• TWEAK
• Hardware
• Printer

Prusa CORE One+

Centrale Features

• Indbygget CoreXY-hastighed: 15-20 % hurtigere end MK4S med markant højere accelerationsrater på travel og infill.
• Robust stål-ekso-skelet: Yderramme i foldet stål med paneler i kulstofforstærket PC Blend Carbon Fiber.
• Præcis Load Cell første-lag: Fuldstændig automatisk senglægning (bed leveling) uden manuelle skruer eller Z-offset-justeringer.
• Klimastyret kammer: Passiv opvarmning af kabinettet op til 55 °C via print-sengen til ingeniørplastik som ABS, ASA og PC.
• High-Flow CHT-dyse: Leveres som standard med Prusas lynhurtige Nextruder CHT-dyse.
• Enorm opgraderingskontinuitet: Kan bygges fra bunden som DIY-sæt, købes færdigsamlet eller bygges om fra en eksisterende MK4S.
• Reparerbarhed i højsædet: Intet er limet eller svejset fast; alt kan skilles ad og repareres med en helt almindelig skruetrækker.

Med CORE One+ forsøger Prusa at løfte den svære arv fra deres legendariske bedslingere og pakke den velkendte, stabile europæiske byggekvalitet ind i en lukket, lynhurtig kasse.

Maskinen deler over 70 % af sine komponenter med MK4S, hvilket betyder, at du for første gang kan købe et opgraderingssæt og forvandle din åbne MK4S til en lukket CoreXY! Men kan Prusa matche kinesernes vilde funktioner og aggressive priser?

En tur rundt om Prusa CORE One+

At pakke et Prusa-produkt ud er en lækker oplevelse, der føles som en gennemtænkt luksus. Papkassen er enorm og robust, og indpakningen er 100 % genanvendelig med smarte paprammer og illustrerede piktogrammer. Prusa har integreret en genial "løfteramme" i pap, som lader dig hejse den 22,5 kilo tunge og glatte stålkasse direkte op af kassen uden at skulle kæmpe eller vende kassen på hovedet.

I kassen finder du:

• Prusa CORE One-printeren (færdigsamlet i vores testversion)
• En hel 1 kg rulle Prusament PLA Galaxy Black
• En USB-stik med forudindlæste g-code-modeller
• Prusas klassiske 3D-printhåndbog
• Værktøj, ekstra reservedelsnitter og... den obligatoriske pose Haribo-guldbamser!

Det er efterhånden en fast joke i 3D-printmiljøet, at man hos Prusa køber en pose svinedyr slik og får en gratis 3D-printer med i købet, men det siger alt om den unikke brandkultur og det stærke fællesskab, Prusa har opbygget.

En lille skuffelse under udpakningen er dog, at de medfølgende gummifødder ikke er monteret fra fabrikken. Du skal selv klistre dem under stålbunden, hvilket føles som en lidt underlig sparedetalje på en premium-maskine. Glemmer du det, ridser du øjeblikkeligt dit skrivebord.

I mit tilfælde havde printeren også været opbevaret et ret varmt sted på et eller andet tidspunkt inden sin ankomst hos mig, da alle Haribo-vingummierne var smeltet sammen til en stor klat i posen.

Når CORE One står på bordet, må man bare konstatere, at det er en af markedets absolut mest stilrene med et råt, men elegant look. Jeg er personligt vild med det sort- og orangefarvede look. Den fylder beskedne 415 x 444 mm på bordet, hvilket er et markant mindre fodaftryk end fx en MK4S inde i et eksternt kabinet. Det er også betydeligt mindre end mange af de nyere 3D-printere, vi har set på over den seneste tid.

Selve kabinettet er bygget op som et stål-ekso-skelet. Siderne har dybe indhak, hvor spoleholderen og værktøjsrummet sidder forsænket. Det slanker printerens silhuet og mindsker det interne luftvolumen i printkammeret, så printerens print bed (når den varmes op til 115 °C) hurtigt og effektivt kan bage hele kammeret op til 55 °C uden behov for et strømslugende eksternt varmelegeme. Det betyder dog også, at man ikke kan forvente helt den samme jævne varme i kammeret, som man kan opleve på andre maskiner med et dedikeret varmelegeme og cirkulation.

