammen med de forskellige Adaptive-Sync refresh rate muligheder.
Prisen for begge ELMB varianter er dog, at billedet på skærmen kommer til at se en god tand mørkere ud. Det sker naturligvis forbi skærmens backlight reelt er slukket en del af tiden.
Jeg foretrækker personligt ikke at bruge ELMB, da jeg synes det mørkere billede ødelægger oplevelsen en del. Hvis man foretrækker at reducere motion blur mest muligt, er det dog en god mulighed at have.
HDR
ROG Swift PG32UQ kommer med HDR 600, og hvis man kender min holdning fra tidligere anmeldelser, så er det en god tand fra fuld og ordentlig HDR. HDR 600 betyder, at vi opnår en peak brightness på 600 nits, hvilket er en god del fra de minimum 1000 nits peak brightness, som forventet af fuldfed HDR content.
Desuden er HDR stadig ikke helt god implementeret på PC igennem Windows. Det er blevet bedre, men det giver stadig vise udfordringer, som man skal være indstillet på at leve med. Fx kan det give problemer med spil, som ikke understøtter HDR. Hvis det er slået til i Windows og man forsøger at starte et spil der ikke understøtter HDR, kan det føre til en PC der fryser eller skal genstartes.
I de spil hvor det understøttes kan det give et fint boost til kontrasten. Men når det “kun” er HDR 600 så er det dog i min bog ikke nok til at det gør en nævneværdig forskel. Specielt ikke når man så skal være opmærksom på at slå det til og fra alt efter hvad man vil spille. Så jeg valgte ret hurtigt at se bort fra HDR funktionaliteten.
Responstid
Responstid er en kompliceret størrelse på moderne skærme, da der er en del ting der spiller ind i forhold til, hvilken responstid man reelt kan opnå på en skærm. Producenterne er naturligvis altid interesseret i at reklamere med så lav en responstid som muligt, da det er et tal som mange gamere ofte kigger efter.
Problemer opstår så, når man gerne vil have lave responstider og gode farver med en IPS panel. IPS paneler er typisk ikke ret hurtige, og derfor skal der trylles lidt med tingene for at komme i mål med lavere responstider. Det sker gennem forskellige trin af overdrive indstillinger, som tuner skærmens responstid. Alt efter hvor aggressiv en indstilling man bruger, kan det dog introducerer andre problemer som fx inverse ghosting, som kan ødelægge den visuelle oplevelse.
ASUS skriver angiver selv en 1ms MPRT responstid, og her kan vi være helt sikker på at det reelt aldrig vil være en 1ms responstid, som vi vil opleve på en skærm som den her. Vi har desværre ikke selv de tekniske værktøjer til at gennemteste tingene, men hvis man søger online vil der være svar at finde.
Reelt ligger responstiden for ASUS ROG Swift PG32UQ tættere på 10 ms, hvis man vælger overdrive niveau 4 ved 155 Hz. Det kan komme længere ned, hvis man vælger en lavere refresh rate, eller skruer helt op for overdrive indstillingerne.
Jeg kan dog skrive under på at Variabel OD indstillingen på 5, måske nok giver en lavere responstid, men det introducerer også så meget inverse ghosting, at det i min bog er en ubrugelig indstilling.
Hvor meget skal det så spille ind på din beslutning om at købe denne eller andre skærme? Det afhænger nok af, hvilken type gamer du er. En ting er dog sikkert og det er, at det godt kan betale sig at tage producenterne markedsføring af responstider med et gran salt. Realiteten er, at vi ikke kommer i nærheden af en reelt responstid på 1 ms i noget scenarie, som jeg vil betragte som brugbart med ASUS ROG Swift PG32UQ skærmen.
Når det er sagt, så har det dog på ingen måde været noget, som har ødelagt min oplevelse af skærmen. Jeg er ikke super competitive pro FPS gamer, og derfor betyder responstid ikke alverden for mig. Der er intet i min tid med skærmen, der for mine dødelige øje, har gjort det til andet end en fornuftig responsiv skærm til de typer af gaming som jeg har kastet mig over, hvilket også inkluderer FPS spil som Overwatch og Call of Duty.
