Samsung Galaxy A7 smartphone

De fleste af jer kender Samsungs Galaxy S-serie, men kender I også Galaxy A-serien fra selv samme producent? Måske ikke, men det skal I komme til i dag. Vi har nemlig modtaget den nye Samsung Galaxy A7 til test, og vi glæder os til at se, om den holder det vanligt høje niveau, vi efterhånden er vant til at se fra Samsung.

I vores testperiode, som forløb over ca. 2 uger, blev Galaxy A7 brugt til alverdens ting og sager, herunder telefonsamtaler, beskedskrivning, surfing og filmafspilning, og vi må ærligt indrømme, at A7 overrasker os. Nok har den specifikationerne med sig, men denne anmelder har utallige gange oplevet, at producenterne ikke har været specielt gode til at udnytte telefonens kræfter. Det er dog ikke noget, man oplever, når man har A7 i hænderne. Den er hurtig til at reagere, men skærmen er dog ikke blandt de mest nøjagtige. Vi oplevede bl.a. ofte, at tastaturet troede, at vi trykke ét, mens vi egentlig trykkede noget andet. Ellers yder A7 faktisk ganske godt i hverdagsbrug, men hvordan kører det, når der presses saft gennem systemet? Det finder vi ud af nu, når vi skal have kørt vores benchmarks.

 

Benchmark af Samsung Galaxy A7:

 

Som altid har vi benchmarket i 4 programmer, nemlig AnTuTu Benchmark, 3DMark Ice Storm, Geekbench 3 og AnTuTu Battery Tester, og I kan herunder se resultaterne fra nævnte programmer i nævnte rækkefølge.

 

 

 

Sammenfatning:

 

Som vi kan se, så yder Galaxy A7 faktisk ganske udmærket i vores benchmarks. Den yder lidt over middel, hvilket faktisk er flot, når man tager i betragtning, at det er en mellemklassesmartphone. I Geekbench 3 scorer den f.eks. 933/3221, hvilket er højere end Huawei Honor 6's 858/3077, og i AnTuTu Benchmark scorer A7 48609 point, hvilket er ca. 8000 point højere end Honor 6.

 

I AnTuTu Battery Tester scorede telefonen 5635 point, hvilket også er et ganske pænt resultat, og i daglig brug kunne vi sagtens komme op på 1½-2 dages brug med konstant synkronisering og Wi-Fi/4G forbindelse.

 

Android 4.4.4 med TouchWiz - hvordan er det?

 

Samsungs TouchWiz er ikke, som det var engang, hvilket i den grad skal forstås på den gode måde. Engang var det sløvt og irriterende at bruge, men i de nyeste Galaxy S og også i denne Galaxy A7 smartphone er TouchWiz endelig begyndt at opføre sig pænt. Vi nævnte det også i vores anmeldelse af Galaxy S6 Edge, og det samme gør sig gældende her.

 

Det hele virker nemlig godt sammenkørt, og det virker endelig til, at Samsung har fået optimeret sit Android UI til den hardware, telefonen har. Der er således ikke de små irriterende ventetider og hakken, som der var engang. Dermed ikke sagt, at browsingoplevelsen er 100% "lag-free", for der kan stadig være en smule hakken en gang imellem. Det er dog på ingen måde noget, man decideret bliver irriteret over.

 


 
Samsung Galaxy A7: Samtalekvalitet og billedtagning i høj klasse

Samtalekvaliteten i A7 fortjener også en smule spalteplads, for den formår nemlig at stikke ud på den gode måde. Højttalere og mikrofoner yder i de fleste tilfælde nogenlunde ens, men i A7's tilfælde oplevede vi en langt mere fyldig lyd i højttaleren, og også personen i den anden ende af røret fortalte om tale, der gik rent igennem. Sådan!

 

Videre til kameraet og i særdeleshed kameraet på bagsiden, der som nævnt har 13 MP at gøre godt med. Vi har herunder taget en række billeder, og vi kan se, at resultatet er ganske udmærket, selvom der her i sommermånederne med blade på træerne og masser af lys godt kan forekomme en smule overeksponering og lidt for Disney-agtige farver. Resultatet er dog godkendt, især når man kigger på A7's pris.

 

Vores partnere