Plantronics BackBeat FIT 350

Vi har i dag Plantronics BackBeat FIT 350 på besøg, og vi tager en grundig gennemgang af hvad det er, og hvad det har at byde på til den aktive sportsudøver.

Vi skal i dag se på Plantronics BackBeat FIT 350, og vi tager en grundig gennemgang af hvad det er, og hvad det har at byde på til den aktive sportsudøver. Der er selvfølgelig tale om deres nyeste headset i FIT serien, denne gang i en opdateret version af deres tidligere 300-serie. Og den har nye og lækre features at byde på, inklusive et nyt design på deres ørestykker, der er det par ørestykker som jeg personligt har oplevet som den bedste fit i et in-ear headset. Nogensinde.

 

front

 

Glæd Jer til at læse med i dagens test, af Plantronics efterhånden velkendte håndværk.

 

Men inden vi kommer alt for godt i gang, starter vi med en unboxing. Der er tale om et enkelt headset som ankommer i de klassiske blå Plantronics farver, men et produktbillede på forsiden, og relevant produktinformation på bagsiden.

 

 

Med headsettet medfølger der ørestykker i S, M og L, samt et USB ladekabel og en bærepose i stof. Der er derfor tale om et en udstyrspakke med det grundlæggende, og det man har brug for i hverdagen. Af nævneværdige features, fremhæver Plantronics selv komforten og stabilitet, passiv støjreduktion, et batteri med lang levetid, og selvfølgelig en IPX-5 rating, som betyder at FIT 350 er vand- og svedresistent.

 

 

Plantronics har lavet en introduktionsvideo til FIT 350, som du kan se herunder, hvis du vil se og høre mere om headsettet:

 

 

Features:

  • Stabilitet
  • Letvægtsdesign
  • Stor lyd
  • Batteritid
  • IPX-5 rating - vand- og svedresistent
  • Komfort
  • Inline kontrol

Specifikationer:

  • Bluetooth: 4.1, HFP 1.6, HSP 1.2, A2DP v1.2, AVRCP v1.4
  • Lyttetid: op til 6 timer
  • Taletid: op til 6 timer
  • DeepSleep: op til 6 måneder
  • Drivere: 6 mm
  • Frekvensgang: 20 Hz - 20 kHz
  • Sensitivitet: 106 dBSPL
  • Impedans: 16 ohms
  • Harmonisk forvrængning: <3%
  • Passive støjreduktion: ja
  • Vægt: 15 g
  • IPX5-rating: ja
  • Trådløs rækkevidde: op til 10 m
  • Audio Codec: CVSD, mSBC, SBC
  • Ladetid: omkring 2 timer
  • Multi-point: ja - forbind til to enheder på samme tid

bag_oeret_plt_backbeat_fit_3560_tweak_dk

 

Test:
Det er ingen hemmelighed, at når der står Plantronics på programmet, så er vi blevet vant til et højt niveau, både hvad angår design, men også lyd. Det er ikke for sjov at Plantronics er en af verdens førende producenter af lyd til professionel- såvel som privat brug. Vi har haft dem forbi mange gange, og også i dag har vi gjort os store forventninger til deres nyeste skud på stammen i deres FIT 300-serie.

 

 

FIT 350 er designet så den afviger fra de to foregående modeller, og de minder mest af alt om de ret populære sportsheadset som vi er vant til at se fra andre producenter, med en karakteristisk bøjle der går bag øret, og et in-ear stykke der er som støbt til øret, med lovning om passiv støjreduktion. Det er et kablet headset, i hvert fald mellem de to højttalere, men derudover er det frit for alle kabler, og er koblet sammen med et inline kontrolpanel, inklusive batteri. Der er tale om et batteri der lover musik i op til 6 timer. På kablet sidder der en clips, så du kan sætte det fast på din t-shirt, og det sidder bedre fast i brug. FIT 350 findes i flere versioner, og vi har modtaget den i blå/grå.

 

in_ear_plt_backbeat_fit_3560_tweak_dk

 

FIT 350 har en meget lav vægt på kun 15 gram, hvilket betyder at de stort ikke kan mærkes når de bliver brugt. På grund af den passive støjreduktion, er der derfor også rigtig god mulighed for at bruge disse indendørs, da det oftest er her der er behov for at lukke lyde ude.

 

Byggematerialerne virker utroligt velovervejede, og også af høj kvalitet. Kablet er lavet i vævet stof, som sikrer lang holdbarhed, og der er ingen fare for at det begynder at klistre i nakken eller på halsen, når man begynder at svede. Ørestykkerne føles meget holdbare, og jeg er ikke bange for at de går i stykker hvis de tabes på gulvet. Krogen der sidder bag øret er fleksibel og trykker ikke. Den er lavet i gummi, så den heller ikke bliver klam at have siddende bag øret i længere tid.

