Centrale Features:
En tur rundt om DJI Mic 3
DJI har med Mic 3 skabt en trådløs mikrofon, der samler det bedste fra Mic 2 og Mic Mini, og tilføjer en række nye features, som gør den til en af de mest alsidige og kompakte løsninger på markedet. Det er en mikrofon, der er skabt til content creators, vloggere og professionelle, som har brug for fleksibilitet og høj lydkvalitet i et diskret format.

Designet er blevet væsentligt forbedret. Transmitteren (TX) er nu mindre og lettere end tidligere, kun 16 gram med magnet, og kan nemt monteres på tøj eller metaloverflader. Du kan endda rotere mikrofonens retning, så den altid peger mod lydkilden. RX-enheden har beholdt sit AMOLED-display og drejehjul, og understøtter nu en låsbar 3.5 mm udgang, hvilket giver mere sikker tilslutning til kameraer og optagere.
Der følger også et lille USB-C adapter stik med som kan sættes på RX enheden så du kan tilslutte den til USB enheder som din smartphone og bruge den som lydinput.
Lydmæssigt er Mic 3 en kraftpakke. Du får både 32-bit float til professionel sikkerhedsoptagelse og 24-bit lossless til daglig brug. DJI har tilføjet to niveauer af aktiv støjreduktion, som effektivt fjerner baggrundsstøj uden at forvrænge stemmen. Der er også tre nye stemme-presets, som giver hurtig farve og karakter til vokal optagelser – perfekt til interviews, voice overs og sociale medier.
En af de største forbedringer er den interne hukommelse. Hver TX har nu 32 GB lagerplads, fire gange mere end Mic 2, og kan optage op til 14 timer direkte uden RX. Det gør Mic 3 ideel til solooptagelser, feltarbejde og situationer, hvor du ikke har adgang til en modtager.
Rækkevidden er også forbedret, op til 400 meter, og batteritiden er hævet til 28 timer med ladeetui.
Det er ikke helt på niveau med Mic Mini’s 48 timer, men stadig imponerende. Ladeetuiet er blevet redesignet og kan nu rumme både TX, RX, vindskærme, clips, magneter og kabler – alt sammen i en kompakt og rejsevenlig pakke.
Mic 3 understøtter også DJI’s OsmoAudio-økosystem og kan forbindes direkte til kameraer som Osmo Action 5 Pro og Osmo 360. Du kan styre gain og optageindstillinger direkte fra kameraets menu, og lydkvaliteten er markant bedre end de indbyggede mikrofoner.
Test
Jeg har testet DJI Mic 3 i et par uger både for sig selv og sammen med et Panasonic Lumix GH5 og et DJI Osmo Pocket 3 kamera.
I alle tilfælde har forbindelse og brug været dejligt let. De små TX mikrofon enheder kan med deres interne lager bruges helt for sig selv og let og hurtigt hives frem og lave optagelser, hvis man ikke behøver det forbundet til andre enheder.
Som en del af OsmoAudio-økosystemet betyder det også, at de let kan forbindes til andre understøttede DJI enheder, som det Osmo Pocket 3 kamera, jeg også har testet med.
Hvis du bruger din DJI Mic 3 TX mikrofon enheder sammen med en inkluderede RX modtager, så kan du via det lille touch display på RX enheden let tilpasse indstillinger, som lydprofil og lydstyrke og fjernstyre optagelse.
Det er også let at montere de små enheder enten via klip eller magnet, og den lille størrelse gør det let at få mikrofonen placeret optimalt.
En anden imponerende opdatering er rækkevidden, som nu er helt op til 400 meter. Jeg startede min test med at lave en udendørs test, som I kan se og høre herunder.
Jeg kom ikke helt ud på de 400 meter, som DJI angiver, men jeg var på omkring 300 meter samlet set. Der var ingen problemer med lyden imellem den lille TX enhed, som jeg havde med og RX modtageren på mit kamera, som dog brillerede med at være ude af fokus.
I videoen er der en smule knas på lyden, som jeg først bemærkede, da jeg redigerede videoen. Efterfølgende har jeg let kunne fjerne den ved at justere input niveauet en smule i kameraet. Jeg skulle dog nok også have haft den lille vindhætte på TX-enheden under min udflugt.
I forhold til tidligere DJI Mic versioner har vi ikke længere mulighed for tilslutning af lavalier mikrofoner i TX enhederne. Jeg vil dog kalde det et lille problem, da selve TX enhederne nu er så små, at de ikke fylder ret meget mere end en lavalier mikrofon.
Alt i alt er DJI Mic 3 en mikrofon, der leverer på alle fronter: lydkvalitet, fleksibilitet, design og funktioner. Den er ikke den billigste løsning, men til gengæld får du en professionel pakke, der kan tilpasses dine behov, uanset om du optager i studiet, på farten eller midt i en menneskemængde.
Pris
DJI Mic 3 fås i et par forskellige udgaver. Vi har haft besøg af versionen med 2 TX enheder, en RX modtager og et ladeetuie. Den konfiguration lander i skrivende stund med en online pris på lige under 2400 kroner. Det kan gøre billigere, hvis man kan klare sig med en TX enhed og en RX enhed uden ladeetui, som kan fås til lige under 1400 kroner.
Konklusion
DJI har lavet en imponerende opdatering til deres DJI Mic serie. Der er gode opdateringer hele vejen rundt og fleksibiliteten i systemet er super god.
Hvis man bruger andre DJI OsmoAudio enheder kan DJI Mic 3 uden problemer kobles op og leverer solid lyd med en utrolig lang rækkevidde.
Man får til prisen et stærkt system, der kan levere trådløs lyd til både dine hobbyprojekter og dine professionelle opgaver.
Vi lander med en endelig karakter på 9 og en Great Product Award for en gennemført og stærk lydløsning fra DJI.
Fordele
Ulemper