Centrale specifikationer:
Som vi kan se er der indbygget RGB lys i Soundblaster GS5 og så ved man naturligvis at den er til gaming.
En tur rundt om Creative Soundblaster GS5
Hvis man som mig har samlet sin egen PC i mange år vil Creative Sound Blaster helt sikkert være et navn man genkender. Markedet for dedikerede lydkort er dog langt fra så stort som i “gamle dage” og derfor har Creative kastet sig over andre lydprodukter som fx den Sound Blaster GD5 Soundbar som jeg ser på i dag.
Creative Soundblaster GS5 er på overfladen en ret diskret soundbar. Man bliver mest mødt af sort metal mesh med et lille Creative logo på fronten. Bag mesh materialet er der i midten et lille digitalt display der viser status som voulmen og tilslutning.
Når man tænder for enheden, så er der lidt mere liv i sagerne og vi kan se den RGB lys stribe der er på undersiden af enheden. Herfra kastes der RGB lys ned på bordet under enheden. Lysets farve og effekt kan tilpasses enten via den software eller på den inkluderede fjernbetjening.
På højre side af soundbaren finder vi betjeningsmulighederne bestående af tre knapper og et volumen hjul som også fungerer som power og mute knap. Derudover er der et 3,5mm jack stik hvor man kan tilslutte et headset.
Ser vi på bagsiden af enheden, kan vi se udvalget af tilslutninger sammen med strømstikket. Der er mulighed for tilslutning enten via USB C, optisk TOSLINK eller 3,5 mm input. Det kan suppleres med trådløs tilslutning via Bluetooth 5.3.
Der følger en fjernbetjening med til Sound Blaster GS5. Den giver god mulighed for mediestyring sammen med kontrol af en del af funktionerne på enheden som blandt andet tilslutning, lydbillede og RGB tilpasning.
Software
Hvis du vil tilpasse indstillingerne på Soundblaster GS5 kan du downloade en Creative App som findes både til PC, Android og iOS.
I Creative App har du mulighed for at tilpasse lydbilledet igennem et udvalg af prædefinerede indstillinger fra Creative eller du kan skabe din egen profil via en EQ.
I softwaren kan man også finde Creatives Acoustic Engine der tilbyder et udvalg af virtuelle tilpasninger. Det er blandt andet virtuel surround, Bass Boost, Smart Volumen eller Dialog+ der fremhæver stemmer i musik eller film.
Vælger man gaming indstillingen i softwaren er der også en række tilpassede profiler til et ret bredt udvalg af spil som blandt andet tæller Cyperpuunk 2077, Diablo og DOTA.
Via software er der naturligvis også muligt at tilpasse, eller bare slukke, for RGB belysningen på soundbaren. Der er et udvalg af forskellige effekter man kan vælge imellem og de kan tilpasses yderligere med farver og hastigheder.
Generelt set synes jeg at Creative App softwaren giver nogen finde muligheder for tilpasning og softwaren har fungeret uden problemer i den tid jeg har testet Creative Sound Blaster GS5.
Testen
Jeg har brugt Creative Sound Blaster GS5 i en uges tid. Jeg har primært været tilsluttet PC via USB tilslutningen men har også suppleret en smule med Bluetooth forbindelsen til min Android telefon.
Indholdet har været en blanding af musik, gaming og almindeligt medie indhold som YouTube og en enkelt film.
Creative Sound Blaster GS5 leverer generelt et super fint lydbillede med en god balance mellem bas, mellemtoner og de høje toner.
På trods af at have det hele samlet i en enhed uden en dedikeret Subwoofer er der en god bund i lyden, som passer rigtigt godt sammen med film og gaming.
Den flade lydprofil uden EQ indstillinger eller lydprofiler via softwaren er meget neutral. Der er dog, som jeg var inde på tidligere, masser af muligheder for at tilpasse lyden via Creatiove App softwaren.
Det er ikke alle profiler der rammer lige godt, men et par af de tilpassede profiler gav uden tvivl oplevelsen et ekstra skub i fx Doom Eternal hvor der var masser af smæk på lyden.
Der er også en mulighed for at lave en simuleret surround effekt via Creatives Super Wide teknologi. Den kan indstilles i to trin alt efter om du sidder tæt på Creative Sound Blaster GS5 ved bordet eller længere væk hvis du bruger den sammen med dit TV.
Begge dele fungerede fint og gav i en fornemmelse af et noget bredere og mere åbent lydbillede end man skulle forvente af en ret kompakt Soundbar.
Selv om Creative Sound Blaster GS5 sagtens kna sættes til og bruges uden behov for Creative App softwaren, så oplevede jeg dog lidt problemer med USB tilslutningen på en PC hvor softwaren ikke var installeret.
Hver gang jeg havde slukket eller genstartet systemet så forsvandt forbindelsen til GS5 simpelthen. Det kunne løses ved at tage USB kablet ud og sætte det i igen.
Årsagen dukkede op da jeg installerede Creative App softwaren og den så også ville installere en driver til enheden. Efter de var på plads, dukkede GS5 uden problemer op hver gang jeg startede systemet op.
Det er en mindre detalje, men stadig væsentligt, da der ikke står noget om behov for en driver nogen steder. For det andet så er adgangen til Creative App softwaren også gemt på produktsiden for GS5. En almindelig Google søgning på “Creative App” giver ikke noget brugbart resultat.
Pris
Jeg kan i skrivende stund ikke finde nogen danske priser på Creative Sound Blaster GS5. Creative selv har den dog listet på deres hjemmeside med en pris på lige under 70€, svarende til lige omkring 500 kroner.
Til den pris synes jeg, man får en god portion lyd for pengene og der er ikke mange andre gode bud på markedet i det prissegment.
Konklusion
Creative har med Creative Sound Blaster GS5 lavet en super solid soundbar til en skarp pris. Man får utroligt meget lyd for pengene og det vil uden tvivl være en solid opgradering hvis man går fra onboard højtalere i din monitor eller dit TV.
At det så samtidigt kan klares i en så lille og kompakt formfaktor vil helt sikkert være en bonus for mange.
RGB lyset er måske ligegyldigt for mange men man kan jo nærmest ikke havde gaming med i sin markedsføring uden også at skulle have RGB lys i sit produkt.
Det er dog let at slå fra hvis ikke man ønsker den slags ekstra lir.
Det som er vigtigt, nemlig lyden, er dog super solid og giver et lækkert boost til både musik, gaming og medier.
Vi lander med en endelig karakter på 9 for en prisvenlig og kompakt lydopgradering til din PC eller til TV.
Fordele
Ulemper