 

in_ear_headset_plt_backbeat_fit_3560_tweak_dk

 

Jeg synes personligt at Plantronics har udført en genistreg med FIT 350, da det hands down er det mest komfortable headset til sport jeg har prøvet. Nogensinde. Jeg er ikke i tvivl om hvilket headset jeg vil anbefale til ham eller hende der kan lide at træne indenfor i et fitnesscenter.

 

 

Plantronics FIT 350 kan noget helt særligt med komforten. Ørebøjlen sidder helt perfekt, men det er in-ear stykket som er forcen. jeg har aldrig oplevet et ørestykke som sidder lige så godt i mine ører, som ørestykkerne på FIT 350. Når Plantronics lover passiv støjreduktion, så leverer de som regel, og det har de i den grad gjort med FIT 350.

 

Pasformen er til mine ører helt perfekt, og de slutter helt tæt i øregangen, uden at begynde at klemme. Når de sidder på øret, er de behagelige, og man kan uden problemer have dem på i en træningssession på et par timer, uden ubehag af nogen slags. Og så sidder de rigtig godt bag- og i øret under løb, såvel som andre træningsøvelser.

 

På ledningen sidder der en lille inline remote kontrol, med pause/play, volume op og ned, samt mulighed for at besvare opkald. Det er også her at headsettet skal lades op efter de kun omkring 5-5½ timer headsettet holder ad gangen, inden der skal lades op igen. Denne inline kontrol sidder forskudt mod det ene øre, og er let og intuitiv at bruge.

 

 

Går vi mere i dybden med specifikationerne, så er FIT 350 IPX-5 rated, som betyder at den kan klare sved og vand i nogen grad. Derudover er der Bluetooth 4.1, med en rækkevidde på op til 10 meter, hvilket bør være nok til de flestes behov i et fitnesscenter.

 

opladning_plt_backbeat_fit_3560_tweak_dk

 

Lydkvaliteten er som forventet, når man tænker på at der er små 6 mm drivere i FIT 350. Det er dog stadig et skridt op i forhold til tidligere modeller, hvor der i FIT 350 er kommet et større fokus på en en klar mellemtone, og en mere fremtonende bass. Diskanten kan godt forvrænge lidt når den får fuld hammer, men på den anden side så er der tale om et flot lydbillede alt i alt, specielt i forhold til andre lignende headsets i samme prisklasse. Man kan skrue rigtig højt op for volumen, og koblet sammen med den passive støjreduktion, er man dækket virkelig godt ind i ethvert træningscenter.

 

Pris:
Som altid har vi været forbi PriceRunner.dk for at indhente en dagsaktuel pris til Jer. For kun 582,00.- DKK inklusive fragt kan Plantronics BackBeat FIT 350 blive dine. Efter vores mening, er det er skarp pris, på et meget gennemført produkt.

 

Konklusion:
Plantronics nyeste sportsheadset, Backbeat FIT 350 er en gamechanger i sin prisklasse. Det er uden sammenligning det mest komfortable sportsheadset vi har testet til dags dato. Ørestykket er en genistreg, og vi har været imponerede af mange elementer vedrørende FIT 350 i dagens test. Plantronics har gjort rigtigt meget rigtigt med deres videreudvikling af FIT 300-serien. Den store force for FIT 350 er hands down komforten og ørestykkerne. De er klart de bedste vi har testet på et in-ear sportsheadset. De er trådløse, de vejer stort set ingenting.

 

FIT 350 har en række lækre features som Plantronics skal have stor ros for. Lav vægt, IPX-5 rating, pasform, komfort, og selvfølgelig også en rigtig skarp pris. For under 600,00.- DKK inklusive fragt kan du få et af de mest komplette sportsheadset der er lavet til dags dato, i hvert fald hvis man bruger sin træningstid overvejende indendørs. Skal vi se på de ting der til stadighed ikke er helt i mål, så ville jeg være svært tilfreds hvis Plantronics i fremtiden fokuserer på to ting.

 

Batteriet og lyden. Ingen af delene er dårlige, tværtimod. Men de kan blive bedre. Jeg synes at 6 timers levetid er lige i underkanten, hvilket betyder at hvis man bruger hovedtelefonerne til og fra fitnesscentret, skal de lades op hver anden gang. Lyden er bedre end tidligere, men der er stadigvæk plads til små forbedringer. Der er nu en rigere mellemtone og et bedre samspil med bassen, men der er også her plads til små forbedringer. Spurgte du mig lige nu hvilket headset jeg personligt ville anbefale til den aktive sportsudøver, vil jeg pege på Plantronics BackBeat FIT 350, også selvom der findes dyrere alternativer, også inden for Plantronics egne rækker. BackBeat FIT er næsten perfekt.

 

Vi siger derfor farvel til Plantronics og deres FIT 350 hovedtelefoner, med en karakter på 9 ud af 10, og en Editor’s Choice award.

 

Pros:

  • Lav vægt
  • Komfort
  • Pris
  • God lyd i forhold til størrelsen
  • Design
  • Passiv støjreduktion
  • IPX-5 rating

Cons:

  • Batteri holder “kun” 6 timer

front

Vores partnere