Med en kapacitet på 1008 Wh og en ydelse på op til 1000 W kan den trække det meste grej. DJI lover, at du kan lade en mobil op 54 gange eller holde liv i et køleskab i omkring 7 timer.

Det mest imponerende er dog opladningshastigheden: Enheden rammer 80 % strøm på kun 58 minutter, når den sidder i stikkontakten. Er du på farten, kan den lades op via bilen på under tre timer, og der er indbygget understøttelse af solpaneler, så du kan hente strøm direkte fra solen uden ekstra boks-grej.
En af de funktioner, der gør den praktisk til hjemmekontoret, er UPS-funktionen. Hvis strømmen går, overtager Power 1000 Mini leveringen på kun 0,01 sekund. Det er hurtigt nok til, at din router eller computer ikke når at gå ud, hvilket er guld værd, hvis du arbejder på noget vigtigt.

Som en lille bonus er der indbygget et 100 W USB-C-kabel direkte i kabinettet, så du altid har et ladekabel til din laptop eller telefon lige ved hånden.
DJI har ikke sparet på holdbarheden. Den bruger LFP-battericeller, som er kendt for at holde i mange år – her op til 4.000 opladninger, før kapaciteten begynder at falde mærkbart. Kabinettet er bygget til at kunne modstå tryk på op til et ton, og det er forseglet, så det kan tåle både regn og saltvandssprøjt, hvis du har den med på båden eller stranden.

Er du allerede i DJI-økosystemet, giver Power 1000 Mini god mening. Via SDC-portene kan du hurtiglade dronebatterier – f.eks. kan et Air 3-batteri gå fra 10 % til 95 % på kun en halv time. Det hele kan overvåges direkte i DJI Home-appen, så du har styr på forbruget.
Pris og tilgængelighed: DJI Power 1000 Mini lander i butikkerne nu med en vejledende pris på 4.499 kroner.