KIOXIA EXCERIA PRO G2

KIOXIA Exceria Pro G2
KIOXIA er klar med en opdatering i deres Pro-serie. Deres nye KIOXIA EXCERIA PRO G2 skruer helt op for farten på PCIe 5-interfaces. Her lover KIOXIA læsehastigheder op til 14.000 MB/s.

Centrale Features

  • BiCS FLASH™
  • NVMe™ 2.0d Technology
  • M.2 2280 Form Factor
  • PCIe® Gen5 x4
  • SSD Utility Management Software


En tur rundt om KIOXIA EXCERIA PRO G2

Denne del kan vi ret hurtigt få overstået, for vi har med en M.2 SSD at gøre, og her er der ikke så meget nyt under solen. Formatet er ret fastlåst, men det er dog værd at bemærke, at enheden ikke kommer med specielle heatsinks eller andet. Det betyder, at du kan få den på plads alle steder, der understøtter M.2 Type 2280-S3-M-formatet.

Hvis vi skal omkring selve hardwaren på den lille M.2-enhed, så er det en NVMe PCIe Gen5 x4 SSD. KIOXIA bruger BiCS Flash TLC flash memory på enheden. De er lavet således, at alle de nødvendige chips kan klemmes ind på den ene side af printpladen. På den måde er det lettere at styre varmeudviklingen.

KIOXIA Exceria Pro G2 front

Som en god bonus i den forbindelse er det klistermærke, der sidder på enheden, faktisk en del af køleløsningen. Den er lavet som en supertynd heat sink, som flytter varmen væk fra komponenterne og videre til evt. større heatsinks i dit bundkort eller blot til overfladen, hvor luftstrømmen i dit kabinet kan hjælpe med resten.

exceria_pro_g2_ssd_benefits_03.jpg

KIOXIA oplyser også, at G2-modellen her i Pro-serien er op til 110 % mere energieffektiv i forhold til deres første generation. Det betyder også en del for, hvor meget varme enheden genererer under brug.


Test

Vi springer hastigt videre til testen, så vi kan se, om KIOXIA kan komme i mål med hastighedsløfterne fra deres markedsføring.

Alle tests er foregået på vores AMD-baserede test bench med følgende hardware:

  • Bundkort: ASUS ROG Crosshair X670E Hero
  • CPU: AMD Ryzen 9 7900
  • RAM: 32 GB Kingston Fury DDR5 @6000 MHz
  • PSU: Seasonic Vertex GX-1000


CrystalDiskMark

Første trin på vores benchmarks er som altid CrystalDiskMark, som er en god standard inden for lagerbenchmarks.

Exceria Pro G2_CrystalDiskMark.png

Som vi kan se på resultaterne her, så leverer KIOXIA til fulde de annoncerede læsehastigheder og tilmed lidt til. Det har heldigvis været en trend for KIOXIA over de seneste par tests, vi har lavet, hvilket er lækkert at se.

Vi kan dog se, at skrivehastigheden lander en lille smule under det annoncerede, men det er ikke meget.


ATTO Benchmarks

Tager vi turen forbi ATTO Benchmarks, så lander KIOXIA EXCERIA PRO G2 under det annoncerede. Det er på papiret en del, men det er en forskel, som jeg tvivler på, man ville kunne mærke under reelt brug. Funktionelt lander det reelle resultat nok et sted i midten, med variationerne baseret på den måde, som de to stykker software kører deres respektive benchmarks.

Exceria Pro G2_02.png

Det er også altid værd at huske på, at syntetiske benchmarks som disse sjældent kan veksles til de samme resultater i normalt hverdagsbrug. De to benchmarks giver dog et fornuftigt billede af, hvad man kan forvente af KIOXIA EXCERIA PRO G2, som lander helt i toppen af hastighederne på M.2 PCIe 5 SSD’er, som vi har testet.

Det er ikke længe siden, at PCIe 5 M.2 SSD’er skulle have massive køleløsninger monteret for at kunne komme i nærheden af hastigheder som dem, vi har set her i dag. Så udviklingen er altså blevet skubbet i den rigtige retning.


Pris

Jeg kan i skrivende stund finde KIOXIA EXCERIA PRO G2 med en onlinepris på lige under 2.900 kroner. Med de skrivehastigheder, som vi har opnået i testen her, så er det faktisk en supersolid pris sammenlignet med meget andet på markedet.


Konklusion

KIOXIA har med KIOXIA EXCERIA PRO G2 lavet et kompakt og SUPER hurtigt M.2-drev, som leverer hastigheder, som vi kun kunne drømme om for ikke ret længe siden.

Det er langt mere, end den gennemsnitlige gamer nogensinde vil få brug for. Har man derimod krævende opgaver, som kræver et lynhurtigt M.2-drev, så kan KIOXIA EXCERIA PRO G2 være vejen frem.

KIOXIA Exceria Pro G2 monteret

Samtidig er det også en god bonus, at jeg pt. kan finde KIOXIA EXCERIA PRO G2 til en pris, der slår ældre og betydeligt langsommere alternativer.

Vi lander med en endelig karakter på 9 for en super hurtig M.2-lagerløsning, der på trods af høje hastigheder ikke behøver ekstra køling.


Fordele:

  • Super hurtige hastigheder
  • Intet behov for ekstra køling
  • Fornuftig pris, ydelsen taget i betragtning


Ulemper:

  • Skrivehastigheder en anelse under annonceret i visse benchmarks

Vores partnere