Creative Outlier Air V3

P1055398
Lyd på farten er blevet et stort marked, og der er ingen tvivl om, at produkter som Apple AirPods har sat skub i den udvikling. True Wireless in-ear høretelefoner er blevet super populære, og i dag skal vi se på netop sådan et sæt. Det er Outlier Air V3 sættet fra Creative, der er landet på bordet.

Specifikationer

Vi starter som altid med et kig på de specifikationer som Creative selv lister på deres produktside for Outlier Air V3. Så har vi et godt udgangspunkt at holde dem op imod under vores test. 

  • Grænseflade: USB Type-C (Opladning), Mulig for trådløs opladning og Qi-kompatibel, USB-C (opladning)
  • Produkttype: Ægte trådløse hovedtelefoner
  • Vægt: Ørepropper: 2 x 5.2g, Opladningsetui: 69.8g
  • Farve: Opladningsboks: Grøn, Høretelefoner: Grøn
  • Frekvensområde: 20–20,000 Hz
  • Kabellængde: 28 cm
  • Driverstørrelse: 6 mm Bio-cellulose driver
  • Batteritype og -levetid
  • Batteri i opladningsenhed: 1 x genopladeligt lithium polymer batteri 450mAh, Batteri i hovedtelefoner: 2 x genopladeligt lithium polymer batteri 55mAh
  • Opladningstid: 2–3 timer
  • Forbindelsestype: Bluetooth 5.2
  • Bluetooth-profiler: HFP (Hands-Free Profile), A2DP (trådløs stereo-Bluetooth), AVRCP (Bluetooth-fjernbetjening)
  • Bluetooth driftsfrekvens: 2,4 GHz
  • Lyd-codec: AAC, SBC
  • Rækkevidde: Op til 10m
  • Bærestil: I ørerne, Ægte trådløse
  • Mikrofon: Frekvensområde: 100–10,000 Hz
  • Følsomhed: - 42 dBV / Pa
  • Type: Omni-direktional x 2
  • Vejrbestandig modstandsdygtig: IPX5
  • Built in microphone: Ja
  • Music playback and calls control: Ja
  • Kontrol: Touch controls (Volume and Playback controls)

På papiret har vi en god liste af funktioner og hardware delen ser også fornuftig ud. Vi ser nærmere på hvordan de klarer sig i den virkelige verden senere i testen. 


Design

Outlier Air V3 sættet kommer i en rigtig lækker indpakning, hvor vi kan se de vigtigste features og indholdet er godt sikret. Selv om emballage ikke betyder så meget, når først man har tingene ude og i brug, så er det altid lækkert at få tingene præsenteret på en lækker måde fra starten.

Creative Outlier Air V3 indhold.jpg

I kassen finder vi selve de to Outlier Air V3 høretelefoner, en opbevarings- og ladeenhed, USB C Ladekabel og tre størrelser af silikone ørespidser. Ud over det er der naturligvis også en manual, som er meget nyttig. Størrelsen på tingene taget i betragtning, kan der ikke stå meget vejledning på selve enhederne. Så det her er et tilfælde, hvor det at læse manualen kan være meget hjælpsomt. 

Creative Putlier Air V3 ørepropper

Hvis vi starter med at se på selve de to Outlier Air V3 høretelefoner, så der de ret gennemsnitlige ud. Det er i denne sammenhæng ikke ment som noget negativt, da der jo er grænser for, hvor meget man kan skeje ud med en lille enhed, der skal kunne sidde i øret. 

Designet er let og afdæmpet i en farve, som Creative selv kalder grøn, men som jeg mere synes ligger i en gunmetal grå farve. Der er en lysring på hver af de to enheder, som kan bruges til at indikere forbindelses- og batteristatus. Det er er felterne i inden i ringene, der også fungerer som touch knapperne til betjeningen, af de forskellige indbyggede funktioner. 

Outlier Air V3 true wireless

På hvad vi vel bedst kan kalde indersiden, kan vi se de to kontaktpunkter til opladning via transportæsken, sammen med en lille indikation af, hvilken siden den hører til.

Hver enhed er udstyret med en blød silikonespids, som er let at tage af, hvis man har behov for at udskifte eller rengøre den. 

Der er ingen mulighed for ørebøjle eller andet, så man er afhængig af silikonespidsen til at holde enheden fast i øret. De to enheder har en samlet vægt på 5,2 gram, så der burde være mulighed for at holde dem på plads, hvis man vælger den rigtige størrelse silikonespids. 

