Tilbage i 2019 udgave HyperX deres Quadcast mikrofon, der er henvendt til streamere, Youtubere eller den kræsne gamer, der bare gerne vil lyde godt over voicechat. Sidenhen har HyperX besluttet at udgive en nyere version, som går under navnet Quadcast S, og som er det produkt vi skal kigge på i dagens test.
Inden vi dog går i gang, skal vi som altid lige have listet alle specifikationerne.
De tørre tal
Specifikationerne til enheden er hentet direkte fra HyperX’ webside.
Microphone:
Headphone Output:
Der er meget info at holde styr på, men det vigtigste at lægge mærke til, er de tre 14mm kondensatorer, som er de enheder der optager lyden. Der er tre af dem indbygget, hvilket man kan forvente ved en mikrofon af denne kaliber. De tre kondensatorer gør det muligt at indstille mikrofonen til fire optagemønstre, alt efter hvilken retning man vil optage lyden fra.
HyperX har lavet en fin oversigt over de fire optagemønstre her:
Indpakning og indholdet
I vanlig HyperX stil, er enheden pakket ind i en hvid kasse med røde sider. Teknisk set er der vel mere rødt overfladeareal på kassen end hvidt, men jeg lader forsiden og bagsiden bestemme kassens farve, hvilket i øvrigt er fuldstændig ligegyldigt. På forsiden af æsken er mikrofonen afbilledet i en glossy finish, det ser godt ud, selvom jeg måske ikke er enig med valget her, men mere om det senere.
Bagpå æsken, samt på siden af den, finder man information om produktet, hvilket er rart, så man ved hvad man køber, når man står i butikken med sparegrisen.
Æskens indhold er nok mere spændende at snakke om, og der er lidt af hvert at tage fat på. Eller det vil sige, der følger ikke mere med end det nødvendige, men det er ikke nødvendigvis skidt.
Inde i æsken finder man selvfølgelig mikrofonen, samt ledningen og et ekstra monteringsbeslag. Sjovt nok har jeg ikke kunnet finde nogen brugsvejledning i æsken, men jeg vil også påstå, at dem der er interesseret i denne mikrofon, selv kan gå på nettet og finde ud af, at tilslutningen blot kræver at man kan tilslutte et USB-C og USB-A stik på henholdsvis mikrofonen og computeren.
Et nærmere kig
Men lad os kigge nærmere på produktet, det er trods alt det de fleste af jer rent faktisk læser denne test for. Mikrofonen ser ret fin og professionel ud, hvis jeg selv skal sige det. Først og fremmest er den sort, mat sort for at være helt præcis, hvilket er grunden til at det glossy finish på æsken ikke rigtig giver mening.
Enheden er cylinderformet og monteret på et shockmount, som filtrerer rystelser fra, så en eventuel ragefist på bordet ikke generer modtageren i den anden ende alt for meget.
Shockmountet er monteret på en fod af solidt tungt metal, hvor mit bud er, at den er lavet af stål.
Mikrofonen har ifølge HyperX et indbygget popfilter, og ved nærmere eftersyn er det nok det mindre stykke filt inde i cylinderen der menes, når der tales om popfilter. Det hjælper helt sikkert mere end ingenting og det ser også bedre ud end en gammel sok (som i øvrigt virker ok godt til husbehov), men jeg ville nok ikke gå så vidt at jeg ville kalde det et popfilter. Jeg vil nærmere kalde det standardudstyr på alle ”gaming” mikrofoner.
Men lad os komme videre, der er nemlig mere, ekstremt meget mere. Der er nemlig over 16 millioner mere end den almindelige HyperX Quadcast mikrofon. Den kloge vil nok allerede have gættet, at der er tale om RGB-belysning, for mens lillebroren ”kun” lyser op med rød farve, så har HyperX Quadcast S indbygget RGB belysning i cylinderen. Og for at det ikke er nok, så er belysningen også opdelt i to zoner, en nedre og en øvre zone, som man kan indstille individuelt via. HyperX NGenuity softwaren. 20% mere FPS i spil? Tjek! Men lige på et lidt mere seriøst plan, så er det ret fedt, da jeg er kæmpe fan af, at man kan indstille belysningen til at passe med resten af ens setup, når nu der åbenbart skal være belysning.
Der er dog også nogle ret fede features, som jeg er kæmpe fan af. På bagsiden sidder der en drejeknap, med hvilken man kan indstille hvilket af de fire mønstre mikrofonen skal optage i. Jeg er glad for, at jeg ikke skal ind i en eller anden software for at styre dette.
Bunden af mikrofonen er også en drejeknap, denne er dog trinløs, og bruges til at indstille mikrofonens gain. Oversat til dansk betyder det, at man med drejeknappen kan justere hvor høj en lydstyrke mikrofonen optager med. Så det er slut med at skulle justere lydstyrken i softwaren mens man er i sit livs game, nu kan det gøres direkte på enheden. Jeg er kæmpe fan HyperX, især fordi man på mange andre mikrofoner ser, at sådan en knap anvendes til at styre lydstyrken for det headset, som INGEN normale mennesker tilslutter til mikrofonen.
