Philips Momentum 558M1RY - XXL Gaming skærm

philips-momentum-gaming-monitor
Philips lever med deres Momentum skærm en 55" 4K skærm til gaming med en række indbydende specifikationer.

Gaming i stort format (big format gaming displays) er ikke overraskende populært, og over de seneste år har vi set gaming skærme blive større og større. På samme tid er udbredelsen af ultrawide skærme også vokset. 

Når det kommer til gaming på konsol, så har størrelserne typisk været større, da de fleste bruger TV'et i stuen til konsol gaming. Der er dog visse begrænsninger forbundet med gaming på et TV, selv når det sker på en konsol. En af de helt store ankepunkter er input lag, som typisk er betydeligt højere på et TV sammenlignet med en monitor beregnet til gaming. 


Med Momentum 558M1RY er Philips kommet med deres bud på en løsning til disse udfordringer. Momentum 558M1RY skærmen er målrettet imod konsol-gaming, men der er naturligvis ikke noget i vejen for at bruge den til PC-gaming, hvis man har behov for en virkeligt stor skærm.

Design: 

Designet på Momentum 558M1RY skærmen fra Philips er dejligt afdæmpet. Det læner sig mere i retningen af et TV end en gaming skærm. Så der er ingen skarpe gaming kanter, store logoer eller ekstra liret RGB LED integrationer, hvilket jeg personligt er meget glad for. 

bowers-and-wilkins-soundbar-momentum_monitor.jpg

I stedet har Momentum 558M1RY et afdæmpet sort og gråt design, som uden tvivl vil passe fint ind i de fleste stuer. Det samme går også igen i den integrerede Bowers and Wilkins, som er beklædt med stilfuldt gråt stof. Philips Momentum 558M1RY skærmen kommer samlet og monteret med den massive stand, som holder både den 20 kilo tunge computerskærm og den integrerede soundbar. Man kan dog montere skærmen på væggen, hvis man ønsker det. 

stand.gaming-monitor-philips-momentum.jpg

Det eneste lille minus jeg finder designet, er valget af blankt plast på bagsiden af skærmen. Jeg ville virkelig ønske, at den slags forsvandt helt fra forbrugerelektronik, men når nu det er på bagsiden, så betyder det ikke så meget i det samlede billede.

På bagsiden kan vi også se de LED-lys, som bruges til det integrerede Ambiglow, som skærmen er udstyret med.

Om Ambiglow skriver Philips følgende:

"Ambiglow adds a new dimension to your viewing experience. The innovative Ambiglow technology enhances the content on the screen by creating a halo of light from the monitor. Its fast processor analyses the incoming image content and continuously adapts the color and brightness of the emitted light to match the image. Especially suited for watching movies, sports or playing games, Philips Ambiglow offers you a unique and immersive viewing experience."

- Kilde: Philips

Philips Momentum 558M1RY specifikationer: 

Philips Momentum 558M1RY kommer med en række rigtigt lækre features rettet imod gaming:

  • 55" 4K (3840x2160)
  • VA Panel
  • 120 Hz Refresh Rate
  • 4ms responstid
  • Display HDR 1000
  • AMD Freesync Premium
  • Bowers and Wilkins 40W Soundbar

En samling af rigtig gode features for en computerskærm, som henvender sig til gaming. Philips markedsfører selv Momentum 558M1RY skærmen imod konsol-gaming, og her er det specielt de 120 Hz og responstiden der er interessante. 

På et "normalt" TV ligger responstiden typisk omkring 10 millisekunder i den rigtig gode ende, og helt op til den forkerte side af 100 millisekunder. 

Samtidigt får man Display HDR 1000, så altså med mulighed for en peak brightness på op til 1000 nits. Mange normale gaming skærme der sælges som HDR skærme, har kun HDR 300 eller 600, og er efter min mening reelt set slet ikke reelt HDR-skærme. 

Som krøllen på det hele får vi også AMD FreeSync Premium, så der er mulighed for at bruge skærmen både med AMD og NVIDIA grafikkort, hvis man slutter sin PC til skærmen. 

tilslutninger-momentum-monitor-55-tommer.jpg

Hvis vi hopper om på bagsiden af PC-skærme, spotter vi en indbygget USB Hub med fire USB 3.2 stik. Ved siden af disse er der et 3.5 mm stik til lyd, hvis man vil bruge et headset. Input mulighederne giver os et enkelt DisplayPort 1.4 og tre HDMI 2.0. Så der er altså gode muligheder for at slutte forskellige enheder til. 