Panelerne er lavet af mørk, gennemsigtig plast, som holdes på plads af plastiknitter. Toppladen har en manuel ventilationsklap, du kan åbne, når der skal printes PLA.

Som altid hos Prusa er en stor del af de interne plastkomponenter 3D-printede. Hvor de ældre bedslingere brugte PETG, er delene i CORE One printet i ultrahårdt PC Blend Carbon Fiber fra Prusas egne printer-farms. Plastikkabinetterne er sprøjtestøbte, og lågen kan åbnes fulde 180 grader og kan også spejlvendes i hængslerne. Lågen er udstyret med en sikkerhedssensor, der pauser printet, hvis lågen åbnes, hvilket kan være en supervigtig detalje, hvis man har børn i huset som mig. Sensoren kan dog også slås fra i menuerne, hvis det ikke er et problem.

Byggevolumenet lander på 250 x 210 x 270 mm. Du får altså samme X- og Y-plads som på en klassisk i3-printer, men vinder 5 cm ekstra højde i Z-aksen. Det er dog en tand mindre end fx Bambu Lab A1-størrelsen.

Set på et marked, hvor vi siden lanceringen af Core One har fået maskiner med meget større printvolumen fra fx Bambu Lab med A2L eller H2D, så ser pladen i Core One pludselig meget lille ud. Til gengæld passer alle dine gamle Prusa PEI-plader direkte over på den nye maskine.

Når du får CORE One ud af kassen, er der en smule, der skal samles, før du kan komme i gang med at printe. Det er dog en overskuelig opgave, og den medfølgende guide er supergod til at få dig igennem det. Den mest besværlige opgave var at montere det lille display og interface på fronten.

Core One kommer ikke som standard med et indbygget kamera. Prusa har dog deres Buddy Camera kit, som kan tilføjes. Her får man alt, hvad man skal bruge, og enheden er let at installere. I de opdaterede udgaver af Core One er USB-kablet til kameraet endda trukket på forhånd, hvilket letter opgaven betydeligt.

Processen indebærer dog stadig, at man skal forbinde kameraet, tilføje det i softwaren og binde det separat op på dit netværk. Hele processen tog dog ikke mere end omkring 5 minutter for mig, og kameraet monteres magnetisk, så der var ikke behov for værktøj. Det er dog lidt skuffende, at et indbygget kamera ikke er standard i denne prisklasse.

Software

Prusa CORE One+ er født med Wi-Fi, Ethernet-port og en ny NFC-antenne på bagsiden. Tanken med NFC er, at du kan tappe din telefon mod printeren for lynhurtigt at overføre Wi-Fi-koder. I virkelighedens verden drillede NFC-funktionen dog under min test, hvilket tvang mig over i den efterhånden noget oldschool metode med at indtaste kodeordet manuelt via skærmen.

Skærmen på fronten er den velkendte farveskærm med et fysisk drejehjul og trykknap. Brugerfladen er funktionel, listebaseret og urokkeligt pålidelig, men sammenlignet med moderne, smartphone-agtige touchskærme føles interfacets design en smule dateret. Man er dog ikke bundet til udelukkende at bruge drejeknappen, for der er tale om en touchskærm trods alt.

Software-fundamentet er det åbne og brancheførende PrusaSlicer. Det er pakket med hundredvis af gennemtestede profilindstillinger til samtlige Prusa-materialer og dysestørrelser. PrusaSlicer prioriterer konsekvent præcision og lag-vedhæftning over urealistiske hastigheder. Du kan hente g-code direkte ned fra Printables.com eller bruge den nye, markant forbedrede Prusa App på mobilen til at fjernstyre dine prints.

Oplevelsen med både desktopversionen af softwaren og mobilappen var generelt set velfungerende under min test. Softwareintegrationen virkede dog ikke helt så strømlinet, som jeg er blevet vant til efter en del Bambu Lab-anmeldelser over de sidste par år.

Der er dog ingen tvivl om, at Prusa har opbygget et solidt økosystem omkring deres maskiner og software. Det føles dog ikke helt så intuitivt og let tilgængeligt, og derfor kan læringskurven være en anelse mere stejl end hos Bambu Lab, der ikke er til at komme udenom på markedet for 3D-printere.

Når man graver ned i Prusa-softwaren, specielt på desktop, så er det dog tydeligt, at det er et super robust system. Der er et hav af meget avancerede muligheder for ting som overvågning og administration, og det er tydeligt, at det også henvender sig meget til de professionelle med en decideret print farm.

Test

I praksis har jeg kørt CORE One+ igennem mere end tre ugers intensiv test på tværs af Prusas eget Prusament PLA og PETG, som var med til printeren. En del af det var det nye PLA og PETG lavet i samarbejde med Noctua. Her er muligheden for at få både PETG og PLA i de to ikoniske Noctua-farver.

Første-lag-kalibreringen på CORE One er supergod og har ikke fejlet mig en eneste gang under min test. Prusa har skiftet den gamle PINDA-induktivsensor ud med en Load Cell-sensor direkte monteret i hotenden. Før hvert print kører dysen ned og "tapper" fysisk direkte på stålpladen for at måle afstanden elektronisk. Det betyder, at dit første lag lægger sig med mikrometerpræcision som et glat stykke papir – hver eneste gang, helt uden at du nogensinde skal justere på en manuel Z-offset!

Når det kommer til rå printkvalitet, leverer CORE One den velkendte "Prusa-magi". Test-båden (Speed Benchy) blev spyttet ud på 28 minutter med snorlige sider.

Hastighedsmæssigt er CORE One+ cirka 15-20 % hurtigere end MK4S, men Prusa nægter bevidst at deltage i det kinesiske ræs om usunde tophastigheder på 1.000 mm/s. Profilerne er sat konservativt og råt efter maksimal lag-styrke og præcision.

Kølingen varetages af en ny 360-graders luftkanal rundt om dysen. Dog må vi konstatere under testen, at PLA-kølingen inde i det lukkede kammer har sine fysiske begrænsninger. Selv med toppen åben og bagblæserne kørende i et køligt rum (15 °C), kæmpede kammeret med at holde sig under de kritiske 30 °C.

På kradse 70-graders overhang-tests i PLA klarede CORE One+ sig igennem, men havde det været midt under sommerens hedebølger, kunne det godt have været et problem. Det er ikke et katastrofalt problem, men det viser, at lukkede kasser og temperaturfølsomt PLA-plastik kræver en smule tilvænning. Specielt når brugeren selv skal huske at åbne for bedre luftgennemstrømning, hvis det er nødvendigt. Her ville en løsning være at åbne døren, hvis man har sin printer stående et varmt sted, eller hvis man printer midt i en hedebølge. Kammerkølingen på Core One er bare ikke så god, som vi har set på Bambu Labs seneste bud.

Jeg arbejdede mig igennem et par af de testfiler, som kommer med printeren, og fik gode resultater ud af det hele vejen.

Da hele muligheden for at teste Prusa CORE One+ egentlig udsprang af vores interesse i det PLA- og PETG-filament, de har lavet i samarbejde med Noctua, så skulle det naturligvis også prøves af. Med til printeren var der både PETG- og PLA-filament med i de klassiske Noctua-beige og -brune farver.

Helt som andre på markedet har Prusa også deres eget onlineunivers med et hav af filer, som er lige til at hente og printe på Printables.com. Her er Prusa i front med officielle samarbejder med et væld af producenter som fx Noctua. Det ses gennem arbejdet med filamentsamarbejder, så vi kan få de officielle farver, men også gennem 3D-filer fra producenterne.

For Noctua betyder det blandt andet, at vi på Printables kan finde tilbehør til blæsere. Det er dog også andre som fx Logitech, hvor man blandt andet kan finde de officielle CAD-filer på flere af deres tastaturer. Det åbner op for, at brugerne selv kan bruge dem til at skabe tilbehør og lign.

Hele den open source-tilgang til tingene er super-fed at se, og ingen af tingene er bundet til Prusa. Så hvis man har en anden printer, kan man frit bruge det hele dér også.

Jeg testede naturligvis den officielle brune Noctua-farve. Først på en lille benchy, som vil pynte på enhver Noctua-fans skrivebord. Jeg prøvede dog også deres Fan Grill-fil, som hurtigt og i den helt rette farve gav mig tilbehør til min PC.

Den beige farve er jo lidt i knogleland, og med Halloween lige om hjørnet testede jeg et stort kranieprint af. Det tog en del tid, men resultatet var supergodt!

Med blod på tanden til de større print skiftede jeg tilbage til Prusas orange filament og ville give den store klassiske jetmotor testfil et forsøg.

Her løb jeg dog ind i mit første problem med printeren. I løbet af det lange, store print opstod der en tilstopning i dysen, hvilket resulterede i et fejlet print. Her har maskinen ingen AI-funktioner, der automatisk opdager fejlprint, så den kørte lystigt videre natten over på trods af, at der ikke kom filament ud.

Den slags sker dog, så jeg kastede mig ud i en dyserens og fik filamentet til at flyde igen. Jeg løb dog ind i et par problemer efterfølgende, hvor maskinen ikke automatisk kunne kalibrere sin Home-position. Det tog også lidt tid at fejlsøge og løse, men efter noget tid var jeg klar igen.

Jeg prøvede en lidt mindre fil for at komme i gang igen med Prusas lamafil, som kom på printeren. Her fik jeg igen et fint resultat uden problemer. Af samme årsag kastede jeg mig igen over et større print, denne gang med en Deadpool-buste i rimelig stor størrelse.

Igen blev jeg dog mødt med skuffelse, da jeg kom tilbage til det store print dagen efter. Den tilstoppede dyse var vendt tilbage og igen med et stort fejlet print som resultat.

På dette tidspunkt besluttede jeg mig for at foretage et dyseskift for hurtigt at være tilbage i kampen og samtidig prøve den proces af. Heldigvis fulgte der en ekstra hærdet high flow nozzle med, så den fik et skud.

Det er ikke helt så let som på Bambu Labs nyere printere med en magnetisk dyse, der er lige til at tage ud. Processen var dog samlet set ikke så svær. Prusa har lavet en lille 3D-printet fil, som hjælper med at holde tingene på plads, mens man skruer dysen ud og får en anden på plads. Hvis vi ser bort fra den tid, som det tog at printe det lille værktøj, som jeg jo kun kunne printe, fordi jeg havde adgang til en anden printer, så tog det under fem minutter at skifte dyse.

For at teste tingene kørte jeg endnu en benchy igennem, og alt så ud til at virke. Da jeg igen ville skifte filament, løb jeg dog ind i endnu en udfordring, da jeg af en eller anden grund ikke kunne få filamentet til at finde vej helt ned i extruderen, som tydeligt forsøgte at hakke sig igennem det uden held.

Efter en times tid med motorkalibrering og rens og tandhjul måtte jeg kaste håndklædet i ringen, da jeg simpelthen var løbet tør for tid.

Selvom jeg ikke regner med, at mine problemer med CORE One+ er repræsentative for Prusa-printere, som jo generelt har et godt ry i miljøet, så var min samlede oplevelse dog ret frustrerende. På den ene side leverede den smukke print, når tingene kørte, som de skulle, men på den anden side var der flere store fejlprint sammen med generelle fejl og timevis af fejlsøgning og afhjælpning.

Fordelt over de par uger, jeg har haft sammen med Prusa Core One, har jeg brugt mere tid på kalibrering, fejlsøgning og afhjælpning, end jeg samlet set har gjort på tværs af al den tid, jeg har brugt på Bambu Lab-printere fordelt over adskillige tusinde timers print både i forbindelse med vores tests og min senere tid som privat bruger.

Efter noget tid med printeren så er nogle af de andre forskelle, som jeg hurtigt oplevede med CORE One+ stillet over for de allestedsnærværende Bambu Lab-printere. CORE One+ mangler en række hverdagsbekvemmeligheder, som billigere konkurrenter har.

• Der er ingen purge-chute (affaldsskakt) eller automatisk nozzle-wiper.
• Filament-sensoren sidder ude ved PTFE-røret på siden, hvilket betyder, at du ved hvert materialeskift skal trække en hel meters filament ud af røret igen.
• Ingen mulighed for let integreret AMS-system.
• Intet kamera som standard
• Dyseskift er lidt mere omstændigt
• Materialeskift er ikke automatiseret

Hvorfor har Prusa truffet disse valg? Fordi maskinen i sin kerne nok er designet til prosumers, værksteder og print-farms, hvilket den uden tvivl gør super godt.

Pris

Prusa CORE One lander på markedet i tre forskellige konfigurationer:

• Færdigsamlet CORE One+: ca. 9.300 kroner
• CORE One+ DIY-Samlesæt: ca. 7.900 kroner

Det placerer printeren i et eksklusivt premium-segment. Kigger vi på markedet, koster en Bambu Lab P2S Combo med AMS omkring 5.500 kroner, og en betydeligt større Bambu Lab H2S, igen MED AMS, lander på 9.700 kroner, hvilket er stort set samme pris som CORE One+, specielt hvis man vil tilkøbe kamera osv.

Prusa er altså dyrere målt rent på "features-pr.-krone". Men med Prusa betaler du for langtidsholdbarhed, europæisk datalovgivning, fri open source-software, reservedele i årtier og en maskine, som er mere åben for modding og udvidelser som tool changers.

Konklusion

Der er ingen tvivl om, at Prusa er et populært valg og har været en central arbejdshest i 3D-printmiljøet og fortsat udgør kernen i mange professionelle printfarme. Der er tænkt på detaljerne, og mulighederne og fleksibiliteten med en CORE One+ og Prusas økosystem generelt er helt i top.

Samtidig har det dog også været den mest frustrerende tid med en 3D-printer, som jeg har haft i årevis, hvilket mudrer min personlige oplevelse af Prusa og CORE One+ en smule.

Når printeren har kørt, som den skulle, og printet, har den givet mig helt fantastiske resultater med smukke print med en kvalitet, som er blandt de bedste, jeg har set på en 3D-printer.

MEN! Det har dog ikke været uden grå hår undervejs. For på de uger, jeg har testet Prusa CORE One+, har jeg skullet manuelt tune, fejlsøge, kalibrere og skifte dyse mere, end jeg har gjort de sidste 3-4 år fordelt på 5+ Bambu Lab-printere både i forbindelse med test og anmeldelse og senere som privat bruger.

Jeg ved, at jeg igennem denne test har refereret til Bambu Lab en del gange, men det er ikke uden grund. Bambu Lab har på mange måder gjort 3D-print let og tilgængeligt på en måde, som ikke var set tidligere i branchen. Samtidig har de været aggressive på både udvikling og pris på en måde, som fx Prusa her ikke har fulgt med på.

Jeg ville rigtig gerne være fan af Prusa CORE One+, men jeg er desværre ikke blevet det i løbet af mine uger med maskinen. Jeg er og bliver hobby-3D-printer, og min hobby er de printede resultater og ikke maskinen i sig selv. Det er en af de ting, der føles som en af de store forskelle imellem Bambu Lab og Prusa.

Prusa henvender sig meget til prosumer, print-farme og brugere, hvor det at tune, modde og skrue på maskinen er en del af hobbyen, og til de brugere er Prusa CORE One+ nok et godt bud.

Jeg ved, baseret på den generelle stemning på nettet, at Prusa betragtes som supersikker og stabil, og derfor vil jeg ikke lade mine problemer med stoppet dyse og extruder-problemer veje alt for tungt, for jeg tror mere, det er et eksempel på, at jeg har været uheldig, end at Prusa generelt laver dårlige produkter.

På trods af smukke print så står jeg dog desværre mere tilbage med fornemmelsen af frustration og lidt skuffelse efter min tid med Prusa CORE One+, set i lyset af mine efterhånden mange andre oplevelser og tests af 3D-printere.

Når man så oven i det regner med, at prisen for en Prusa-printer er betydeligt højere end andre muligheder fra fx Bambu Lab, er det svært at komme helt i mål med en anbefaling til hobbybrugeren som mig selv. Vi anmelder trods alt primært til hjemme-/hobbybrugeren her på siden og ikke til prosumer/professionelle.

Vi lander med en endelig karakter på 7 for et teknisk gennemført produkt med et stort og omfattende økosystem af support og software, der dog til hobbybrugeren bliver slået på både pris og brugervenlighed af nye konkurrenter på markedet.

Fordele:

Load Cell-sensor – altid et 100 % perfekt første-lag

Klippestabil CoreXY-hastighed og høj printkvalitet

Gennemført software-økosystem

Stor opgraderingssti

Ulemper:

Høj pris sammenlignet med kinesiske alternativer

Mangler indbyggede “nice to have” automatiske funktioner

Buddy Camera er sløvt

Brugerfladen på skærmen føles en anelse dateret

Ret begrænset byggevolumen