Apropos, så er der også mulighed for at tilslutte et headset via det 3,5 mm jackstik, som sidder på bagsiden af mikrofonen. Hvem der har brug for sådan en feature, har jeg ingen idé om, men man har muligheden. De fleste gaming headsets skal efterhånden tilsluttes via USB-stik, og de lidt mere high-end enheder, som rent faktisk bruger jackstik, tilslutter ingen normale mennesker til andet end bundkortets lydkort.
Anyway, så kommer vi nu til min yndlingsfeature, og den som denne mikrofon skiller sig ud fra mængden på. Jeg vil på forhånd nævne, at jeg er kæmpe fan, og jeg fatter ikke, at ingen andre (så vidt jeg ved) har gjort det her før. Oven på mikrofonen sidder der en mute knap, og det er i sig selv ikke noget nyt, det ser man ret ofte. Men på HyperX Quadcast S er denne knap en berøringsfølsom knap, så jeg ikke ender med at skubbe mikrofonen omkuld, når jeg i kampens hede febrilsk forsøger at mute eller unmute mikrofonen ved hjælp af en eller anden alt for stram knap på forsiden af mikrofonen. Tak HyperX, jeg elsker den her mikrofon for denne ene feature.
Til sidst skal det også lige nævnes, at det selvfølgelig er muligt at montere mikrofonen til en mikrofon arm. Det kræver blot at man løsner en skrue og skifter den tunge solide fod ud med det medfølgende beslag. Ledningen, der medfølger, har en længde på fornuftige 3 meter og er sleevet, så den ser lidt pæn ud.
Mikrofonen i brug
Mange ting er vigtige, når man anskaffer sig en bedre mikrofon end et gaming headset. Men ingenting er så vigtigt som lyden, hvilket må være årsagen til, at man i første omgang vælger at anskaffe sig sådan en enhed.
Lyden er efter min ydmyge mening ret fornuftig. Sidst jeg testede en mikrofon, var det en Blue Yeti Nano jeg havde gennem møllen. Den gang var der mange flere ”pops” at høre i lydtesten, hvilket kan skyldes, at ”popfilteret” på HyperX Quadcast S rent faktisk virker efter hensigten. Jeg tager mine ord i mig igen, og lader tvivlen komme HyperX til gode.
Du kan høre vores lydtest på HyperX Quadcast S mikrofonen lige her:
Lyden er umiddelbart klar og tydelig, og på grund af optagemønsteret der kun optager foran på mikrofonen, er der endnu ingen af mine gamervenner der har klaget over klikke lyde fra hverken tastatur eller mus.
Mange ting kan styres direkte på mikrofonen, men belysningen skal man styre gennem HyperX NGenuity software, som man enten kan hente som en ældre version, eller som en nyere (men stadig BETA) version igennem Microsoft Store. Jeg er ikke kæmpe fan af softwaren, især fordi den af en eller anden årsag ikke virker på alle mine enheder herhjemme, men når den virker, fungerer den som den skal.
Inde i softwaren kan man indstille forskellige lydstyrker samt lysstyrker. Man kan ikke indstille optagemønstre, da dette skal gøres via drejeknappen på mikrofonen.
Pris
I skrivende stund kan HyperX Quadcast S købes for ca. 1350,-, hvilket er ca. 300,- dyrere end Quadcast mikrofonen. Man betaler altså en smule ekstra for RGB-belysningen, hvilket jeg til enhver tid ville gøre, men ellers får man intet nyt funktionelt.
Konklusion
HyperX Quadcast S er en super god mikrofon, der gør en masse ting rigtig godt.
Det indbyggede shockmount er en rigtig god tilføjelse, der rent faktisk gør det den skal, til forskel for konkurrenterne, der stadigvæk mener, at det er nok med lidt gummi under foden.
Lydkvaliteten er på niveau med andre tilsvarende mikrofoner, og måske lige en smule bedre, takket være enten det indbyggede popfilter, shockmountet eller kombinationen.
Sidst men ikke mindst er jeg ekstremt glad for den berøringsfølsomme mute knap, som nok er noget af det bedste der nogensinde er blevet tilføjet en mikrofon af denne slags.
Jeg har egentlig kun en enkelt negativ ting jeg kan finde ved denne mikrofon, og det er at der på kablet sidder sådan en dum plastikcylinder, der gør det umuligt for mig at føre det medfølgende kabel sådan som jeg vil have det. Der er små huller på min mikrofonarm, som jeg simpelthen ikke kan få kablet igennem.
Prisen er lige en lille anelse i den høje ende, hvis man sammenligner med konkurrenternes produkter, der så til gengæld ikke har et reelt indbygget shockmount eller min elskede berøringsfølsomme mute knap.
HyperX Quadcast S ender med en score på 9/10 og en Editors Choice award for et produkt med nogle rigtig gode forbedringer i forhold til alternativerne, samt en fornuftig lydkvalitet og en acceptabel pris, der dog vil være lige til den høje side for nogen.
Pros:
Cons: