Polar GPS-Sportsur - M600

Polar har sendt os deres M600 - Topmodellen i deres "Sport" serie. M600 kommer med Android Wear indbygget, et sandt overflødighedshorn af puls-funktioner og optisk pulsmåling. Sammen med M600 får man også adgang til både Polar Beat og Polar Flow - Polars apps til pulsmåling og tracking. Vi afslører ikke for meget ved at sige - Vi er imponerede!

 

 

Polar M600 er toppen af Polar's Sport-serie. Sport-serien er kendetegnet ved at være designet til smarte-sportsentusiaster. Polar markedsfører uret under #NowYouCan - det er vi selvfølgelig spændt på at teste! Måske uret giver overnaturlige kræfter?

 

Den vejledende udsalgspris lægger sig på solide 2.799 kr., det kan lyde af en del - men er alligevel hvad man vil kategorisere som værende midt i segmentet for puls og triathlon ure (Der typisk kommer med priser op til 5.999 kr.). Polar M600 er nemlig ikke alene svedtæt, men også vandtæt! Android Wear er ligeledes integreret i uret og giver mulighed for fuld smartwatch på Android, og essentielle funktioner på iOS.

 

Quickjump:

 

 

 

 

Specifikationer

  • OS: Android Wear (iOS kompatibel)
  • Komptabilitet: Smartphones med Android 4.3+ samt iPhone 5 eller senere med iOS 8.2+
  • CPU: MediaTek MT2601, Dual-Core 1.2GHz - ARM Cortex-A7
  • Hukommelse: 4GB + 512MB Ram
  • Display: 1,30", 240x240px, 260 ppi TFT-display, Corning Gorilla-glas 3
  • Batteri: 500 mAh
  • Levetid: 2 dage / 8 timers træning (Android), 1 dag / 8 timers træning (iPhone)
  • Pulsmåling: Optisk m. 6 LED-lys
  • Sensorer: Accelerometer, sensor til omgivende lys, gyroskop, vibrationsmotor, mikrofon
  • Vandtæthed: IPX8 (10m)
  • Vægt: 68g
  • Forbindelser: Bluetooth 4.2, Wi-Fi 802.11 B/G/N
  • Mål: 45mm x 36mm x 13mm
  • Fysiske knapper: 2 knapper (tænd/sluk + frontknap til træning)
  • Rem: Silikone (kan udskiftes - 3 farver, sort/hvid/rød (249 kr. /stk)
  • Placering: GPS & Glonass

 

Primære funktioner:

  • Optisk pulsmåling
  • GPS tracking
  • Søvn tracking
  • Kalorieforbrug
  • Smartwatch
  • Smartcoaching (Aktivitetsguide, aktivitetsudbytte, træningsudbytte, løbeprogram, runningindex, sportsprofiler mm.)

Software:

Polar M600 bruger Polars egne apps. Der er tale om hhv. BEAT og FLOW. BEAT er en app der udelukkende logger din puls, mens FLOW tracker alt i din dagligdag, og giver omfattende rapporter på alt fra søvn over inaktivitet til puls og restitution. Du finder en dybdegående test af Polar BEAT HER og Polar FLOW HER.

 

Det finder du i æsken

  • Uret
  • Oplader (kun selve ledningen)
  • Manual

 

Polar M600 - Design

Design. Det er jo altid en smagssag. Det fysiske design på Polar M600 kommer med et stilrent design uden at være elegant. Remmen er udført i en stærk gummiløsning og kan udskiftes (koster 249 kr.). I øjeblikket findes der tre forskellige rem-farver, sort (testet), hvid og rød. Det giver dig muligheden for, til dels, at sætte dit personlige præg på uret - det kan vi godt lide!

 

Selve ureter ikke noget vildt, men præsenterer sig flot med en lækker farve-touch-skærm i en fornuftig størrelse. På skærmen er der naturligvis også blevet plads til Polars logo.

 

Uret har en hvis størrelse, hvilket betyder det ikke egner sig til personer med små håndled. Videre om designet kan vi konkludere en del af årsagen til eksempelvis Suunto's dyre Spartan serie er så meget dyrere - nemlig at dette direkte ligner et pulsur / smartwatch, hvor Spartan forsøger at ligne et almindeligt ur.

 

Når vi ser på designet er det også værd at bemærke, at det er nemt at skifte mellem mange forskellige "watchfaces" så man får et ur der passer til personlig smag. Desuden vågner uret selv når man drejer håndleddet. Lækkert!

 

Sidst men ikke mindst fortjener opladeren ros. Her kunne man godt forestille sig at Polar har fundet inspiration hos Apple's MagSafe adaptere. Opladning foregår med en lille magnet der selv hæfter på bagsiden af uret, og den sidder ganske fornuftigt fast og giver nem opladning. Eneste lille bemærkning her, er at den ikke er "omni-directional" og derfor kun kan sidde i en bestemt retning.

Desuden synes remmen at være lavet i et materiale som samler en del snavs, hvilket er lidt ærgerligt. Men noget der formentlig kan løses ved at vælge den røde rem fremfor hvid eller sort.

 

 

Polar M600 - SmartWatch

Som smartwatch imponerer M600 Sportsuret umiddelbart. Der er fuld support for Android Wear, og en batteritid hertil på intet mindre end 2 dage. Samtidig er der en ganske fornuftig support for iOS hvor batteritiden dog halveres - ærgerligt!

Funktionaliteten lader ved første øjekast til at være i top! Men mere om det senere.

 

 

Polar M600 - Løbsfunktioner

Polar er en af de helt store spillere på pulsmålings-markedet og har været med i rigtig lang tid - sammen med Suunto. Derfor er forventningerne til M600 også skruet helt op. Vi har med en topmodel i deres Sport-serie at gøre, og vi håber den indfrier forventningerne.

GPS-trackingen i Polar M600 leverer på et fornemt niveau, både mellem bygninger, på "off-track" områder og i bevoksning - ganske imponerende! 

I den indledende test var uret lidt tid om at fange GPS-signalet, men det hænger sandsynligvis sammen med at jeg netop var trådt ud af en opgang i det centrale Aalborg. Under testen opleves det at uret viser særdeles præcist med en utrolig lille fejlmargin. Gennem Polar Flow er al data ligeledes tracket - Puls, tid, kcal, distance, rute, højdemeter, you name it, M600 did it!

 

 

I galleriet ser i en direkte sammenligning mellem Polar M600 og vores reference-måling, som er Polar H7 chest-strap koblet på iPhone 6 i iCardio softwaren. M600 tracker GPS ruten særdeles mere præcist end tilfældet er med iPhone 6. 

 

Datavisning under aktivitet

Polar M600 har mulighed for at indstille skærmen man ser som atlet helt ned til mindste detaljer. Det er helt op til dig hvilke data du ønsker vist, de kan sågar indstilles per disciplin. Det betyder at du kan få vist et sæt data når du eksempelvis dyrker spinning i det lokale fitness center, et andet når du løber udendørs og et helt tredje når du cykler på raceren, eller vægtløfter.

Indstillingen af disse informationer foregår i høj grad som drag and drop i Polar's online interface. Super nemt!

 

 

Polar M600 - Pulsmåling

M600 er udstyret med state-of-the-art optisk pulsmåling. Det betyder at den ved hjælp af 6 led-lys måler blodgennemstrømningen i dit håndled, og herfra fastlægger din øjeblikke puls. 

 

 

Der er flere smarte elementer ved optisk pulsmåling, men det mest oplagte er naturligvis at man slipper for at have et pulsbælte omkring brystkassen. Dermed undgås den irritation der eventuelt kan forekomme ved fysisk aktivitet hvor overkroppen er meget i bevægelse. Når det er sagt understøtter Polar M600 dog også ekstern pulsmåling. F.eks. kan man tilkoble vores reference-måler Polar H7 brystremmen og lade den håndtere pulsmålingen elektrisk (som siges at være mere præcis) i enheden.

 

I denne sammenhæng har vi valgt at sammenligne M600 op med referencemåleren på 4 forskellige tests. De fire tests bliver:

  • Udendørs løb
  • Indendørs steady-state træning (cykel / løb)
  • Indendørs interval (cykel: 60/30 træning)
  • Spinning (Mixed interval og steady state)

Første test er udendørs løb

 

Herover ses resultaterne. Begge målere er indstillet efter standard pulszoner (ca: 1: 0-50%, 2: 50-65%, 3: 65-75% 4: 75-90% 5: 90-100%). I venstre side ses referencemålingen mod M600 i højre side. Det bliver lynhurtigt tydeligt at målingerne er meget nær hinanden, både hvad angår zone-fordeling og faktisk puls. Går vi ind og ser på den målte gennemsnits- og maximal puls, så lander det på 175bpm på H7 kontra 174bpm på M600; og begge enheder måler den maximalt opnåede puls til 191bpm. Ganske imponerende!