Farver
Farvegengivelsen er helt klart en af de steder hvor ASUS ROG Swift PG32UQ står rigtigt stærkt. Med en dækning af 98% af DCI-P3 160% af sRGB er man rigtigt godt på vej. Det betyder faktisk, at skærmen ud over gaming også vil være et rigtigt fornuftigt valg, hvis man skal bruges den til arbejde med billeder eller videoredigering.
Det er naturligvis ikke en professionel studie skærm, men hvis man leder efter noget der lander godt imellem gaming og arbejde, så ser det meget fornuftigt ud.
Jeg oplevede god og rig farvegengivelse under min tid med skærmen, og da jeg både arbejder med billeder og video ud over gaming, så falder den perfekt ind i mit brugsmønster. IPS panelet, som skal til for at give de gode farver, er dog også en af årsagerne til at skærmen måske ikke ligefrem topper listen i forhold til responstider. Det er svært at få det hele. For mit vedkommende så synes jeg dog, at skærmen på den front rammer et rigtigt godt middelpunkt.
Der er i indstillingerne for skærmen også rigtigt gode muligheder for at vælge eller tilpasse farver, lysstyrke og meget mere, hvis ikke man er tilfreds med den kalibrering som den kommer med.
Jeg foretrækker selv sRGB indstillingen, men det er naturligvis en smagssag hvad man foretrækker.
Pris
ASUS ROG Swift PG32UQ er en high end gaming skærm. Det afspejler sig naturligvis også i prisen. I skrivende stund kan man finde den online til en pris lige over 8000 kr.
Det er en betydelig pose penge at smide på en skærm. Det er dog også et felt som er ret lille, hvis man vil have både 4K opløsning og høje refresh rates og det er svært at finde ret meget der er billigere i det lille felt.
Hvis man vil gå lidt ned på spec siden, så er der dog billigere alternativer derude med stort set ens specifikationer. AOC U28G2XU/BK er omkring 2000 kr. billigere, det er dog uden HDMI 2.1 om kun med HDR 400.
Konklusion
ASUS ROG Swift PG32UQ er en gaming skærm til dem, som virkeligt vil have en high end gaming oplevelse. 4K gaming med høje refresh rates koster dog en ikke ubetydelig pose penge at være med til. Alene skærmen her koster mere end manges gaming systemer. Oven i det skal man så huske på, at systemet der skal til for at drive sine spil i 4K med en refresh rate, der udnytter mulighederne på en skærm som den her, også skal være i den absolutte topklasse.
Jeg kunne på et high end vandkølet system med en Ryzen 7 3600X og et RTX 2080Ti grafikkort lige klemme mig igennem på lave til medium indstillinger, hvis jeg skulle i nærheden af bare 100 FPS på moderne titler.
Muligheder som DLSS kan lette presset lidt, men man kommer ikke udenom, at det kræver et system med kræfter bag at game i den her klasse.
Hvis man er i den klasse, så er det dog svært ikke at være imponeret over den oplevelse man kan få ud af det. ASUS ROG Swift PG32UQ giver en lækker og farverig oplevelse til gaming.
Der er masser af muligheder for tilpasning og tilslutninger. HDMI 2.1 betyder, at man også kan bruge skærmen til de nye konsoller, hvis man vil have mest muligt ud af dem.
Der er dog lidt skår i glæden. Dels er ASUS’ markedsføring af deres responstider lige lovlig optimistisk, og de angivne 1ms er ikke noget man skal regne med at komme i nærheden af i virkeligheden. Så det er ikke en skærm for hardcore FPS spillere, men tænker heller ikke er er mange der ser på en skærm som den her.
På samme tid så vil jeg også se helt bort fra HDR delen. Det er kun HDR 600 og den lidt begrænsede oplevelse det give,r er i min bog ikke det besvær værd, som HDR i Windows stadig fører med sig.
Når alt det er sagt, så har jeg dog haft en forbandet lækker oplevelse med ASUS ROG Swift PG32UQ, mens den har været på besøg i testhulen. Det er dog en oplevelse som koster en husleje eller to, så det er bestemt ikke for alle.
Vi lander med en endelig karakter på 8 for en solid skærm, som dog oversælges en smule af ASUS.
Godt:
Skidt: