Google Pixel buds Pro 2

Google Pixel Buds Pro 2
Google har fyldt efteråret med nye hardware lanceringer. Den seneste i rækken er deres Pixel Buds Pro 2. Der er små men effektive opdateringer, der løfter et allerede godt sæt true wireless earbuds.

Centrale features

  • Forbindelse: Bluetooth 5.4
  • Specialfremstillet dynamisk højttaler på 11 mm
  • Aktiv støjreducering med Silent Seal™ 2.0
  • IP Rating:
  • Øretelefoner: IP54
  • Etuiet: IPX4
  • Tensor A1 Chip

Hardwaren i de nye Pixel Buds Pro 2 har fået en opgradering og de indeholder nu en Google Tensor A1 chip. Det er første gang vi ser en Tensor chip i et sæt earbuds.

Pixel Buds Pro 2 fås i fire farver: Porcelain, Hazel, Wintergreen og  Peony.


En tur rundt om Pixel Buds Pro 2

Helt som sidste generation får vi med Pixel Buds Pro 2 et praktisk ladeetui. Uanset hvilken farve man vælger er etuiet hvidt. 

Google Pixel buds Pro 2 case

Der er mulighed for trådløs opladning af dine earbuds via etuiet. I bunden af etuiet er der også et USB C stik til opladning via kabel. 

Som en ny tilføjelse er der også en lille højttaler i bunden. Den kan bruges, når man via Find my Device funktionen forsøger at finde sine Pixel Buds Pro 2. 

Låget holdes magnetisk lukket og klikker sammen med et meget tilfredsstillinde klik. 

Google Pixel buds Pro 2 earbuds etui

Indeni holdes de to earbuds også på plads med magneter og oplades automatisk, når der er behov, så længe der er strøm på det indbyggede batteri i etuiet. Google angiver batteritiden på de to earbuds på op til otte timer med støjreducering aktiveret og op til 12 timer uden. Det kan, via løbende opladning i etuiet, forlænges til op til 48 timer. 

Tager vi de to earbuds ud, kan vi se at formen er blevet opdateret en smule siden sidste generation. De holdes stadig på plads i øret med silikone spidser, men der er på Pixel Buds Pro 2 kommet en ekstra tap, der skal være med til at sikre en bedre pasform. 

Google Pixel buds Pro 2 sammenligning

Sættet kommer med medium silikone spidser installeret, men der følger et stort, et lille og et ekstra lille sæt med i kassen, hvis man har brug for at tilpasse størrelsen. 

Ud over det er der dog ikke noget med i kassen. Der følger ikke noget USB C kabel med til opladning, så det skal man selv stå for. 

Siden af hver earbud er et touch interface, hvor man har mulighed for at starte eller pause musik, besvare opkald og skifte mellem ANC eller transparency mode. Det er muligt selv at tilpasse, hvilke funktioner man har adgang til her via softwaren. 

Google Pixel buds Pro 2 earbuds

De nye Pixel Buds Pro 2 er betydeligt lettere end den tidligere generation, med en vægt på kun 4,7 gram pr earbud.


Software

Der er software til at kontrollere og tilpasse indstillingerne på dine Pixel Buds Pro 2. Adgangen er lidt forskelligt alt efter, hvilken enhed man er tilsluttet til. Hvis man, som mig under testen her, anvender en Pixel telefon, findes app’en allerede på telefonen, som en del af indstillingerne. 

Screenshot_20240918-211417.png

Trykker man på yderligere indstillinger for Buds Pro 2 under sin Bluetooth oversigt kommer man til Pixel Buds app’en

Alternativt kan man hente den dedikerede app via Googles Play Store. 

Via app’en er det muligt at se, om man er tilsluttet og se batteristatus for øretelefonerne og etuiet. 

App’en giver også adgang til kontrol af den aktive støjstyring, som Google kalder det. Her kan du vælge imellem Støjreducering, Transparent lyd eller slukket, hvor ingen af delene er aktive. 

I forhold til lyden mere generelt, er det også muligt at tilpasse den via forudsatte EQ indstillinger, eller du kan opsætte din helt egen. 

Google Pixel buds Pro 2 EQ

Med en mere praktisk vinkel er der via app’en også mulighed for at opsætte Google Assistant, og tjekke op på de forskellige muligheder via touch interfacet på høretelefonerne.

Hvis du skulle være så uheldig at tabe en eller begge earbuds, kan man via app’en også spore dem. Man kan sætte dem til at afspille en lyd, så man kan spore sig ind på den i sofaen eller hvor de evt. har forputtet sig. Man kan dog også via Google Maps se den placering, som de havde sidste de var tilsluttet telefonen. 

Google Pixel buds Pro 2 spacial audio

Pixel Buds Pro 2 understøtter også Rummelig Lyd, hvilket kan aktiveres via softwaren. Det kræver dog at det indhold man vil se/høre understøtter det. 

Google har også tilføjet en Hørewellnes funktion, hvor man har mulighed for at holde øje med sit lydniveau, så man holder sig inden for de sikre rammer. Det er en meget praktisk funktion til at hjælpe en med at holde sine ører sunde. 

Google Pixel buds Pro 2 wellness

Samlet set er der rigtigt gode muligheder for tilpasning og gennemgang af dine Pixel Buds Pro 2 via den medfølgende app. 


Test

Jeg har brugt Google Pixel Buds Pro 2 i en uges tid, sammen med den Pixel 9 Pro Fold, som vi har haft til test. 