 

Polar M600 - indendørs steady-state

Steady-state testen er foretaget på indendørs Tomahawk IC7 cykel. Testen er gennemført ved at køre 30 minutter på ca. 75% af personens max-watt. Små udsving forekommer naturligvis gennem ændring af holdning på cykel, væskeindtag og forandring i kadence.

De øverste to billeder er vores referencemåler (Polar H7 - Cheststrap) som måler sessionen til 153 slag/minut i gennemsnit og en max puls på 171. M600 præsterer en måling på 153 slag/minut i gennemsnit og en max puls på 172. Meget imponerende måling og langt mere præcis end vi her på redaktionen havde forventet af en optisk pulsmåler. Men nu kommer den hårde test - intervaller!

 

Polar M600 - indendørs intervaller

Tiden er kommet. Den helt store, og af pulsur krævende test. Nemlig intervaller! Vores intervaltest er opsat på en Tomahawk IC7 indendørscykel. Intervallerne køres baseret på %maxwatt belastning efter en 60/30 fordeling. I denne sammenhæng kører vi 60 sekunder ved ca. 60% max watt, og 30 sekunder ved 105+% max watt.

Vores referencemåler præsterer at måle denne test til 172 slag/minut i gennemsnit med en max puls på 190 slag/minut. M600 får målt test-personen til 171 slag/minut i gennemsnit med en max puls på 189 slag/minut. Igen ser vi stort set identiske målinger, mellem cheststrappen og den optiske måling - ganske overraskende! Ser vi på graferne over tid, er målingerne ligeledes praktisk talt identiske. Hatten af for Polar, det er virkelig flot!

 

Polar M600 - Aktivitetstracking

Polar M600 byder også på aktivitetstracking, som må siges at være det helt store buzz-word på fitnessscenen i øjeblikket. Alting skal trackes, lige fra indtagede og forbrændte kalorier, over skridt, hvilepuls og hvile til søvn. Dette kræver naturligvis at man har uret på hele tiden.

Vi har ligeledes afprøvet denne aktivitetstracking og den synes forbavsende akkurat. Personligt mener jeg dog at Polar M600 er for stort til aktivitetstracking og bør regnes som et mere "rent" GPS/Puls-ur. 

 

Polar M600 lægger sig meget nær samme antal skridt, som der bliver målt af iPhone 6 i løbet af en dag - ganske tilfredsstillende. Der er desværre ingen "smart-learning" funktion for det antal skridt som er ens daglige mål, og det betyder at målet er statisk og selvvagt. En lille funktion vi måske godt kunne ønske os at Polar lånte fra konkurrenten Garmin.

 

M600 sørger også for at holde dig lidt til ilden hvis du f.eks. har meget stillesiddende arbejde (som skribenten her!). Uret kommer med en lille vibration og advarer om at man skal huske at bevæge sig. Dette kan klares ved et par omgange på kontoret (hvis det ikke er så stort ;)). Ignorerer man advarslen bliver man udstyret med en "inaktivitets advarsel" i sin daglige opsummering. En ganske interessant feature, som i hvert fald har holdt skribenten til ilden under testen!

 

Pulsuret snakker også sammen med Polars nye smartvægt Polar Balance, som vi håber også at få mulighed for at teste på et tidspunkt. Balance skulle eftersigende give dig endnu mere nøjagtig tracking af dine fremskridt (fedtprocent, vægt, muskelmasse etc) på daglig basis. Et rigtig lovende system, som spiller godt ind i det produkt økosystem, som Polar har lagt for dagen.

 

Polar M600 - Smartwatch

Som tidligere nævnt byder M600 blandt andet på fuld understøttelse af Android Wear, og vigtige funktioner til iOS. I testen har vi desværre ikke har en Android telefon til rådighed, men vores umiddelbare opfattelse er, at man kommer til at opleve et gedigent smartwatch, med en del funktioner (bl.a. taleunderstøttelse), som vil kunne gøre langt de fleste Android brugere tilfredse. 