Opladningsenheden er både til opladning og transport af de to Outlier Air V3 høretelefoner. Den er udført i den samme gunmetal grå (grønne) farve, som høretelefonerne. Materialet er dog aluminium på toppen og plast i bunden. 

Opladeenhed Creative Outlier Air V3

Man åbner æsken ved at skubbe den ud fra den ene side. Herfra er der fin adgang til de to ladepladser, som holder Outlier Air V3 enhederne på plads via magneter. Her sidder de rigtigt fornuftigt fast, og når først man lukker æsken er de fint i sikkerhed. 

Der er tre statuslys på siden af æsken, som viser batteristatus for hver af de to trådløse enheder og for selve æsken. På den måde kan man hurtigt se, om der skal mere strøm til. Æsken og de to enheder oplades enten via USB C stikket, som også sidder på siden eller trådløst via Qi standarden. 

Statuslys Outlier Air V3 Creative

Det sker meget let ved at placere enheden på en kompatibel enhed med plastbunden ned af. Creative angiver opladningstiden til omkring to til tre timer, alt efter hvilken opladningsmulighed man bruger. 

Outlier Air V3 har en angivet batteritid på 10 timers spilletid pr opladning, hvilket kan forlænges fire gange op til 40 timer, hvis man løbende lader dem via etuiet. 


Software

Selv om man sagtens kan klare sig uden, så er der mulighed for at indstille sine Outlier enheder via Creative appen. 

Creative App Outlier Air V3

Via appen er det muligt at se en mere detaljeret status på enhederne. Det er også muligt let at tjekke og opdatere firmwaren, hvis det er nødvendigt. Der var fx en ny opdateret firmware til vores testenhed, og opdateringen var let klaret på omkring fem minutter. 

I appen er der også adgang til en Equalizer, hvis man vil tilpasse lyden. Der er også mulighed for at indstille og tilpasse, hvordan den indbyggede active noise reduction og ambient mode skal virke. Via appen kan man indstille styrken på de to muligheder, så man kan finde det leje der passer en bedst. 

Endeligt kan man også tilpasse, hvilke funktioner der skal være tilgængeligt via knapperne på de to enheder. Som udgangspunkt er der mulighed for tre funktioner på hver knap. Det er ting som mediekontrol, volumen, voice assistant og noise control. 

Indstilliner Creative App Outlier Air V3

Der er ikke andre muligheder end det, men via indstillingerne er det muligt selv at bestemme, hvilke funktioner der skal være tilgængelige, og hvilken knap og funktion de skal ligge på. En lækker lille detalje i forhold til tilpasning. 

Samlet set fungerer Creative appen super fint og giver et hurtige og gode muligheder for at tjekke status og tilpasse tingene, som man har lyst. 


Test

Som udgangspunkt er en anmeldelse altid, til en hvis grad, en subjektiv beskrivelse af et produkt. Der vil være et element af personlig præference i forhold til ting som pasform, lydbillede og design. 

Det er naturligvis også udgangspunktet her, da det er mine egne oplevelser, som ikke nødvendigvis rammer helt plet hos andre, da vi alle sammen er forskellige. 

Jeg har brugt Creative Outlier Air V3 sættet i et væld af forskellige sammenhæng. Jeg har brugt dem hjemme, i bilen, på cyklen og til træning med både løbe og vægttræning. 

Ture Wireless earbuds Creative Outlier Air V3

Generelt har min oplevelse af sættet været rigtigt god. Outlier Air V3 sættet passede med de monterede medium silikonespidser, rigtigt fint i mine ører og sad rigtigt godt fast. Der var et par gange, hvor den ene hoppe ud men den var udelukkende i træningssammenhæng i træningslokalet, hvor jeg under burpees udfordrede dem lidt for meget. 

Bortset fra det, så har der ikke været nogen problemer og pasformen har været behagelig selv under længere tids brug. 

Ambient Mode funktioner, der bruger de indbyggede mikrofoner til at lukke lyd fra omgivelserne ind, fungerer rigtigt fint. Det er en funktion, som jeg er specielt glad for, når jeg har dem på ude i trafikken og gerne vil have en lidt bedre fornemmelse for mine omgivelser. Med Ambient Mode aktiveret er det stort set, som om man ikke har noget i ørene. Hvor meget man reelt kan høre afhænger dog naturligvis af, hvor højt man så skruer op for musikken. Det hjælper dog til at give et bedre indtryk af omgivelserne. 

Opladning Creative Outlier Air V3

Den aktive støjreduktion er også god til at tage toppen af den støj, der er omkring dig. Det fungerer naturligvis bedst på mere monotone og vedvarende lyde, som fx en bilmotor eller bussen. Det kommer ikke helt op på højde med et godt over-ear headset med god ANC, men Outlier sættet er naturligvis også lidt begrænset af ikke at omslutte dit øre helt. 

For et in-ear headset synes jeg, de klarer opgaven meget godt. 

Lydbilledet i Outlier V3 er også rigtigt solidt. De 6mm Bio-cellulose drivers klarer opgaven godt med en god og tydelig separation af høj og mellemtoner sammen med en fornuftig bund for et sæt i denne størrelse.

Igen kommer det ikke på højde med et godt over ear headset, men det er også begrænset, hvad man kan forvente når man samtidigt skal være så kompakte, som vi er her.

P1055408.JPG

Det er hele tiden en opvejning af funktioner, bekvemmelighed og ydelse, og jeg synes at Creative finder et rigtigt godt niveau med deres Outlier Air V3. 

Creative angiver selv Bluetooth rækkevidden til 10 meter, hvilket de sagtens kan klare, hvis man ikke har for mange forhindringer mellem sig selv og den tilsluttede enhed. Kommer der vægge eller andet imellem falder det dog ikke overraskende hurtigt, hvilket også må forventes. 

Jeg oplevede enkelte gange små udfald i lyden, selv med telefonen i lommen. Det var dog kun meget kortvarigt, og som regel kun den ene af de to enheder. Om det er min telefon, Outlier enhederne eller noget i omgivelserne, der bærer skylden skal jeg ikke kunne sige. Det har ikke været et problem, som jeg har kunne genskabe på nogen stabil måde, så jeg lader det ikke gå ud over den samlede vurdering. 

Min oplevelse af batteritiden falder også rigtigt godt i tråd med Creatives angivelser. Da de hele tiden løbende oplades i holderen har batteri ikke rigtigt været noget jeg har spekuleret meget over. Jeg har let kunne bruge sættet en uges tid med løbende brug hver dag under hundeluftning, cykelture og træning, uden at opleve jeg var ved at løbe tør for strøm.

I forhold til betjeningen, så vil jeg brokke mig en smule. Det kan være lidt svært at få knapperne på de to enheder til at registrere når man trykker på dem for fx at pause musikken eller skifte lyd mode. Her havde jeg gerne set lidt bedre og fintfølende registrering af berøringerne. Det er naturligvis altid en afvejning af følsomhed for at undgå utilsigtede berøringer medfører skift af musik eller andet. I det her tilfælde synes jeg dog, at der skulle skrues lidt op for følsomheden. 



Pris

Jeg kan i skrivende stund finde Creative Outlier Air V3 online med en pris omkring 450 kroner. Det er betydeligt billigere end de 1000-1500 kroner, som Apples sælger deres AirPods for og lander nogenlunde fornuftigt i det nedre midterfelt for True Wireless headsets af denne type. 

I forhold til kvalitet og ydelse synes jeg dog Creative rammer meget godt. 


Konklusion

Jeg har brug Outlier sættet over tre ugers tid nu, og har fra start til slut været meget god tilfreds med oplevelsen. Til mine ører er pasformen noget nær perfekt, og den lave vægt er med til at sikre, at de bliver på deres plads og er behagelig selv efter længere tid.

Det lille lette sæt leverer en solid lyd og gode funktioner koblet sammen med en velfungerende app med gode indstillingsmuligheder. 

Jeg kunne godt tage tænkt mig at touch betjeningen var mere responsiv, men det er stort set også mit eneste klagepunkt. 

Batteritid og opladning er stort set ikke været noget der har fyldt noget under min test. Man får lang batterilevetid og det er let at tjekke status via statuslysene på opladningsenheden, og så hurtigt smide et kabel i eller give den en tur på en Qi oplader når der er behov. 

Vi lander med en endelig karakter på 8 og en Great Product Award for et solidt produkt til en fornuftig pris.


Godt: 

  • Fornuftig lyd
  • God batteritid og lademuligheder
  • Effektiv Ambient Mode


Skidt: 

  • Betjeningen er ikke specielt responsiv


Vores partnere