Jeg undrer mig dog meget over, at det kun er HDMI 2.0 og ikke 2.1. Det betyder, at hvis man vil udnytte skærmens fulde muligheder for 4K opløsning med 120 Hz, så kan det udelukkende ske gennem DisplayPort stikket. 

Bruger man HDMI-stikkene, er man begrænset til 4K ved 60 Hz. Det betyder blandt andet, at man ikke vil kunne bruge mulighederne med PlayStation 5 og Xbox Series X, som begge to kommer med HDMI 2.1 og mulighed for 4K op til 120 Hz.

remote-gaming-monitor-philips-momentum.jpg

Hvis vi skal runde bagsiden af Philips Momentum 558M1RY af, så tilbydes vi også et lille joystick, som kan bruges til at navigere i on screen menuen og tilpasse indstillingerne. Der er dog også en lille fjernbetjening med, og den er klart lettere at bruge end at skulle række om efter joysticket.

Test: 

Med alt det tekniske på plads, så kan vi springe videre til selve testen af Momentum 558M1RY skærmen fra Philips, og det er selvfølgelig her tingene strammer til og blive spændende.

Selve opsætningen af 558M1RY var super let, men jeg vil bestemt anbefale at man er to personer, når man skal pakkes det ud. Det er en STOR og TUNG skærm, så den er ikke sådan lige til at håndtere. Den leveres dog samlet, så når først den er kommet på plads på bordet, er det bare at slutte strøm til og koble konsol eller PC til, og så er man ellers klar til at gå i gang.

cod-gaming-momentum-4k-monitor-hdr.jpg

Jeg har under min test brugt både en PlayStation 4 Pro og en gaming PC udstyret med et GTX 1080Ti grafikkort. Jeg har testet gaming-delen på begge platforme, og suppleret med lidt almindelig PC-brug og medieforbrug - herunder YouTube og streaming via Disney+. 

Direkte ud af kassen synes jeg, at skærmen gav mig et rigtigt godt billede. For en skærm i denne kaliber står tingene stadig skarpt ved 3840 x 2160 4K opløsningen. Med HDR 1000, så var kontrast og farve også rigtig gode. 

Philips Momentum 558M1RY gør brug af 144 local array diming zoner, så det giver generelt et godt billede med en god kontrast fordeling. Hvis jeg anstrengte mig kunne jeg spotte en smule haloing, hvis jeg kiggede omkring cursoren på en sort baggrund. 

SmartResponse-momentum-gaming-monitor.jpg

På samme måde oplevede jeg også motion blur på standardindstillingerne.. Det kunne jeg dog løse relativt let, ved at slå overdrive til på skærmen. 

Philips kalder den indstilling for Smart Response, og jeg synes det bedste resultat blev opnået på Faster eller Fastest indstillingerne. Der opleves stadig en smule motion blur, men det var kun synligt, hvis jeg specifikt sad og kiggede efter det. 

Under normalt brug, i den afstand som man sidder i forhold til en 55 tommers skærm, oplevede jeg et lækkert billede hele vejen igennem testen. Her kunne jeg hverken spotte motion blur eller haloing omkring elementer. 

playstation-4-pro-gaming-momentum-monitor.jpg

HDR mulighederne var i den grad også et plus. Det resulterede i et billede, der var klart bedre end uden HDR, så det er rart at se Philips har Display HDR 1000 med og ikke de light versioner, som mange andre gaming skærme sælges med. 

Den integrerede 40 watts Bowers & Wilkins soundbar leverede også en utrolig solid lydoplevelse, der er milevidt foran de normale integrerede højttalere i en skærm eller et TV. Lydsystemet kan levere rigtig god volumen, og har ingen problemer med at fylde selv et stort lokale op. 

Jeg synes dog, at lydbilledet kæmpede en lille smule med at levere en helt ren lyd, når man skruede meget op for volumen. Heldigvis var først når jeg skruede højere op end jeg normalt kunne finde på. Så til normalt brug, var dette ikke et issue. 

philips-momentum-gaming-monitor-specs.jpg

Der er i menuen forskellige lydprofiler, alt efter hvilket indhold man bruger skærmen til. Hvis det foretrækkes, kan man også selv gå ind og indstille skærmens lydprofiler via en equalizer. Bowers & Wilkins formår at skabe et meget åbent lydbillede, som fungerer rigtigt godt til gaming, og lyden på både PC og PlayStation, var en fornøjelse at lægge øre til.

