Hvis du vil se hele det over tre timer lange show fra The Game Awards så kan du se det lige her.
Der er masser af spændende priser fra The Game Awards og årets store vinder blev Clair Obscur: Expedition 33, der endte med at få hele ni priser.
I denne omgang skuer vi dog fremad og ser på nogen af de mange trailers, som blev vist under showet. Der er masser af nye spil at se frem til, og jeg har taget et lille udpluk og starter i vilkårlig rækkefølge, mest af alt baseret på, hvad jeg selv ser mest frem til.
Som Warhammer 40K nørd ude i den virkelige verden, med hundrevis af hobbytimer brugt på at male og spille Warhammer 40K, så var det en fornøjelse at se annonceringen af Total War: Warhammer 40,000.
Spillet har endnu ingen officiel lanceringsdato på plads, men det lander på både PC, Xbox og PlayStation.
Som RPG nørd var det også en glæde at se holdet bag Baldur's Gate 3 løfte sløret for, hvad vi kan se frem til fra dem. Det er ikke mere DnD i Baldur's Gate, men derimod Devinity, som blev afsløret med en ret brutal trailer. Som voksen gamer er det lækkert at se, at Larian Studios holder fast i at lave spil, der tydeligvis er rettet imod et voksent publikum uden ret meget kompromis.
Et spil som dog har rod i Dungeons & Dragons er Warlock, som landede med en trailer til The Game Awards. Det er lavet af Invoke Studios, som tidligere under navnet Tuque Games lavede Dungeons & Dragons: Dark Alliance tilbage i 2021.
Warlock beskrives som et Third Person action-adventure spil, sat i en åben verden inspireret af Dungeons & Dragons. Så det kunne tyde på, at vi får nogen af de samme elementer som vi så i Dark Alliance. Der var dog ikke specielt mange oplysninger i traileren, ud over lækker musik fra Tool, og så at vi kan se frem til Gameplay detaljer næste sommer.
Endnu en trailer der satte mit lille nørd hjerte på overarbejde var Star Wars - Fate of the Olde Republic. Det er et Third Person Single Player historie drevet RPG spil, der beskrives som den åndelige fortsættelse af The Old Republic. Det er drevet af Game Director Casy Hudson, som også var i spidsen for det oprindelige Knight of the Old Republic og Mass Effect trilogien.
Det er stadig meget tidligt at udtale sig specielt meget om spillet, men med den baggrund sætter jeg min lid til The Force og håber på et lækkert spil. Traileren giver de rette fornemmelser i maven!
Vi fik også en trailer for den kommende Lord of Hatred udvidelse til Diablo 4. Diablo 4: Lord of Hatred lander efter planen den 28 april næste år og kommer med en masse nyt indhold, nye områder, items og meget mere. Mest centralt for mange er dog nok muligheden for at spille to nye Classes, hvor Paladin klassen blev afsløret med den nye trailer.
Tomb Raider fans fik også en masse dejligt nyt på The Game Awards med annoncereing af næste nye kapitel i Lara Crofts historie med Tomb Raider: Catalyst. Spillet lander dog først i 2027, så vi må finde tålmodigheden frem.
Vi skal dog ikke vente helt så længe på den anden Tomb Raider nyhed fra The Game Awards. Tomb Raider: Legacy of Atlantis er et nyt take på det klassiske spil fra 1996, men nu overført til moderne Unreal Engine 5 kvalitet. Det kommer ikke til at være en ren 1 til 1 genskabelse af det gamle spil, men tager helt klart udgangspunkt i det.
Tomb Raider: Legacy of Atlantis lander i 2026.
Fans af Control spillet fik også noget at se frem til, med en annoncering af Control Resonant, som lander i 2026 til PlayStation. Spillet læner sig endnu mere ind i den ret syrede stil, som vi fik med det første Control spil. Det er rigtigt fedt at se at udviklere som Remedy stadig går all ind på spil af denne type.
Den sidste trailer jeg tager med er ikke et spil, men derimod STreet Fighter Movie, som dog i den grad ser ud til at tage sin spil arv alvorligt. Ideen om en Street Fighter film virker måske lidt tynd, men det er jo ikke første gang, og den oprindelig film med Van Damme hev måske ikke lige en Oscar, men er trods alt meget underholdende på en "så dårlig den er god" måde.
Den nye Street Fighter film ser dog ud til at holde sig en del mere til de klassiske spil i sit udtryk. Det bliver nok heller ikke den der vinder en Oscar, men som en der voksede op med de gamle spil på spillemaskiner bagerst i lokalet på grillen, så ser jeg frem til at se mere til Street Fighter Movie.