Computex 2023: Nvidia Keynote

Nvidia Keynote Computex 2023
Første punkt på vores Computex 2023 program var et smut forbi Nvidias Keynote, hvor deres CEO Jensen Huang skulle tale. Håbene for gaming nyt var små og desværre levede eventet op de lave forventninger på den front.

VORES DÆKNING AF COMPUTEX 2023 ER MULIG MED STØTTE FRA: ASRock, BeQuiet og MSI.

Traditionen tro var det et stort anlagt event med presse, investorer og gæster fra hele verden. Eventet var en del af det officielle Computex program. Vores forventninger var ikke ligefrem ved at sprænges i forhold til gaming relaterede nyheder,  da Nvidia forud for Computex allerede havde lanceret deres RTX 4060 kort. 

Keynote Nvidia Computex 2023.jpeg

Så forventningerne til nye lanceringer var noget nær ikke eksisterende. Som man næsten kunne have regnet med jf tidens trend, startede præsentationen ikke overraskende med AI. Det er et område hvor Nvidia er meget aktuelle og den medvirkende faktor til at Nvidia for kort tid siden har præsenteret et rekordregnskab og efterfølgende spring i deres aktie værdi. 

“I am AI” var det tagline, som stod tilbage efter en intro video om alle de forskellige metoder AI kan bruges. Alt sammen til tonerne af AI komponeret musik spillet af London Symphony Orcestra. Meget storslået, helt som jeg forestiller mig Jensen foretrækker det.  

P1100792.JPG

Selv om vores gaming håb var små var der en smule at komme efter trods alt. jensen brugte lidt tid på at tale om springet for Ray Tracing efter Nvidias lancering af deres RT Cores. Tråden blev bundet tilbage til AI og hvordan det bruges sammen med RT Cores til hurtigere at skabe de grafiske elementer. 

Her bragte han også en 14” laptop på scenen sammen med et RTX 4060 grafikkort. Her var historien naturligvis at den lille laptop med et RTX 4060 og AI (DLSS) kunne klare bedre grafisk ydelse i den lille pakke og slå ydelsen på konsolerne. 


Nvidia ACE

Herfra rykkede Jensen videre til deres nye Nvidia ACE, som var det mest spændende i præsentationen i forhold til vores interesser. Nvidia ACE er et værktøj til AI-genererede Avatars til fx spil. Det er et samspil mellem flere forskellige teknologier hvor både stemmer, animationer og interaktionen med spilleren genereres dynamisk af AI. Ideen er at man via Nvidia ACE kan generere figurer til sine spil hurtigere og lettere. 

De viste en demo lavet i Unreal Engine 5, som efter sigende brugte Nvidia ACE til en spil lignende scene, hvor man som spiller kom ind til en NPC og førte en samtale med ham. Samtalen var ikke skrevet på forhånd. Spilleren talte simpelthen til figuren og denne svarede, via AI, baseret på en baggrundshistorie, som han var kodet med. 


Systemet generede samtidigt alle animationer, ansigtsudtryk og lign. baseret på samtalen den førte og de svar den gav. 

Det var en anelse stiv oplevelse, men hvis de forudsætninger, som Jensen lagde for dagen for demoen var rigtige, så virker det lovende. Alene ideen om, at man helt selv kan vælge sin dialog i et spil og en NPC så svarer dynamisk, baseret på den viden som den er programmeret til at have lyder vild. 

Ser man på de muligheder der er med tjenester som Chat GPT så virker det dog ikke usandsynligt at det kunne integreres i spil som en del af NPC’er. Med den udvikling som der er på området for tiden bliver det spændende at se hvordan det kan integreres i spil og potentielt give noget nær uendelige dialog muligheder i spil. 

Efter den lille gaming bid var resten af Nvidias keynote dog dedikeret til hardcore server omtale. Det er naturligvis ikke så underligt, da det er i det segment, at langt størstedelen af Nvidias indtægter kommer. Det var dog ikke noget som vi normalt beskæftiger os med her på Tweak, da det er systemer til Cloud computing og datacentre for virksomheder som Google, Meta og Microsoft. Så det er her jeg vil runde dækningen af for denne gang. Hvis man er interesseret i de mere tung server ting fra Nvidia kan hele Jensen Huangs Keynote findes på YouTube her. 


Vores partnere