En detalje som jeg dog blev skuffet over, var det integrerede Ambiglow. Ambiglow kan indstilles på flere måder via menuen, og man kan vælge imellem flere forskellige base farver, hvis man bare ønsker et fast back light. Det er dog også muligt at opsætte Ambiglow, så det tilpasser sig billedet. Den del synes jeg dog fungerede så dårligt, at jeg hurtigt slog det fra igen. 

Det kan dog godt skyldes, at, jeg lige er kommet fra at test en Philips Hue HDMI Sync Box med kraftigere og bedre lyskilder. De to ting kan selvfølgelig ikke sammenlignes direkte, men Ambiglow skuffede ten smule.

philips-momentum-ambiglow-led.jpg

Lyset opdateres simpelthen ikke hurtigt nok, og i stedet for at følge billedet som det skifter, så er lyset hele tiden en smule forsinket. Det skifter også hakkende i stedet for glidende, og det får det simpelthen til at være mere distraherende end en lækker feature. Det har dog ingen indflydelse på kernefunktionen ved skærmen, og jeg ser det mere som en lille bonus at det er inkluderet, så jeg kan let set bort fra denne del. Baggrundslyset i en fast farve fungerede dog perfekt.


Pris:

Philips Momentum 558M1RY kan på nuværende tidspunkt findes herhjemme til omkring 10.500 kroner (på lager), så det er altså ikke ligefrem en billig skærm. Jeg synes dog, at prisen er meget fornuftig, hvis man tager i betragtning hvad man får med. 4K ved 120 Hz og med Display HDR 1000 og FreeSync sammen med en rigtig habil soundbar er alt i alt ret fornuftig. 

En god soundbar, kan i sig selv sagtens koste flere tusinde kroner, så at den er med i prisen her trækker bestemt i den positive ende.


Konklusion: 

Overordnet set så har det været en fornøjelse at have besøg af Philips Momentum 558M1RY skærmen, og til både PC og konsol gaming er det en lækker skærm. Den leverer et lækkert skarpt billede og muligheden for både Display HDR 1000, 4K opløsning ved 120 Hz og FreeSync Premium, gør den til en lækker oplevelse til gaming i stort format. 

Kombinerer man det gode billede med den integrerede Bowers & Wilkins soundbar, så har man en gaming-pakke, som i den grad giver en oplevelse ud over det sædvanlige. 

ambiglow-lys-momentum-monitor.jpg

Der er dog også et par ting, der trækker ned. Philips markedsfører Momentum 558M1RY direkte til konsol gaming, og derfor synes jeg det er en fejl, at Momentum skærmen ikke kommer med HDMI 2.1. Uden dem betyder det at man ikke kan udnytte de nye konsoller optimalt, da den peaker ved 4K ved 60 Hz. 

Der skulle være en opdateret version af Momentum skærmen på vej med HDMI 2.1, men det får denne version til at føles lidt overflødig?. Hvis man har planer om at bruge skærmen til next-gen konsol-gaming, så vil jeg helt klart vente på den opdaterede version. 

Hvis man derimod ikke har planer om at bruge skærmen til PlayStation 5 eller Xbox Series X, men derimod PC, er det lidt en anden sag. Her kan man tilslutte via DisplayPort, og er så ikke begrænset af HDMI 2.0. 

baby-yoda-momentum.jpg

Vi lander med en endelig karakter på 8 ud af 10. Det er en karakter som ville være højere, hvis ikke Phillips havde skudt lidt ved siden af deres egen konsol-gaming koncept, ved ikke at inkluderer HDMI 2.1. Hvis man kan undvære den del, så får man dog en rigtigt god skærm i stort format, som leverer et godt billede og en solid lyd til gameren på udkig efter en skærm i ekstra stort format.

Godt: 

  • Gode specifikationer
  • Solid Soundbar
  • Display HDR 1000
  • God pris

Skidt: 

  • Ingen HDMI 2.1 så ingen 4K 120 Hz med de nye konsoller
  • Ambiglow virker ikke optimalt

Vores partnere