 

Vi har derimod testet smartwatch funktionerne til iOS, og lad os sige med det samme: Det er imponerende hvor mange funktioner Polar har fået presset ind i uret til så lukket en platform som iOS er. Vi er lykkedes med samtlige notifikationer, lige fra kalender over livescore til Instagram og Facebook. Virkelig lækkert! Samtidig er det også muligt, i begrænset omfang at styre den musik man afspiller på sin iPhone. Det begrænser sig til funktioner imens afspilning er startet, men det er stadig nok til at imponere os, og tilføje en særdeles givende funktionalitet under træning - som jo er dette urs primære formål.

Endvidere har vi oplevet (i modsætning til andre enheder) at synkronisering er foregået uden problemer 100% af tiden. Kudos! Det tager vi hatten af for!

 

Polar M600 - Batteri

 

Batteritid. Uh ha. Det plejer at være en rigtig dræber - især når man inkluderer funktioner såsom smartwatch. Som du kunne læse i indledningen holder M600 batteri i hhv. 2 dage på Android, 1 dag på iOS og 8 timer som ren pulsmåling. 

Det er ikke pralende tal, men stadig ganske fornuftigt og indenfor hvad vi kan tillade os at forvente af et ur, som dette.

 

Pris

Polar M600 har en vejledende udsalgspris på 2.799DKK, men kan i skrivende stund erhverves til 2.212DKK. 

 

 

Konklusion

 

Polar M600 er et super lækkert GPS-, Puls- og Smartur til entusiasten, som ikke vil vove sig ud i de helt dyre professionelle ure. Du får et ur, som ganske enkelt er læsset op med relevante funktioner og tilmed præsterer stærkt på sine kerneområder. GPS og Pulsmåling foregår korrekt, præcist og uden kvaler. Derudover er der aktivitetstracking, hvis man går op i den slags. Den eneste mindre flatterende ting ved dette ur er designet, som kan forekomme en anelse kluntet og remmen som nærmest er en støvmagnet, er heller ikke super tip/top.

 

Værdi for pengene: 9/10

Polar M600 er et ur med en særdeles fornuftig pris, når der tages højde for de mange funktioner som uret har. Et ur med masser af værdi for pengene, som måske endda stikker lidt til ure i en noget højere prisklasse!

 

Design: 7/10

Uret er komfortabelt at bære, og det tæller klart op! Når det så er sagt er uret ikke egnet til folk med små håndled, simpelthen grundet størrelsen. Samtidig er det heller ikke det mest elegante ur, og lider desværre af at samle en masse støv. Det er dog vandtæt og kan sågar bruges til svømning - igen et plus!

 

Brugervenlighed: 9/10

Urets simple system med to knapper og en touchskærm er udført til UG. Utrolig simpelt og ligetil - i særdeleshed hvis man er hjemmevant på smartphone / tablet. At uret kan bæres i bad og under svømning er også et plus her. Simpelt, effektivt og brugervenligt!

 

--

 

Conclusion

Polar M600 is a very nice GPS-, Pulse- and smartwatch for the enthusiast who isn't up to shelling out for the professional watches. You'll have a watch, which is loaded with relevant features, and gives you a serious bang-for-your-buck on it's key features. GPS and Pulse-reading is correct, precise and without quarrels. The activity tracker is nice to have. Only slight drawbacks are the design, which can come off as a bit crude, and the band which seems to draw dust.

 

Value for money: 9/10

Polar M600 gives you true value for money. The price is very reasonable considering the host of features in the watch. You will get a watch which the likes of will most likely set you back a lot more.

 

Design: 7/10

The watch is very comfortable to wear, which is a clear plus. However, this watch cannot be recommended for people with small wrists, simply due to its size. Furthermore we've seen more elegant looking watches, and sadly the band draws a lot of dust. The watch is waterproof and can be used for swimming, another big plus!

 

User friendliness: 9/10

A simple system with 2 buttons and a touchscreen, delivered to A+. It's magnificently simple and straightforward to use, and anyone who's held a smartphone or tablet, will find it a breeze. The fact that you can wear it in showers or swimming is another clear advantage. Simple, effective and user friendly!

Vores partnere