Logitech har nemlig redesignet selve museknappen. De har smidt de traditionelle mekaniske microswitches ud til fordel for et nyt system, der kombinerer sensorer og haptisk feedback. Målet? At give dig mulighed for at indstille præcis, hvornår et klik skal registreres.
Det helt store salgsargument her er den nye SUPERSTRIKE teknologi. Normalt virker en mus ved, at en fysisk kontakt trykkes ned, indtil den aktiveres. I SUPERSTRIKE bruger Logitech det, de kalder Haptic Inductive Trigger System (HITS).
Det betyder, at musen bruger induktive sensorer til at måle, hvor langt du trykker knappen ned. Fordi det er digitalt styret frem for mekanisk, kan du selv bestemme actuation point – altså hvor tidligt klikket skal registreres.
Systemet tilbyder 10 forskellige niveauer. Det minder meget om "Rapid Trigger" funktionen, vi har set på tastaturer som Wooting og SteelSeries, men nu flyttet over i musen. Logitech hævder selv, at det kan forbedre latency med op til 30 ms. G2’s midlaner, Caps, sammenligner forskellen med at spille på LAN kontra en offentlig server. Det er store ord, men hvis man kan reducere vandringen før et klik registreres, er der teoretisk set tid at hente.
Når man fjerner den mekaniske kontakt, fjerner man også det fysiske "klik". Derfor har Logitech indbygget haptisk feedback. Det sikrer, at du føler klikket præcis i det øjeblik, signalet sendes til PC'en, uanset hvor du har sat dit actuation point. Det bliver spændende at mærke i virkeligheden, om den haptiske motor kan snyde hjernen godt nok til, at det føles som et rigtigt, sprødt klik.

Udenom de nye knapper bygger musen videre på den populære PRO X SUPERLIGHT 2 formfaktor. Vægten lander på 61 gram, hvilket er let, men ikke rekordlavt i dagens marked.
Sensoren er Logitechs HERO 2, der leverer voldsomme specifikationer med 888 IPS og over 88 G acceleration. På den trådløse front understøttes nu op til 8000 Hz polling rate via LIGHTSPEED, hvilket sikrer, at hver eneste lille bevægelse sendes til computeren uden forsinkelse.
Batteritiden er opgivet til 90 timer ved konstant bevægelse, hvilket er ganske fornuftigt, specielt hvis man kører med høj polling rate.
Logitech G PRO X2 SUPERSTRIKE virker som et ambitiøst forsøg på at innovere på et område, der har stået stille længe. Idéen om at kunne tilpasse sine museklik på samme måde som sine taster på tastaturet giver god mening for pro-gamere, hvor millisekunder tæller.
Spørgsmålet bliver, om den haptiske feedback føles naturlig nok, og om den gennemsnitlige gamer kan mærke forskel på de justerbare actuation points. Vi kender endnu ikke den danske pris, men med ny, proprietær teknologi ombord, skal vi nok forvente, at den lander i den dyre ende.