Der er ingen tvivl om, at det er et headset, som i den grad er lavet til at fungere optimalt sammen med Android og særdeleshed Pixel-telefonerne. 

Google Pixel buds Pro 2 fast pair

Tilslutning til en Pixel telefon sker mere eller mindre automatisk. Når du åbner etuiet i nærheden af en Pixel telefon, spørger den automatisk om du vil oprette forbindelse via Fast pair

Forbindelsen mellem telefon og Buds har under hele min test været problemfri, med en solid rækkevidde. Omkring 20-30 meter var der ikke nogen problemer, alt efter om der var vægge eller andre forhindringer mellem.

Springer vi til det vigtigste punkt, nemlig lyden, så kommer Pixel Buds Pro 2 rigtigt godt ind. Tensor A1 chippen sammen med de 11 mm drivers leverer en bundsolid lyd, der føles åben og luftigt, på trods af at blive dirigeret direkte ind i øret på dig. 

Google Pixel buds Pro 2

Man får et rigtigt godt lydbillede, hvor både høj og mellemtoner får god plads til at udfolde sig samtidigt med, at bassen fylder godt i bunden uden at dominere billedet. 

Tuningen direkte ud af kassen er rigtigt god, men man kan via app’en tilpasse den helt som man vil. Det kan gøres enten via de prædefinerede EQ indstillinger, eller via sin egen tilpassede. 

Ser vi på støjreduktionen, eller muligheden for ambient mode, er det også lykkedes Google at ramme et rigtigt godt punkt. 

ANC indstillingen er blandt de bedste jeg har prøvet til dato. Den ligger en utrolig god dæmper på støjen omkring dig. Den er tilmed god til at lukke af for støj fra fx et TV i baggrunden og ikke bare de monotone, summende baggrundslyde som mange ANC løsninger ellers klarer bedst.

Google Pixel buds Pro 2 ANC

Google siger selv, at den nye ANC algoritme er dobbelt to gange så god som den i de tidligere Pixel Buds Pro. Det er en påstand jeg efter min tid med sættet er klar til at tro på. 

På samme måde er Transparent lydindstillingen også super god til at lukke lyden omkring dig ind på en naturlig måde. 

En ny feature som Google har tilføjet, når man bruger ANC, betyder at sættet automatisk registrerer når man begynder at tale. Når det sker, så pauser den din musik og skifter over på Transparent lydindstillingen.

På den måde kan man hurtigt og naturligt skifte fra fredelig ANC uden støj i supermarkedet, til en samtale med ekspedienten, ved blot at begynde at tale. 

I forhold til pasformen så er opdateringen af Pixel Buds Pro 2 rigtigt god. Den tidligere version havde jeg meget svært ved at holde i ørerne i længere tid og fx løb og træning var stort set umulig med dem. 

Det er dog ikke tilfældet med Pixel Buds Pro 2, som ikke er faldet ud af mine ører en eneste gang under min test, selv under træning. 

Google Pixel buds Pro 2 true wireless

Hvis du har slået det til, fungerer Pixel Buds Pro 2 også som en hurtig adgang til Google Assistant, og til dels det nye Gemini. De almindelige Google Assistant ting, som at spørge om klokken, hurtige Google søgninger og kontrol af Smart Home enheder fungerer uden problemer. 

De nye, mere avancerede Gemini og Gemini Live funktioner er dog pt ikke understøttet i Danmark. Så her må vi væbne os med tålmodighed til det måske/måske ikke rulles ud. 


Pris

Google Pixel Buds Pro kan forudbestilles nu og lander med en pris på lige under 2000 kroner. Det er i den dyre ende af True Wireless markedet men falder meget godt i tråd med andre High End sæt fra fx Jabra eller Sennheiser. 


Konklusion

Google har lavet nogen solide opdateringer til deres Pixel Buds serie. Resultatet er et fantastisk sæt, som er et super partner til din Pixel telefon. 

Feature listen er solid med gode nyheder, og specielt hvis man er flittigt bruger af Google økosystemet, er der meget funktionalitet at hente med Pixel Buds Pro 2. 

Når det så samtidigt er parret op med lækker veltunet lyd og noget af det bedste ANC jeg har prøvet, er det svært at klage. 

Jeg vil dog godt klage lidt alligevel. Vi får på dansk ikke adgang til de fulde Gemini AI funktioner. Det er dog ikke specifikt Pixel Buds Pro 2 der bærer skylden, men derimod Android økosystemet generelt, der ikke understøtter det på dansk. 

Google Pixel buds Pro 2 Pixel 9 pro Xl

Det er dog en funktion, som jeg ikke umiddelbart kommer til at savne, da jeg trods alt ikke er SÅ begravet i AI og Googles økosystem. Det er dog værd at være opmærksom på, hvis man har planer om at kaste sig ud i de nye Gemini AI funktioner. 

På trods af den manglende Gemini funktionalitet, så er de nye Pixel Buds Pro 2 dog stadig et stærkt sæt, og i min bog nogen af de bedste earbuds, man kan få til sin Android telefon. 

Vi lander på en endelig karakter på 9 og en Great Product Award. Google sætter standarden for Android headset med Google Pixel Buds Pro 2.


Fordele

  • Lækker veltunet lyd
  • Gennemført integration med Android og Pixel telefonerne
  • Fantastisk ANC


Ulemper

  • Nye Gemini funktioner ikke tilgængelig på dansk

Vores partnere